Læsetid: 7 min.

'Vi dræbte os selv psykologisk på det album'

Det er Andy Warhols berømte udsagn 'I wanna be a machine', som overføres til rockmusikken, når Lou Reeds mest selvdestruktive og paranoide album opføres i Operaen i grandios musikalsk iscenesættelse
Det er Andy Warhols berømte udsagn 'I wanna be a machine', som overføres til rockmusikken, når Lou Reeds mest selvdestruktive og paranoide album opføres i Operaen i grandios musikalsk iscenesættelse
4. juli 2008

Når Lou Reed på mandag i forbindelse med sin aktuelle Europa-turné træder ind på scenen i Operaen for i koncertform at gennemspille Berlin-pladen fra ende til anden bliver det i spidsen for et 30-mands stort ensemble, der omfatter hans band, strygere, blæsere og et børnekor. Turneen markerer på den ene side, at det er 35 år siden, han udgav sit skelsættende album Berlin, på den anden side er det nok også for at promovere Julian Schnabels filmatisering af Berlin, der får premiere i Europa her i juli måned.

Da Lou Reed i 1973 udgav Berlin, var det hans tredje soloalbum efter opløsningen af The Velvet Underground. Året før havde han fået sit gennembrud til et større publikum med Transformer, der også gav ham i det mindste en slags kommerciel succes, da Walk on the wild side dukkede op på de engelske hitlister. Reed havde efterhånden perfektioneret sine evner som sangskriver, perfektioneret evnen til præcist at udkaste en roman inden for rockens korte etablerede skabeloner.

Han var blevet rockens mest markante storbydigter med sin uforlignelige evne til i korte reportageagtige tilstandsrapporter at fremstille det moderne storbylivs typer, indfange storbylivets trivielle hverdagsscener og fortrængte scenarier, løfte dem til almengyldige udsagn og forlene dem med en iskold poetisk og rockmusikalsk skønhed. Med Lou Reed trådte rockmusikken med uomgængelig styrke ind i et mere intellektuelt poetisk rum.

En djævelsk kontrakt

Men typisk for Reed var han ikke tilfreds, han havde andre ambitioner. Da han fremlagde de første planer for Berlin-projektet for folkene på RCA, var han på toppen af sin kommercielle karriere, men havde tilsyneladende ikke tænkt sig at blive lige netop der. Og folkene på RCA var langt fra begejstrede for det, de hørte. De havde helt andre planer, de så hellere en sikker kommerciel follow up til succesen med Transformer. Reed måtte indgå en slags kontrakt, hvor han lovede dem to kommercielle lp'er i forlængelse af Transformer, mod at han fik lov til at lave det projekt, han brændte for, nemlig Berlin. Det skulle være " ... an adult album for adults".

Reed havde allieret sig med Bob Ezrin, der havde produceret Alice Coopers første store succeser. Det på trods af, at han foragtede Alice Cooper, fordi han så ham som en vulgariseret og populariseret udgave af den depraverede bohemefigur, som var hans eget image. Sammen med Ezrin havde han udtænkt et projekt, et konceptalbum. En sangcyklus, der skulle bygges op som en slags filmiske billeder 'a film for the ear'. En dobbelt lp i et gatefoldcover med en lille booklet med stilbilleder fra 'filmen'. Men projektet blev aldrig fuldbårent. Selv om de ydre forhold var næsten optimale, og man havde samlet en række af scenens fornemste musikere til optagelserne i London i foråret 1973 - det mest kompetente band Reed havde abejdet sammen med siden dagene i Velvet Underground. Det var folk som Jack Bruce, Steve Winwood, Steve Hunter, Dick Wagner og Aynsley Dunbar, der udgjorde kernen i bandet bag Reed, og som altså her spillede rollen som studiemusikere.

En destruktiv energi

Men hele projektet var vokset frem, næret af en næsten hæmningsløs destruktiv energi. En cocktail af lige dele selvbiografisk nedtur og subjektiv selvdestruktion. Reeds totalt mislykkede og fra begyndelsen meningsløse ægteskab med Betty Kronstadt og et eskalerende amfetaminmisbrug, kaldte de mest paranoide og åbenlyse ubehagelige sider af hans personlighed frem.

"-my old lady - who was an asshole but I needed a female asshole around to bolster me up, I needed a sycophant who could bounce around and she fit the bill, but she called it love, ha! She tried to commit suicide in the bathtub at the hotel. Cut her wrists - she lived."

En cyklus på 10 sange bliver det til, en fortælling om to speednarkomaners håbløse tilværelse i skyggen af muren i Berlin. En fortælling vokset frem af en ubændig selvdestruktion og speednarkomanens paranoide omverdensforståelse, en fortælling om amfetaminens dragen og den efterfølgende seksuelle impotens, der slår over i sado-masochistisk vold, selvmordsforsøg, prostitution, promiskuitet, børnemishandling og selvfornedrelse. Da indspilningerne var færdige, var Bob Ezrin også færdig, brudt sammen og indlagt. En studiepsyskose, kaldte man det. Reed selv holdt sig som sædvanlig på benene, men var helt bevidst om omkostningerne: "Vi slog os selv ihjel psykologisk på det album. Vi var så langt inde i det, at det var svært at komme ud af det igen."

Reed havde investeret alt i dette introspektive mareridt af en selvanalyse. Omkostningerne havde været store, han havde satset alt, kastet sig ud i sit til dato kunstnerisk mest ambitiøse projekt, og alligevel vendte kritikken tommelfingeren nedad. Det var for meget, det var for uforståeligt, for modsætningsfyldt. Det var for sort og kynisk, totalt blottet for forsonende elementer. Ikke en eneste åbning, der lukkede lytteren ind i et rum af social medfølelse eller solidaritet. Det var måske rockhistoriens til dato mest depraverede projekt. "The most naked exorcism of manic depression ever to be comitted to vinyl". Ikke overraskende var det kun rockkritikkens store guru og grand old man Lester Bangs mere intuitive rockfornemmelse, der som sædvanlig var på rette spor og kaldte Berlin for "the most disgusting brilliant album of the year."

Den kolde følsomhed

Lester Bangs fattede - som stort set den eneste - den grundlæggende ambivalens, som var drivkraften hos Reed i denne periode: På den ene side en præcis registrering af det moderne storbylivs modsætningsfyldte karakter. På den anden side en flad følelsesmæssig distanceret holdning. Ingen tegn på socialt eller følelsesmæssigt engagement, men en anonymiseret fortæller, som køligt og monotont registrerende lader sine rollefigurer komme til orde. Det er Warhols berømte udsagn "I wanna be a machine", som her overføres til rockmusikken. Reeds vokal er på Berlin mere monoton, mere distanceret end nogensinde før, domineret af en anonymisering, en fladhed, renset for alle tegn på følsom sympati eller socialt engagement. En iskold følsomhed, der med en tilsyneladende moralsk holdningsløshed udsender sine nøgterne beretninger om den smerte, det begær, den angst og selvdestruktion, den eufori og perversion, som udfolder sig blandt storbyens randeksistenser. Det er denne evne til at aflæse det almene i det trivielle, skønheden i forfaldet, som Reed har fælles med de klassiske storbypoeter, og som han udfolder med så stor virtuositet på Berlin.

Baudelaire skrev en gang, at dandyens, storbybohemens iskolde stil består i hans beslutning om aldrig at lade sig bevæge. Denne kliniske registrering af forfaldets skønhed er det centrale tema på Berlin, det gennemsyrer hele projektet og udfolder sig måske mest markant på The Bed, hvor speednarkomanen Jim opsummerer dramaet om sit liv med Caroline og børnene i en enhed af fornedrelse og skønhed:

"And this is the place our children were conceived/Candles lit the room at night/And this is the place where she cut her wrists/That odd and fateful night/And I said , oh, oh, oh, oh, oh what a feeling."

Denne enhed af vellyst og smerte, undergang og skønhed fremføres her med dandyens iskolde stil, med et sangforedrag så følelsesmæssigt distanceret, ja næsten snøvlende, hvor stofferne hænger som belægninger på stemmebåndene. Mere depraveret og farligt, mere koldt og distanceret blev det ikke siden. Heller ikke hos Reed.

Han gennemfører denne stil så konsekvent på hele Berlin, at de kritikere, der normalt betragtede ham som rockens geniale enfant terrible denne gang kun havde øre for forfaldet og kulden, og derfor endte han med at støde dem fra sig. Selv reagerede han med at give den depraverede selvdestruktion endnu en ubehagelig drejning, da han på den efterfølgende Rock 'N' Roll Animal Tour - RCA skulle jo have det lovede livealbum - adskillige gange optrådte med tilsyneladende at fikse på scenen foran publikum.

35 år senere.

Berlin blev aldrig nogen succes, det var et umuligt projekt at forestille sig bare et eneste nummer herfra som et egentlig hit. 25 år efter blev den genudsendt i en digitaliseret og remastered udgave på cd, men uden de 15 minutter, som RCA ifølge Bob Ezrin havde skrottet for overhovedet at gå med til at udgive projektet.

I dag yderligere 10 år senere kan man altså så opføre hele projektet på Operaen. Institutionen er tilsyneladende i stand til i sidste ende at indoptage en hvilken som helst overskridelse. Når Reed på mandag indtager Operaen bliver det som sagt med en opførelse af hele værket udsat for børnekor og strygere, men er projektet overhovedet i stand til at bevare noget af sin oprindelige forfrosne farlighed eller glider det hele på plads i den i dag altfavnende institution? I dag er Berlin indskrevet som en af rockhistoriens store kompromisløse og uomgængelige milepæle. Spørgsmålet er så bare om projektet kan bære den mere finkulturelle iscenesættelse, som Reed har valgt i dag - 35 år efter den store fiasko.

Lou Reed opfører 'Berlin' mandag og tirsdag i Operaen. Julian Schnabels koncertfilm anmeldes på filmsiderne på næste fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Der er sikkert noget jeg ikke forstår, men jeg synes at "Berlin" lyder som noget gumpetungt gotisk kitsch. Det er ligesom Strindbergs "Dødedansen" bortset fra, at personerne på "Berlin" virker som to småborgere, der søger at leve livet gennem, at tage stoffer og dyrke promiskuøs sex, hvilket så bliver deres undergang. Det lyder som om Reed prøver at kombinere easy listening med rock, men eftersom han grundlæggende er en rocksangskriver, så ender musikken med at lyde som noget underligt uforløst, opppumpet lort. Jeg er sikker på at der er en pointe og det er sikkert et godt album, hvis man kan lide at "slumme" den lidt.