Helle Høstrup var langt væk hjemmefra i november 2006. Med masser af gåpåmod i gang med at trekke rundt i nærheden af bjerget Annapurna i Nepal, da hun mærkede en knude på sin hals. Hun skænkede den ikke mange tanker. Der var så meget andet, hun var optaget af på vandringen gennem det storslåede landskab. Bekymringerne måtte vente. Og når hun havde afsluttet Nepal-turen, kunne hun se frem til et nyt, spændende projekt, som skulle føre hende til Afrika. Her skulle hun sammen med en gruppe unge, der havde haft kræft, gennemføre en såkaldt Kili-man - først en bestigelse af Kilimanjaro, derefter to dages cykeltur rundt om bjerget og endelig en afsluttende maraton.
Sådan var den 51-årige Helle Høstrups liv. På den ene side var der det daglige arbejde som sundhedsfaglig konsulent på Skejby Sygehus og på den anden var der lysten til fysisk udfoldelse - de mange, lange løbetur i hverdagen og ekspeditionerne til fjerne egne, hvor der skulle vandres og bestiges bjerge. Energi og aktivitet over det hele. Fuld fart fremad. Og så var der den lille knude på halsen. Da Helle Høstrup kom tilbage til Danmark fra Nepal, gik hun til lægen og fik knuden scannet. 14 dage senere havde hun en diagnose: Lymfekræft.
"Jeg havde lang tid at reagere i," erindrer Helle Høstrup i dag. "Først blev jeg enormt bange, men så tænkte jeg egentlig mest på min datter. Hun var højgravid. Og jeg syntes bare, det var så synd, at hun ikke kunne få lov til at have det i fred."
Helle Høstrup sidder i datterens lejlighed i København og fortæller sin historie. Om kræft og kemoterapi og bjergbestigning. Hun er netop kommet tilbage til Danmark efter et togt til Nepal, hvor hun sammen med kammeraten Ole Andreassen har besteget fire krævende bjergtinder - de tre af dem på over 6.000 meter - i løbet af knap syv uger.
Tilfredshed med livet
Det er gået godt. Det hele. Både kampen mod bjergmassiverne og kræftcellerne. Helle Høstrup kan overgive sig og le. Det gør hun tit. En lys, fortrøstningsfuld latter, som hele tiden bryder ind og synes at vende vrangen ud på hendes ellers så alvorlige beretning om en kamp på liv og død. For selvfølgelig tænkte hun på døden, da hun fik sin diagnose og kunne se frem til kemoterapien:
"Hvis jeg nu vidste, at jeg kun havde fem år tilbage at leve i, eller et år, var der så noget, jeg ville lave om i mit liv? Det gik jeg og tænkte meget over, og det var der faktisk ikke. Jeg ville fortsætte med at leve på den måde, jeg havde gjort. Det var en stor lettelse. Det gav mig meget ro i sindet at tænke, at jeg synes, jeg lever mit liv ordentligt. Så skulle det værste ske, at jeg skulle dø af sygdommen, kunne jeg gøre det med fred i sindet."
Men denne erkendelse var netop ikke ensbetydende med, at Helle Høstrup resignerede og accepterede sin skæbne som et handlingslammet, dødsmærket menneske. Da hun havde fået afklaret sine tanker, kom reaktionen:
"Jeg blev rasende," fortæller hun. "Jeg blev enormt vred over, at jeg var blevet syg og sat ud af spillet. Det var ikke sådan, at jeg gik rundt og stillede spørgsmålstegn ved det - hvorfor lige mig? Det accepterede jeg meget hurtigt. Det var bare sådan, det var. Vreden var ikke rettet mod nogen. Men den behandling, jeg skulle have, var meget skrap. Det skræmte mig. Jeg var bange for at blive svækket af behandlingen og blive ensom og komme til at kede mig."
Det måtte ikke ske. Helle Høstrup ville ikke lade sig overmande af den isolation og ørkesløshed, der normalt forbindes med kræftsygdomme og kemoterapi. Frem for så mange andre patienter havde hun også en fordel. Kemoterapien var nok en uvis og voldsom udfordring, men alligevel lykkedes det hende at finde noget genkendeligt ved behandlingen. Anstrengelserne og uoverskueligheden virkede først som et kaos, men efterhånden kunne hun se en forbindelse til krævende kropslig aktivitet og udmattelse. Kemoterapien kunne minde om visse sider af bjergbestigning:
"Jeg skrev på et tidspunkt i min dagbog, at det føltes som at bevæge sig ud på en gletsjer, hvor jeg hele tiden skulle mærke, om jeg kunne tage det næste skridt og være opmærksom på spalter."
Ville ikke ligge ned
Men behandlingen havde også ligheder med langdistanceløb:
"Det var hårdt fysisk at få kemoterapi. Det forandrede min fornemmelse af min krop fuldstændigt. Der var simpelthen så mange tegn og følelser og fornemmelser i min krop, som jeg ikke havde kendt før. Det føltes også anderledes at være sulten - ubehageligt. Og man får sådan en mærkelig træthed af det. En anderledes træthed. Jeg havde en fornemmelse af, at den kunne bemægtige sig hele mit liv. Jeg kunne blive helt overvældet og passiviseret af den. Og det skræmte mig. Men jeg har løbet en del maratonløb, og jeg kunne sammenligne de to ting. Det gælder om at holde ved. Du kender godt fornemmelse dér fra 35 km og så hjem, ikke?"
Spørgsmålet hentyder til den erfaring, de fleste maratonløbere gør sig mod slutningen af det lange, lange løb. Det er som at overskride en usynlig grænse og bevæge sig ind i usikkert, uprøvet terræn. En anden, kold og truende, virkelighedsdimension. Man forvandles til en skygge af smerte og opløsning, men fra et eller andet forunderligt sted strømmer der alligevel en viljestyrke og en selvopholdelsesdrift ind i kroppen og trækker den gennem prøvelserne og ud i den befriende lethed. Men kun hvis man selv holder ved og koncentrerer sig. Det var også det, Helle Høstrup indså i forbindelse med sin behandling:
"Den træthed, man oplever med kemoterapien, vil få de fleste mennesker til at hvile sig og tage den med ro og sove til middag. Og man bliver af behandlingssystemet også opfordret til det. Med de bedste intentioner: 'Skån nu dig selv. Du må ikke blive for træt'. Men jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle blive så svag, som jeg kunne se, mange af mine medpatienter blev. De var meget svage. Tynde og blege. Hvor jeg tænkte: Nej, den skal ikke have lov til at bestemme over mig - den der kemotræthed."
Derfor lagde Helle Høstrup 'nogle strategier' for sit behandlingsforløb, og en af de vigtigste var at blive ved med at være aktiv. Hun måtte løbe for livet. Så længe, hun kunne. For hurtigt indså hun, at det kateter, hun havde fået indopereret på brystet for at indtage medicinen, var en for stor forhindring for at løbe. Hun kastede sig i stedet op på mountainbiken og trampede løs i et par timer ad gangen. Eller gik og gik og gik - traveture på fire-fem timer om dagen rundt i Marselisskoven, rundt om Brabrand Sø eller ud langs strandene. Men det var vigtigt, at der var en mening og en retning i al denne fysiske aktivitet:
"Jeg tænkte meget på min situation som en opgave, jeg skulle løse. Hvor kemoterapien måtte klare alt det på celleniveau, var det min opgave at bringe mig selv så godt igennem det så muligt."
Fokus i livet
Usikkerheden og nervøsiteten kunne bringes til at forsvinde. Det var et spørgsmål om teknik og viden:
"Det kræver, at man kan dreje sit fokus," konstaterer Helle Høstrup. "Man kan enten bruge en masse tid på at bekymre sig om, at der er i morgen, eller man kan bruge energien på at være glad for, at der er i dag. Det er meget sådan, jeg har prøvet at tænke. At dreje tingene."
Hun fortæller, at hun er blevet inspireret til denne tankegang af en ung fyr, hun mødte i Ladakh i Nordindien. Han var blevet sendt i buddhistkloster af sine forældre og var meget optaget af spørgsmålet om at holde fokus i sit liv. Og i dag er Helle Høstrup overbevist om, at man selv i ekstreme, livstruende situationer kan have glæde af at arbejde med sit fokus. Undervejs i kemoterapien tænkte hun således kun lidt over sin egen død, men hendes forhold til den har alligevel forandret sig:
"Jeg tænkte meget på døden, inden jeg startede behandlingen. Men døden er et vilkår, som jeg nok affinder mig anderledes nu, end jeg gjorde før. Nu ved jeg, at jeg også skal dø. Jeg tror, jeg har prøvet at tænke et niveau dybere. Som sygeplejerske har jeg set mange mennesker dø, og det er de færreste, der er bange, når det sker. Men jeg kunne da godt mærke, at da jeg selv blev konfronteret med det, har jeg ikke helt taget det ind som noget, der gælder mig. Men det ved jeg nu."
Hun ved også, at det gælder om at ville livet. At blive ved. Under behandlingen gjorde hun det ved at cykle og gå eller sammenligne forhindringerne med bjergbestigningens strabadser. Hun følte sig alene og "fuldstændig nøgen", og så måtte hun af og til læse et kapitel i den amerikanske cykelrytter Lance Armstrongs selvbiografi for at finde nogen at dele erfaringerne med:
"Der er få at læne sig opad, og han blev en inspiration. Han havde det dér drive. Han blev ved med at cykle hver dag. Og han gjorde meget ud af at opsøge den bedste behandling og finde ud af, hvordan han selv kunne bidrage med sin kost og den slags. Sådan nogle ting gjorde jeg også. Sygdommen var jo sådan en periode, hvor al min forfængelighed blev sat i parentes. Man bliver enorm grim af at have kræft, og min hud blev underlig. Men jeg oplevede også meget stærkt, at jeg var i stand til at holde et fokus, der var noget andet. Og så egentlig være meget i det. Jeg kunne koncentrere mig om at være kræftpatient."
Det banale
En del af dette bestod for Helle Høstrup i at genfinde glæden og det livsbekræftende. Også i det tilsyneladende mest banale:
"Det var f.eks. at komme ud i naturen hver dag. Jeg kunne ikke holde ud, at der skulle være sådan en begravelsesstemning hele tiden. Jeg gik egentlig heller ikke og var ked af det. Det gik ret hurtigt over. Jeg var faktisk rimelig glad meget af tiden - sjovt nok. Jeg tog det som min opgave at putte noget livskvalitet ind i den periode, og jeg måtte finde ud af, hvad der kunne gøre mig glad. Selvfølgelig går man ikke rundt og er lalleglad hele tiden, når man får kemoterapi. Men når jeg går rundt ude i skoven, og fuglene synger, og der er smukt, og man har havet lige ved siden af, så kan jeg i hvert fald ikke holde fast i det dårlige humør."
Det er også her et sted, hun finder sit vigtigste bidrag til tidens kræftbehandling. At behandlersystemet måske kunne nå nogle afgørende ting ved at inspirere og presse nogle patienter til at være mere aktive og tage lidt mere hånd om sig selv.
I den sidste måneds tid af kemoterapien, hvor Helle Høstrup kunne mærke, at det gik den rigtige vej, begyndte tanken om en storstilet bjergekspedition at opstå i samtalerne mellem hende og Ole Andreassen. Efterhånden udviklede det sig til, at de ville sætte sig et mål, der var større end noget, de havde gjort før. Bestige et bjerg på over 8.000 meter.
Sådan skulle det ikke helt komme til at gå. Efter Helle Høstrup med positivt udfald havde afsluttet sin behandling, besluttede de to bjergbestigere ganske vist, at deres mål skulle være at besejre det 8.046 meter høje Shishapangma i Tibet. Men de politiske uroligheder kom i vejen, da de kinesiske myndigheder valgte at lukke for bjergbestigninger i tibetansk område. Da var det danske par allerede ankommet til Nepal på vejen til Tibet, og nu måtte de overveje en alternativ plan. Det viste sig hurtigt praktisk umuligt at finde og bestige et andet bjerg på over 8.000 meter i Nepal, og løsningen blev derfor, at parret kastede sig ud i at komme til tops på tre bjerge på over 6.000 meter og ét på over 5.000 meter - Mera Peak (6.461), Lobuche (6.119), Island Peak (6.189) og Pokalde (5.807).
Magiske øjeblikke
Det lykkedes. Og trods skuffelsen med Shishapangma har Helle Høstrup det i dag "fantastisk godt med den alternative bedrift. Vigtigt for hende og Ole Andreassen var, at det kun var op til bjergenes base camps, at de var ledsaget af guide og sherpaer. De sidste hårde meter mod tinderne var de to danskere overladt helt til sig selv:
"Vi havde den fantastiske oplevelse på toppen af alle fire bjerge, at vi var de to eneste mennesker. Det var helt fabelagtigt. Det var et helt eventyr."
Men først var det en hård kamp. Fra lymfekræftens dødelige mørke til bjergene og naturens tindrende skønhed. Det er det sidste, der trækker i Helle Høstrup. Men hun har svært ved at sætte præcise ord på det. Det er, som om hverken hendes ligefremme og jordbundne fornuft eller hendes lette latter kan indfange det. Hun går i stå. Sukker. Begynder usikkert på en sætning. Går i stå igen.
"Jeg ved det ikke," får hun frem. "Men - men, altså, når jeg kommer helt derop, føler jeg mig sat på plads på en eller anden måde. I forhold til universet eller - ja. Det er nogle magiske øjeblikke. Ikke kun på toppen, men også på vejen. Al den skønhed på vejen får mig videre."
Derfor indrømmer hun også hjertens gerne, at der er noget specielt magisk ved bjerge på over 8.000 meter:
"Ja, det er der jo," siger hun. Og straks følger det voldsomme latterudbrud, der lyder som et mislykket forsøg på at dække over en indrømmelse. Hun ærgrer sig. Lidt. Men hun ser heldigvis ud til at glæde sig meget mere.
