Læsetid: 6 min.

Brødrene Ærtehalm

Carlos Sastre er det kendte kort på det danske cykelhold, men de største forventninger knytter sig til de uadskillelige brødre Fränk og Andy Schleck, der har evner til at vende op og ned på det etablerede hierarki
Som pot og pande. De fisker sammen, de går på jagt sammen, de bor nærmest sammen og så cykler de sammen. Brødrene Schleck er udråbt som Tour de Frances største håb. Fränk Schleck (th.) på 28 har resultater, erfaring og talent til en topplacering. Men det er den yngste, Andy på blot 23, som er blevet udnævnt til tourens store åbenbaring.

Som pot og pande. De fisker sammen, de går på jagt sammen, de bor nærmest sammen og så cykler de sammen. Brødrene Schleck er udråbt som Tour de Frances største håb. Fränk Schleck (th.) på 28 har resultater, erfaring og talent til en topplacering. Men det er den yngste, Andy på blot 23, som er blevet udnævnt til tourens store åbenbaring.

PASCAL PAVANI

Moderne Tider
5. juli 2008

Når Tour de France begynder i dag, er Bjarne Riis i den usædvanlige og privilegerede situation, at der på hans hold er hele tre ryttere, som eksperter uden for Danmark regner blandt favoritterne til at vinde eller placere sig blandt de bedste tre. Det er den spanske veteran Carlos Sastre og de to unge luxembourgske brødre Fränk og Andy Schleck.

Det er Sastre, der er holdets kaptajn. I hvert fald før løbet begynder - og indtil det viser sig, hvor stærkt et kort han er i forhold til brødrene. En position, som dikteres af, at den lille spanier sidste år blev nummer fire, og at to af de tre, der placerede sig bedre end ham, ikke er med i år. Så der ligger mindst en andenplads som mulighed for Sastre, men det er ikke en logik, som Tour de France plejer at føje sig efter. Den 33-årige Carlos Sastre har hele 16 gange deltaget i et af de tre store etapeløb Tour, Giro d'Italia og Vuelta a Espana siden sin professionelle debut i 1998 med den imponerende regularitet, at han 10 gange har placeret sig mellem de bedste 10. To gange nummer to i sit hjemlands etapeløb og i de seneste år lige neden for podiepladserne i Tour de France. Han er lige-ved-og-næsten-manden, uanset hvilke nye konkurrenter, der måtte dukke op, og det er denne manglende evne til at kunne tage det sidste skridt, der blandt eksperter, hos publikum, og vel også internt på holdet, svækker troen på, at det nogensinde skulle kunne lade sig gøre. Carlos Sastre har siden han kom til CSC i 2002 været en vigtig del af holdets identitet udadtil og indadtil. Ja, initialerne i hans fulde navn er simpelthen CSC. Carlos Sastre Candil. Han er ydmyg over for sin profession, loyal over for sit hold og sine kolleger, yderst vellidt for sit smittende gavtyveagtige humør og simpelthen et godt menneske, det er svært ikke at holde meget af.

Undskyld, drenge

For nogle år siden dækkede jeg Vuelta a Espana som kommentator og reporter for TV 2, og ved målet højt oppe på en af de store bjergetaper ventede jeg med fotograf og mikrofon på, at Sastre skulle krydse stregen. I slud, stærk blæst og en temperatur nær frysepunktet. Sastre havde i sit favoritterræn mistet så lidt, men så afgørende tid på etapen, at han også den dag mistede chancen for at vinde løbet. Han så os, men kørte mod sædvane forbi os og direkte ned til rytterbussen. Dagen efter, nede i lavlandet og varmen, var det ikke os, der ventede på ham, men ham, der opsøgte os. Efter etapen kørte han han til os og sagde: "Undskyld, drenge, at jeg ikke standsede. Det var ikke fordi, jeg var for skuffet og ikke ville sige noget, men det var bare alt for koldt".

At han husker en sådan episode under et langt etapeløbs koncentration og pres er bemærkelsesværdigt. At undskylde for den, uden at have grund til det, var helt uventet og enestående.

Carlos Sastre har menneskeligt og sportsligt givet meget til CSC, og holdet betaler nu tilbage ved at vise ham tillid til at han han kan vinde. Selv om man måske ikke rigtigt tror på det. Sastre vil nødigt være længe væk fra kone, børn og familie i Avila ved Madrid, og han nyder det privilegium at kunne forberede sit Tour de France efter sit eget hoved og hjemme i vante omgivelser. Han kører ikke mange løb i foråret, har kun vundet et enkelt for et par år siden, og han gør ikke meget væsen af sig før juli. At han for små tre uger siden ikke kunne sidde med de bedste på bjergene i det korte etapeløb Dauphinè Libèrè, der er en slags generalprøve på Tour de France, og hvor hans unge danske holdkammerat, Chris Anker Sørensen, på imponerende vis vandt konge-etapen, kunne godt give anledning til bekymring. Hvis ikke det var fordi, Sastre plejer at være, hvor han skal, når Tour de France starter, og det vil han givetvis også være fra i dag.

Det er interessant, at franske medier pligtskyldigt nævner ham blandt fem-seks favoritter på grund af fortidens regelmæssighed, for vinder han, vil det være mod alle forventninger.

Lillebror og storebror

Endnu mere interessant er de franske forventninger til brødrene Schleck. Den ældste af dem, Fränk på 28 år, har resultater, erfaring og talent til en topplacering. Gennembrud for to år siden med sejre i endagesklassikeren Amstel Gold Race og selveste Alpe d'Huez- etapen i Tour de France. I år hovedperson, men uden at vinde, i forårets mest prestigefulde løb. Kim Andersen, CSCs sportsdirektør, som bor i Luxembourg og følger brødrene tæt, spår storebror et stort karrierespring frem, når Touren rammer de første knolde om en uges tid. Fränk er med sin styrke på stigninger gjort af Tour-materiale, skønt handicappet af et manglende punch i afslutningerne og en ikke prangende enkeltstart.

Til hans fordel - som til Sastres - er det, at dette års udgave kun har to enkeltstarter (der er ingen prolog), og den første af dem er på blot 29 kilometer. Det bliver en Tour, hvor afgørelsen vil falde i bjergene. Men Fränk Schleck er også handicappet af noget så utilregneligt som uheld. Han vælter foruroligende ofte. Ikke på grund af køretekniske mangler, for han er en smuk stilist og teknisk fremragende, men måske på grund af en momentvis svigtende koncentration. Eller blot det sorte uheld at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Men det er ikke Fränk Schleck, den franske cykelpresse har gjort til favorit eller outsider. Det er lillebror Andy på blot 23, der er gjort til den nye darling. Når man nu ikke har en franskmand at stille forventninger til, så er en køn, ung, talentfuld, frygtløs og charmerende fransktalende luxembourger vel det næstbedste.

Tourens nye åbenbaring

Resultaterne siger, at erfarne ryttere som Cadel Evans, Alejandro Valverde og Denis Menchov er de helt store favoritter, men ingen af dem pryder forsiden på det mest ansete franske cykelmagasin Velo's julinummer. Det gør unge Andy. Dets coverstory og længste artikel er om og med ham. Storebror optræder kun i artiklens interview, fordi det havde Andy insisteret på. De træner sammen, bor nærmest sammen, går på fisketur og jagt sammen, lader sig interviewe sammen, og i løbene kører de for hinanden. Dog således, at det hidtil har været Andy, der beredte vejen for Fränk, som i sidste søndags luxembourgske mesterskab og tidligere på året i Liège-Bastogne-Liège, som helt og på det smukkeste blev præget af Brødrene Ærtehalms samstemte måde at udfolde løbet på. Med Andy som feltets absolut stærkeste i sit generøse arbejde for broderen.

Andys talent har været kendt i årevis, men en sensation var det, da han i sin debut i et tre ugers etapeløb, sidste års Giro d'Italia, blev en overbevisende nummer to efter Danilo di Luca, foran etablerede stjerner i et knaldhårdt bjergrigt løb. I en kommentar i et andet fransk cykelmagasin spår Laurent Jalabert, at Andy Schleck bliver denne Tours nye åbenbaring. Intet mindre. Lige som der er bred fransk enighed om, at Bjarne Riis stiller med Tourens stærkeste og mest alsidige mandskab. Med sin nye sponsor hedder holdet nu Team CSC-Saxo Bank, og i den nykårede danske mester Nicki Sørensen har det danske hold minsandten også en velkørende mand fra Hillerød med til at støtte Carlos Sastre og brødrene i stejlt terræn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her