I Bayern München og i Leverkusen kender de ham godt. Leverkusen blev ydmyget hjemme 4-1, Bayern sendt hjem fra Sankt Peterborg med 4-0. Iscenesætteren er 26 år og russer. Sig navnet; Arshvin.
Han distribuerer bolde som Michael Laudrup i sine stormagtsdage. Denne Arsh-vin (med fornavnet Andrei) kronede onsdag sæsonen med at løfte UEFA Cup trofæet sammen med resten af holdet fra St. Petersborg. Samtidig blev han fortjent kåret som man-of-match.
Billedet af russeren med nummer 10 lader vi stå et øjeblik, mens vi skruer tiden tilbage til onsdag i Manchester.
Blå time
For nok endte Zenit fra Sankt Petersborg med at tage trofæet, men udenfor banen var det skotterne, der var overlegne. Den skotske invasion startede tidligt onsdag. Myndighederne i Manchester anslog, at der var knap 100.000 skotter på besøg. Omkring 40.000 af dem havde sikret sig billet til UEFA Cup finalen, som i år var henlagt til City of Manchester Stadium.
Allerede ved middagstid i Manchester midtby var det tydeligt, at de små 5.000 ru-siske Zenit-fans var i undertal. Der var skotter overalt, og dem, der var mødt frem uden billet, blev af byen mødt med en stille høflighed i form af otte storskærme i og omkring byens centrum. Nogle ville måske mene, at det var for stille en gestus, for lige inden kampen gik to af skærmene ned. Det resulterede i nogen tomult, som politiet dog som resten af dagen håndterede rimelig elegant. Og der var tryk på i Manchester. Allerede klokken tolv var der dømt blå time på den største plads, Picadilly Garden. Den var omdannet til et roskildefestivalsk virvar af festklædte skotter i blå Rangers trøjer, påtrykt den obligatoriske reklame for Carling bryggeriet. For som på en festival skal der øl til, når der er fodboldfest. Og øl blev der drukket i rigelige mængder; faktisk var skotterne så gode til det med øldrikkeriet, at flere forhandlere i centrum allerede klokken 14 måtte melde alt udsolgt.
Men festen forsatte frem mod kampstart, hvor skotterne sang, skrålede og sækkepibespillede sig vej til stadion. På stadion, hvor tilskuerforholdet var 8 til 1 i skotsk favør, var det skotterne, der sang for. På banen var det anderledes.
Russerne fra Zenit, ledet af den tidligere Rangers-træner, hollandske Dick Advokat, er et teknisk begavet bold-pressende mandskab af høj klasse.
De var Rangers overlegne i stort set alle spillets facetter, og så har de en ting, de fleste misunder dem: En Laudrup-klon ved navn Andrei Arshavin, der er en nydelse af følge. Han er et symbol på et Zenit-hold, der tænker hurtigere og bedre, og som under hele kampen insisterede på at spille positivt og fremadrettet. Mere, end hvad man kunne sige om Rangers, der konstant holdt ti mand bag bolden, og helst skubbede bolden bagud, når de endelig fik den.
Men kampen mod de store kompakt placerede skotter kan være nok så svær. Spørg bare Fiorentina, der i 210 minutter i semifinalen ikke formåede at placere Neil Alexander i Rangers-målet. Modsat havde Rangers ikke meget, der lignede en målchance over de to kampe. Men hvad gør det, når man vinder straffesparkkonkurrencen og ender i finalen.
En finale, hvor russerne dog ville det anderledes. Omdrejningspunktet Arshavin fordelte boldene flittigt og velovervejet. Med elegante bevægelser, præcise stikninger, og et tyngdepunkt omkring knæhøjde, når han førte bolden frem, er det svært ikke at sammenligne ham med Laudrup fra storhedstiden i 1980'erne.
Efter fire minutter testede Arshavin selv Rangerskeeperen, men bolden endte i sidenettet. (Hvem sagde Wembley Stadion, 1981; hvor unge Laudrup selv kiksede fra fri position?)
Men Arshavin havde mere succes senere i kampen. Efter 72 minutter var han en elegant bande for Denisov, der flat udplacerede den skotske målmand. Fortjent 1-0 trods en god skotsk start på anden halvleg, hvor de på forunderlig vis formåede at blive næsten farlige.
Ikke et ord om første halvleg, som var tam. Zenit havde bolden uden at skabe det store; Rangers ville helst ikke have den, og fik de den, var det sjældent det førte noget godt med sig.
En underlig destruktiv holdning til spillet, som jeg måtte vende med en af de tilrejsende skotter - der kompenserede ved at levere en blændende ramme for kampen. Jeg spurgte ham, hvordan de mange Rangers fans kunne holde det høje humør, når nu deres hold i 2,5 kamp ikke havde produceret noget, der mindede om en målchance. Han rystede på hovedet, trak på skuldrene og efter lidt betænkningstid lød det: "Måske det en dag smitter af på holdet".
Høj kurs
Det gjorde det pletvist i anden halvleg, hvor enmandshæren Darcheville efter 10 minutter ramte ydersiden af opstanderen. Nærmere kom Rangers dog ikke, og det var derfor fortjent, da Arshavin i overtiden elegant spillede en bold i dybden til Tekke, der centrede fladt, hvor en inderside fra indskifter Zyrianov afgjorde slaget endeligt.
2-0 til russerne med de mange gasmillioner i ryggen fra den statsejede sponsor Gazprom. Hvis rublerne bliver ved med at fylde Zenit-kassen, kan de nå langt i næste års Champions League, hvor de allerede har kvalificeret sig.
Og med hensyn til den lille russiske strateg med nummer ti, så kan man blot fundere lidt over, hvor høj kurs Arshavin mon står i for øjeblikket. Formår den hollandske advokat at holde på ham, så er der kun et at sige til resten af fodbold-europa: Pas på, russerne kommer!
Russerne sejrede i deres første finale. Rangers skuffede, men måske var de glade for blot at være nået frem. Eller som en skotte udbrød på vej ud af stadion: "Ahh, to hell with it, ee were here!"
