Læsetid: 6 min.

Kære Peter...

Den 19.juni 2008 ville digteren Michael Strunge være fyldt 50 år. Anne-Marie Mai og Jørgen Aabenhus har i den anledning samlet tekster af en lang række skribenter og forfattere til antologien 'En bog om Michael Strunge', der udkommer på Borgens Forlag på dagen. Nedenstående er et uddrag af et brev, som Michael Strunge skrev til Peter Laugesen klokken 22.40 den 15.juni 1981. Hele brevet og et yderligere brev til Laugesen er optrykt i bogen
Michael Strunge anno 1983. Død 1986.

Michael Strunge anno 1983. Død 1986.

Lars Gundersen

14. juni 2008

Kære Peter,

tak for dit brev. Jeg holder så usigeligt meget af breve - og har faktisk ikke skrevet breve siden jeg som 18-årig blev dybt fascineret af en svensk pige på intet mindre end 26 år! Det var fantastisk. Vi mødtes en udfuset nytårsaften i Daddy's Dance Hall. Dengang var jeg lige så handlingslammet som nu i situationer, hvor mulighederne for erotik åbner rummet og skaber store tomheder i mellemgulvet. Jeg ku' simpelthen ikke finde ud af at 'få fat' på denne danske pige, som Johnny og jeg havde mødt (jeg elsker hende endnu, Blodlængsel i Livets hastighed er om/til hende, my brittle mai britt) - men pludselig tog en lille, sigøjneragtig kvinde min hånd og (for)førte mig bestemt og på svensk ud på dansegulvet.

Vi dansede, snakkede og sad på skødet af hinanden. Senere udvekslede vi adresser og skrev til hinanden, jeg med kærlig hilsen, hun med din ven (navn). Hun bad om et billede, og da jeg var totalt og grænsepsykotisk opslugt af Bowie og vidste hon gillade honom också, ja, så sendte jeg naturligvis et foto, hvor jeg lignede Bowie på et hår (en frisure, en afmagringskur, et udtryk etc.). Hun bad om et billede, hvor jeg var meg selv mera lik, og jeg blev fornærmet - og glemte hende. Hun havde vist også et barn og gik med raggara og mascara, hvilket sidste intet betød.

- Men jeg glemmer aldrig den hårde engel fra Vigerslev; hun var kold og varm som Word On A Wing. Åh, for satan, alle disse piger, i hvert fald de to-tre piger, som man endnu bærer i sig, som sår der springer op (hov, nu kom Inge ind, hun går tit i søvne) i kulde og tørhed! Sahara om natten, hvad ved jeg. Fortrydelser plejet af umodenhedens letmælk. Men der er altid denne come-back fornemmelse i kærlighedsmusklen, når såret først er sprunget op i synet på én. Så må man bade i saltvand og glippe med glukkerne og se, hvad man har nu, og hvad kan man få. Sikke nogle lorteord, som en forretningsmands negleklipper.

Jeg har altså ikke skrevet i mange år. Nu skriver jeg (siden marts) med Vagn Lundbye, og det er da spændende, men der er også en afstand (trods enighed og fælleshed) i brevene, en mangel på åbenhed, måske en blufærdighed, en generationskløft eller simpelthen en beskeden nærighed med personligheden. Jeg ved ikke -

Jeg holder meget af Vagn, han er så rolig og overskuende, som en onkel. Tja. Men vi rører ikke hinanden. Det er nok noget med stjernetegnene. Er han skorpion? I'm a twentieth' twin in a small cabine circulating Earth with Davy Jones of hell.

Sludder og vrøvl. Jeg har det med at lave nogle enorme sidespring i mine breve, og jeg tror, de fleste af dem er ligegyldige, kedelige, nyttesløse. Solospil for galleriet- Parade for tålmodigheden.

Det er sjovt, at du bruger ordene "subatomare partikler, dødsdrom, psykiatriens krinkelkroge" i din sammenligning af "os" med Pollock (jeg kendte vist ikke de andre. Øjeblik, jeg skal lige over og se i kunsthistorien. Michaux kunne jeg ikke finde noget om, kun 20 linier i leksikonet. Sidstnævnte bruger jeg i øvrigt jævnligt som kilde, når jeg vil skrive noget om bølger, strøm og lys, farver etc., men hvad fanden - Jeg er tit nået til erkendelser i min poesi, som jeg senere fandt ud af, at videnskabsmænd havde opdaget - Hvilket senkapitalistisk farvebånd, det her. Helt nyt.) Nej, din sammenligning er glædelig for mig (endnu engang den indre socialitet!). Læs selv digtet Vortex (dvs. malstrøm), som er vedlagt. Jeg skrev det i januar. Det indleder Drømmens faner.

Jeg skulle lige ud og vaske sværten af. Trykhed er en summende maskine, tror jeg.

Jeg interesserer mig, som dig, meget for psykiatri. Enormt meget. I perioder for meget. I øvrigt er min plan for januar-februar at lave en digtsamling om galskab sammen med en til efteråret debuterende digter, der har fået diagnosen skizofren. Han har været så sindssyg, og i så mange perioder, at han ikke vil sige meget om sine oplevelser og i øvrigt kun strejfer dem let i sin poesi.

Men vi vil altså lave en helt vild bog, manisk, depressiv, hallucinogen, paranoid etc. Vi vil skrive om medicinen, behandlingen og det hele, og vi har begge så meget hold på den autoriserede psykiatris teorier, at vi begge har grebet vore respektive psykiatere i at bruge fejlbetegnelser, at nægte visse alvorlige medicinbivirkninger - og naturligvis i at mistolke vores særlige sprog-brug som digtere i samtale som værende tegn på sygdom.

Jeg har været alt det der igennem og har også været indlagt. (Dvs. jeg gatecrashede Rigshospitalets psyk. afd. i 1978 og har siden gået til ambulant behandling med skiftende læger. Nogle af de nye unge er helt fine og har læst nogle af mine bøger etc. Ham, jeg har nu, forstod ikke engang noget, jeg havde sagt i et interview i Politiken. Spejderdreng.)

Men nu er det altså igennem de sidste to år lykkedes mig at forkaste disse læger som autoriteter, hjælpere. Jeg vil ikke tage medicinen, heller ikke i de perioder, hvor jeg ikke tør køre i tog og er meget selvhenførende. Jeg arbejder mig selv ud af det - også ved netop at anerkende mit "paranoide system" som en måde at se omgivelserne på. Så letter det som en flyver fra 1910. Det eneste, jeg æder nu, er Litium, der jo er et salt og ikke et syntetisk stof. Jeg ved ikke, om det hjælper.

Lægerne har altid sagt, at jeg ikke er m-d, selv om jeg førte bevis for det og beskrev "perioderne". Nu tvivler jeg meget stærkt på, at jeg er andet end en tidstypisk, forbigående grænsepsykotiker. Og min læge mener nu, at jeg er manio-dep. Måske vil han bare tage røven på mig. Placebo-effekten kan være stor.

Måske er det netop mine 'manier', jeg har skrevet bedst på. Søvnløs, sultende, slubrende sprit - og synsk. Og det har jeg ikke haft tid til siden foråret 1979. Fast parforhold, arrangementer, opmærksomhed og håndværkets fuldendelse: et digt? Nårsomhelst! Så glemmer man sanseforvirringens fordele og går i seng om morgenen, når den elskede bliver nervøs for det mentale helbred. Man får ikke en chance for at nå ind til ensomhedens ugelange, overklare bevidsthedsrum. Så ringer telefonen, så er der mad, så skal vi over til svigerforældrene, så er der møde, så er der reception, så er der anmeldelser, så er der meninger, teorier, analyser, krav fra alle sider om den rigtige poesi, påvirkninger i modsatte retninger. Så er der pludselig den enorme selv-tvivl, og det magre overjeg sidder ude i rumskibet - så er der nul poesi!!

Det kører kun, når man tror og ved at vide, ved at nærme sig sandheden, som rumskibet, der pludselig fiser ud mod universets uendelige, evigt expanderende grænse. Det gælder simpelthen om at udvide og vide- ikke sprænges, for så er man fortabt og kan ikke finde sig selv. Jeg har mødt disse stakkels sitrende syre-tilfælde på de åbne afdelinger, ind og ud, ind og ud - de finder måske aldrig sig selv igen, ikke uden Sebab eller Borab, eller hvad det nu hedder.

Nej, hvis jeg havde en måned, et legat og et ensomt sted langt herfra, så kunne jeg nå de steder, jeg gerne ville nå, og som jeg hidtil sikkert kun har strejfet i Fremtidsminder. Og så ud med den retorik og de golde, villede syn og al det sproglige overflade-skøjteri. Når varmen er der, og tiden er fri, vil jeg dykke til bunden og bryde overfalden nedefra, idet jeg stiger mod himlen.

Åh, hold nu kæft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu