Ernest Hemmingway skrev om det i bogen Døden kommer om eftermiddagen. Der løber en flod af adrenalin og dødsforagt igennem Pamplonas gader. Sådan er det med tyrefægterfestivalen San Fermin, som siden 1924 har kostet 13 mennesker livet. Og sådan er det med Navarra-regionens stolthed, Club Atlético Osasuna de Pamplona. Bortset fra de stolte tilhængere af den baskiske fodboldklub, som går under kælenavnet Los Rojillos, hader alle i Spanien Osasuna. Blandt Estadio Reyno de Navarras 20.000 fans og på Plaza de Toros inde i byen, hvor smædesange med bold og knap så renskurede protestsange gjalder mod himlen, hader man til gengæld alle de andre endnu mere. Og intet hold i La Primera Division er mere forhadt på de kanter end hovedstadens Real Madrid. Kosmopolitanske bøsserøve. Pseudo-hollændere. Centralmagtens håndlangere. Forvoksede, hvide babyer, der ikke kan tåle lidt kasteskyts fra lægterne. Udsagn som dem fik vind i sejlene efter sidste søndag, hvor kongeklubben anført af Arjen Robbens hoved og Gonzalo 'Pipita' Higuains vrist på surrealistisk facon vendte et sent 1-0-nederlag til en fandenivoldsk 1-2-sejr. Dermed var Real spanske mestre, og alt var pakket og klar til midtugens triumfmarch på hjemmebanen Bernabéu mod ærkerivalerne FC Barcelona.
"Er vi mestre nu?" spurgte Robben, bedre kendt som 'manden af glas', sig selv i en live-transmission efter dysten i fjendens heksekedel. "Fandeme så!" lød det politisk ukorrekte eftertryk. Og notorisk ikke-scorende Higuain, som i Fabio Capellos regime sidste sæson lignede forvirret kanonføde i de rigtige officerers fravær, jublede mod kameraet med ungdommelig kådhed og nyvunden selvtillid:
"Da bolden lynede mod målet, tænkte jeg: gå nu ind, kom nu, kom nu, kom nu!"
Men det gjorde den, ganske overbevisende endda og på uimodståeligt forarbejde af Sergio Ramos. Tro mig, hvis Lille Hiawatha voksede op og blev professionel fodboldspiller, så ville han være Ramos. Higuain tæmmede kuglen, sparkede og sejrede. Det var to minutter før slutfløjt og de hvidblusedes endegyldige hyldest til de alt andet end venstreorienterede 'Ultra Sur'. Reals højtråbende supportere vil selvfølgelig ikke misse en match i Helvede, hvor bannere og tørklæder med 'antimadrilistas' tilhører den officielle garderobe.
Neurofysiologisk set kan den panik, der i lange splitsekunder forvandler sig til forløsende lykke, næppe være sund. Sidste sæson levede fans af Real Madrid med galopperende hjerteproblemer, mens drengene nede på grønsværen sørgede for strategisk altafgørende sejre i overtiden. Med to minutters interval og scoringer af Robben og Higuain i weekenden var det næsten som at være tilbage i tidsmaskinen. Og så alligevel ikke. I år var mesterskabet blot et spørgsmål om tid. Og jovist har Villarreal med to friske sejre konsolideret andenpladsen i Spaniens bedste fodboldrække, mens Barca efter alt at dømme skal ud i kvalifikationskampe i Champions League. Men ligefrem en trussel? Prøv at ta' Real Madrid-hjelmen på og hør svaret: No way, José!
Ydmygende
Måske gad de bare ikke være med i en kamp, der på forhånd var designet som en endeløs repetition af hovedstadens triumf. I hvert fald virkede både Deco og Samuel Eto'o påståeligt forfjamskede, da de efter gule kort i Barcas match mod Valencia - hvor katalanerne udraderede Los Che med ydmygende 6-0-cifre - fik beskeden om en spilledags karantæne og komfortabelt frikvarter fra festen på Bernabéu. Den rigtige dagsorden, som den ser ud på indersiden af Decos og Eto'o's hoveder, får vi aldrig at vide, men næst efter fede mål og flotte assists er der som bekendt ikke noget bedre manna for fodboldfolket end en god gang konspirationsteori.
Det skulle da lige være rituel ydmygelse. Som nu for eksempel den traditionsrige 'El Pasillo', hvor Barcelonas decimerede stjerneteam onsdag aften var pisket til at tage æresopstilling og klappe det hvide vinderhold på banen. Se det på YouTube, for Kanal 5 ville hellere vise reklamer.
Man kan meget med kameraer og en ferm klipning i vore dage. Telelinsen fangede således gentagne gange de blå-rødes træner, Frank Rijkaard, med bøjet hoved, våde øjne og skuldrene opgivende på hæld. Det var den samme sekvens, som kørte i loop. Nu skal man selvfølgelig ikke tvære en masterclass i mediedramaturgisk overanalyse af på de gode tv-folk på pletten, men det lignede et sindbillede: Mens Barca stod i stampe og loopede rundt i bizart fraværende skinforsvar og spøgelsesagtige angreb, nettede et Real Madrid-mandskab med vinderpsykens hopla og forståeligt gåpåmod gang på gang. Fire styks i alt. Først Raúl med en perle af et mål efter bare 12 minutter på forarbejde af Guti. Så var det Robbens tur til at sætte de vigende tindinger på Gutis frispark. Higuain bragte hjemmeholdet tættere på tenniscifre med en fiks dribletur og cool scoring i Victor Valdés' plagede målmasker, hvorefter Ruud van Nistelrooy, frisk fra fysioterapeuten og privatklinikken i Amsterdam, skrev 4-0 på den enorme lystavle. Og da Mister Diskusprolaps Thierry Henry med en flot friløber og smagfuld udplacering af den officielt bedste målmand i det spanske, Iker Casillas, reducerede til slutresultatet 4-1, udløste det en kropslig gestus, som nok skal holde fodboldeksegeterne beskæftigede i lange tider. Henry tog sig til hovedet, næsten som om han tavst ville meddele, at det enlige mål mere forstærkede nederlaget end reducerede tabets smerte.
Men det er altså det, vi gør, os fodboldfreaks, mens vi looper yndlingsklippene igen og igen. Vi konspirerer.
Lykken kom sent
Imens klinker de skårene i storklubben Valencia. I dønningerne på en besynderlig sæson, der har skudt Villarreal op i den absolutte top og Osasuna durk i det nedrykningstruede hængedynd, forbereder Valencias generalstab sig på veritabel storvask. Eller måske snarere ubehagelig striptease. Ronald Koeman kunne på ingen måde hive holdet fra østkysten op af det kviksand, som Quique Sanchez Flores angiveligt efterlod klubben i. Det var dengang, Valencia fjumrede løs i Champions League, men til gengæld kun var fire point fra førerhunden Real Madrid i ligaen. Inden han også blev fyret, opnåede Koeman at blive mere forhadt end en arrogant spankulerende Real Madrid-supporter i downtown Pamplona. Selv i minutterne efter Copa del Rey-sejren over Michael Laudrups Getafe lignede Koeman en lille purk, der ikke måtte lege champagnestafet med de store drenge. Koeman er den bedste nulevende imitation af Tintin (kan sådan en frisure overhovedet lade sig gøre i 2008?). Hovedaktionæren Juan Soler valgte at opsige sit præsidentembede for kort tid siden. Og hvis Real Madrid køber landsholdsspiller og Valencias offensive håb, David Villa, for de 250 millioner, som frister i Ramón Calderóns bugnende tegnedreng, så ser fodbolddrømmene på det imponerende Nuevo Mestalla blegere ud end en forkølet nederlagsstemning omkring Baskerlandets Plaza de Toros.
"Døden kommer om eftermiddagen", skrev Hemmingway. For fans af Real Madrid kom lykken sent søndag og onsdag. Og de sælger altså stadig flere anti-Madrid-tørklæder end Hemmingway-romaner i Pamplona.
