Læsetid: 9 min.

Med på en kigger i Fritzls kælder

Mange har sagt, at det er politisk ukorrekt at belyse Josef Fritzls fangekælder med Østrigs nazifortid. Men cykler man en sommertur i forbryderens baghave langs Donau, byder parallellerne sig ligegodt til. Og det er svært at fortrænge de håndgribelige skæringspunkter mellem overmenneskelig adfærd før og nu. Så kig med i glughullerne til sjælens dunkleste afkroge
Omkring. Her er der fem kilometer til Fritzls kælder, hvis overlagte monstrøsitet kan forrykke verdensbilleder og spejle dunkle afkroge af sjælen.

Omkring. Her er der fem kilometer til Fritzls kælder, hvis overlagte monstrøsitet kan forrykke verdensbilleder og spejle dunkle afkroge af sjælen.

Asger Liebst

Moderne Tider
20. juni 2008

Det er i kz-lejrens klamme kælder, at spørgsmålet melder sig: Hvorfor forvises de værste rædsler til den underste etage? Det skete i den dobbelte familiefar Josef Fritzls villa i Amstetten, og det skete 40 kilometer derfra i kz-lejren Mauthausen, hvortil en cykeltur lidt tilfældigt har bragt mig.

Egentlig skulle jeg blot atter en gang cykle langs den østrigske del af Donau til Wien og ikke tænke dystre tanker og slet ikke drage letkøbte paralleller mellem Fritzls forbrydelser og den 'østrigske folkesjæl'. Men når man gentagne gange ser vejskilte pege mod Amstetten og har skandalepressens sexuhyre kørende i baghovedet, er det svært at gennemføre turen uden at gøre sig nogle iagttagelser. Heldigvis lader sagen sig overveje uden at puste liv i den hjernedøde forestilling om en folkesjæl.

Først må det konstateres, at kældre ikke kommer af sig selv. Der skal slides for dem, og de kræver fuldt overlæg. De skal optegnes, udgraves og afstives, før de kan begynde deres særlige funktion som sted for alt det, som gemmes af vejen. Det gjaldt for Fritzls såvel som for Mauthausens kælder.

Det tog Fritzl adskillige år at skabe sin kælder, efter at myndighederne havde givet ham tilladelse til under villaen at opføre et beskyttelsesrum, hvor han kunne sidde og overleve i tilfælde af atomkrig. Det var nu et andet formål, han havde i tankerne, og et større areal, han havde brug for. Hele 17 vognlæs jord blev fjernet, og en række tekniske installationer kom på plads. Det var ikke noget problem for Josef Fritzl, der er ingeniør. 17 vognlæs gik forud for det påtænkte overgreb - se, her kan man dårligt tale om en pludselig indskydelse eller noget impulsivt og uoverlagt som for eksempel en ulykkelig voldshandling begået i beruset tilstand. Josef Fritzl har i en lang periode boltret sig med tegnebræt og fantasier, før det flugtsikre og hemmelige levested for datteren Elisabeth stod klar. Og til sidst blev hun lokket derned, fordi faren lige ville have hende til at hjælpe sig med noget.

Kælderen under kz-lejren Mauthausens servicebygninger var ligeledes udtænkt af højt kvalificerede ingeniører fra anerkendte firmaer, hvorefter et par hundrede fanger, der på ordre fra SS-lederen Heinrich Himmler i august 1938 var overflyttet fra den eksisterende kz-lejr Dachau, på et års tid opførte den nye lejr i Mauthausen.

Et glughul

Komplet med kælderen, der har et lille tyst rum, som er praktisk indrettet til hængning af obsternasige fanger, der for eksempel pønsede på at forcere de elektriske hegn, som omgav beboelsesbarakkerne. Kælderen har også et brusebad, hvor fangerne kunne slippe af med skidtet. Bortset fra at brusehovederne blot var lokkemad. Rummet var i virkeligheden et gaskammer, hvor SS kunne tage livet af en snes fanger på en gang. Det varede et kvarters tid. Og så var der de tre krematorieovne, som buldrede i døgndrift.

Den slags kan kældre - dræbe de indespærredes skrig og skjule forbrydelser for nysgerrige blikke. Og så har kældre den fordel, at placeringen i jorden straks sætter et stempel på den, der tvinges derned. Kælderpersonen er sekundær og mindreværdig, et undermenneske. Mauthausen var indrettet ud fra devisen "Rückkehr unerwünscht" (tilbagevenden uønsket), og i Fritzls kælder sagde faren til sin underkuede datter, at hun risikerede giftgaseksplosion og højspændingschok, hvis hun forsøgte at bryde ud og nå tilbage til oververdenen.

Den lysegrå ståldør til Mauthausens gaskammer har et glughul med panserglas for. Den stolte fabrik, der står bag konstruktionen af gaskammeret, har med omhu sørget for at blive husket for sin bedrift, idet firmanavnet står med ophøjede bogstaver omkring kighullet: CHEMA OLOMOUC LUTIN. De to sidste ord er bynavnet i Tjekkoslovakiet, hvor Chema hørte hjemme.

Gennem glughullet i Mauthausen holdt SS-underofficererne på tryg afstand af giftgassen øje med, hvornår dødskramperne var overstået, gassen kunne pumpes ud, slim kunne spules ned i risten midt i gulvet, og næste hold livsuværdige kunne lokkes indenfor til et velgørende brusebad til alles bedste. Sæt øjet til kighullet i dag og prøv at begribe overmenneskets logik.

Føreren og hans rige

Der er ingen dørspion at spejde igennem i den 500 kg tunge, en meter høje, betonforstærkede og fjernstyrede stållem til Fritzls kælder, men verdenspressen tillader os alligevel et smugkig indenfor på den famøse adresse Ybbsstrasse 40, Amstetten.

Det østrigske magasin News har offentliggjort en række udtalelser, som Josef Fritzl over for sin sagfører har fremsat om sit liv og projekt.

Josef Fritzl var tre år, da Adolf Hitler i 1938 paraderede gennem Amstetten efter Østrigs indlemmelse i Tyskland. Snart efter begyndte som sagt opførelsen af kz-lejr Mauthausen nordvest for Amstetten, som dog også selv fik to underlejre indrettet - en til mandlige og en til kvindelige fanger, som siden skulle ekspederes videre til hovedlejren i Mauthausen, der fungerede indtil 1945. I underlejrene fik en del indbyggere fra Amstetten arbejde. Hadefulde indstillinger og bortforklaringer af grusomhederne holdt deres indtog i byen, hvor lille Josef blev til store Josef.

"Jeg er vokset op under nazismen, som betød megen tugt og tyranni. Jeg har sandsynligvis samlet en del op der," fortæller Josef Fritzl til sit forsvar. Så kan man jo overveje, om han belejligt tørrer skylden af på Hitler eller leverer en brik til puslespillet.

Josef Fritzl forklarer også, hvordan han som voksen i den grad har terroriseret sine medmennesker, at de ikke har turdet sætte spørgsmålstegn ved hans mange sære gøremål, udbygningen af kælderfængslet og hans halve dages ophold bag lukkede døre nede i dybet. I den frit tilgængelige del af kælderen stod i øvrigt villaens oliefyr, hvor Josef Fritzl angiveligt kremerede et af datterens spædbørn, der var død kort efter fødslen.

Har ingen ovenpå - Fritzls hærdebrede hustru Rosemarie eller hans lejere - lagt mærke til, at der gennem et kvart århundrede foregik noget besynderligt i kælderen, vil hans sagfører gerne vide.

"Muligvis," svarer kælderkongen Fritzl og fortsætter: "Men det ville ikke betyde noget, hvis de undrede sig. Kælderen tilhører mig, mig alene. Den var mit rige, som kun jeg havde adgang til. Det vidste alle, der boede i huset." Mein Reich!

Han indrømmer rask væk, at han groft overtrådte talrige love, og at han mod hendes vilje jævnligt havde seksuelt samkvem med datteren. Det hang jo sammen med, at i kælderriget var han eneherskeren, på hvis nåde datteren og det incestuøse afkom kun eksisterede minimalt som muselmænd med blødende gummer, hule brystkasser og svampeinfektioner. Så længe herskeren struttede, var alt vel i underverdenen.

Kanske at børnene så lidt blege ud, men al kraften var skam til stede, blot samlet hos fører Fritzl, og så stemte pengene.

En hær af små Fritzl'er

Han fastholder, at ordningen med datteren i kælderen kom i stand, fordi hun som teenager begyndte at føjte om i byen og kom hjem med en stinkende sky af spritånde og cigaretrøg omkring sig. Hvad ville ikke blive det næste, tænkte den bekymrede far. Det kunne meget vel være, at en eller anden liderlig stodder prøvede at lirke en finger ned i trussen på hans datter. Fy for fanden, så hellere lukke hende inde. Godt og grundigt.

"Jeg måtte holde hende borte fra omverdenens dårlige indflydelse," forklarer Fritzl, der i dag siger, at han har lidt dårlig samvittighed over, at nissen flyttede med ind i kælderen. For da datteren var indfanget, kunne han ikke modstå trangen til at besidde hende til fuldkommenhed. Og tænk, ud af de dyriske drifter voksede en familie.

"Min anden familie," siger Josef Fritzl stolt. Den familie elskede han højt - så højt, at da datteren fødte ham sin anden søn, forærede Josef hende en vaskemaskine.

Her gik alle rundt og troede, at det handlede om sex, og så drejer det sig om kærlighed, faderskab og almagt. Josef kunne have brugt kondom, men valgte at få syv børn, af allerbedste indavl. En hær af små Fritzl'er i hans billede, et samfund på den mørke side af spejlet befolket med skabninger, der takker ham for hver mundfuld ilt, han bevilger.

Af alle kælderens grusomheder er denne måske den mest monstrøse: En flok børn, som voksede op i et univers på 35 kvadratmeter, udelukkende belyst af elpærer, som en parodisk skrækvision om den ensomme og robotagtige storbytilværelse. Der var tv i Fritzls kælder, men børnenes mor fortalte, at den verden, de så på skærmen, lå på en fjern, utilgængelig planet. For ikke at gøre børnene alt for ulykkelige, må moren have sagt et eller andet godt om kældertilværelsen. Trygge omgivelser uden trafikulykker. Kort til badet. Ingen risiko for hudkræft som følge af solbestråling. Altid et kendt ansigt i nærheden. Vindstille.

Ligesom DDR-styret fortalte de borgere, der indespærret bag jerntæppet kiggede længselsfuldt mod det utilgængelige Vesten, at hjemme slap man da for den dekadence og pornografi, der hærgede de kapitalistiske stater. Men DDR-borgerne vidste, at de var isolerede, og at isolation kan høre op. Børnene i Fritzls kælder havde derimod den opfattelse, at verdens ende i al evighed var ved afslutningen af den snævre, lavloftede kældergang, hvor morfar med strithåret på magisk vis materialiserede sig, hver gang trangen meldte sig.

Et freudiansk kighul

Jeg forlader Mauthausen, hvis indgangsparti ligner en middelalderborg, cykler ned ad bakken ved siden af stenbruddet, som hørte til lejrens straffeforanstaltning, og når atter cykelstien langs floden. Jeg undlader at dreje af til Amstetten, men fortsætter mod Wien.

Et par dage senere står jeg i den viktorianske wienergade Bergstrasse, hvor psykoanalysens far, Sigmund Freud, slog sine folder i 40 år, før han måtte flygte fra nazisterne i 1938. Det lykkedes ham at få sin berømte divan, hvor hans patienter halvt lå og halvt sad, med sig til London, hvor han flyttede ind hos datteren Anna og døde et års tid senere af den kræft, der længe havde plaget ham.

Uden divanen er lejligheden i Bergstrasse 19 blot en tom skal af et museum, omend tankevækkende i proportionerne - små rum og til gengæld mange af slagsen. På indersiden af hoveddøren har Freud fået monteret jernstænger som værn mod indtrængende nazistiske bøller. Og så er der selvfølgelig en gammeldags dørspion, med et nydeligt lille messinglåg, som skubbes til side, hvorefter man kigger ud i trappeopgangen.

Bortset fra de tilfældige fysiske ligheder med den famøse dør i Mauthausen kan Freuds kighul minde om hans forsøg på at åbne et vindue til sjælens dunkle afkroge, så det kan belyses, hvad der dog gik galt. Hvorfor ikke kaste Josef Fritzl på en fantasiskabt divan i Bergstrasse?

"Min far var en taber, som jeg foragter. Da jeg var fire, smed min mor ham ud, og pludselig var der blot min mor og mig. Min mor var en stærk kvinde. Hun opdragede mig til disciplin, orden og flid. Hun var verdens bedste kvinde, og jeg var på en måde hendes mand," fortæller enebarnet Josef Fritzl minsandten sin advokat, og den tidsforflyttede Freud sidder i skjul bag patienten og lytter forbløffet. Det er jo lige efter bogen det her.

En sprække af menneskelighed

Netop i Josefs såkaldt ødipale fase i fireårsalderen, hvor drengebarnet skal kæmpe med sin far om morens gunst og tabe slaget, vinder Josef uden videre moren for sig og bliver opslugt af hendes grådige moderlige dominans. Uha, det er ifølge Freud ganske vist, af den slags gror neuroser med stikkende torne, trang til selvbesmittelse, incestuøse fantasier og storhedsvanvid. En sprængfarlig masse, som med lethed rydder rum til klamme kældre og fylder dem med handlinger, som lader hånt om enhver fortrængning.

Stakkels lille Josef var offer. Altså en klar frikendelse af uhyret atter en gang. Eller hvad? Man kunne selvfølgelig også lade Hitler og Ødipuskomplekset ligge og simpelthen forlange af Josef Fritzl, at fordi han til sidst havde været til at tale med, må han tage det fulde ansvar. Han var jo netop ikke uigenkaldeligt tabt i sindssygens tåger, men lod sig af datteren Elisabeth overtale til at bringe det 19-årige dødssyge kælderbarn Kerstin på hospitalet, hvilket førte til afsløringen. Der er i Josef Fritzls forbenede hoved sprækker, hvor medmenneskelighed kan skimtes. Derfor kan han dømmes for sin ugerning.

Døren til Bergstrasse smækker i. Ude på gaden er eftermiddagssolen skarp og kaster lange skygger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er også mange UHYGGELIGT kældre i tyske psykiatriske
hospitaler.

http://www.gedenkstaette-bernburg.de/

Enhver nation har en folkesjæl, medmindre nationen blev oprettet for mindre end 1/10-del sekund siden.
Spørgsmålet er blot hvor stor variansen i folkesjælen er (Dvs. hvor stor den gennemsnitlige afvigelse fra gennemsnittet af nationens folks sjæle er)