Den oprigtige

Being Frank. Historien om et sandhedsvidne, der vidnede om en anden sandhed end den sande
Frank Grevil. Hvorfor har der været så stille om dokumentarfilmen om ham?

Frank Grevil. Hvorfor har der været så stille om dokumentarfilmen om ham?

Liselotte Sabroe
13. juni 2008

Det er egentlig underligt, at Jacob Kjær Pedersens dokumentarfilm om Frank Grevil ikke har vakt større debat eller opstandelse, end den har. En anden nyere doku, om den kæntrede sandkasse for hippe journalistiske innovatører, der kaldte sig Dagen - eller rettere måske om den sindssyge kaptajn på den skæve skude af samme navn - fik ellers bølgerne til at gå højt, ikke mindst her på avisen og blandt dødssejlerens afmønstrede letmatroser.

Frank Grevils historie er væsentligere. Den er også langt bedre, mere klassisk. Den deler træk med Ivanhoe og Prins Valiant.

For er det ikke sådan en, han er, Frank Grevil? Den tapre prins? Ikke måske af denne verden, og da slet ikke af det danske kongerige, der slet ikke styres af kongen eller andre gamle dydsmønstre, men af kyniske skibsredere og politikere med gigantiske huller i hukommelsen, både når det drejer sig om historien og om dens fortsatte udformning i politisk praksis.

Et blæs i fløjten

Danmark gik jo, som bekendt, i krig for første gang siden 1864 under ledelse af bondestudent Anders Fogh Rasmussen, med en lille flok antimuslimske fanatikere som opgejlere og på et grundlag, der fra begyndelsen, da krigen blev erklæret på tinge, var forkert.

Begrundelsen for krigserklæringen var et sammensurium af vås, der hævdede at det irakiske styre var i besiddelse af såkaldte 'masseødelæggelsesvåben' og samtidig formodentlig gennemsyret af al-Qaeda kombattanter.

Enhver der fulgte med i aviser og andre medier vidste, at det formodentlig var løgn, og da Frank Grevil, major og ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, lækkede papirer, der viste, at man heller ikke der havde oplysninger, der gjorde det sandsynligt, at disse våben fandtes, var fanden løs.

En whistleblower hedder en, der kommer med den slags, og vi har set, hvordan fløjteblæsere i f.eks. England er blevet jaget til døde.

Her i landet forsøgte man sig selvfølgelig med noget lignende. Frank Grevil blev diskrediteret på enhver måde, hans psykiske problemer og alkoholforbrug blev afsløret, og ved en retssag, hvis første afgørelse blev appelleret, endte han med at have en dom på fire måneders fængsel. Den har han endnu ikke afsonet.

Det ødelagte liv

Filmen er en egentlig dokumentarfilm, uden spillefilmsindslag - kun lidt indklip af den skæggede statsmand, der rutinemæssigt hævder, at der ikke er noget at komme efter, bryder den triste rutine, der er blevet Frank Grevils dagligdag.

Det er et besværligt liv, hvis baggrund langt tilbage er en hustrus pludselige død, der efterlod ham alene med to små børn.

De er større nu, sønnen vinder et stipendium i forbindelse med studentereksamen, men den 14 årige datter kan ikke klare sig selv.

Far skal i fængsel, og hun skal på børnehjem. Det betyder, at den lille families tre sorte katte, en mor og to killinger vist, skal afhændes. Kattene synes at være datterens et og alt.

Så udsættes fængslingen endnu en gang, men kattene er væk. De forstyrrer ikke længere Frank, når han skal tænke. Men hvad er det, han skal tænke over?

Over sagen. Over det, han har gjort. Var det rigtigt? Over at advokat Bjørn Elmquist ikke kan få hans sag taget op i Strasbourg, fordi 'den slags' må de enkelte stater selv tage sig af.

'Den slags' er statens sikkerhed. Den for hvis skyld vi, ifølge den stovte krigsminister fra Vestjylland, er i Afghanistan (genopbygning? - glem det!). Og de tager sig af det gennem deres efterretningstjenester, hvis arbejde skal være hemmeligt, for hvis alle vidste alt, hvordan kunne statsmænd da for alvor være statsmænd og føre krige ?

At disse tjenester så stort set ikke ved noget som helst, at deres verdensbilleder er fordrejede og forældede, at de har det hele fra hinanden, og at det synes at kværne rundt og rundt i lukkede kredsløb, hvis hensigt er at skabe den voldelige modstand, man så kan bekæmpe -ja, det var en del af det, fløjteblæseren Frank Grevil åbnede udsyn til.

Holger Danske

Vi har alle sammen set dokumenter, som forskellige kendte får udleveret fra efterretningstjenesterne som aktindsigt, og husker gysende de store felter med tykke sorte overstregninger, som om der var noget, ingen måtte vide. Noget så ufatteligt vigtigt, at det angår enhver, og som enhver netop derfor ikke kan få indsigt i.

Måske er det bare ingenting, måske er det bare overstregninger af tomheden, den tomhed, som krigen tumler rundt omkring.

Tomheden i hjertet, tomheden i hjernen, tomheden i maven, tomheden i livet. Tomheden når ingenting længere er noget værd, fordi ingenting længere er rigtigt.

På det plan, det personlige, hvor Jacob Kjær Pedersens dokumentarfilm foregår, i den almindelige, trælse hverdag, kunne Frank Grevil bare ikke finde sig i, at hans liv skulle være så tomt. At arbitrær lov, uden begrundelse, skulle sættes over elementær retfærdighed.

Det er det, man ser i filmen. Og man følger konsekvensen, indtil en anonym kvindelig behandlerstemme på hans mobilsvarer meddeler ham, at en benådning ikke kan komme på tale, men han kan måske afsone på en "familieafdeling" i Lyngby, så han kan få datteren med. Så kan hun også komme i fængsel. For fanden, hendes far er jo whistleblower!

"Kan du ikke lige ringe på mandag," siger behandleren. "Nå nej, Frank, på mandag er jeg ikke på arbejde. Ring til mig på tirsdag."

Så kan de tygge på den hen over endnu en weekend.

Being Frank er filmens engelske titel. Det er en afgangsfilm fra en engelsk filmskole. Frank er man, når man fægter med åben pande for, hvad man for alvor tror, som den danske sang synger.

Det er vel, hvad den her film handler om.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

En af årsagerne er måske at Frank Grevil spejler noget danskere fortrænger. Det er den stigende udvikling af løse værdier eller værdi-løshed der breder sig som kræft i samfundet.
Vi har en regering og et borgerligt Danmark der karikeret sagt for at få magten (Mammon), måtte opgive værdierne (kærligheden eller gud) ellers fik de ikke DF med.

Det er det bibelske valg vi alle får i livet; valget imellem Gud (kærligheden) eller Mammon (begæret, grådigheden og magt).
Mammons logik med udspring i Naturens love med jungleloven som økonomiens love også er en form af, truer i disse år hele vores samfunds eksistens. I stedet for at naturens love alternativt bliver trancendenteret af guddommeligheden, civilisationen med dialog, kunst, kærlighed omsorg og den slags i det værdi-fulde samfund er vi altså på vej til det neocon liberale mareridt hvor to grupper spinder lønmodtagerne til at holde deres udgifter nede. Syge mennesker der via økonomisk position psykopatisk bruger medmenesker som brikker til at øge deres magt positioner. Lønmotdagerens købekraft er udhulet de sidste 40 år (kilde. Philip Blond) .
Hvor er lønmodtagerens værdier henne?
Samt religiøse fanatiker i usa og mellemøsten der puster til ilden hele tiden.
Ved hjælp af frygt, spin om borgerens egen evne, dramaer og krige holdes det højcivileserede kreative samfund på afstand..

I Frank Grevil har vi en mand som er specielt begavet med værdier pga hans livshistorie hvor han hadede hans fars løgnagtigheder. Så han hengiver sig til sandhed er derfor en ideel tjener af Staten, folketinget og Dronningen. Men ikke regiringen. Og her opstår problemet.
Danskerne er i disse år mere loyale over for "overhunden" end deres værdier,.
FET begik en fatal fejl, da de stod ved undsigelsen af Frank G. De blev utroværdige ovre for mig, samfundet og Dronningen (grundloven) , men ikke regeringen.
Det er ikke FET rette position, og hvor mange år skal de bruge for at markere aat de faktisk er til for Kongeriet Danmark og ikke kun en statminister der handler og markedsføre produkter han vil have Statens institutioner til at med markedsføre.

Frank Grevil skal have æresvagt i fængslet og skal jævnligt hyldes som en renselse ikke af ham men os andre.
Jo være Frank Grevil har det, jo mere frastødende er vi andre.
Vi har alle fået et ansvar for ham da flertallet mobber ham selv om han har advaret os om vore manglenden evne til at passe på vores samfund.
Han har taget et stort ansvar vi skal taget vores nu....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anonym

Hele sagen viser jo, at det ikke nytter at have retten på sin side, når man ikke har magten. Magten (Fogh) sidder endnu, trods sin løgn, og den ærlige skal i spjældet.

Når pressen ikke interesserer sig mere for Grevil og hans sag, må det være fordi man er mindre interesseret i magt end i ret. Herregud, han tabte jo kampen, og hvem gider beskæftige sig med en taber.

4. statsmagt min bare

anbefalede denne kommentar