Læsetid: 3 min.

Fra strejkens afmagt til stærke professioner

Den agtelse som de aktuelle lønkampe er seismografer på gives kun på kort sigt gennem markante lønforbedringer. Skridtene mod en anerkendelse med forankring sikres ved at fremme professionernes autonomi
10. maj 2008

Forårets strejker blandt sygeplejersker, pædagoger, sosu'er m.fl. er ikke en gemen lønkamp, som det rigtigt blev påpeget i den forgangne uge af flere sociologer. Der er tale om en anerkendelseskamp. De offentlige arbejdsgivere sætter efter arbejdstagernes opfattelse ikke tilstrækkelig pris på indsatsen blandt disse kernetropper i velfærdsstaten. Og optaget på en lang række af uddannelserne til sygeplejerske, pædagog, lærer m.fl. er for alvor vigende. Billedet af stress, nedslidning, dårlige normeringer og meningsløst bureaukrati tegner konturen i mediernes hverdagsportrætter af disse områder. Vi skal tale mere positivt om fagene og deres vigtige opgave hedder det fra flere kanter. Det er rigtig nok. Men prestige og anerkendelse kan ikke grundlægges på medvind og skønsang, men kræver et langt sejt træk som modsvar til netop den udvikling, som har bragt betydelige vanskeligheder og udfordringer for en lang række af de professioner, som er ansigtet i borgernes daglige møde med den danske velfærdsstat.

Kaldstanken

1970'erne bugnede med litteratur, der var kritisk over for velfærdsstaten og dens vækst inden for en lang række områder. 'Den herskende klasse', 'Institutionernes tyranni', 'Den korporative stat', 'Formynderstaten' er titler som svingede med sproglige nyskabelser som 'skrankepaver'og 'papirnusseri', der var et kritisk akkompagnement til den vækst i velfærdsstaten, der ikke lod sig moderere før langt senere. Velfærdsstatens centrale professioner som lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, læger mv. blev ofte set som bagstræberiske grupper, der dels forfulgte meget lønmodtagerorienterede strategier i deres opgør med kaldstænkning, dels blev set som bolværk af interessevaretagelse legitimeret under dække af faglighed.

Væksten lod sig stabilisere, men - hvilket er langt mere interessant og dog underbetonet i den offentlige debat - fra slutningen af 1970'erne og navnlig efter 1983 bliver velfærdsprofessionerne gjort til serviceleverandører i moderniseringens navn. Institutioner selvstændiggøres i stigende omfang og en lang række markedsrelaterede tiltag og teknikker introduceres i den offentlige sektor (frit valg, budgetreform, benchmarking, kontraktstyring etc.) for at skabe dynamik og sikre samklang mellem det offentlige udbud af ydelser og brugernes efterspørgsel, som det kommer til at hedde i nysproget fra New Public Management. De dynamiske principper for udviklingen er og var i vid udstrækning lokaliseret dels i nye styrings- og ledelses-principper, dels i nye og elastiske koncepter om kvalitet og kompetence, som i mange tilfælde hverken kunne forbinde sig til en stærk professionsforståelse eller på nogen måde afmærke det anerkendelsesværdige i gerningen.

Det første fører erfaringsmæssigt til at tid og ressourcer fragår det væsentlige (mødet med patienten, eleven, barnet) og det andet at fokus blev sløret. Ingen af delene synes at have bidraget synderligt til at fremme anerkendelse af professionerne fra en omverden, der i øvrigt er blevet bedre og bedre uddannet de sidste 30 år og i øvrigt synes at have fralagt sig tilbøjeligheden til almindelig respekt for velfærdsprofessionerne .

Autonomi

Den agtelse som de aktuelle lønkampe er seismografer på gives kun på kort sigt gennem markante lønforbedringer. Skridtene mod en anerkendelse med forankring sikres ved at fremme professionernes autonomi; ikke selvstyre, ikke egenrådighed, men en udvidelse af deres råderum i den opgave-løsning, som ikke kun er god eller dårlig set i et brugerperspektiv, men med til at skabe og udvikle det samfund vi lever i.

Uddannelsen er nøglen

Et større råderum gives ikke alene gennem en kvalitetsreform eller andre initiativer, der bortskaffer de mest besynderlige træk ved de senere års styring, men forudsætter, at faglighed og uddannelse gøres til byggesten og omdrejningspunkter for en styrkelse af professionerne. Et stærkt samfund kræver ikke alene stærke individer som den engelske filosof John, Stuart Mill skrev, men begge dele forudsætter stærke institutioner og professioner. Strejken er afmagtens våben. Uddannelse er den løfterige og langsigtede strategi for de professioner, der tegner velfærdsstaten.

Stefan Hermann er rektor for Den flerfaglige professionshøjskole i Region Hovedstaden

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu