Læsetid: 6 min.

Fra politisk til religiøsrockstjerne

Den tidligere britiske premierminister Tony Blair er konverteret til katolicismen, en trosretning der traditionelt har været underklassens religion. I dag er den Storbritanniens største kristne trossamfund
Klar bane. Mens han var premierminister, måtte han gå stille med dørene og nøjes med at lade børnene gå i katolsk skole. Men da han trådte tilbage, var han fri til at officielt at blive katolik.

Klar bane. Mens han var premierminister, måtte han gå stille med dørene og nøjes med at lade børnene gå i katolsk skole. Men da han trådte tilbage, var han fri til at officielt at blive katolik.

Saif Dahlah

7. juni 2008

Pludseligt stod han midt iblandt dem. Dørene var lukkede, og ingen vidste, hvordan han var kommet ind. Hans ansigt var roligt, og hans blik var fredfyldt. Det var, som om al energi i rummet samledes om ham, da han med langsomme, næsten svævende skridt, nærmede sig alteret.

Nej, det var ikke Jesus himself, der var kommet tilbage. Det var Tony Blair, der var vendt tilbage til Westminster Cathedral, den katolske domkirke i London.

For få måneder siden konverterede den tidligere britiske premierminister - under stor mediebevågenhed - til katolicismen.

Og nu - for første gang - var han mødt op for at modtage Det Hellige Sakramente blandt sine trosfæller. Han kom ikke alene:

"Der var en del virak. Han havde mange sikkerhedsfolk med sig - 10 i alt, tror jeg. Min mand prøvede at tage et billede med sin mobiltelefon. Tænk dig, Tony Blair! Men der var andre, der blev slæbt ud. Han skal passe på sig selv. Alle de der muslimer vil gerne slå ham ihjel."

Jeg har historien fra Sue. Hendes søn går i den samme katolske friskole som min kærestes børn. Og Sue er ivrig efter at fortælle historien til den danske avis. Hun taler med irsk accent, har en tatovering på det synlige maveskin og ryger Marlboro Light.

Med Bush i bøn

We don't God. Sådan lyder et berømt citat fra Tony Blairs spin doctor Alastair Campbell. Blair ville have henvist til Vor Herre i en tale. Men hans rådgiver sagde nej. Det var for kvalmt, for helligt og ville forskrække middelklassen, mente Campbell.

Det siger meget om magtforholdene, at Blair ikke nævnte Gud i sin tale.

Men der var aldrig tvivl om, at Tony Blair - med avisen the Daily Telegraphs ord - var "den mest religiøse premierminister siden Gladstone" i det 19 århundrede. At Gladstone også havde en forsmag for krige imod muslimer, som - mente han - krænkede menneskerettighederne, er noget, som kritikere også har hæftet sig ved.

Blairs børn gik i den katolske skole The Oratory, han indrømmede, at han bad sammen med George Bush, og han gik i kirke hver søndag - endda to gange, hvis han havde tid og mulighed for det.

Efter endt gerning som britisk premierminister blev Blair officielt katolik efter en privat ceremoni i sit hus på Connagh Square i London.

Det overraskede ikke medierne. Mens han var premierminister deltog han i en privat nadver arrangeret af ingen mindre end den daværende pave Johannes Poul II. Det var kontroversielt, da kun katolikker officielt har lov til at modtage dette sakramente. Der bredte sig rygter om, at Blair var katolik, noget han efter gældende statsforfatningsret ikke måtte være.

Og hvad så? Hvem rager det, om premierministeren er katolik eller ej? Temmelig mange i England tilsyneladende. For i Storbritannien er katolicisme det sociologer kalder en social markør.

Den største trossamfund

Greyfriars Church ligger på Iffley Road i Oxford. Det var her, Roger Bannister engang løb den såkaldte 'drømmemil' . Men det gamle atletikstadion er nu forfaldent og står næsten ubrugt hen. Men det er kirken ikke. Hver søndag er der fuldt hus. Kirken er ikke nogen arkitektonisk perle. Dette er blot en almindelig katolsk sognekirke.

I våbenhuset findes de obligatoriske foldere fra Christian Aid - det britiske svar på Folkekirkens Nødhjælp, notitser over kommende gudstjenester, og så kan man købe The Irish Times. Bevares, man kan også købe The Tablet, The Catholic Harald og andre officielle katolske organer med budskaber, der er nøje sanktioneret af hierarkiet. Men Irish Times er en irsk avis. Ikke specielt religiøs, men irsk.

Det siger alt om menigheden. For at være katolik i Storbritannien er - og især var - ensbetydende med at være fra den irske underklasse. Jovel, nok var der overklassekatolikker som Prinsesse Diana og den slags, der optrådte i tv-serien Gensyn med Brightshead, men overordnet set var katolicismen en irsk proletarreligion. Underklassen er stadig irsk. Den største gruppe i de britiske fængsler er fra Irland eller har irske navne.

Siden det 19. århundrede har det irske mindretal været stærkest repræsenteret i storbyer som Liverpool og Glasgow. Berømte fodboldklubber som Liverpool FC og Celtic var oprindeligt katolske sportsklubber, mens Everton FC og Glasgow Rangers var protestantiske klubber.

I Liverpool var John Lennon og Paul McCartney børn af arbejderklassen - og fra irsk-katolske familier. Trods al deres flirt med transcendental meditation var det ikke uden grund, at The Beatles lavede en sang med titlen Lady Madonna, og at de i 'Let it Be' sang, at "Mother Mary comes to me".

Førhen var de et mindretal. Det er de stadig, men i dag er de den største kristne trosretning i Storbritannien

Den anglikanske kirke - officielt Storbritaniens folkekirke, etableret af Henrik den Ottende, da paven ikke ville opløse kongens ægteskab - var indtil for få år siden også flertallets religion. Men sidste år oversteg antallet af katolikker for første gang antallet af protestanter.

Mens den anglikanske kirke har været præget af forsøg på at være mere rationel og på at imødekomme det moderne verdensbillede, er deres katolske landsmænd gået i modsat retning. Den katolske kirke opretholder stadig centrale dogmer.

I den katolske kirkes liturgi er der mystik i metermål. Og det har tiltrukket mange med sans for det teatralske. Om det er dette overflødighedshorn af røgelse, blafrende stearinlys og latinsk messesang, der har overbevist Blair, er uvist. Men han er ikke den eneste, der er blevet omvendt. Der har været en sand pilgrimsvandring til den katolske kirke i de seneste år.

Indvandring

En anden faktor, der har bidraget positivt til den katolske kirkes vækst er den indvandring fra Østeuropa, der har fundet sted i kølvandet på EU's østudvidelse. The Office of National Statistics mener, at der er kommet 600.000 immigranter fra katolske lande som Litauen, Polen og Tjekkiet. Da disse oftest har de dårligst betalte job, har det yderligere cementeret katolicismens position som en proletarreligion.

Men denne indvandring har også betydet, at den katolske kirke har fået stærkt tiltrængte nye kræfter. Meget få britiske katolikker er tiltrukket af et liv i seksuel afholdenhed, og følgeligt er antallet af nonner, munke og katolske præster faldet markant. Sidste år var der ingen britiske piger, der gik ind i en nonneorden, og antallet af ansøgere til præsteuddannelsen var to(!).

Konsekvensen er at, de fleste præster rekruteres fra Østeuropa. Og da den katolske kirke her er mere konservativ, betyder det, at kirken i England også er drejet til højre.

Katolikker udelukket

Det var i følge Hello Magasin årets kongelige bryllup. Og nej, det var ikke Prins Joachims seneste ægteskab. Gommen var Peter Phillips, nummer elleve i den britiske tronfølge. Udsigterne til, at Prinsesse Annes søn skulle blive konge er meget små. Men formalia skal være i orden, og det var de ikke. Hans brud Autumn Kelly var katolik. Hun måtte konvertere til den anglikanske kirke, før brylluppet kunne afvikles.

Medlemmer af kongehuset - selv om de er nok så uvæsentlige - skal være anglikanere på samme måde som medlemmer af den indre kerne af det danske kongehus skal være medlemmer af den lutherske folkekirke. Det kan virke anakronistisk, men det er ikke politisk kontroversielt.

Men hvad der er kontroversielt i Storbritannien er, at premierministeren ikke må være katolik.

Jøder, muslimer, buddhister, metodister og protestanter af alle retninger kan flytte ind i embedsboligen i Downing Street nummer 10 - hvis de vinder et valg. Men den mulighed har katolikker ikke. Ifølge den såkaldte Act of Union fra 1707 har katolikker ikke ret til at være premierministre. Denne diskrimination af det største trossamfund er velkendt, men selvom den er blevet udfordret af den skotske førsteminister Alex Salmond og af den tidligere liberale leder (og katolik) Charles Kennedy, er der ikke udsigt til en lovændring .

Politisk impotent

Trods sin store medlemsskare er den katolske kirke overraskende impotent rent politisk. Det kan forekomme uforståeligt, men skyldes måske, at den katolske kirke ikke har udviklet nogen professionel organisation.

Da parlamentet i sidste uge diskuterede regeringens lovforslag om stamceller, iværksatte den katolske kirke en underskriftsindsamling i hvert enkelt sogn. Men det mislykkedes. Meget få skrev under. Kirkegængerne vil gerne have mystik og messesang, men de ønsker ikke at følge den katolske kirke i spørgsmål som svangerskabsforebyggelse, abort, medicinsk etik og seksualmoral.

Den nys omvendte katolik Tony Blair er ikke nogen undtagelse på dette punkt. I sine 24 år som parlamentsmedlem stemte Blair konsekvent for abort, og i sine 10 år som premierminister gav han bøsser og lesbiske de facto retslig ligestilling.

Som de fleste af sine britiske trosfæller er Tony Blair ikke nogen god katolik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu