Læsetid: 10 min.

Da det danske forsvar blev et angreb

Forsvarets opgaver har på mindre end to årtier fuldstændig ændret karakter: Før ventede man passivt på Den Røde Hær - nu sendes professionelle krigere i skiftehold til verdens farligste slagmarker. Hvad var det lige, der skete?
Angreb. Forsvarets opgaver har ændret karakter: I dag er der hverdag, at danske soldater er i ildkamp med farlige militser som Taleban. Her er det en dansk soldat på patrulje i landsbyen Rahim Kalay ved basen i Sandford-lejren ved flodens grønne zone i Helmand-provinsen.

Angreb. Forsvarets opgaver har ændret karakter: I dag er der hverdag, at danske soldater er i ildkamp med farlige militser som Taleban. Her er det en dansk soldat på patrulje i landsbyen Rahim Kalay ved basen i Sandford-lejren ved flodens grønne zone i Helmand-provinsen.

Christian Brøndum

5. juli 2008

Den dag, 24-årige Martin Hansen kom i sit livs første og hidtil eneste alvorlige ildkamp, skinnede efterårssolen ned på 'Green Zone' - det få kilometer brede bælte, hvor Helmand-floden giver liv til bøndernes marker i det sydlige Afghanistans ørkenlandskab.

Dagens opgaver var typiske for den 24 mand store spejderdeling: Sprængning af efterladte og ueksploderede granater, gennemsøgning af de forladte, lerklinede bondehuse, hvor Taleban-militsen undertiden skjuler våben. Og så de altafgørende samtaler, som skal vinde de lokales tillid: Hvad har de brug for hjælp til, hvad bekymrer dem. Det er dem, som bedst ved, hvor Taleban gemmer sig, fortæller Martin Hansen.

Den dag gik bønderne som altid i markerne med hakker og skovle. Og den dag gik delingen som altid gennem dalen med riflerne hængende højt i remmene og med kolberne hvilende mod skuldrene, klar til at hæve løbene med brøkdele af et sekunds varsel.

På vej mod nord langs den østlige flodbred vidste soldaterne godt, at de gik "i farlig retning", som den unge konstabel udtrykker det med fast stemme og fagudtryk.

Så da bønderne pludselig forlader markerne, forstår alle mand straks betydningen: De lokale ved det altid først, når Taleban er helt tæt på.

Delingen trækker mod øst og dernæst tilbage mod syd, ned gennem en klynge forladte lerhuse og videre ud ad en grusvej - langs den løber en grøft, hvor man kan hoppe i dækning. Hvis nu.

Så snart de 24 danske soldater er fri af husene, brager kuglerne om ørerne på dem. Alle kaster sig i dækning i grøften uden at ane, hvor ilden kommer fra.

"Du kan ikke høre et projektil, før det gennembryder lydmuren lige over hovedet på dig," forklarer Martin Hansen.

Fra grøften får soldaterne øje på to levende hegn mod nordøst og nordvest, hvor lysglimtene fra Taleban-riflerne kan ses.

Selv de Radikale ...

Som signalmand skal Martin Hansen følge sin delingsfører tæt og hele tiden rapportere over radioen tilbage til basen. Hvem skyder, hvorfra og med hvad. Derfor er det også hans opgave at mave sig frem i forreste række sammen med sin delingsfører. Og det er også hans opgave at følge med, da delingsføreren klemmer sig under en bro, som løber over grøften. Men med radioudstyret på ryggen kan Martin Hansen ikke selv komme under, og det kan kollegaen bag ham heller ikke.

"Jeg havde bare ikke lyst til at krydse over den bro. Men jeg vidste jo, at jeg skulle ... "

Men hov ... hvordan kom det dertil, at en almindelig dansk konstabel fra Garderhusarregimentet i Slagelse i efteråret 2007 befandt sig i en afghansk grøft med kuglerne flyvende om ørerne - og efter eget udsagn hele tiden havde vidst, hvad han gik ind til, da han skrev kontrakt med Forsvaret? Hvordan gik det til, at Danmarks væbnede styrker rykkede frontlinjen til de mest uvejsomme egne af Afghanistan?

Siden Berlinmurens fald har danske soldater blokeret forsyninger til Saddam Hussein (under den første golfkrig), nedkæmpet bosnisk-serbiske militser med kampvogne, sammen med det øvrige NATO bombet Slobodan Milosevic' Serbien ud af Kosovo og deltaget i en regulær angrebskrig imod Irak uden hverken et FN-mandat eller NATO i ryggen.

Blandt andet.

Og bortset fra den kontroversielle deltagelse i Irak-krigen er alt sket med bred opbakning i Folketinget. Selv i det seneste forsvarsudspil fra det tidligere så pacifistiske Radikale Venstre - som ellers for tiden får på puklen af regeringspartierne for at være for bløde - står der, at danske styrker under særlige omstændigheder skal være parate til igen at gå i krig uden et klart FN-mandat.

Et bud på en god forklaring på dén udvikling involverer både firsernes fodnotepolitik, et såkaldt 'Scavenius-kompleks' og en entusiastisk socialdemokratisk forsvarsminister.

Men vil man forstå, hvor meget der egentlig er sket med Forsvarets opgaver, skal man måske starte med at se tilbage - til dengang Danmark var en frontlinjestat, som Warzawapagt-landene havde fikse og færdige planer for en invasion af.

Bombesikker

Et af hjørnestenene i rigets forsvar var dengang Stevnsfortet på Stevns Klint mellem Køge og Fakse bugter, som til september genåbner som Koldkrigsmuseum Stevnsfort. Her huggede man i 1950'erne med nævekraft et atombombesikkert fort ind i flinte- og limstensklinten fra havsiden, 16 meter under jorden ovenfor. Ovenpå placerede man to dobbeltløbede 150 mm stålkanoner og en kaserne med soldater til at betjene dem. Senere kom en HAWK-eskadrille og andet antiluftskyts til.

Men fortets fornemste opgave blev udført i et topsikret operationsrum dybt nede i klinten: Her foregik den konstante overvågning og kortlænging af al tung skibstrafik i Østersøen.

Tidligere overkonstabel Axel Henckel Rasmussen arbejdede her fra 1981 til kort inden fortets lukning i 2000.

"Den store dér i midten kunne faktisk bære atomvåben," siger han, mens han lister sin bil forbi de tre missilramper, der er blevet genopstillet ved indgangen til hans gamle arbejdsplads.

"Og jeg sagde kunne!"

Operationsrummet er indrettet i 1986 med datidens nyeste teknologi, og takket være den forestående museumsåbning står Axel Henckel Rasmussens topsikrede computerpult med den runde skærm til radarbilledet nu og ser ud som dengang. Hovedcomputeren var placeret i en gummiophængt stålkasse, som var klistret til med kobberfilm ved alle åbninger, så ingen udefra skulle kunne aflytte datatrafikken.

"Vi er altså 16 meter nede i jorden - så paranoide var man," siger Axel Henckel Rasmussen.

Fra operationsrummet delte man krypterede efterretninger med de andre NATO-lande om Warzawapagt-landenes flådebevægelser. Hvilket inkluderede både den østtyske og sovjetiske flåde og de polske landingsfartøjer, som i tilfælde af krig skulle sætte tropper i land på Sjælland.

"Truslen føltes særdeles reel. De lå der hele tiden, de sejlede hele tiden ind og ud, og de lavede hele tiden øvelser. Så var der 100 fartøjer, og de lå dælendulme og skød med skarpt," siger Axel Henckel Rasmussen.

I de situationer blev der stille i operationsrummet:

"Under de store flådeøvelser tænkte man, at det her ... nu havde de kun to-tre timers sejlads ind til den danske kyst, og det kunne godt få en til at ryste lidt."

"Vi lå som en prop i udsejlingshullet til Atlanten, og at holde hullet lukket var vores fornemste opgave. Det kan man vel kalde ægte forsvar - man venter på, at de andre skal tage teten, og så forsvarer man sig."

Hækkerup

Da Berlinmuren faldt, faldt aktiviteten i Østersøen også - og det samme gjorde spændingsniveauet i Stevnsfortets operationsrum, fortæller Axel Henckel Rasmussen.

Men aktiviteten i Forsvars- og Udenrigsministeriet faldt ikke i samme takt. Tværtimod så skiftende regeringer i den nye situation en oplagt mulighed for, at Danmark kunne få større indflydelse i verden. Under stort postyr fik udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i 1991 sikret bred opbakning til at sende korvetten Olfert Fischer til Golfen for at deltage i flådeblokaden mod Saddam Husseins Irak - opsat på international genoprejsning efter 80'ernes fodnotepolitik, hvor venstrefløjen og de Radikale igen og igen havde sendt ham til NATO-møde med uønskede pacifistiske bemærkninger i kufferten.

Og fra 1993 fik Danmark i Hans Hækkerup (S) en forsvarsminister, som allerede i 1994 fik lovfæstet Forsvarets tre nye hovedopgaver, som stadig gælder - selv om Forsvarsloven blev justeret i 2005:

" 1) At forebygge konflikter og krig, 2) At hævde Danmarks suverænitet ( ... ) og 3) At fremme fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne."

Nu stod det altså sort på hvidt: vores soldater skal ikke længere bare forsvare os.

Danmark deltog under den socialdemokratiske regering stadig mere aktivt i FN's og senere NATO's fredsbevarende missioner i Eks-Jugoslavien. Og sammen med et samlet NATO luftangreb Danmark i 1999 Serbien for at beskytte det albanske mindretal i Kosovo mod overgreb - uden et klart FN-mandat.

Men selv om man altså allerede i 1999 var klar til at gå i krig uden et helt klart FN-mandat, repræsenterer Danmarks deltagelse i en anden angrebskrig uden FN-mandat -~den i Irak i 2003 - alligevel et nybrud. Det mener i hvert fald professor Hans Mouritsen, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), som deler dansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig op i tre faser, alle navngivet efter den konstant tætte tilknytning til USA: Først 'Forsigtig Atlantisme' under Den Kolde Krig, hvor vi lå først for skud i tilfælde af krig mellem de to supermagter og tænkte derfor meget på afspænding. Dernæst en fase med 'Mainstream Atlantisme' under Nyrup-regeringen, hvor båndene til USA blev styrket. Den tredje fase- 'Superatlantismen' under Anders Fogh Rasmussen - repræsenterer ifølge professoren bruddet:

"Nu er vi også parate til at følge USA i meget kontroversielle beslutninger," siger han - og henviser til Irak-krigen.

To slags granater

Forskellen på de to 'Atlantismers' implikationer for rigets soldater kan illustreres med to overkonstablers erfaringer, henholdsvis på Balkan og i Sydirak:

Den nu 39-årige overkonstabel Bjarke Jensen var i foråret 1995 på seks måneders tjeneste i en FN-lejr ved Petrinja i Kroatien.

På den ene side af lejren lå kroaterne og på den anden side var der serbere. Og mod slutningen af Bjarke Jensens ophold blev det hedt, fortæller han: I fire fem dage fløj granaterne hen over hovedet på de danske soldater:

"For det meste skød kroaterne jo efter de serbiske stillinger. Men vi blev da også ramt," siger han.

"Jeg tænkte: Okay, det kan sgu godt være, du ikke kom hjem herfra."

Der er også morterild, da den erfarne overkonstabel og mekaniker Jan Lings i februar 2006 ankommer til den britisk-danske lejr syd for Basra i Irak. Men nu er granaterne rettet direkte mod de danske soldater. På et tidspunkt hørtes den karakteristiske hvinen af mortergranater seks døgn i træk, efterfulgt et brag et sted i lejren. Alleroftest faldt granaterne om natten.

"Det tager hårdt på soldater. Lejren skulle jo gerne være det sted, hvor du føler dig sikker," siger Jan Lings.

"Bare der var en, der smækkede en dør, vågnede alle. Man sov med det ene øje åbent."

Tit tog soldaten billedet af sine to drenge frem, før han lagde sig i sin seng om aftenen: "Jeg tænkte: Falder den her næste gang?"

Under sengen lå udstyret klar til at søge i dækning eller bemande lejrens forsvar. Kampuniform og hjelm - en ørkenfarvet hjelm.

Scavenius-kompleks

I Kroatien var Bjarke Jensens hjelm derimod blå, og det symboliserer endnu en forskel: I Irak havde de danske soldater lov at skyde først, ligesom de i dag har det i Afghanistan. På Balkan måtte Bjarke Jensen og hans kolleger kun skyde, hvis de selv blev angrebet:

"FN-mandatet kunne ændre sig fra time til time, det var konfust og forvirrende," siger Bjarke Jensen.

Men det er ikke bare soldaternes mandat, som har rykket sig. Det har den ideologiske baggrund for Forsvarets opgaver også, mener professor Hans Mouritzen fra DIIS.

Efter Den Kolde Krig er den indenrigspolitiske værdipolitik flyttet over i udenrigspolitikken: Først ville Nyrup-regeringen gøre Danmark til foregangsland på alle mulige områder - og herunder gå i krig for menneskerettighederne. Siden annoncerede Anders Fogh Rasmussen ivrigt sit opgør med såvel 80'ernes fodnoter som besættelsestidens samarbejdspolitik under Erik Scavenius: Alt andet end at stå stejlt på egne idealer bliver nu set som en form for samarbejdspolitik, pointerer Hans Mouritzen. Som under Muhammed-krisen, eller da Margrethe Vestager (R) efter terrorangrebet på Danmarks ambassade i Pakistan ville diskutere den aktivistiske udenrigspolitik.

"Man kan næsten tale om et 'Scavenius-kompleks' hos toneangivende danske politikere," bemærker DIIS-professoren. Og måske har han fat i noget: Sidst Anders Fogh Rasmussen eksplicit nævnte Erik Scavenius for at lægge afstand til kritikerne af hans udenrigspolitik, var i sidste weekend, under en tale ved Venstres Ungdoms landsmøde.

Oberstløjtnant og tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl mener, at de hårde verbale angreb på uenige udenrigs- og forsvarspolitiske debattører forhindrer en nødvendig debat om, hvad vores soldater foretager sig, og hvorfor:

"Krig er jo samfundets ultimative udvej - det er der, hvor vi holder op med at snakke og forhandle og gøre ved, fordi der er noget, vi ikke vil acceptere og tolerere - nu går vi ud og slår andre mennesker ihjel og ofrer unge danske menneskers liv," siger han.

"Vi skal have debatten om, hvad krig er, og på hvilke betingelser, vi skal deltage."

At gøre en forskel

Den krig, som Poul Dahl vil have debatteret, udkæmpes lige nu af unge mænd som konstabel Martin Hansen, der blev fanget i grøften i Helmandprovinsens 'Green Zone' . Ved mødet med broen, han ikke kunne komme under, tog han den hurtige beslutning, han skulle: Han kravlede over.

"Vi hører, at hele hegnet med Taleban-folk åbner ild mod os, så jeg tager den på hovedet ned i grøften igen. Manden bag mig tog et træf på hjelmen, så det var da tæt på," siger han.

Først to timers ildkamp senere tager Taleban-folkene benene på nakken:

"De ved godt, at de får fly eller morterer, hvis de bliver liggende for længe"

Siddende i jeans, sportskasket og en armygrøn ISAF-t-shirt i Antvorskov Kasernes cafeteria svarer Martin Hansen uden tøven, at han er klar til at tage afsted igen - selvom det altså var rigtig tæt på en enkelt gang. Det er hans arbejde, og han tror på den danske indsats' effekt på den terrortrussel, den skal bekæmpe.

"Så længe vi holder dem aktiveret dernede, tror jeg ikke, vi ser noget ske her i Europa," siger han.

"Jeg tror på, at vi gør det på den rigtige måde. Og så er vi tilbage ved det med at vinde de lokales tillid. Jeg føler, at vi gør en forskel."

Øvrige kilder: Nikolaj Petersen: Dansk Udenrigspolitiks Historie, Bind 6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er en kendt sag, at de fleste menenesker tager varig skade af at deltage i en krig. Efter USAs krig i Vietnam og Sovjetunionenes krig i Afghanistan havde begge supermagter efterfølgende en meget stor gruppe af krigsveteraner, der var blevet psykisk syge, og var til fare for sig selv og andre. Antallet af amerikanske soldater der begik selvmord efter Vietnamkrigens ophør overstiger langt det antal der døde på slagmarken.

På samme måde vil Danmark om nogle år opdage at vi har hundredvis måske tusindsvis af krigsveteraner, der er så medtaget at de ikke længere kan integreres i samfundet.

På det tidspunkt vil det gå op for os HVOR dyrt og en beskostelige affære den "aktivistiske udenrigspolitik" egenlig har været. Men på det tidspukt vil de ansvarlige politikere som ekempelvis Ander Fogh Rasmussen være gået på pension, og det er måske derfor de tør ignorere den store menneskelige katastrofe og tragedie, som de er i fuld gang med at bane vejen for.

Jens Thorning

Konstabel Martin Hansen afslutter med følgende revolutionerende konklusion:

"Jeg føler, at vi gør en forskel".

Er der efterhånden nogen, der ikke føler, at de gør en forskel? Et smil til en fremmed, en tår vand til en seks-årig irakisk pige, fodbold med en otte-årig afghansk dreng, en skolebog til en videbegærlig slørklædt kvinde.

Hvordan måler Forsvaret størrelsen af denne forskel, og hvor ofte gør vi den?

Den person, formentlig en amerikaner, der opfandt udtrykket "make a difference" bedes stå frem og forklare sine bevæggrunde; eller erkende, at anvendelsen af udtrykket er gået over gevind.

Lennart Kampmann

Vi har da med denne artikel fat i noget essentielt menneskeligt, nemlig at vi har nogle værdier, vi er villige til at ofre selv os selv for.

At være professionel soldat betyder også at man er klar til at udføre det job, som ingen andre er villige til eller evner. Nogen skal jo gøre en forskel.

Jo det er farligt, men måske er det mere absurd at vi accepterer 300+ døde i trafikken i lille Danmark.

Støt vores drenge (og piger), husk at takke dem for indsatsen.

med venlig hilsen
Lennart

Ulrik Høstblomst

Takke dem for indsatsen ???

Takke dem for at deltage i implementeringen af Pax Americana ?

No Fucking way -----

Ole Falstoft

I den globaliserede verden kan det danske forsvar ikke nøjes med at forsvare Danmarks territorium
Det er nødt til at deltage i fredsbevarende missioner andre steder. Men for mig er det afgørende at der er tale om fredsbevarende ikke krigsskabende aktioner. Derfor kan jeg helhjertet tilslutte mig indsatsen på Balkan, hvor de har været med til at afværge et folkemord mens jeg er lodret imod engagementer i Irak hvor de var med som krigsførende. Mht. Afghanistan er jeg mere tvivlrådig – mest fordi indsatsen end til nu har været halvhjertet og uden den fornødne internationale opbakning hvilket har kostet menneskeliv og spildte muligheder – men jeg synes der endnu er for tidligt at bedømme resultatet – det kan gå begge veje

Problemet med et skift fra en passiv forsvarspolitik til en aktive militærindsatser, er at danskerne stort set aldrig har interesseret sig for debatter om en aktiv danske udenrigspolitk.

Danskerne basrere deres udenrigspolitiske holdninger på avisernes overfladiske beretninger. Hvis man spørger den generation, der kan huske Anden verdens krig, om russernes indsats, så tager mange udgangspunkt i bombningen af Rønne på Bornholm.

- Og det debatniveau er stort set ikke blevet løftet siden anden verdenskrig.

Vores statsminister, vores soldater, krigstilhængerne m.fl. kaster sig frådende over ethver pip om ændrede strategier i Danmarks angrebspolitik: "Landsforræder"

Danskerne må lære at debattere komplicerede udenrigspolitiske spørgsmål, hvis vi skal påberåbe os demokrati og belærer andre.

Vi kunne for eksempel starte med en debat ,om Danmark skal følge en bombning af Iran op, med landstyrker og eller krigsskibe i Hormuzstrædet.

Hvis vi også sover i timen denne gang sidder vi pludseligt fast i en konflikt, vi slet ikke kan overskue.

Husk - Den mand er farlig - hvis du sover i timen

Alf Vestergaard

Citat fra artiklen: >Og fra 1993 fik Danmark i Hans Hækkerup (S) en forsvarsminister, som allerede i 1994 fik lovfæstet Forsvarets tre nye hovedopgaver, som stadig gælder - selv om Forsvarsloven blev justeret i 2005:
" 1) At forebygge konflikter og krig, 2) At hævde Danmarks suverænitet ( ... ) og 3) At fremme fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne."<

Så invasionen af Irak og de diskriminatorisk hårde og kriminelle luftangreb med overvejende civile tab i Aghanistan er altså "respekt for menneskerettighederne", og har 'forebygget konflikter og krig" ? Ja sikkert ifølge anders delano F.Jogh Jacobsen fra Skals og Den ensrettede Gade fra Fjends. De kommer fra en karrig egn , tilfældigvis akkurat den mest forsvarsivrige egn af landet, hvor kasernerne i området under hele den kolde krig var meget væsentlige arbejdspladser. Så selvfølgelig er der et element af fortsat beskæftigelse og politisk leflen for vælgere, hvor den såkaldte freds-dividende efter afslutningen af den kolde krig, ellers truede med store nedskæringer.

@Ulrik

"Takke dem for indsatsen ???

Takke dem for at deltage i implementeringen af Pax Americana ?

No Fucking way -----"

----------------------------

Det er nok lige implementeringen af Pax Americana ( Lokalt kaldet:
Foghfreden ) det mest går ud på - men de som kæmper for det må
åbenbart satse på at kunne holde den gående EVINDELIGT -
på trods af at historiens gang jo oftest vender før eller siden - og at der da nok lige er nogen der gerne lige vil snakke med Pax Americanas forkæmpere - så jo: De forkæmpere gør nok meget klogt i at forsøge at holde den gående evindeligt - nu!