Læsetid: 5 min.

Skæbnestund for miskendt manager

Israelske Avram Grant er kun få kampe fra at blive Chelseas mest succesfulde træner nogensinde
Avram Grant. Der var på forhånd stor skepsis, da Chelsea hentede den ukendte israelske træner Avram Grant til at afløse Jose Mourinho. Men efter en ellers skuffende sæson står Grant og Chelsea pludselig med muligheden for både at vinde Champions League og det engelske mesterskab.

Avram Grant. Der var på forhånd stor skepsis, da Chelsea hentede den ukendte israelske træner Avram Grant til at afløse Jose Mourinho. Men efter en ellers skuffende sæson står Grant og Chelsea pludselig med muligheden for både at vinde Champions League og det engelske mesterskab.

Eddie Keogh

3. maj 2008

Hvis engelsk topfodbold var en gammel amerikansk film, ville rollen som Avram Grant blive spillet af Spencer Tracy. Antihelten med hundeøjnene. Den tavse, undervurderede Mr. Nobody. Manden, der bliver bagtalt og latterliggjort. Men som i sidste scene træder i karakter og vinder både pigen, pengene og æren.

Ganske vist er der ingen pige på højkant for Avram Grant - og pengene har han allerede sikret sig gennem sin lukrative kontrakt med Chelsea. Men æren er stadig på spil for den israelske træner, der efter Chelseas sejr over Liverpool i Champions League-semifinalen nu kun står én kamp fra at træde ind i det eksklusive selskab af trænere, der har ført deres klubber frem til sejr i verdens stærkeste klubturnering. Hvis Avram Grants tropper vinder over Manchester United i finalen den 21. maj i Moskva, vil Grant - i hvert fald formelt - have erhvervet retten til at blive nævnt i samme åndedrag som nogle af tidens største trænere, José Mourinho, Rafael Benitez, Ottmar Hitzfeldt, Alex Ferguson og Carlo Ancelotti.

Hvilken triumf for en mand, der sidste år ved denne tid var stort set ukendt uden for israelske fodbold-kredse, og hvis eneste europæiske erfaring på klub-niveau bestod af Toto Cup-kampe.

Chelseas flotte forår - hvor holdet både har kvalificeret til til Champions League-finalen samt løftet sig op på samme pointantal som Manchester United i den hjemlige liga og nu kun adskilles fra førstepladsen af en svagere målscore - har dog ikke lukket debatten om, hvorvidt Avram Grant skal betragtes som en miskendt mestertræner eller en opportunistisk netværker, der blot er havnet i stillingen som træner for et af verdens bedste klubhold på grund af sit venskab med klubbens ejer, Roman Abramovich.

Holdningen hos mange kritikere udtrykkes stadig i det anonyme citat, som en af holdets nøglespillere gav til medierne, da israeleren i september sidste år blev udnævnt til træner for klubben:

"Chelsea fortjener en større træner end ham. Grant har ikke formatet til at træne et hold som dette. Når vi møder de andre store hold, vil vi lide under hans manglende erfaring."

Ingen større autoritet

Udtalelsen demonstrerer det, som den tidligere irske landsholdsspiller Tony Cascarino har kaldt 'show-us-your-medals' mentaliteten, der hersker blandt professionelle fodboldspillere, og som handler om, at spillere - især dem i de største klubber - har svært ved at respektere trænere, som ikke har vundet pokaler, enten som aktive spillere eller tidligere i deres trænergerning. Grant ankom til the Bridge (som Chelseas hjemmebane Stamford Bridge kaldes) med et cv, der stort set kun bestod af trænerjobs for diverse klubber i Israel samt en delvist mislykket tid som israelsk landstræner, og han var derfor fra sin første dag i trænersædet bagud på point i forhold til en trup, hvor spillerne både på klub- og landsholdsniveau er vant til at dyste om de største trofæer i verden.

Man kan derfor ikke sige, at Grant 'har tabt omklædningsrummet' - som det kaldes, når en træner taber den interne magtkamp i truppen. Sandheden er snarere, at han aldrig har ejet nogen særlig autoritet i omklædningsrummet. Han blev ansat, mens bitterheden over fyringen af Mourinho stadig var enorm i truppen. Og flere af spillernes modvilje mod Grant var fra starten så udtalt, at Chelseas anfører, John Terry, følte sig nødsaget til at indkalde til et spillermøde, hvor han opfordrede sine holdkammerater til at bakke den nye træner op.

En egentlig revolte kom da heller aldrig på tale. Men flere episoder har i løbet af sæsonen afsløret, at Grant indtager en sælsomt perifer rolle i den trup, som han er ansat til at lede. Således vakte det opsigt, at han i pausen før den forlængede spilletid i Carling Cup-finalen mellem Tottenham og Chelsea i februar undlod at samle sit hold omkring sig for at give det en peptalk og udstede taktiske direktiver. I stedet måtte hjælpetræneren, Henk ten Cate, vandre rundt til spillerne og tale fornyet kampgejst ind i dem, mens Grant forholdt sig passiv ude på sidelinien. Chelsea tabte i øvrigt finalen 2-1.

Det har også været bemærket, at hold-moralen blandt Chelseas bedste aktører virker svækket af trænerens manglende autoritet. Således var Drogba og Ballack nærmest ved at komme i håndgemæng over spørgsmålet om, hvem der skulle eksekvere et direkte frispark i kampen mod Manchester United i sidste weekend. Og for nogle uger siden sad Drogba på udskiftningsbænken med hovedtelefoner på, helt lukket inde i sin egen verden, mens hans holdkammerater smed to dyrebane point ved at spille 1-1 i hjemmekampen mod Wigan. Disse episoder, der antyder en farlig tilsidesættelse af hensynet til det interne sammenhold i truppen, ville have været utænkelige under en stærk træner som Alex Ferguson eller Rafael Benitez, men intet tyder på, at Grant har autoriteten til at sætte sig igennem over for sine største navne.

Succes med Ballack

Rant sportsligt har israeleren videreført sin forgænger Mourinhos koncept, nemlig en stram 4-5-1 opstilling med Drogba som enlig targetman og med vægten lagt på en stærk defensiv, hvor Makelele eller John Obi Mikel skærmer af for en sammentømret fire-back kæde. Underholdningsmæssigt ligger denne stil milevidt fra den offensive hvirvelvinds-fodbold, der præger Manchester United, men taktikken giver resultater, og Grant kan ydermere prale af, at han er lykkedes med et enkelt forehavende, som Mourinho efterlod ugjort, nemlig at indkorporere Michael Ballack på holdet. Den tyske landsholdsanfører blev - mod Mourinhos vilje - hentet i Bayern München i sommerpausen 2006, og det lykkedes aldrig for portugiseren at forløse den tyske stjernespillers uomtvistelige potentiale. Nu har Grant imidlertid lempet Ballack ind ved siden af Lampard på det centrale midtfelt, og de to danner et ganske lovende partnerskab.

I det hele taget tegner den nærmeste fremtid ganske lovende for Grant, der indledte sin karriere som manager for Chelsea med at tabe 2-0 til Manchester United på Old Trafford i september sidste år. Hvis Chelsea kan besejre United i Champions League-finalen på Luzhniki Stadium i Moskva samt smutte forbi Fergusons tropper i løbet af de sidste to runder af Premier League, så kan israeleren med bedemandsansigtet, manden som Chelseas spillere bag hans ryg kalder for Average Grant, gå over i historien som den mest succesfulde træner på Stamford Bridge nogensinde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu