Læsetid: 3 min.

Flip ud!

1968-oprøret og al dets kaos og vildskab kunne bedst skildres ved hjælp af radikale filmiske virkemidler. Hvilket flere instruktører da heldigvis også indså
25. juli 2008

Slut-60'ernes ændrede (seksual)normer inspirerede blandt andre Paul Mazursky. Hans første film var den udmærkede, men, i sammenligning med Mazurskys næste, relativt konventionelle Bob & Carol & Ted & Alice, som handlede om partnerbytte.

Alex in Wonderland (1970), Mazurskys syrede toer, lignede næsten en skjult hyldest til LSD og er muligvis rekordholder i disciplinen 'Flest nøgne mennesker i samme scene'. Det drejer sig om et drømmesyn - eller er det mon et syreflashback? - i hvilket en masse afroamerikanske mænd og kvinder danser ned af en bjergskråning. Et skævt billede på slavernes befrielse? Måske. En stor del af filmens charme er netop, at den er kryptisk.

Alex in Wonderland er delvis selvbiografisk, da den handler om en filminstruktør, som døjer med at følge sin succesfulde debutfilm op. Ikke at Mazurskys instruktion bærer præg af præstationsangst. Faktisk virker den så tilbagelænet, at filmen ofte fremstår improviseret på en næsten jazz-agtig facon. Titelrollen er perfekt besat, da den spilles af Donald Sutherland, en mand med et fjæs så forunderligt, at han kun kunne være blevet stjerne i en tid, hvor det gjaldt om at sparke konventionerne og traditionerne omkuld så resolut som muligt.

Inden Brian De Palma kastede sig over stort budgetterede Hitchcock-hyldester skabte han to prægtige filmiske kludetæpper, Greetings (1968) og Hi, mom! (1969). Netop fordi perioden var så kaotisk, virker det passende at afsværge traditionel plotstruktur til fordel for en række syrede og satiriske snapshots af samtidens trends, tendenser og traumer. Vi ser og hører blandt andet en mand manisk rable konspirationsteorier om det første Kennedy-mord af sig, og vi møder en plattenslager, som forsøger at få kvinder til at klæde sig af for hans kamera ved at hævde, at han praktiserer 'Peep Art', angiveligt en videreudvikling af 'Pop Art'.

Bratte stemningsskift

Under Vietnam-krigen var værnepligtundvigelse USA's uofficielle nationalsport, og i Greetings instruerer en ung mand (Robert De Niro i sin første større rolle) en kammerat i, hvordan man opfører sig så suspekt, at man da med sikkerhed må blive kasseret. Når den indkaldte står foran panelet, skal han således sige:

"Det her er simpelthen ikke en måde at køre en hær på, sir. Her er jo både niggers, mexicanere og jøder. Og alle ved jo, hvordan jøder i virkeligheden er. De er ikke jøde, vel sir?"

Det sorthumoristiske twist er så, at samfundet og militæret er så fascistoidt, at den slags adfærd værdsættes og belønnes.

Hi, mom! rummer dog også en sekvens så overrumplende, at al latter forstummer: Et skuespillerensemble sætter sig i det publikumsinddragende eksperimentalteaterstykke Be Black, Baby for at give nogle repræsentanter for den hvide middelklasse en hårdhændet lektion i det sorte mindretals trængsler. De Palma filmer disse scener i en dokumentarisk stil, som gør dem stadigt mere ubehagelige at overvære, og især et seksuelt overgreb på en ung kvinde virker alt for autentisk.

Børn med dræberinstinkt

"Stol aldrig på nogen over 30," lød som bekendt en af ungdomsoprørets paroler. Roger Cormans Gas-s-s, or; it became necessary to destroy the world in order to save it (1971) tog sit stikord herfra, for filmens bevidst absurde præmis er, at et gasudslip dræber alle, som er fyldt 25 år. Modsat De Palma har Corman dog ikke stærke ideer nok til at slippe helskindet fra sin narrative hulter-til-bulter-strategi, skønt en genial nihilistisk gag indtræffer, da Gud henvender sig til menneskene - blot for at lade ejeren af en blå Mustang vide, at hans bil holder med tændt lys!

Også i Barry Shears Wild in the Streets (1968) får de unge magt, som de har agt. En 24-årig popstjerne vælges som præsident, da valgalderen sænkes til 15. Snart sendes alle over 35 til lejre, hvor de tvangsfodres med LSD. Men en ny, magtbegærlig generation står klar i kulissen: En lille dreng sværger således, at ham og hans jævnaldrende vil "gøre det af med alle over 10 år".

Rock'n'rollerens tid på toppen er kort, som David Bowie da også et par år senere bemærkede i sangen "Changes".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu