Læsetid: 5 min.

Pind og tørklædets dialektik

Frisind. Birthe Rønn Hornbechs politiske invalidering har styrket Søren Pind i Venstre, så han fremover måske bliver den eneste, der kan matche Fogh intellektuelt. Det kan gøre den fremtidige ledelse af partiet interessant
Kulturkæmper. Hvis forudsætningen for fortsat politisk succes for Venstre er kulturkampen, så står Søren Pind som et lagt stærkere bud på Foghs efterfølger end Lars Løkke Rasmussen.

Kulturkæmper. Hvis forudsætningen for fortsat politisk succes for Venstre er kulturkampen, så står Søren Pind som et lagt stærkere bud på Foghs efterfølger end Lars Løkke Rasmussen.

Christian Als

7. juni 2008

Kirkeligt Samfund (grundtvigianerne) holder hvert år et ugekursus på Rønshoved Højskole. Det er et af de mere markante kurser på højskolen både åndeligt og økonomisk.

Økonomisk, fordi grundtvigianere drikker megen rødvin. Det skæpper i kassen på en højskole, der må tænke økonomisk. Kurset er altid fyldt med mange deltagere og spændende personligheder, som indbyrdes mener noget forskelligt. I år spænder kurset fra Tidehvervsfolk som sognepræst Agnete Raahauge over skribenten Katrine Lilleør til fritænkere som Rune Lykkeberg og Georg Metz.

Der er derfor lagt op til bataljer, indsigter og fest. Til en sådan fest for nogle år siden diskuterede min gode ven sognepræst Jens Kvist fra Aabenraa og jeg tørklædet med lektor Lone Nørgaard over en flaske vin.

Lone Nørgaard, som er fast klummeskriver på Jyllands-Posten, er ateist, eller i hvert fald agnostiker. Lone Nørgaard er stringent i argumentationen og kan derfor godt have det lidt vanskeligt med skæve grundtvigianere som Jens Kvist og mig. Hun går imidlertid altid efter bolden og ikke manden. Altså en sjælden fin debattør. Lone ville forbyde tørklædet, hvorimod vi mente, det var en forudsætning for et åbent samfund, at det ikke - standardiserede kom til udtryk i det offentlige rum.

Vi var nemlig overbeviste om, at al for megen standardisering og lovgivning ville skabe grobunden for et uniformeret ligheds-samfund. Det, at alle mennesker skal være lige-værdige, og at ligeværdet implementeres af staten, er jo netop fascismens utopi, forklarede vi Lone.

Vi mente med andre ord, at det var dybt problematisk, at alt skal ækvivaleres og standardiseres. Ja, det var ligefrem det totalitæres genese. Ja, jeg tror, vi blev så vidtløftige, at vi citerede vores favoritdigter Bob Dylan, som vi naturligt nok anså som det 20. århundredes amerikanske pendant til det 19. århundredes Walt Whitman.

Hvem misbruger hvem?

Digtet vi fremdrog i debatten var naturligvis Desolation Row. Digtet over alle Dylan digte. Her bliver Einstein, klokkeren fra Notre Dame og alle Outlaws udgrænset af rationaliteten og normaliteten. Vi havde derfor gode kort på hånden mod Lone Nørgaards position. Vi gjorde også opmærksom på, at når vi accepterede Asmaas tørklæde i Folketinget, så ville vi også have lov til at kritisere, at hun gik med det. Vi følte vist nok, at vi var meget frisindede. Ja, vi kunne næsten sammenligne os med Rønn Hornbech. Vi var jo, som hende borgerlige frisindede, som turde tale imod tidsånden.

Lone Nørgaard argumenterede knap så abstrakt. Hun var mere nede på jorden. Bliver tørklædet ikke misbrugt af islamisterne på samme måde, som nazisterne gjorde det med spejdernes uniformer i 30'erne, spurgte hun os. Og hun fortsatte: Er problemet derfor ikke, at det muslimske indvandrermiljø misbruges af de radikale muslimer. Bliver tørklædet ikke et symbol på den radikaliserede islamisme? Skal staten ikke netop beskytte os imod vores irrationelle ophav? Er Vesten derfor ikke på vej til at gå på kompromis med demokratiet, når vi åbner op for en muslimsk uniformering, fortsatte hun.

Lone Nørgaards argumentation gav mig associationer til 30'ernes Tyskland. Her blev de nationale og de konservative (og kirken) udnyttet af nazisterne, uden de bemærkede det. Måske er det det samme, som er ved at ske for de europæiske muslimer, tænkte jeg. Debatten om islam har som bekendt ændret sig de senere år. Tidligere standpunkter er kommet under pres. Det har således gjort indtryk på mange, at ærkebiskoppen af Canterbury advokerede for, at aspekter af Sharia-lovgivningen skulle implementeres i UK.

Fastlåste fronter

Lone Nørgaards analyse af situationen er derfor blevet mere nærværende. Men indtrykket af hendes argumenter er ikke stærkere, end at jeg stadig vil fastholde, at vi ikke bør forbyde tørklædet i skoler og blandt offentlige ansatte. Jeg må imidlertid også konstatere, at vi i Vesten er kommet i en situation, hvor vi ikke længere kan være sikre på, hvem der har ret i analyserne.

Lone Nørgaards analyse kan derfor være lige så valid som vores, uagtet at jeg nok til tider finder aversionerne mod tørklædet præget af angst. Og angst æder sjæle!

Politisk har debatten om tørklæderne imidlertid låst sig fast. SF, Enhedslisten, de radikale og DF er således afklarede om, hvad de skal mene om tørklædet. Betragtningerne er ikke altid lige nuancerede, men i hvert fald tydelige. Nuancerne skal derfor komme fra Socialdemokraterne og Venstre. Her er man nemlig ikke afklaret.

I Venstre er Birthe Rønn Hornbech imidlertid blevet stærkt invalideret politisk af tørklæde-sagen, og hvad værre er, hun har ingen våbendrager, der kan advokere for hendes synspunkter i folketingsgruppen.

Det har styrket Søren Pind i partiet. Ingen kan nemlig længere være i tvivl om, at Søren Pind i indvandredebatten har afsløret indsigt. Ja, faktisk forekommer det, som om han var langt mere stringent i tørklæde-debatten end Rønn Hornbech. Søren Pind synes i det hele taget at vokse i betydning i Venstre, hvilket er ganske imponerende, eftersom han som bannerfører for tesemagerne var marginaliseret for blot få år siden. Personligt har jeg også ændret holdning til Pind. Jeg betragtede ham tidligere som en banal liberalist. Heri tog jeg fejl.

Det ser således ud til, at Pind er den eneste Venstre-MF'er, som kan matche Fogh intellektuelt, hvis vi ser bort fra Bertel Haarder og Rønn Hornbech. Søren Pind har nemlig noget så sjældent som en metafysik, der er mere end blot et banalt partiprogram. Han plaprer ikke kun om skat, markedsøkonomi og personligt ansvar. Pind kan således argumentere både dagsaktuelt, kulturelt og intellektuelt. Hvis Lars Løkke Rasmussen mister terræn i Venstre på grund af bilagssagen, så er det derfor ikke utænkeligt, at Søren Pind i de kommende 6-8 år kan blive Fogh Rasmussens afløser. Ja, faktisk tyder meget på, at bilagssagen har været så alvorlig, uagtet den var iscenesat af en useriøs presse, at Fogh Rasmussen er tvunget til at fortsætte som statsminister ind i en fjerde periode. Hvilket også ville passe mange i Venstre.

Og da forudsætningerne for fortsat politisk succes for Venstre er funderet i kulturkampen, er Pind et oplagt emne. Ja, faktisk forekommer han ligefrem som født til opgaven, hvilket ikke er tilfældet for Løkke Rasmussen. Løkke Rasmussen er tekniker og interesserer sig ikke nævneværdigt for kulturkampen. Han vil få vanskeligheder med at videreføre projektet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu