Læsetid: 4 min.

Standsbevidstheden har afløst kaldsbevidstheden

Strejken handler også om at få magten tilbage til de sundshedsprofessionelle. Den magt, som i den økonomiske styrings navn er blevet centraliseret i regionerne
Moderne Tider
13. juni 2008

Det er lykkedes at gøre 2008-strejken til et opgør med lønskævheden på det kønsopdelte arbejdsmarked. Højere løn til traditionelle kvindefag og ikke spørgsmålet om 13, 14 eller 15 procents lønstigning må være, hvad der bevæger så mange mennesker til enten at strejke eller have forståelse for dem, der gør det.

Tager man temperaturen på arbejdslivet i det offentlige Danmark, viser strejken endnu engang, hvordan der er dukket et hidtil uset fokus op på vores identitet som medarbejder. At være medarbejder og ikke ansat betyder, at man har en forventning om at kunne være menneske, mens man er på arbejde, og at man er et menneske i arbejde, selv når man holder fri fra det. Arbejdet har før været identitetsdannende, f.eks. dengang, der fandtes personer, der anså arbejdet for at være deres kald. Men den nuværende arbejdsidentitet er ikke kaldspræget, den er snarere udtryk for en hidtil uset grad af arbejdsbestemt standsbevidsthed. Det er standsbevidstheden snarere end kaldsbevidstheden, de faglige organisationer bakser med, når de skal præsentere et forlig, som vækker glæde og tilfredshed.

En ukønnet affære

For sygeplejersker betyder det nemlig, at de ikke længere blot er ansatte i sundhedsvæsnet, men at de bidrager - som stand betragtet - med en professionel omsorgsorienteret menneskelighed, som ingen andre kan konkurrere med, hverken læger, sundhedshjælpere/-assistenter eller portører. Får sygeplejersken derfor mindre i løn end en folkeskolelærer eller en butiksassistent, så har samfundet med dette signaleret, at omsorg er mindre prestigiøst end uddannelse og forbrug.

Professionel omsorg varetaget af fagpersoner er måske ikke i sig selv en kønnet affære. Der er intet der taler for, at kvinders naturlige forudsætninger for at tage en uddannelse i sygeplejefaget adskiller sig fra mænds. Men der er en tradition for, at kvinder skeler mindre til lønnen, når de vælger uddannelsesvej. Derfor vil højere løn til sygeplejersker måske kun indirekte have en afsmittende effekt på ansøgningsmængden til landets professionshøjskoleuddannelser i sygepleje, men højere løn vil gøre det tydeligt, at folk med forstand på sundhedsprofessionel omsorg er eftertragtede og værdsat på det nuværende arbejdsmarked. Der er for få af dem i forhold til at få vagtplanerne til at gå op rundt omkring på landets sygehusafsnit. Alle midler skal tages i brug, for at der også i fremtiden bliver indlæggelser, der er til at leve med som patient.

Bankerne kunne godt

Da man havde en lignende situation i landets banker drænede man det øvrige marked for folk med forstand på tal ved at tilbyde fine ansættelsesvilkår med orlov, gunstige kontovilkår og meget andet. I øjeblikket har sygehusafdelingerne ikke meget at lokke med for at trække folk til med forstand på pleje og omsorg. Det eneste, de kan lokke med, er god ledelse. Derfor trækker de bedste sygeplejersker derhen, hvor de ved, at den lægefaglige og sygeplejefaglige ledelse er allerbedst. Det dræner imidlertid blot de dårligst fungerende afdelinger, hvor f.eks. én højt specialiseret anæstæsisygeplejerske hurtigt kan tage mange andre med sig, hvis vedkommende siger op.

Skal strejken for alvor få betydning også i fremtiden, kræves det derfor, at man fokuserer på den mest centrale og mest trængte gruppe på sygehusene i øjeblikket, nemlig mellemlederne, som sidder i afdelingssygeplejerskestillinger eller i lignende positioner. De skal have friere hænder til at præge den enkelte afdeling ud fra, hvilke symptomer, hvilke fagpersoner og hvilket liv patienterne har udsigt til under og efter deres indlæggelse.

Centralisering

I forsøget på med strukturreformen at overdrage sygehusansvaret til de nye enheder med større økonomisk ansvarlighed end de hedengange amter, fik man skabt en hidtil uset centralisering af magten. Regionerne har taget opgaven på sig ved at opbygge nye stærke enheder og har på den måde samlet noget af det sammen til direktioner, som før var på medarbejdernes og mellemledernes egne hænder. Det kan sammenlignes med det hedengange bryggeri Stjernen, der lukkede i 1964, og som var et eksempel på et arbejderejet bryggeri. Det var ejet af fagforbundene, som opkøbte de aktier, der oprindeligt var på medarbejdernes egne hænder. Skulle man stå sammen i kampen, opfattede man en centralisering af magten som nødvendig for det fortsatte demokrati. Også i de enkelte regioner har man forsøgt at stå sammen ved at samle magten. Den nuværende strejke rummer en afprøvning af regionernes fremtid og forsøger at udfordre regionerne på netop dette punkt. Strejkerne er et forsøg på at modsvare centraliseringen gennem en ny delagtiggørelse af medarbejderne og deres overordnede politiske standsbevidsthed. Regeringen sidder stadig på hænderne, for deres ideer om en afbureaukratisering og slankning af de administrative processer går i samme retning af en decentralisering og herfra ønsker man også at udfordre regionernes nuværende magtstrukturer.

Kvindekamp

På den måde står den store kamp om Danmarks lokaldemokratiske fremtid endnu engang i kvindernes tegn. For 100 år siden fik kvinder i Danmark kommunal valgret, men man mangler stadig at få kvinders politiske repræsentation til at ligne mændenes.

En vigtig brik i dette kunne måske være at give de mange kvindelige mellemledere i det danske sundhedsvæsen en hånd med på vejen i forhold til at få noget af indflydelsen på arbejdslivet tilbage på medarbejdernes hænder. Ingen har bevidst villet tage magten eller pengene fra de sundhedsprofessionelle, men det er sket i centraliseringens og den økonomiske styrings navn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her