Læsetid: 4 min.

Porto Santo og Atlanterhavets ånd

En lillebitte plet 70 kilometer fra Madeira kaldes 'Europas bedst bevarede hemmelighed' - nu har turistindustrien kastet sig grådigt over den søvnige idyl, der dog endnu kan nydes for sin fremragende strand
10. maj 2008

Der sad jeg så på Largo do Pelhourinho, det centrale torv i hovedbyen på den portugisiske ø Porto Santo, og forsøgte at få en samtale i gang med en charmerende, gammel enøjet hund - det eneste selskab i syne - imens jeg funderede over, om den lille by dog nogensinde ville vågne af sin eftermiddagsslummer. Et sandt vindheks-øjeblik. Men sådan er det på Porto Santo, en lillebitte søvnig ø langt ude i Atlanterhavet, et stykke fra Madeira.

Nu kan tempoet imidlertid godt blive travlere, efter at turistbureauer er begyndt at lancere Porto Santo som "Europas bedst bevarede hemmelighed" og "Den Gyldne Ø". Den første direkte flyverute fra Storbritannien er netop åbnet, og byggeaktiviteten langs den 10 kilometer lange strand er hektisk - der er plads til mange flere hoteller endnu.

Lamslået af heden

Skønt Porto Santos nærmeste nabo er blomsterøen Madeira, er denne ø selv ganske gold. Da jeg besøgte den forrige gang var det netop i forbindelse med et krydstogt fra Madeira - Porto Santo ligger 70 kilometer nordligere - som i sig selv var en forfriskende fornøjelse. Man er herude på det dybe Atlantiske Ocean, og jegt tilbragte bl. a. min tid med at spejde efter hvaler og indånde den velsignede havluft. Så dukkede Porto Santo op gennem disen:

En trio af okkergule trekanter, i hvis forgrund den 10 kilometer halvmåneformede strand - Porto Santos absolutte mesterværk - bugter sig indbydende. På molen tøffede en slange af køretøjer gennem den hede vind i et klart langsommere tempo end på søsterøen Madeira. Hvis Madeira var London, ville Porto Santo med dets befolkning af fastboende på blot 5.000 være Little Snoring. Hurtigt fandt jeg Vila Baleira, hovedbyen og den eneste egentlige by, styrede mod en café, og sank ned i en stol, så overvældet af heden, at jeg knapt havde kræfter til at vifte en flue væk.

Det lykkedes mig at klare mig videre til Pestana Santo Porto beach resort and spa. Det helt nye feriekompleks var et velkomment syn med sine swimmingpools og kurbade, en udendørs bar med hængekøjer, en sandfodboldbane og en bræddebeklædt sti, der fører direkte til stranden.

Helbredende sand

Jeg flyttede ind i et behageligt værelse i en haciendaagtig villa, udstyret med den chikke internationale strandmode, som foreskriver stribede puder og vægge i havblå nuancer. Jeg tog plads på balkonen og mærkede mit sind blive fyldt af feriestemningen: Hvad skulle mit næste skridt være? En svømmetur i poolen eller en slentretur langs stranden?

Højsæson var det ikke endnu - øens travleste måneder er juli og august, når navnlig portugisere myldrer hertil for at vegetere på stranden. Nogle begraver sig i sandet, som de tillægger helbredsgavnlige egenskaber, men de fine og ikke-klæbende sandkorn og hårdtørrervinden bibringer da bestemt en høj grad af velvære.

Jeg er ikke gjort af det stof, at jeg kan tilbringe en hel dag på stranden. Min nysgerrighed byder mig at udforske omgivelserne. Jeg lejede derfor en bil og kørte ned ad Porto Santos enlige hovedvej, forbi hoteller og byggepladserne ved Pestana - nogle af disse minimalistiske kasser er ved at blive forvandlet til et femstjernet Sheraton.

I det venlige informa-tionscenter fik jeg fat på et kort og kørte så imod øens vestlige ende, hvor bølger slås til skum imod de forrevne basaltklipper ved Ilheu de Baixo. Jeg indtog en kop kaffe i Calhetas, en stilfuld restaurant med panoramaudsigt til dette storslåede naturscenarie. Og da var det, at jeg indså, at der ikke er alverden man kan tage sig til på Porto Santo. Jo, der var da et hestecenter, hvor man kunne komme ud på ridetur, og en tropisk have, som pudsigt nok var udstyret med karaokeanlæg. Quinta das Palmeiras kaldes en mini-zoo Botanico og er en sand oase på denne ørkenø. Af dyrelivet kan fremhæves et par larmende emuer og papegøjer, deriblandt en ara, der lyder navnet Pavarotti.

Og så er der jo bjergene. Ingen af dem er forfærdende høje - de kan ret let bestiges, hvilket kan anbefales for den flotte udsigts skyld.

Tilbage i hovedstaden drev jeg ind i Christopher Columbus-museet, en hovedattraktion, som er tilpas lille. Her beundrede jeg et 17o0-tals billede af senhor Colombo, som opholdt sig en tid lang på øen, før han skulle videre for at opdage Amerika. Jeg dvælede en stund i museets vidunderlige have ved siden af den kridhvide 1700-talskirke, Vilas anden hovedattraktion.

På en lillebitte plet

Min flittige udforskning fortjente en belønning, og der var gode muligheder at vælge imellem i Vila Baleiras restaurations- og caféliv. Mercearia har fire enorme palmetræer og et skyggefuldt indre i et gammelt pakhus. Cine Café er et cool loungested at hænge ud på, og Cantino do Leao byder på et fremragende delikatessekøkken. Jeg indtog dog aftensmaden på Baiana, hvor jeg til min glæde konstaterede, at der var lam på menuen, som jeg så skyllede ned med perlende kølig Vinho Verden. Efter et fortrinligt og dejligt uprætentiøst måltid var det atter ud på stranden og af med skoene. Det er når man indser, at man er på en lillebitte plet langt ude i verdensoceanet Atlanterhavet, at man finder og lærer at sætte pris på Porto Santos særlige ånd.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu