Læsetid: 6 min.

Roterende dandyeller regederligt kulturradikal?

Design. Hvad lighed er der mellem Ordrupgaard, Frank Jæger, SAS, Skolen for Boligindretning, Erik Balling og FNs Rådssal? Finn Juhls nyåbnede villa og en udstilling på nabomuseet giver noget af svaret
På museum. Finn Juhls møbler og funktionelle omgivelser er kommet på museum. Publikum får blå plasticgalocher på fødderne når de træder ind i mindstuerne. Men tag ikke fejl! - villaen er et velgennemarbejdet forbillede for en syndflod af langt dårligere typehuse uden Juhls rumlige variation og udnyttelse af den høje kælders forskydning.

På museum. Finn Juhls møbler og funktionelle omgivelser er kommet på museum. Publikum får blå plasticgalocher på fødderne når de træder ind i mindstuerne. Men tag ikke fejl! - villaen er et velgennemarbejdet forbillede for en syndflod af langt dårligere typehuse uden Juhls rumlige variation og udnyttelse af den høje kælders forskydning.

Jens Nørgaard Larsen

10. maj 2008

Møbelarkitekten Finn Juhls livslange villabolig er blevet tilgængelig for offentligheden. Ordrupgaard, der har fået bygningen med de møblerede stuer og haven forærende, tager sig nu af rummenes ve og vel og viser, frem til efteråret, som festligholdelse af den private donation en udstilling om Juhls virksomhed.

Finn Juhl (1912-89) byggede sit hus i 1942 bag hækken omkring Ordrupgaard, men han og museumsdirektøren nøjedes ikke med at småsnakke ind over den, for de havde kunst som fælles passion.

Arkitekten var som avanceret møbeldesigner stærkt inspireret af moderne skulptur - Arp, Calder, Moore. Det var noget nyt i Danmark på det tidspunkt, hvor den eksklusive stolescene var domineret af træ og engelsk tradition.

SvVævende sæder

Da Finn Juhl omkring 1940 holdt op som medarbejder på Radiohusets arkitekt-tegnestue og gik for sig selv med møbler, var polstrede sofaer og tunge lænestole ganske vist tidens almindelige borgerlige stil.

De kunne gerne være små, mindre end direktørernes øreklapstole og barokmøblementer, for der skulle være plads til dem i de nye sociale bosætteres få kvadratmeter i rækkehus eller boligblok. Men blød, tung og polstret var i alt fald hyggekrogen bag spisebordet med pindestolene, og en Sikker Hansen-plakat for Brugsforeningernes kaffe eller Davre-havregryn sat i ramme og hængt op på det mønstrede tapet.

Sådan er det ikke i det nu tilgængelige arkitekthjem i Klampenborg. Dér er original kunst på væggene og ikke noget tapet, men væggene er malet i diskrete kulører. Og hans egne møbler får efterhånden svævende sæder og luftige understel.

Møbelbilledet skifter generelt i 1950'erne. Både Finn Juhl, Wegner og Arne Jacobsen interesserer sig for andre materialer end træ og prøver sig frem med nye svungne faconer. Alligevel holdt Juhl fast i den klassiske funktionalismes krav om passende let møblering af den moderne boligs små rum.

Møbler er ikke skulpturer

Og når lejlighederne nu stadigvæk var så små, at hver beboer ikke kunne få sit eget rum, kunne man lige så godt slå flere rum sammen og dele det samlede areal op med forskydelige skærme eller gennemsigtige reolvægge. Det viste han elegant og minimalistisk på en snedkerudstilling i Forum 1954.

Samme år udgav han en bog om Hjemmets indretning og var fra 1945 frem til 1955 overlærer på Skolen for Boligindretning. Men fastholdt, at dét, han kunne lære fra sig, ikke var noget diktat, men en erfaring, som andre fagfolk eller beboere kunne bruge eller lade være.

Selv gik han mere og mere eksklusive veje med sine uld- og læderbetrukne snedkermøbler. Mere kringlede end kollegaen Børge Mogensens fabriksfremstillede FDB-spisestuestole med rundstokke som stoleben og flettede papirgarnssæder.

Men allerede i 1949 havde Finn Juhl i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk publiceret sit foredrag 'FORTID Nutid fremtid'.

"Jeg vil bede om ikke at blive misforstået: Møbler er møbler - altså brugskunst - ikke skulptur. Men der er på begge felter et formgivende arbejde" - siger og skriver han.

Og om sine samtidige: "Næsten alle arbejder for museet, meget få for udviklingen og livet. Danmark er ved at blive ét stort kunstindustrimuseum, hvor alle er kustoder og assistenter, støver hinanden af og katalogiserer."

Kulturadikal?

Var møbeldesigneren Finn Juhl da kulturradikal? - hvad det så i øvrigt vil sige nutildags, hvor udtrykket nedladende gælder alt fra pædofil til kommunist eller bare aflægs.

I og med at Finn Juhl startede sin virksomhed samtidig med starten på Anden Verdenskrig, før nogen overhovedet havde udtænkt etiketten kulturradikal, er spørgsmålet selvfølgelig lettere åndet, som det kunne have heddet i samtiden.

Men når det alligevel kan give mening at nærme sig et svar, er det dels fordi hans praksis og indstilling til omgivelserne er eksemplarisk flertydig - eller måske ligefrem dialektisk i synet på form og funktion?

Dels fordi Juhls beskedne hus og livslange ramme om tilværelsen nu er blevet musealiseret som noget nær kanoniseret relikvieskrin.

Fusionen af småborgerlighed og overklasse er på én gang dansk kulturradikalismes akilleshæl og adelsmærke. Med arbejderkultur havde den i Finn Juhls tid ikke meget at skaffe, mere med burgøjserboheme og dansk 1950'er-længsel mod Kerouacs og Kennedys eventyrlige USA.

I New York møblerede og apterede han FN's Formynderskabs-rådssal i 1951 og tegnede siden interiører både i luften og worldwide for SAS. Han blev dermed og med sine egne møbler og udstillinger international frontkæmper for Scandinavian Design og andres omfattende møbeleksport af vekslende kvalitet.

Film og tegneserie

Finn Juhls 1950'er-møbler indvarslede en mere dandy livsstil. Stolene og sofaerne var tegnet til at sidde afslappet og forskelligt i. Ikke bare lige op og ned, men lidt mere hængende og på skrå. Og så var de båret af interesse for en ny international formverden og en anden måde at opfatte møblers konstruktion på.

Stolenes skeletdele og tykkelser udtrykker bærekraftens fordeling fra røven i sædet til gulvet, og polstrede flader er gjort fri af skelettet. Og så var det ifølge 1949-foredraget udtrykkeligt ikke længere "polstringens tykkelse, men siddelinier og fladernes retning, der var hovedbestemmende for mageligheden."

Sjovt nok er Finn Juhls lille polstrede sofa fra 1940 nok bedst kendt gennem Erik Ballings 1960'er filmatiseringer af Jørgen Mogensens tegneserie om Poeten og Lillemor.

Sofaen, der igen er i produktion, hedder nu som katalogvare ligefrem Poeten. Men på Mogensens tegnede striber (fra 1951 til 2003) om den evigt unge Frank Jæger-digterklon er det polstrede stuemøbel nok snarest en blanding af sofaen og den samtidige Juhl-lænestol Pelikanen. Siger stilen mon yngre mennesker noget nutildags - altså Finn Juhls egne møbler og de rum, de står i? Er der nogen under 40, der kunne drømme om at indrette sig sådan? - med polstrede lænestole, svulstige snedkerformer og læderbetræk.

Ikke bare med et enkeltstående møbel som retro- eller investeringsobjekt mellem blød plastic, aluminum og bøjet krydsfiner, men i et helstøbt miljø som husets, med let skrånende tage og lave indvendige trappetrin mellem rummene.

Som sådan nåede Juhls hus og hjem at blive forbillede for tusindvis af mere eller mindre kvalificerede typehuse med og uden høj kælder. Ikke ofte så smukt rumligt disponeret som i Klampenborg, men som prototype på en enkel og planøkonomisk måde at indrette sig på - hvis man altså kniber øjnene i og ser bort fra møblernes eksklusivitet, og kvadratmetermæssigt husker, at hjemmet i perioder også var arkitektens arbejdsplads.

IKEA-reolerne tog over

I en faglig sammenhæng kan rummenes indbyrdes variation og samspil med de skærmede uderum stadig være forbillede, og burde især være det for en ny tids produktion af billige boliger på snævre grunde.

Finn Juhl hørte ikke til blandt beton-æraens systemtænkere, som omkring 1960 stor set uskønt løste bolignøden, da arbejdsstyrken i landbruget drog mod byen. Han fastholdt egenrådigt poesien, mindre aggressivt end samtidige modernistiske forfattere og kulturkritikere.

Han nåede også at blive anklaget for at have udskiftet førkrigs-ikonet Ølglasset til Danmarks Hansen med et cocktailglas. Det var såmænd kollegaen Børge Mogensen, der i 1962 svang den verbale økse, da de begge to var på vej ud af sagaen.

I det lange løb levnede den ukonforme livsstil hverken plads til Mogensens klostermøbler eller Juhls akvarelmalede overvejelser over rummets retninger og møblering, lysindfald og omhyggeligt disponerede hyldevægge.

IKEA-reoler og hippie-ølkasser tog generelt over, men med klangbund i Finn Juhls grundlæggende funktionelle indstilling: at det først og fremmest skal kunne bruges.

I anledning af udstillingen om Finn Juhl og åbningen af hans hus for offentligheden sælger Ordrupgaard i billetskranken Esbjørn Hjorts bog Arkitekten Finn Juhl fra 1990. Arkitektens Forlag.

Tegneren Jørgen Mogensen med Poeten og Lillemor var godt bekendt med digteren Frank Jæger, fremgår det i Bogfabrikkens første bind af den nu genudgivne serie. Mogensen spillede i sin ungdom jazzklarinet, og Jæger har jo i alt fald fremstillet sig selv som bassist med fortællingen om Djævelens Instrument i bogen om Den unge Jægers Lidelser fra 1954.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu