Læsetid: 5 min.

Hvad er sandhed - I

Skellet mellem, hvad der sandt og ikke, er ikke blevet nemmere at sætte i takt med videnskabens fremvækst. Tvivlen på undere har ikke bragt os sandheden nærmere
20. juni 2008

I det antikke Grækenland avendte man en en distinktion, som har holdt sig op til vor tid, om end ikke ganske uændret. En distinktion mellem den sande, upåtvivlelige viden, episteme, og den mere praktiske, men heller ikke så sikre, doxa. Man kan også tale om det sande overfor det sandsynlige. Det sidste havde en lavere plads i vidensformernes rangorden, men var dog ifølge alle filosofoffer nødvendig, ikke blot i det daglige liv, men også tænkningens hierarki.

Fysik og metafysik

Sandhedens karakter er ifølge det græske ord for sandhed, aletheia, noget der er draget frem af det skjulte eller det glemte. Som havde karakter af åbenbaring, og som var kommet til syne, var opdaget. Afgørende er, at det er mennesket, der drager det skjulte frem, hvad vi også kan se af en række danske ord, hvis betydning ofte glemmes Det er som videnskaben med 'i virkeligheden' (dvs. virker på os) eller 'fakta' (som er gjort, af magter eller af os selv) eller 'data' (givet af de før nævnte), eller at noget 'findes' (hvor vi mennesker i de fleste tilfælde er dem, der finder). Nok er der en verden eller et univers, men for at det skal være virkeligt, må der være nogen, der iagttager og forstår det.

I Grækenland skelnede man mellem det fysiske og det metafysiske. Det sidste lå ud over vore iagttagelsesmuligheder, og derfor måtte vi komme til det ad andre veje end gennem sanserne. Platon giver det bud, at vi erindrer os til det. Vi har levet i en præeksistent verden og har her forstået, hvorledes der bag alting ligger ideer, som former de sanselige tings væsen. Ved et fødselschok på vej ind i denne verden, har vi desværre glemt denne gudommelige viden, men vi er i stand til at trække den frem igen gennem den rette samtaleterapi, som Sokrates står for. Han hjælper sine elever til at huske.

Antikken giver forskellige andre bud på, hvorledes vi når ind til den fundamentale metafysiske viden, og fælles for dem er, at de ikke er afhængige af sansningen eller båret af denne. På forskellig måde har vi gennem vort intellekt adgang til de sidste sandheder.

Guddommelighed

Dette gælder i radikal forstand gennem det nye kritiske sandhedsbegreb, som Descartes lancerede i det 17. århundrede. Han mente, at den absolutte sandhed måtte være uafhængig af os, men samtidig være tilgængelig for os. Svaret er antagelsen af eller beviset på, at Gud eksisterer, for hvis Han ikke gør det, så kan vi jo ikke stole på noget, hverken vore sanser eller tanker. Men Gud er naturligvis til, for vi eksisterer, og det er os, der tænker os Gud. Gud er i vort intellekt, og så må han jo være virkelighed, for ellers kunne vi jo ikke have en forestilling om det guddommelige væsen. Da vi selv ikke er guddommelige, men forestillingen i vore sind kommer fra Ham, der er det. Da vi nu har en guddommelig og kærlig Gud til at styre alt, har vi også sikkerhed for, at alting er, som det ser ud til, for en sådan Gud ville aldrig bedrage vore sanser. Beviset er en række dristige sætninger med mange forudsætninger. En af dem er, som den norske professor Georg Johannesen bemærker, at man ikke alene kan stole på vore forestillinger, men også på grammatik og syntaks i vort sprog, siden vi kan lave den slags ræsonnementer. Descartes mener, at han har formuleret et sandhedsbegreb, som er uafhængigt af os, samtidig med at det forudsætter vort intellekt som sæde for Vorherre. Men Han er en lunefuld medspiller.

Fra øret til øjet

I de følgende århundrede gør man på forskellig måde op med Descartes og hans omvej omkring Gud. Men man fastholder at vort sandhedsbegreb skal være 'objektivt', dvs. uafhængigt af os.

Løsningen bliver kun at inddrage det, som kan tælles, måles og vejes samt er empirisk sansbart. Alt skal kunne iagttages. Man kalder i det 18. århundrede kikkerten for det 3. testamente (ved siden af Det Gamle og Det Nye Testamente). Empiri, matematik og logik skal være naturens sprog.

Moderne videnskab og ikke mindst videnskabsteori hviler på øjet. Det skal kunne ses, theori betyder syn, vision. Tidligere var øret det væsentlige. Man kigger i mikroskoper, teleskoper og andre skopier og i lægeverdenen foretager man skopier (syn, eftersyn) i behandlingen.

Verden bliver mindre

Tidligere havde man også øret, men det har man ikke mere. I Biblen gælder det om at høre efter "den som har ører, han hører". Aristoteles henviser gang på gang i sine omfattende videnskabelige værker til, at "det fortælles at". Øret tager fortællinger, myter, fabler, lignelser til sig. Og det stoler på sproget. "Det siges at...". Men med øjets stadig mere monopollignende stilling vil man have 'syn for sagn", dvs. man vil se frem blot at skulle stole på et udsagn.

Fra slutningen af middelalderen kommer i stigende grad synet og iagttagelsen ind. Og verden bliver mindre. De mange engle, ånder, nisser (tidligere djævle) bliver mere og mere metaforiske uden dog at miste al virkelig tilstedeværelse. Under reformationen tager man det bogstavelige ud ad nadveren og de nye kirker der udspringer af Zwingli og Calvin, lader nadveren være en billedlignende gentagelse af den oprindelige nadver uden dennes bogstavelige virkelighed.

Luther fastholder stadig at brødet og vinen er (est) Jesu legeme og blod "i virkeligheden". Det måtte han høre for allerede dengang, og det er ikke blevet mindre siden.

To verdener

Religiøse og poetiske tekster ændrer generelt karakter og skal ikke længere tages på ordet. Vi er fremme i det 19. århundrede. Når Chr. Winther digter, at "der en trolddom på din læbe, en afgrund i dit blik", betyder det ikke, at pigen skal hudlæge eller optiker, men derimod at han elsker hende så højt at han kan dynge billede efter billede oven på sin kærlighed for at gøre den helt klar for hende. Poetiske udtryk begynder at blive meningsløse.

"Jeg kunne hente månen ned til dig," kan man høre fyren hviske i sin piges øren, uden at det står klart, hvad hun skulle bruge den til.

Det er på samme tid man er begyndt at betvivle underes virkelighed, i hvert fald i de protestantiske lande. De må nu tolkes ikke som "beviser" i kraft af, at de sætter naturens love skakmat, men fordi de "betyder noget vigtigt". Når Jesus helbreder folk, er det et varsel om, at han også vil helbrede os, men ikke legemligt, kun åndeligt. "Opstandelse" bliver i det 20. århundrede til, at mit liv rejses op.

To verdener er opstået. En virkelig og en subjektiv. Men den sidste 'virker' i høj grad.

Dette er den første af to tekster fra Jan Lindhardt om 'Sandheden'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu