Læsetid: 3 min.

Hvem er i krise?

De danske medier har nu skreget om krise i dansk film i snart halvandet år. De har skreget så meget og så længe, at krisen nu er blevet et faktum - uanset at det økonomisk set går fint, og filmenes standard bestemt er hæderlig
Moderne Tider
13. juni 2008

Denne tekst er skrevet af en hysterisk kælling. Ja, undskyld den mandschauvinistiske undertone. Den er ikke tilstræbt. Det er først og fremmest ordet 'hysterisk', der er interessant her. 'Kælling' er bare med for effektens skyld.

Sagen er, at undertegnede er en af mange danske filmjournalister, der har optrådt som en hysterisk kælling gennem det seneste halvandet år. Jeg vil endda hævde, at jeg var en af de allerførste, der begyndte at blive hysterisk i vinteren 2007, da niveauet af danske film var påfaldende lavt, og ingen danske film var at finde i de fine konkurrencer på de toneangivende festivaler i Berlin og Cannes.

Måske er 'hysterisk kælling' et lidt for hysterisk ordvalg. 'Ussel medløber' passer måske bedre til min natur. Mit reaktionsmønster i vinteren 2007 er nemlig et udspring af tidens journalistiske tankegang. En gang i tidernes morgen sagde man, at journalistikken er 'den fjerde kontrollerende magt', der skal holde de lovgivende, dømmende og udøvende magter i ørerne. Husk at grine at højt og længe, hvis en journalist i din nærhed hiver den floskel frem.

Vedkommende er fuld af afføring.

En falsk sandhed

Undskyld, nu opfører jeg mig som en hysterisk kælling igen. Jeg prøver blot at gøre opmærksom på, at 'den fjerde kontrollerende magt' i høj grad har brug for 'en femte kontrollerende magt' til at holde den i ørerne.

Journalistik er i stigende grad en vare. Nyheder er en vare, et salgbart produkt af enorm værdi. Det gælder om at producere en nyhed, pakke den flot ind og få den ud på hylderne inden konkurrenten. Hvis man har vænnet sig til at hente sine nyheder på avisernes og tv-stationernes hjemmesider, vil man vide, at tre ud af fire overskrifter bestemt ikke er skabt i et forsøg på at trænge ind til sandheden i en nyhed, men derimod i håb om at sælge nyheden så godt som muligt.

Det er her, den usle medløber kommer ind i billedet. Naturligvis er det en kritisk journalists pligt at stille spørgsmål. Og hvis ikke man stiller spørgsmålet 'Er dansk film i krise?', får man slet ikke nogen interessant debat om filmbranchens sundhedstilstand. Men hvis man bliver ved med at gentage spørgsmålet, er det ikke længere et spørgsmål, men en falsk sandhed. Ingen er længere i tvivl om, at dansk film er i krise. Det er et faktum, skabt af usle medløbere som undertegnede, der for tredje år i træk er skuffet over, at der ikke er danske film med i hovedkonkurrencen i Cannes.

Kreativ krise?

Dermed har dansk film fået den samme skæbne som det danske boligmarked. I et forsøg på at sælge de mest interessante nyheder i den lækreste indpakning, forsøger medierne hele tiden at servere nyheder om boligmarkedet. Problemet er bare, at den slags nyheder er selvforstærkende som bare fanden.

Hvis medierne bliver ved med at fortælle læserne, at priserne stiger, så tror de på det og sætter priserne på deres huse op. Hvis de bliver ved med at citere eksperter og andre nervøse kællinger for, at boligboblen er ved at briste, så tror folk på det - og så brister boligboblen. Og hvis medierne bliver ved med at fortælle, at priserne falder, så bliver de ved med at falde.

Det er præcis den samme mekanisme, der har ramt den danske filmbranche. Og nej, nu er jeg ikke spor hysterisk. Dansk film er i krise, fordi de usle medløbere og hysteriske kællinger i medierne har besluttet det. Det var meget tankevækkende at følge professor Jesper Strandgaard fra CBS i forrige uge. Takket være den konference om filmindustrien, Strandgaard stod i spidsen for, var han en gennemgående figur på kultursiderne ugen igennem, og som det er blevet sædvane i den danske presse, blev han meget ofte stillet spørgsmål om spøgelseskrisen. Men efter konferencen var hans konklusion klokkeklar i et interview i Politiken: "På det økonomiske område er krisen ikke til at få øje på." Og han tilføjede: "Hvis der er en krise, må den være kreativ."

Det er selvfølgelig et emne, der kan debatteres, men når det seneste år har budt på så bredt et udbud af selvstændige film som Daisy Diamond, De unge år, To verdener, Flammen & Citronen, Gå med fred Jamil og Det som ingen ved, er det hysteri at tale om kreativ krise.

Hvis der er krise i dansk film, er det kun, fordi medierne har besluttet det. Og medierne har kun taget den beslutning, fordi det skaber bedre overskrifter og sælger bedre.

Hvem er det lige, der er i krise?

Per Juul Carlsen er vært for Filmland på P1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mere om dansk film her:

http://www.information.dk/160745