Med en mindre principfast holdning kunne Erling Frederiksen sikkert have fået succes enten som en magelig byrådspolitiker eller veltilpasset embedsmand et eller andet sted i det offentlige. Med en kandidatgrad fra RUC og dertil en position som initiativrig formand for den socialdemokratiske vælgerforening i Svinninge kommune på Vestsjælland stod begge muligheder åbne.
Bare ikke for Erling Frederiksen. I stedet engagerede han sig i kampen for samfundets fattige, også selv om det måtte koste karrieren og formandsposten i vælgerforeningen. Efter 10 år som hoveddrivkraft bag Landsorganisationen for Arbejdsledige (LA) ved Erling Frederiksen, hvad han taler om, når han kritiserer samfundets velbjærgede for ikke at tage fattigdomsproblemerne alvorligt.
I juli og august i år arrangerer Børneferieselskabet 10-12 gratis sommerlejre udelukkende for børnefamilier, hvis forældre er på start- eller kontanthjælp. Især blandt enlige somaliske mødre er lejrene blevet et gevaldigt hit, og ifølge Erling Frederiksen er en uges sommerlejr også blevet noget specielt for de ofte børnerige somaliske familier:
"For nogle af de somaliske kvinder er vores sommerlejre første gang, de har en længerevarende kontakt til danskere," siger han.
I 2001 arrangerede Erling Frederiksen og andre i LA en uges gratis sommerlejr for de fattiges børn som en protestdemonstration. Det var ikke acceptabelt, mente han, at forældre på kontanthjælp end ikke har ret til ferie med deres børn. Derfor arrangerede LA udtrykkeligt en sommerlejr for børnene, men udadtil ikke for deres forældre, der jo skal stå daglig til rådighed for et arbejdsmarked, selv om det ikke står til rådighed for dem. Lejren fandt sted på en hemmelig adresse, så i alt 10 børn kunne deltage med deres forældre uden at risikere, at forældrene blev trukket i kontanthjælpen.
400 deltagere på lejr
Interessen for sommerlejren viste sig hurtigt meget større end protesten. Året efter arrangerede LA endnu en hemmelig lejr for 10 børn og deres forældre, men så begyndte projektet at vokse: Først til to lejre, det følgende år tre lejre, og så er det ellers steget, indtil driften blev overtaget af Børneferieselskabet med egen valgt bestyrelse. Nu støttes driften af sommerlejrene bl.a. af Arbejdsmarkedets Feriefond og Skandinavisk Tobakskompagnis Gavefond, og budgettet er vokset til 1,3 millioner og 400 deltagere.
At LA stadig eksisterer efter 10 år, regner Erling Frederiksen også som en succes:
"Så vidt jeg har erfaret, er det enestående i verden, at de arbejdsløse selv har organiseret sig i en uafhængig organisation, som ingen har kunnet beskylde for at være styret af eller knyttet til bestemte politiske retninger eller partier. Efter min opfattelse er vores troværdighed også høj, bl.a fordi vi aldrig har benyttet os af plat propaganda, men har fastholdt et samfundsperspektiv på vores aktiviteter. Vi kan kort sagt ikke bare fejes af som en gruppe borgere, der blot vil have flere penge f.eks. i form af højere dagpenge, kontanthjælp eller starthjælp," siger Erling Frederiksen og tilføjer: "Så det er da også en succes, ikke mindst når man sammenligner med andre forsøg på politiske organiseringer i samme periode såsom Attack eller Ny Alliance."
Til gengæld kan Erling Frederiksen hurtig nævne fem-seks andre ting, der ikke er lykkedes for LA. Og bedømmer man kun ud fra den målestok, har LA's arbejde tværtimod været en forrygende fiasko.
Første fiasko: Debatten
Det er ikke lykkedes for LA at arrangere et offentligt møde med beskæftigelsesministeren. LA har ellers i årevis inviteret Claus Hjort Frederiksen til en debat om arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Tilbuddet fra LA har været åbent: Når som helst, hvor som helst, beskæftigelsesministeren har frit kunne vælge tid og sted. Men ifølge Erling Frederiksen har ministeren pure afvist at mødes.
"Vi vil gerne diskutere en række emner som f.eks. rådighedsregler, fratagelse af forsørgelsesgrundlaget, manglende ferieret, bureaukrati, aktivering som straf, manglende opkvalificeringsmuligheder, fattigdom og budgetter med Claus Hjort Frederiksen."
På en konference i august 2006 udtalte beskæftigelsesministeren ifølge Erling Frederiksen, at enhver kunne få et job som avisbud og tjene 25.000 kroner. Men LA har ikke kunnet finde de job, når de ringede rundt til arbejdsformidlingerne.
"Den lille sag med avisbudene til 25.000 kr. om måneden er et eksempel på, at ministeren og ministeriet ikke står tilbage for at lyve, og at de end ikke gider korrigere fejlen, når den påtales. Og da det kun handler om de fattigste, så gider pressen heller ikke beskæftige sig med, at ministeren lyver åbenlyst."
Claus Hjort Frederiksen kører efter Erling Frederiksens opfattelse efter 'VKH-princippet': Det skal være Vådt, Koldt og Hårdt at være på kontanthjælp. Oprindeligt stammer VKH-princippet fra socialforvaltningen i Randers, men siden har beskæftigelsesministeren adopteret det.
"Vi er da kørt af sporet, hvis vi indretter et samfund, der har travlt med at lave gener for borgerne. I stedet må det være et samfunds opgave at lave et fællesskab til gavn for borgerne. Det er totalitaristisk at genere borgerne ud fra en abstrakt forestilling om, at selv om de ikke kan indse det, så er det til deres eget bedste," siger Erling Frederiksen.
Anden fiasko: Budgettet
I stedet har Claus Hjort Frederiksen skabt "et vildtvoksende bureaukrati", der ifølge Erling Frederiksen har skaffet ham øgenavnet Claustjesko! "Hvis Claus Hjort læser det her, så gentager jeg invitationen og spørger: Hvorfor vil du ikke diskutere med os? Du har aldrig i din ministertid turdet deltaget i et offentligt debatmøde om den politik, du fører!"
Det er heller ikke lykkedes for LA at få den tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj til at udarbejde et månedsbudget for to voksne og fire børn på starthjælp.
"En familie med fire børn eller flere kan ikke leve af starthjælpen. Det nytter ikke, at samfundets velbjærgede bare lukker øjnene for den kendsgerning, at der findes den slags familier i Danmark," siger Erling Frederiksen.
Han tvivler på, at ret mange blandt Informations læsere egentlig er klar over, hvor meget - eller rettere hvor lidt - personer på starthjælp har at gøre godt med om måneden: For en enlig over 25 år er beløbet 5.940 kroner, eller knap 200 kroner om dagen (vel at mærke før skat) til alle udgifter. For gifte og samlevende over 25 år er beløbet to gange 4.926 kroner - eller tilsammen knap 330 kroner om dagen - til alle udgifter. Det betyder, at familierne i høj grad må leve af børnechecken.
Den lavere ydelse for ægtepar og samlevende opfatter Erling Frederiksen udelukkende som "en regulær anti-muslimsk lovgivning" indført af regeringen:
"Danskere på kontanthjælp er for længst blevet skilt. Reglerne giver absolut ikke noget incitatement for at bevare et parforhold eller ægteskab, tværtimod. Hvis både mand og kone er på starthjælp, men manden flytter, så kan han få ydelse som enlig, og konen og børnene får det samme udbetalt. Men hvis f.eks. begge i et ægteskab er på kontanthjælp, så får begge nedsat ydelsen med 580 kroner om måneden. Derfor bliver danskerne skilt. Men hvem bliver ikke skilt? Muslimerne," siger Erling Frederiksen, der ser samme tendens i den reducerede kontanthjælpsydelse til unge under 25 år.
"Igen: I hvilke grupper af unge er relativt mange på kontanthjælp? Blandt de muslimske indvandrerdrenge. Efter min opfattelse er der en rimelig klar sammenhæng mellem den beskårede kontanthjælp til unge og så den latente vrede, der af og til eksploderer."
For LA og Erling Frederiksen kunne løsningen være enkel: "Det må være sådan, at folk på overførelsesindkomst kan leve en lovlydig tilværelse, hvor man kan betale sin husleje, sin hårshampoo og sin busbillet uden hverken at skulle snyde eller stjæle," siger han.
Tredje fiasko: Ansvaret
Det er ikke lykkedes for LA at drage en eneste politikere eller embedsmænd til ansvar. Selv om netop borgmestre og embedsmænd på et ulovligt grundlag har besluttet at fratage folk deres kontanthjælp eller tvunget folk til at tage arbejde på et ulovligt aktiveringsprojekt.
Hidtil har LA ifølge Erling Frederiksen fået stoppet 27 ulovlige aktiveringsprojekter landet over. Flere af LA's protester har givet genlyd i medierne, især når der var tale om kendte varemærker eller firmaer som f.eks. Bodum kaffekander, Matas eller Coloplast.
I flere år kørte organisationen således hårdt mod Farums Produktionshus, hvor en række firmaer fik pakket eller sorteret varer af kommunens tvangsaktiverede, der arbejdede for en meget ringe ydelse. Det var dengang, Peter Brixtofte stadig var kommunens succesombruste Venstreborgmester, og det var da også ham personligt, der afviste, at Farums Produktionshus skulle have andet end mundtlige aftaler med de mange private firmaer, der fik udført arbejde af tvangsaktiverede. Derfor var der ikke nogen papirer eller aftaler, som LA kunne få aktindsigt i, lød forklaringen fra Brixtofte.
Tilsynsrådet var øjensynligt ligeglad med LA's klager, så først da der på aktiveringsprojekter i Frederiksværk, Allerød og Helsingør blev lagt små sedler i nogle af varerne, der på engelsk oplyste, at varen var pakket af tvangsarbejdere uden ret til ferie til en timeløn på 10,75 kroner, trak nogle af firmaerne sig fra samarbejdet.
Andre gange har det været et hul i lovgivningen, LA har kunnet argumentere med: "Hvis vi kunne bevise over for de lokale arbejdsmarkedsråd, at der var tale om et normalt overenskomstdækket arbejde, så var det ulovlig konkurrenceforvridning at sætte aktiverede til at lave det," siger Erling Frederiksen.
Fjerde fiasko: Respekten
Det er heller ikke lykkedes for LA at skabe den mindste smule respekt og anerkendelse af, at der altid i korte eller længere tid vil være personer uden for arbejdsmarkedet, og at den position ikke nødvendigvis er selvforskyldt.
"Hvis du ikke har arbejde, er du bare ingenting. Så fratages du hurtigt de rettigheder, som de fleste opfatter som umistelige. Ud over at være fattig har man også en oplevelse af at blive ydmyget og være sat uden for det pæne selskab. Kun hvis du har et arbejde, deltager du i samfundet," siger Erling Frederiksen.
Han funderer over, om LA har været "alt for pæne" i deres valg af aktionsformer, nemlig med breve, klager, aktindsigter, debatmøder, løbesedler og bladudgivelser at forsøge at råbe den velhavende del af befolkningen op.
"Jeg tvivler på, at vi længere kan nøjes med den slags. For det første er det enormt tidrøvende, for det andet fører det ikke til særlig mange resultater. For det tredje så er vi temmelig ofte ude for, at en myndighed knap nok gider at besvare vores henvendelser."
Men Erling Frederiksen "ser ikke i øjeblikket noget ulmende oprør blandt de underste", og selv er han "for gammel til at kaste med f.eks. vandballoner." Omvendt kan han ikke lade være med at spekulere over, at når vrede unge går amok og kaster med sten i Københavns gader, så varer det ikke længe, før de får et nyt ungdomshus.
"Det er da skræmmende, at vi med vores pæne og fredelige metoder bliver overhørt og chikaneret af kommunerne. Selv er jeg i hvert fald blevet tilbageholdende med at hjælpe folk med klagesager, som bare vokser og vokser."
Femte fiasko: Bureaukrati
Reglerne for kontanthjælp er ikke blevet mere gennemskuelige eller forståelige. Alt for ofte aktiveres personer, der i stedet burde få pension, eller sagerne kører rundt i alt for lang tid, mener Erling Frederiksen.
"Det er ofte ren kassetænkning, der gør udslaget: Det har været billigere for en kommune at sende en langtidsledig i aktivering, fordi kommunen får refusion, frem for at bevilge førtidspension."
"Tag nu en sag, hvor vi har klaget. Den illustrerer, hvordan man behandler en mand, der tidligere har knoklet hårdt. En fordrukken sømand fra Nyborg fik stoppet sin kontanthjælp. I forvejen var hans børn sat i pleje. Men der var intet at gøre, selv om vi klagede. Et halvt år efter var han også boligløs, og hans ting blev opmagasineret. Efter min mening behandlede kommunen ham ekstra hårdt, netop fordi vi på hans vegne klagede."
"Andre gange får vi ret i vores klage. Men selv i de situationer, hvor en mand får sine penge med tilbagevirkende kraft, så får det ingen konsekvenser for de embedsmænd, der ulovligt har tilbageholdt kontanthjælpen."
Erling Frederiksen beretter om en anden sag fra en kontanthjælpsmodtager i Tornved, hvor udbetalingen af hjælpen stoppede.
"Den sag starter som to små A4 sider og handler om, at en alene-far aktiveres til et arbejde, der starter kl. fire om morgenen, så han han ikke kan få afleveret sin datter i børnehaven. Den endte med at svulme op til to tykke ringbind. Selv om vi fik sagen for i det sociale nævn som en akut sag, tog det alligevel halvanden måned. Vi fik ret i klagen, men det blæste borgmesteren på. Så fik vi Arbo-Bæhr, der dengang sad i Folketingets arbejdsmarkedsudvalg for Enhedslisten, til at tage til Tornved og spørge til sagen. Men det var borgmester Jens Stenbæk da revnende ligeglad med. Og i dag er han stadig en agtværdig politiker i Holbæk byråd, men havde han opført sig lige sådan over for en velbjærget borger?" spørger Erling Frederiksen, der ikke kan huske et eneste tilfælde, hvor LA har fået ros fra kommunal side for at have stoppet ulovlige aktiveringsprojekter.
Sjette fiasko: Anerkendelsen
Efter 10 år er LA ikke blevet anerkendt som en ligeværdig interesseorganisation for kontantshjælpsmodtagere. Selv om LA siden stiftelsen i juni 1998 har været opbygget med lokalafdelinger og enkeltmedlemsskab, årsmøder og valgt bestyrelse, medlemskontingent og et kvartalsblad på 10. år, så modtager organisationen så godt som aldrig en invitation til konferencer eller møder.
"Heller ikke fagbevægelsen har taget os til deres hjerte, selv om vi beskæftiger os med samfundets voksende underklasse. Traditionelt burde emner som løntrykkeri, tvangsarbejde og ingen ret til ferie være mærkesager for fagforeningerne, men de har bestemt ikke været glade for os, " siger Erling Frederiksen og tilføjer: "Fagforbundene tror måske, at vi vil 'stjæle' medlemmer fra dem. Eller måske vil de bare ikke indrømme, at de ikke har været deres opgave voksen."
