Guderne må vide, hvad UEFAs præsident, Michel Platini, tænkte, da han overværede finalen i Champions League mellem Chelsea og Manchester United for nylig. For hvis der var én ting, der stod klart, da de to engelske tophold tørnede sammen i en af de mest tempofyldte og intense slutkampe i nyere tid, så var det, at en spiller som Platini intet havde haft at gøre på banen.
Det kan virke som en hård dom at fælde over den franske elegantier, der af mange - især romantikerne - betragtes som den bedste fodboldspiller, der blev udviklet på det europæiske kontinent i 80'erne, og som i hvert fald er en af de bedste 10'ere, verden nogensinde har set. Med sit overblik og sin fantastiske sparketeknik kunne han styre enhver fodboldkamp fra positionen i hullet mellem midtbane og angreb, og den blanding af elegance og effektivitet, som hans spil rummede, gjorde ham til noget så sjældent som en iskold afslutter, der samtidig var en visuel nydelse.
Hans kvaliteter kunne dog ikke skjule, at han også var en halvdoven rad, der som oftest veg tilbage fra den mere beskidte del af knokleriet på midtbanen, og som tydeligvis satte pris på sin særstatus på banen. Med blusen hængende uden for bukserne, skægstubbe og morgenhår udstrålede han en tilbagelænet, ja nærmest bohemeagtig attitude, der også gav sig udslag i de pauser, som han tog sig undervejs i kampene, hvorefter han pludselig - som Maradona - eksploderede i sekvenser af inspiration, hvor han satte både skabet og modstanderne på plads.
Hvad der blev klart ved Champions League-finalen i maj måned i Moskva er imidlertid, at der i toppen af europæisk klubfodbold ikke længere er plads til denne type fodboldspiller. Tempoet og intensiteten i opgørene mellem de bedste europæiske klubber er nu skruet så højt op, at den klassiske 10'er må betegnes som en truet art. Den tid og plads, som spillere som Platini og Maradona skulle bruge på det centrale midtfelt, den gives simpelthen ikke længere, ligesom det er de færreste trænere i europæiske topklubber, der vil ofre en plads i startopstillingen på en spiller, der ikke "arbejder bagud" som det defensive arbejde kaldes i fodboldjargonen.
En ægte 10'er
De seneste års bedste playmakere - Zidane, Ronaldinho, Messi - har reageret på denne udvikling ved at rykke ud på fløjen, hvor pladsen er bedre og de defensive pligter mindre tyngende, og efterhånden er AC Milan vel en af de sidste europæiske storklubber, som stadig spiller med en rigtig 10'er i skikkelse af brasilianske Kaká.
I landskampe, hvor spillet afvikles i et lavere tempo og strukturen mellem kæderne er løsere - primært fordi landsholdene ikke er lige så sammenspillede og højeffektive som de bedste klubhold - er der imidlertid stadig plads til, at den gammeldags playmaker kan udfolde sit talent, og derfor skulle den kommende EM-slutrunde give gode muligheder for at opleve noget så sjældent som ægte 10'ere i fri dressur, ikke mindst fordi flere af de kvalificerede mandskaber faktisk rummer glimrende spilfordelere.
Blandt de mest lovende finder man Kroatiens 22-årige Luka Modric, der regnes for at være Balkans næste store stjerne. Modric, der blot er 1.73 høj og spinkel af bygning, har tilbragt sine formative år i bosnisk og kroatisk fodbold, og han kommer fra kroatiske Dinamo Zagreb, hvor man i 2005 udstyrede ham med en 10-årig kontrakt for at holde på guldfuglen. Alligevel lykkedes det i sidste måned Tottenham Hotspurs at frikøbe ham, da klubben tangerede sin egen transferrekord og bød 16.5 mio. pund for stortalentet, der til næste sæson tørner ud for The Spurs på White Hart Lane.
Modrics naturlige plads er at finde på den centrale midtbane, men han rykker også nogle gange ud i venstre side, hvorfra han dikterer kroaternes angrebsspil. Han er en intelligent spiller, der både kan lægge op til chancer og selv foretage de farlige ryk i dybden. Hans muligheder for at føre Kroatien langt ved den kommende slutrunde er dog blevet svækket af, at hans naturlige samarbejdspartner i offensiven, Arsenals Eduardo da Silva, er langtidsskadet.
Stridbar og talentfuld
Store forhåbninger må der også knyttes til russernes playmaker, den 27-årige Andrei Arshavin, der i sidste måned førte Zenit St. Petersburg til sejr i UEFA Cup finalen. Arshavin, der har spillet i klubben fra Skt. Petersborg hele sin voksne karriere, var også hovedarkitekten bag Zenits første russiske mesterskab i 2007. Hans betydning for landsholdet kan aflæses af, at landstræner Guus Hiddink har valgt at udtage ham, selv om Arshavin, der er en hidsigprop, har karantæne i Ruslands to første kampe, fordi han få minutter før tid i den afsluttende kvalifikationskamp mod Andorra sparkede ud efter en modstander.
Hiddink håber tydeligvis på, at Rusland kan komme videre fra sin indledende EM-pulje alligevel, og at Arshavin derefter kan føre holdet langt i turneringen.
Også blandt turneringens forhåndsfavoritter findes spilfordelere, som forhåbentlig får frie tøjler til at vise deres værd under slutrunden. Hollands Rafael van der Vaart, der lever op til traditionerne for hollandske storspillere ved at være lige dele stridbar og talentfuld, er vel den mest prominente. Skadesproblemer og taktiske hensyn har ødelagt de to seneste slutrunder for van der Vaart, der er den altoverskyggende stjerne i tyske HSV, men han får nu endnu en chance for at bevise, at han skal regnes blandt kontinentets bedste Spielmacher. Han har to fremragende sæsoner bag sig i Bundesligaen, og selv om han på Oranjes midtbane vil kunne regne med god assistance fra navne som Wesley Sneijder og Arjen Robben, vil det i høj grad påhvile van der Vaart at fodre hollændernes førsteangriber, Ruud van Nistelrooy, ligesom han også skal eksekvere de fleste af de orangeklædtes dødbolde.
Mor flytter ind
I Bundesligaen finder vi også den vigtigste offensive kraft hos Frankrig i skikkelse af det kreative arbejdsjern Franck Ribéry. Formelt er hans position højre midtbane, men han har almindeligvis licens til at bevæge sig over hele den offensive linje, og selv om det nok er at tage munden for fuld at beskrive ham som Zidanes afløser - sådan som man gør i franske fodboldkredse - så er der ingen tvivl om, at Les Bleus har brug for, at den 25-årige kantspiller fra Bayern München er i spillehumør, hvis holdet skal nå til tops.
Den på forhånd mest omtalte aktør ved EM-slutrunden er en anden kantspiller, nemlig Portugals Cristiano Ronaldo. Der er tilsyneladende etableret konsensus om, at Ronaldo er verdens bedste fodboldspiller, men denne signatur vover alligevel det ene øje og spår, at superstjernen fra Manchester United bliver turneringens skuffelse; dels virker han mærket efter en lang sæson i England, og dels må han mentalt nødvendigvis være præget af sagaen om hans mulige skifte til Real Madrid. Ronaldo er fanget i en konflikt mellem Alex Ferguson, der ønsker at beholde ham i Manchester, og sin mor, der vil have sønnike til at flytte til Real Madrid, moderens favoritklub. Moderen har oven i købet lovet/truet med at flytte ind hos Ronaldo, hvis han bosætter sig i Madrid, men hvordan den 23-årige portugiser forholder sig til det scenarie, ja, det er hans egen sag.
Vi andre kan nøjes med at glæde os over, at bolden endelig ruller i alperne!
Information følger EM i fodbold hver dag gennem hele turneringen. I gruppespillet dækker Henrik Jul Hansen, Kåre Pedersen, Martin Østergaard-Nielsen og Bo Walther Kampmann hver sin pulje.
god artikel, gælder mig til EM.