Læsetid: 9 min.

Fra Haan til Sneijder

Husker du? Realiteterne nede i Schweiz og Østrig, der er værter for Euro 2008 får tankerne til at køre baglæns. For eksempel, da Hollands Wesley Sneijder med en lårvridende halvflugter scorede til 2-0 mandag aften mod Italien, blev den mentale radar øjeblikkeligt tunet ind på Dennis Bergkamp
14. juni 2008

Når bolden ruller, er erindringen tit større end virkeligheden. Da Hollands Wesley Sneijder med en lårvridende halvflugter scorede til 2-0 mandag aften mod Italien, blev den mentale radar øjeblikkeligt tunet ind på Dennis Bergkamp. Det var under VM i 1998, byen var Marseilles, og modstanderne hed Argentina. Bergkamp tæmmede på næsten uvirkelig manér Frank de Boers lange pasning, hvorefter den tyndhårede hollænder snød Roberto Ayala og bragte 'Oranje' i spidsen. Et majestætisk touch. Og så forsvandt Bergkamp mere eller mindre fra verdensscenen. Sneijder ligner en mand, der har tænkt sig at blive.

Realiteterne nede i Schweiz og Østrig, der lige nu er værter for Euro 2008, balancerede på en knivsæg i det 62. minut, onsdag aften, da Portugal og Tjekkiet tørnede sammen på Stade de Genève. Hvor var turneringen på vej hen? Ja, hvad handler fodboldsucces egentlig om? Er det kynisk videnskab, defensiv soliditet og stram organisering? Eller er det boldbesiddelse, tålmodigt opspil og pludselige ryk i dybden? Er fodbold anno 2008 foreneligt med myten om det sublimt ubekymrede spil à la Brasilien? Eller skal der kæder og aggressive midtbaneterriere til for at holde på formerne og sikre kontinuiteten i et opslidende liv on the road? Frit efter Prince, og gerne med hvæsende rockgudestemme: "Do you want jogo bonito? Or do you want catenaccio?"

Diskussionen blev sat på plads af Decos fantastiske aflevering og Cristiano Ronaldos effektive spark, og således tippede stillingskrigen mellem Portugal i hvidt og Tjekkiet i rødt til sydlændingenes fordel præcist 63 minutter efter kampstart. Og dermed velkommen til EM's anden uge.

Æstetisk behag

Aktuelt kandiderer det smukke spil, jogo bonito, til laurbærrene. Portugals 3-1 mod et hårdt fightende og i lange perioder kløgtigt spillende Tjekkiet er beviset. Hollands afklapsning af de taktisk afventende italienere, der endte 3-0 i de oranges favør, ligeså. Og sidst, men ikke mindst, Spaniens 4-1-tour-de-force mod Rusland, der i anden halvleg og midtvejs i David Villas sjældne hattrick og Fernando Torres' uforlignelige uselviskhed mistede både taktik og mandsmod. Mens det ikke gik så godt mod Kroatien, var der ligefrem æstetisk behag i Tysklands velsmurte og på én gang frivole og fysisk potente maskine, der i 90 minutter på Wörthersee Stadion desarmerede de hævngerrige polakker til østeuropæiske pindemadder. Her var ingen halshugning af Michael Ballack og Joachim Löw, som de polske smudsaviser ellers havde lovet, men derimod en sympatisk, 24-årig tysker med polske aner, Lukas Podolski, der stille, men indædt fejrede to fuldtræffere, én i hver halvleg. Han er alt dét, Bastian Schweinsteiger ikke er. Der er elegance og mål i de støvler.

Nils Gunder Hansen og Frederik Stjernfelt har engang kaldt finten for 'et tårn af meta-niveauer i en højkompliceret intersubjektivitet, udspillet på brøkdele af sekunder'. De komplicerede vendinger kan oversættes til noget i retning af, at finten altid byder på et principielt uendeligt antal muligheder. Finten er fodboldens lækre, men også dinglevorne ontologi. I gamle dage, som slet ikke er så længe siden, var Bergkamp fintens metafysiker, mens han knejsede med hovedet og brølede ud mod det orangeklædte menneskehav. Eller hvad med Eusébio da Silva Ferreira, som var på lægterne i portugisernes onsdagsmatch? I dag er han 66 år, og i sin glorværdige æra nåede 'Den Sorte Perle' at score 727 mål i 715 kampe. Man tror, det er løgn. Finten sker her og nu. Det var den samtidighed af fodarbejde og snilde, af kropslig fænomenologi og strategisk semiotik, så at sige, som var Eusebios og Bergkamps varemærke. Skulle de kigge på manden eller bolden? Skulle de gå højre om, venstre om, eller måske, som Frank Arnesen i sine velmagts dage, rushe frem og lade den eksplosive hurtighed være udslagsgivende?

Originale nordmænd

Fodbold har altid vekslet mellem videnskab og kreativitet. Selv brasilianere og portugisere må ty til spilsystemer, og nordmænd kan sagtens være originale. Dog ikke grækere. Sådan er fodbold så varieret.

Da krigen på grønsværen endnu besad sin uskyld, fjernt fra massemedier, global branding og familievenlige stadionbåse med klippekort til porcelænsfigurer og SkyTV, var englænderen Herbert Chapman de indforståede boldkenderes darling. Han havde vundet fem mesterskaber og to FA-pokaler som Arsenal-træner i 1920'erne og 30'erne. Det var Chapmans tænkning, som skulle udgøre rygraden i fodboldens geometri. Og dermed gav Chapman nørderne og skabs-brøleaberne et sprog.

Han kaldte det "WM-formationen". Alt efter om man ser spillernes placeringer på banen fra eget eller modstandernes mål, får man et 'W' eller et 'M'. Opstillingen betød et historisk opbrud fra en tid, hvor man stort set ikke havde opereret med en midtbane. Nu havde man, med Chapmans taktiske manual i hånden, tre forwards og to angribende innerwings, som var symmetrisk forbundet med to defensive halfbacks og tre fullbacks, som også inkluderede 'stopperen'. Fidusen med Chapmans formation er, at de fem mand i WM-systemets forsvarskæde afspejler modstandernes angrebsformation. Det hele hænger sammen indadtil og udadtil.

Chapman kunne selv prøve det af på Arsenal, der på det tidspunkt var berømt for deres kontrafodbold. Arsenal var godt organiseret og kunne roligt regne med, at kombattanterne slet ikke var så sofistikerede som de selv. De havde kludder i deres W'er og M'er.

WM-systemet gav genlyd i det sydeuropæiske. I Italien blev det til det berygtede il metodo, hvor centerhalfen forvandledes til en decideret midtbaneslider. Det er sådan én som Christian Poulsen i dag. Eller Real Madrids Guti, når han ellers får besked på at holde sig til den defensive midtbane.

Den første store udfordring af Chapmans WM-system kom med den schweiziske landsholdstræner Karl Rappan, der i 50'erne introducerede sweeperen. Som udgangspunkt var han én af to centrale forsvarsspillere. Han kunne søge med op og eventuelt støtte de to offensivt indstillede fullbacks - som igen blev suppleret af to wings højt på banen - eller han kunne trække helt tilbage og være sidste mand. Sweeperens opgave var nemlig både at opspore farer, før de materialiserede sig, og at kreere chancer, når det andet hold blev for søvnige og sikre. På italiensk kom sweeperen til at hedde libero. Forskellen var dog, at liberoen også havde offensive pligter.

Derefter blev verden brasiliansk, og de blå-gules 4-1-sejr over Italien i VM-finalen 1970 markerede et stilistisk højdepunkt. Sjovt nok blev mytologien om de kåde strandløver fra Rio, der kunne håndtere både bold og babes i sandet og på grønsværen, skabt i de selvsamme år, hvor videnskabeliggørelsen af fodboldens systemer - lige fra 4-2-4 på trænerens tavle til assistentens kostplaner - også peakede. På den anden side af Atlanten gjorde Englands landsholdstræner Alf Ramsey sit til at popularisere det helt nye 4-3-3-system. Det var ikke totalfodbold ligesom hollændernes variant (der begyndte som 3-4-3 og stod i gæld til ungarernes legendariske landshold i 50'erne), men et Wingless Wonder. Strategien var ikke at bruge wings, og snarere end at overbefolke banen med aristokratiske individualister, mente Ramsey, at der var behov for hårdtarbejdende midtbanefolk. De havde bevist deres værd, da England løb med VM-pokalen i 1966, men allerede året efter blev de fejet af banen af arvefjenderne Skotland. Og dét endda på Wembley.

Dem, der har bolden

Onde tunger hævder, at Ramseys stil - eller mangel på samme - ånder videre i kick-and-rush og run-and-gun, som ofte praktiseres på Anfield Road, når regnen siler ned, og smart trekantsspil bliver hængende i græsset som en utopisk vittighed. Allerede i 1970'erne fandt man ud af, at over 90 procent af alle scoringer sker efter, at der har været mindre end fem afleveringer før en afslutning. Efter VM 2002 og især EM 2004 - dén med den spektakulære dyst mellem Tjekkiet og Holland - opdagede man yderligere, at de hold, der havde bolden mindst, som regel vandt. Det var helt tydeligt i EM-finalen mellem Portugal og Grækenland. Mens de første spillede underholdende fodbold med mange berøringer, var de sidste effektive, stærke i kontraen og usvigeligt sikre på dødbolde, især hjørnespark.

I Spanien er den tidligere spiller, træner og sportsdirektør Jorge Valdano det tætteste, man kommer på en belæst fodboldmentor med glimt i øjet. Bortset fra den romantiske determinisme har han usvigelig ret, når han siger, at "ingen træner kan garantere resultater. Det bedste, han kan gøre, er at garantere en bestemt måde at spille på. Resultater? Det er noget, skæbnen bestemmer".

Hvor peger skæbnepilen hen i Schweiz og Østrig? Carlos Alberto Parreira ved, hvad han taler om. Det var ham, der førte Brasilien til VM-sejr i 1994. Et kig i Parreiras krystalkugle afslører en fremtid uden forwards.

Uhørt, vil de fleste nok sige, især efter en guldmatch som dén forleden mellem Spanien og Rusland, hvor Luis Aragonés overraskende valgte en klassisk 4-4-2-formation som udgangspunkt og først langt senere skiftede til det efterhånden indgroede 4-5-1-system med en enlig forward på toppen. Men husk så lige tilbage på Podolskis to træffere mod Polen, Pepes energisk insisterende goalshow, Sneijders akrobatiske skud og portugisiske Ricardo Quaresmas dunderstød til 3-1 mod tjekkerne. Ikke én angriber er iblandt dem. Faktisk er Portugals Nuno Gomez' fremmeste opgave at skabe uro oppe i fronten og dermed give plads til en dynamisk 6-mandskæde på midten, der alt efter behov og med Ronaldo i spidsen kan veksle frit mellem tjansen som øjeblikkelig forward. I dén optik er Ruud van Nistelrooy og Luca Toni dinosaurer, mens Ballack, Podolski, Ronaldo og Sneijder udgør evolutionens bedste DNA.

Brasilianerne

Hvor kom Pelés og Garrinchas magi fra? Ifølge myten nærmest ud af den blå luft og på en kulisse af sanselige sambatrommer og svale longdrinks. Sandheden er en helt anden. Trylleriet var kun muligt, fordi der allerede var et fundament af kynisme, en sikkerhed i de defensive rækker, og paradoksalt nok var årsagen til brasilianernes højmodernistiske 4-2-4 netop et modtræk over for de østrigske og siden ungarske esser, som var dukket op i de 'blinde' områder mellem kæderne, og som var hulens svære at dække op. Svaret på datidens 4-6-0-systemer blev zonemarkering, og mesteren over dem alle, dengang i 50'erne, var brasilianeren Zeze Moreira.

Historien tegner bugtede linjer fra østrigernes hedengangne 'Wunderteam' fra 30'erne og centerforwarden Mathias Sindelar, som hele tiden søgte ned i banen, til vore dages Ballack-, Pirlo- og Sneijder-typer. Altså personer, som tænker offensivt, men agerer ud fra en defensiv base. Eller tænk på Nandor Hidegkuti, som holdt legestue på Wembley i 1953, da Ungarn smadrede England med 6-3.

Enten skulle man mandsopdække og potentielt invalidere ham, eller også måtte man bare som Englands centerforsvarer Harry Johnston konstatere, at "der var absolut intet at stille op".

Jeg glæder mig til en ny uge i EM-cirkusset. I en fodboldfremtid, der lige nu bliver skrevet, med dynamiske midtbaner og taktiske slåskampe mellem stærke svenskere og gnomisk vævre spaniere - se selv i aften - bliver det en sand fryd at nyde strikerens genkomst. Luca Toni i fuld vigør, Miroslav Klose tilbage i måltræffende topform og - hvem ved - en Jan Koller, der rager alt til sig og med sin væmmeligt anti-æstetiske fyrtårnsstil har held med at skræmme målmænd op på en alpetop. I mandags kørte der en film inde i hovedet på mig. Jeg var 11 år gammel, da hollænderen Arie Haan under gruppespillet i VM 1978 sendte bolden i italienernes kasse fra næsten 40 meters afstand. Mens jeg gjorde hoserne grønne i OB's ungdomsafdeling og skød på alt, hvad der havde en puls, var drømmen "at lave en Haan". Det er næsten som at være der selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu