Læsetid: 9 min.

Det flyvefærdige afkom af en vingeskudt reform

Kritik. Mens det første kuld nye reformstudenter springer ud, hagler kritikken fortsat ned over den tre år gamle gymnasiereform. Nu er universiteterne også vågnet op til dåd, og skønt reformen blev til efter kritik fra blandt andre dem, frygter universitetsfolk nu for de kommende studerendes faglige niveau
Kritik. Mens det første kuld nye reformstudenter springer ud, hagler kritikken fortsat ned over den tre år gamle gymnasiereform. Nu er universiteterne også vågnet op til dåd, og skønt reformen blev til efter kritik fra blandt andre dem, frygter universitetsfolk nu for de kommende studerendes faglige niveau
20. juni 2008

På tirsdag får Louise Hvid sin studenterhue og vinker farvel til tre års slid med et af Aurehøj Gymnasiums højeste gennemsnit. Og hun har fuldstændig styr på situationen, hvilket er mere, end man kan sige om den udskældte og skandaleramte gymnasiereform, som hun og landets nyudsprungne studenter er første kuld af.

Louise Hvid ved ganske vist ikke endnu, om det bliver film- og medievidenskab, et studie på Copenhagen Business School eller et au-pair-job i New York, hvor hun kan orientere sig i blandt mulige amerikanske universiteter, der står på tapetet til næste år. Men det lader ikke til at bekymre hende. Hun er klar til en universitetsuddannelse, fortæller hun i en pause fra eksamenslæsningen.

"Jeg har været på et brobygningsforløb på Københavns Universitet, og det faglige niveau skræmmer mig overhovedet ikke. Men jeg har en forestilling om, at der måske er højere til loftet på et udenlandsk universitet, og jeg kan godt lide udfordringer," siger Louise Hvid, der har haft engelsk og musik på højt niveau i gymnasiet.

Louise Hvid fik karakteren 12 i den tværfaglige opgave; en af de nyskabelser, som er blevet diskuteret meget i årerne efter, at gymnasiereformen trådte i kraft i 2005.

Den teoretiske og metodemæssige vægtning i opgaven har fået nogle til at tale om, at de nye reformstudenter skal lave en mindre universitetsopgave allerede på ungdomsuddannelsen.

"De videnskabelige teorier skal vægtes på linje med indholdet af opgaven, så der har været mere teori. Jeg skrev om en tysk novelle 'Jud Süß' fra 1800-tallet, der blev lavet en propagandafilm over i 40'erne, og så på den nazistiske vision for det perfekte samfund, og hvordan propagandaen var et middel til at opnå den vision. I tysk brugte jeg generel hermeneutik, og i historie snakkede jeg generelt om kildekritik, men jeg har brugt teoretikere for at finde frem til, hvad konklusionen kunne være. 12-tallet fik jeg blandt andet, fordi jeg havde brugt tyske tænkere som Hannah Arendt og historikeren Joachim Fest i opgaven."

Så skulle man jo tro, at universiteterne stod klar med åbne arme for at tage imod de nye, mere studieegnede, modne og akademisk orienterede reformstudenter, som bagmændene bag reformen havde lovet dem. For samme universiteter havde længe våndet sig ved medoptag af studerende med 'curlingsbørnenes' studievaner og opfattelse af universitetet som en slags 4. g, samt en større spredning i vidensniveauet.

Hård debat

Men nej. Nu da reformstudenterne banker på porten til landets højeste læreranstalter, begynder universitetsfolk at råbe vagt i gevær og melde sig i koret af kritikere.

"Reformstudenterne har en alt for fragmenteret viden. Det faglige niveau er udsat for frit fald, og reformen er spild af penge," siger studielektor Mogens Nørgaard Olesen fra Økonomisk Institut på Københavns Universitet, der har undersøgt dumpeprocenten på sit matematikhold, da den pludselig eksploderede sidste år. Over halvdelen af de studerende på holdet havde været en del af det såkaldte standardforsøg i matematikundervisningen i gymnasiet.

Reformen har skilt vandene. Den er blevet justeret flere gange, og efter Bertel Haarders tilbagevenden til ministerstolen i Undervisningsministeriet er de ideologiske fronter skærpet. Som Palle Veje Rasmussen, lektor ved et af reformens bannerførende gymnasier, det splinternye i Ørestaden, skriver i et af stridens mange debatindlæg:

"Ordet 'tværfaglighed', som Bertel Haarder (...) er negativt indstillet over for, er vel indbegrebet af halvfjerdserpædagogik, men ordet bruges overhovedet ikke i gymnasiereformen. Flerfagligheden fylder ganske lidt, og resten af tiden foregår i klassen, hvor den privatpraktiserende lærer stadigvæk lever i bedste velgående. Eksamen i det faglige samspil er en individuel mundtlig synopseksamen, ikke en 68-agtig tværfaglig projekteksamen i grupper. Der er således tale om en helt anden konstruktion end fortidens tværfaglighed, som Haarder vendte sig imod i 1982. Desværre hænger han stadig fast i fortiden."

Bertel Haarder har sammen med forligspartierne afvist at ændre mere ved reformen, før en bestilt evaluering ligger på hans ministerbord. Men han har så tydeligt givet udtryk for sit mishag ved moderniseringen af gymnasiet, som forgængeren Ulla Tørnæs førte igennem Folketinget, at mange regner med, at f.eks. de tværfaglige elementer beskæres yderligere. Den seneste skandale er ganske vist uforskyldt, eftersom hverken studievejledere eller gymnasierektorerne kunne vide, at universiteterne og Videnskabsministeriet ville stramme adgangskravene, så mange af dette års studenter kommer i klemme, fordi de ikke har valgt de rigtige adgangsgivende højniveaufag. Et rygte, som ingen naturligvis vil citeres for, går på, at lærerne forsøger at kompensere for kaosset med den nye reform ved i disse uger at givere højere eksamenskarakterer til de uheldige 3.g'ere.

Pseudo-akademisk

Også studielektor Mogens Nørgaard Olesen er enig i reformens intentioner, men resultatet af hans egen undersøgelse, hvor dumpeprocenten steg fra normale 16-20 procent til 34, får ham til at konkludere, at matematik og de naturvidenskabelige fag på universiteter er truet. Nørgaard Olesen vurderer, at pensum i matematik efter gymnasiereformen er halveret, og mere end en tredjedel af kernestoffet er væk. Hvilket blandet andet skyldes, at 10 procent af undervisningstiden bliver brugt på tværfaglige forløb, mens fokus på projektarbejde er øget i reformen.

"Der trængte absolut til at blive luftet ud i gymnasiet. Det er måden, man når frem til målet på, der er gal. Man har opgivet præcisionen i fagene og fagenes egen identitet. Mine undersøgelser viser, at langt de fleste af de studerende på holdet ikke dumpede på grund af ting, de skulle have lært på universitetet, men de kan ikke håndtere elementære begreber og er ikke trænet i matematisk tankegang. I stedet har man givet dem store lommeregnere og fine computerprogrammer," siger Mogens Nørgaard Olesen og tilføjer: "Det er helt forfejlet at tale om, at gymnasiet er blevet mere akademiseret, når der er sket det modsatte."

Det er Gorm Tortzen, der både underviser på Helsingør Gymnasium og SAXO-Instituttet ved Københavns Universitet, enig i. Han mener ganske vist, at universiteterne har sovet i timen og ikke har gjort sig klart, at det er en ny type studenter, de modtager fra i år. Men det handler mere om, at universiteterne ikke har fulgt med de moderne undervisningsmetoder med projektarbejde og brug af computere til eksamen.

"Det tværfaglige forløb skal give gymnasieeleverne analytiske evner. Men jeg forstår godt universiteterne, der hellere vil have, at de studerende kan de basale ting. Jeg vil ikke kalde det en akademisering, det der er sket i gymnasiet, snarere en pseudo-akademisering," siger han.

Blandt ophavsmændene til reformen beder man universiteterne feje for egen dør. Rektor på Aurehøj Gymnasium i Gentofte, Marianne Zibrandtsen, der i sin daværende egenskab af formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, sad i en række udvalg under reformarbejdet, siger:

"Jeg har været rektor i 15 år, og vi har altid fået at vide, at vores elever ikke kan nok. Samtidig har jeg set, hvordan universiteterne selv har været dårlige til at stille krav til deres studerende."

Og så påpeger Zibrandtsen, at fagene har bredt sig, hvilket man på gymnasiet er nødt til at tage hensyn til: "Selv matematikfaget har jo udvidet sig og har så mange aspekter i sig, at man i en almendannende uddannelse er nødt til at prioritere et felt af matematiske kompetencer, og så må universiteterne selv komme med resten. Endelig er universiteterne jo ikke de eneste, vi skal levere kunder til. Der er også de korte og mellemlange videregående uddannelser."

Universiteterne må desuden lære at prioritere deres førsteårsstuderende langt mere, end de gør i dag, mener hun.

