Læsetid: 1 min.

De syv samuraier (1954)

Akira Kurosawas ambitiøse helaftensepos om en landsby, der hyrer syv samuraier som beskyttelse mod en flok banditter i 1500-tallets Japan, er vel nok alle tiders mest berømte japanske film
Moderne Tider
27. juni 2008

Akira Kurosawas ambitiøse helaftensepos om en landsby, der hyrer syv samuraier som beskyttelse mod en flok banditter i 1500-tallets Japan, er vel nok alle tiders mest berømte japanske film. Blandt dens mange kvaliteter er Toshiro Mifune (der posthumt opnåede den ære at få et dansk filmmagasin opkaldt efter sig), som ganske vist først indfinder sig et godt stykke inde i handlingen, men hvis figur - halvt nykket og teatralsk rockstjerne, halvt kontrær teenager - også er filmens mest mindeværdige. Da bønderne kun er i stand til at betale samuraierne et symbolsk beløb, er det i høj grad krigernes moralske kodeks, der får dem til at påtage sig den farefulde opgave. De syv samuraier blev seks år senere genindspillet af John Sturges som westernfilmen Syv mænd sejrer. Som de japanske samuraier befinder de amerikanske revolvermænd sig desuden i en dybt paradoksal livssituation, da de hjælper med at forsvare og bevare et samfund, de aldrig selv kan blive en del af. JVK

De syv samuraier. Instruktion: Akira Kurosawa. Manuskript: Shinobu Hashimoto og Hideo Oguni. Region 2. Kan fås som dansk dvd fra Sandrew Metronome

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her