"Kritikken afspejler, at universiteterne har svært ved at realisere det paradigmeskift, de befinder sig i, med at gå fra at være et universitet for de få til et masseuniversitet. De nye studerende vil coaches og bliver helt vilde i øjnene, når de hører om de angelsaksiske universiteter, hvor der nærmest er 'en til en' undervisning. Mens de herhjemme møder et reduceret universitet, hvor nogle måske kun får tilbudt seks timers undervisning om ugen, og mange helt frem til bachelorniveau stort set kun møder løstansatte undervisningsassistenter," siger Marianne Zibrandtsen, der også mener, at universiteterne har problemer med at tænke på tværs af fagene.

Den kritik affærdiger Mogens Nørgaard Olesen: "Jeg er tilhænger af tværfaglighed, men det opnår man ikke, før man har fået et skelet at hænge fagligheden på. Og processen mod masseuniversitetet har vi altså for længst passeret. Undervisningsassistenter bruger vi til holdunderivsning, men undervisningen på vores institut er i høj grad forskningstilknyttet. "

Forhandlerkultur

Det er ikke kun de studerendes faglighed, der kommer til at udfordre universiteterne. De unges individualistiske tilgang til livet og studierne er ligeledes blevet forstærket af den måde, den nye reform tilrettelægger undervisningen. For eksempel skal eleverne selv gå ind på et elektronisk system og tjekke deres egne karakterer, mens de hele tiden kan tjekke deres egen studieplan og tilføre nye elementer til den. Og til den afsluttende eksamen i almen studieforberedelse kan censor bladre i hver elevs studierapport.

"Det understreger den selvoptagethed, der ligger i deres natur og kultur. De har også en forhandlerkultur og mener, de kan forhandle sig til al ting. Jeg har aldrig haft så mange klager over årskarakterer som i år, og det er et generelt billede over hele landet," forklarer Marianne Zibrandtsen. Men det er alt sammen noget, der får rektoren til at vurdere, at de nye reformstudenter kan noget, de ikke har kunnet før.

"Jeg har mange stærke elever på min skole, og de slår om sig med teoretikere og boltrer sig i den metafaglighed, de får gennem almen studieforberedelse, hvor fagenes metode og videnskabsteori er i fokus. Der er sket en overflytning af viden," siger hun.

Og han peger så på, at det teoretiske niveau og de store skriftlige opgaver, hvor eleverne er overladt til sig selv, også er med til at øge polariseringen mellem eleverne fra bogligt stærke hjem, og dem der ikke har den samme opbakning på hjemmefronten:

"Vi oplever i stigende grad, at mor eller far har taget fri den dag, spørgsmålene til mundtlig eksamen trækkes, og eleverne har 24 timer til besvarelsen. Når forældrene klager over en karakter, kan de bruge formuleringer som, 'vi er ikke tilfredse med vores karakter.' Det er ikke kun en moderne ungdomskultur, der udfordrer, men også en moderne forældrekultur, hvor forældrene er vant til at sparre med folkeskolelæren om deres barns undervisning. Man kalder dem helikopterforældre, der svæver over universitetscampus parat til at samle deres børn op, hvis de får problemer, og kræver forældremøder på universitetet. Det er nye ting for os alle sammen."

Ifølge lektor Steen Beck fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsvidenskab på Odense Universitet, er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at det nye gymnasium har problemer med rekruttering og frafald.

"Ved reformens tilblivelse troede jeg, det handlede om at gøre det almene gymnasium sværere, så flere valgte erhvervsgymnasiet eller HF i stedet. Men det almene gymnasium har aldrig haft det så godt rent rekrutteringsmæssigt," siger Steen Beck. Til gengæld er han enig i, at universiteterne nok vil modtage studerende i fremtiden, der er mindre fagligt funderede:

"Gymnasiereformen blev jo til blandt andet på baggrund af kritik fra universiteterne af de studerendes studieegnethed. De unge skulle tage mere ansvar for deres egne studier og det at lære at lære blev centralt i reformen. Men for at få tid til mere studiemetode, var man jo nødt til at gøre indhug i fagene. Sådan er det tit med reformer; man løser et problem og skaber et nyt. Og det ville da også være ufattelig fantastisk, hvis man på en og samme tid var i stand til både øge andelen af unge i gymnasiet og gøre dem uendeligt meget klogere. Vi har jo ikke bare et gymnasium, der skal aflevere alle dem med de højeste karakterer til universitetet, der er også dem med alle fire- og syvtallerne. Det stiller enormt store krav til universiteterne."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu