De gode, de onde og dem fra Bandholm

Da jeg når Faderhusets port, har jeg det, som da jeg en time tidligere stod foran indgangen til tigerparken i Knuthenborg Safaripark: Jeg frygter lidt skabningen på den anden side. I Parken forbød en fed rød streg fodfolk at gå ind til de vilde dyr. Jeg forestiller mig, at Ruth Evensen havde lyst til at sætte samme fede streg over en tegning af en journalist ved byskiltet til Bandholm. Men intet forbyder mig at gå ned mellem de lave gule huse. Lige før havnen ligger det store, hvide Bandholm Hotel - Faderhusets nye base.

Familie- og børnepastor Carl Anker Mortensen viser mig ud til værelset i den gamle hestestald. Det første, der slår mig, er, at her ikke er nogen religiøse symboler. Ingen bibelcitater på væggen. Ingen korsfæstet Jesus.

En nonne, jeg mødte dagen før i klostret i Maribo, gav mig et krucifiks, som jeg siden har haft i lommen.

"Hils Faderhuset," sagde hun.

Jeg lægger Jesus på bordet.

Da de katolske nonner for fem år siden vendte tilbage til Lolland, sagde folk: "Hvor er det dejligt, at se jer i bybilledet igen!"

Faderhuset har næppe fået samme modtagelse i Bandholm, men det er det, jeg er kommet hertil for at finde ud af: Hvordan en lille havneby reagerer, når den får besøg af en nyreligiøs sekt.

Pastor Carl Anker Mortensen har i 15 år haft en drøm, siger han. Om at drive hotel og have hele familien med.

"Vi anede intet om Lolland, men da vi så prospektet for Bandholm Hotel, var vi imponeret over, hvor mange flere kvadratmeter man kunne få sammenlignet med i København," siger pastoren.

Han har en venlig, blid tone, men virker også lidt usikker på, hvordan han skal møde journalisten. Og når han er usikker, kniber han øjnene sammen. Efter Carl Anker har serveret schnitzel med brasekartofler, spørger jeg, hvordan Bandholm har modtaget Faderhuset.

"Det er klart, at folk snakker om os, men jeg oplever det ikke som noget ubehageligt. Da det brændte på for os, gjorde folk sig umage for at hilse, smile og vinke. Nogle sagde: 'I skal ikke miste modet - vi er med jer!'"

Det har brændt på et par gange for Faderhuset. Først var der sagen om Ungdomshuset på Jagtvej. Så røg sekten på Ekstra Bladets forside med overskriften: "Ruth Evensen opkøber landsby". Og endelig har Børns Vilkår anklaget Faderhuset for at opfordre til at prygle børn. Læg dertil sagerne om tidligere sektmedlemmer, der er psykisk nedbrudte.

Ifølge Carl Anker Mortensen har protesterne fra bandholmerne begrænset sig til 'et par alkoholikere og nogle sindslidende'. Mange landsbybeboere bruger hotellet. Især stegt flæsk med persillesovs er et hit, der trækker 50 landsbyboere til hver onsdag, siger hoteldirektøren. Og så er der grillfesten på lørdag, som jeg så en reklame for i Rødby. Her satser Faderhuset på fuldt hus - 150 mennesker.

Fornuftige folk slår ikke deres børn

Jeg spørger Carl Anker om den aktuelle sag om vold mod børn i Faderhuset. Pastoren kniber øjnene sammen.

"Nogle mener, at man nærmest ikke skal opdrage sine børn, men det går jeg ikke ind for. Vi bygger vores liv på det, der står i bibelen," siger han og tilføjer: "Hvilke fornuftige mennesker begår vold mod sine børn?"

Nærmere kommer vi det ikke, for Carl Anker henviser konstant til Ruth for uddybende svar.

Endnu har Faderhuset ikke inviteret bandholmerne til gudstjeneste, men på et tidspunkt vil man invitere til et 'møde', og så kan folk komme hvis de vil, forklarer Carl Anker.

Da jeg er på vej ud af døren, tilføjer børnepastoren, at han overvejer at åbne den bagerste hotelstue for byens unge, så de har et sted at se fodbold eller Formel 1.

Efter samtalen med Carl Anker går jeg til Ebbe Blockmanns præstebolig i udkanten af landsbyen for at finde ud, hvordan folkekirken ser på Faderhusets entré. Jeg har fået fat i det seneste nummer af det lokale kirkeblad, hvor Blockmann skriver:

"Her sad lille jeg i vores dejlige sommerhus på Falster og hyggede mig med at tænde op i brændeovnen efter påsketravlheden og anede ikke en pind om, at Mor Ruth havde købt hele menageriet med sin pengetank. Gad vide, om hun havde fået kirken med i købet og alle de døde rundt om?"

Efter Blockmann fandt ud af, at Faderhuset 'blot' havde sat sig på hotellet og tre-fire huse, faldt han ned igen. Han syntes ligesom mange andre bandholmere, at det var fint at se det gamle hotel blive genåbnet, malet og sat i stand. Imens havde biskoppen bedt sognepræst Dan Månsson fra Toreby om at holde øje med Faderhuset. Månsson og Blockmann indkaldte Ruth til et møde for at høre om hendes intentioner i Bandholm.

"Men det var umuligt at komme ind bag facaden," fortæller præsten, der ikke tøver med at kalde Faderhuset for en sekt. "Og der er ingen tvivl om, hvem der er edderkoppen midt i spindelvævet," tilføjer han.

Men præsten vil ikke lege politibetjent, og så længe Faderhuset ikke har gjort noget ulovligt, så vinder religionsfriheden. Præsten tror dog, at sekten ikke får det store held med at hverve sjæle i Bandholm.

"Det meget eksalterede og følelsesmæssige appellerer ikke til befolkningen heromkring. Vi er for jordnære," siger han med henvisning til Faderhusets gudstjenester, der er kendt for sine håndspålæggelser og uddrivelser.

Måske er det også det jordnære, som tømmer præstens egen kirke. Da jeg søndag dukker op til gudstjenesten, sidder der blot 11 mennesker på træbænkene. Nogle af dem er kommet helt fra Rødby. I virkeligheden er det andre strømninger end Faderhuset, der truer Bandholm, siger Blockmann. Kirkebøgerne fortæller historien; i fjor var der 7 fødsler, men 13 begravelser i landsbyen. Og sådan er Lollands enkle problem: Der dør dobbelt så mange, som der bliver født.

Forrige år kom det værste slag for havnebyen. Politikerne lukkede den lokale skole, og med skolen forsvandt også de unges sportsklubber. Siden er børnefamilierne begyndt at sive.

"Det står som et skræmmebillede for mig, at vi bliver en soveby - et slags appendiks til den store by i nærheden. Man ser ikke på de små enheder med kærlige øjne længere, men vi har også ret i det her land!" indvender præsten.

Når Blockmann selv går på pension om et par år vil Bandholm ikke længere have sin egen præst, for sognene skal slås sammen.

"Man fjerner vores samlingssteder - det er centralisering hen over hovedet på os."

Da jeg indskyder, at Faderhuset foreslår at gøre hotellet til nyt samlingssted for de unge, rykker Blockmann nogle centimeter frem i stolen. Hidtil har Faderhuset mest holdt sig for sig selv. Ingen missionering, ingen jagt på nye medlemmer.

"Den dag jeg har unge stående ved min dør, som har fået det skidt på grund af Faderhuset, da vil jeg handle. Jeg accepterer ingen undergravende virksomhed i mit sogn," fastslår præsten. Senere hører jeg, at også medlemmer af Blockmanns eget menighedsråd holder af at spise hos Faderhuset.

Tilbage på hotellet viser Carl Anker Mortensen mig rundt. Stedet blev tidligere kaldt for 'Snasken', fordi her blev drukket meget. Det er også ok at drikke i dag, for Jesus forvandlede vand til vin, men det skal være behersket. Jeg spørger Carl Anker, om jeg kan komme med til gudstjeneste om søndagen.

- Jeg har hørt, at I laver uddrivelser på folk, hvad er det i uddriver?

Carl Anker tøver lidt. Han kniber øjnene sammen.

"Dæmoner," siger han så. "Man taler så meget om dæmoner i disse dage. De er tilsyneladende overalt."

Jeg vil høre mere om dæmonerne, men igen henviser Carl Anker til Ruth. Edderkoppen i spindelvævet. I stedet fortæller jeg, at jeg skal til stegt flæsk med persillesovs i det gamle Hvedemagasin, som i dag er et kulturhus.

"Folk siger vores er bedre," praler hoteldirektøren.

Bandholms Hills

I landsbyens storhedstid havde Bandholm masser af butikker, to hoteller, en stor maskinfabrik og en havn, hvor skibe konstant lossede og lastede. Tidligere uddannede Bandholm Maskinfabrik landsbyens sønner til smede, men storindustri er der ikke længere nogen, der drømmer om i Bandholm, og i dag lever smedejernet mest i landsbyhusenes gitre. Bandholm har to butikker tilbage: DK-tanken på hjørnet ved hovedvejen og frisøren Salon Storgaard.

Havnen lever dog stadig. Og selv om der ikke er samme trafik som i gamle dage, så kommer de stadig fra hele Baltikum og henter korn her.

Fra flere sider hører jeg det samme navn, når jeg spørger efter mennesker med visioner for Bandholm: 52-årige Anne Elmer - talsmand for beboerprojektet 'nyt liv i byen', der startede, efter skolen lukkede.

"Drop al snak om Mifuneland," siger Anne Elmer, da hun smider projektmappen på sofabordet i barndomshjemmet på Havnegade. "Hvis du kigger på et kort, så er Lolland formet som et hjerte, og vi ligger lige i midten.

Herfra udgår verden. Det er den stemning, vi har i byen lige nu."

På denne vandring gennem Lolland synes udkanten hele tiden at rykke sig. Lolland er et udkantsområde i Danmark, men for lollænderne, er Nakskov bestemt ikke udkant. Det er Rødby til gengæld. Men i Rødby siger man, at Bandholm er meget småt. Ud for Bandholm ligger Askø, hvor der bor omkring 60 mennesker. Og nord for Askø findes Lilleø, som nås via en tændstiktynd dæmning og måler 0,8 kvadratkilometer.

Elmer siger, at der er penge i at blive kaldt 'udkant' i disse år. Bandholm er udvalgt som modellandsby i 'Mulighedernes Land', hvor Realdania og Lolland Kommune vil bruge 60 mio. kr. på at finde modeller for udvikling af landdistrikterne. Bandholm har netop fået 11 mio. kr. til at sælge byen som kulturhistorisk perle.

Talsmanden bladrer i mappen med visioner. De 300.000 turister som årligt kører gennem Knuthenborg Safaripark skal lokkes til at blive lidt i havnebyen. De 130 år gamle badehuse skal gøres til en attraktion og havnegrillen shines op til en moderne turistinformation. Der skal være stisystemer til Knuthenborgparken og sand på stranden i stedet for mudder. Andre kræfter bygger et hospice med udsigt over havet, mens den lukkede skole skal bruges til musik og idræt til de unge. En marina lurer også et sted derude.

I det lys er det vel en gave, at Faderhuset nu har genåbnet det gamle hotel? Er det derfor bandholmerne ikke protesterer mod sektens entré - man vil gerne have noget mere business til byen?

Anne Elmer mener nærmere, at det handler om bandholmernes mentalitet.

"Der er de gode, de onde og dem fra Lolland. Vi er rimelig flegmatiske og fremstiller ikke tingene så sort-hvidt som mange andre. Vi har også en Maribo-eksport af bistandsklienter, og når vi har irsk jazz i Hvedemagasinet, så sidder vi der alle. På en måde er det det samme med Faderhuset. Vi kan rumme dem, ligesom vi kan rumme alle fra matchgruppe et til matchgruppe fem."

Selv om mange bandholmere deler denne holdning, så er der en frygt for, at det skal løbe løbsk. Da en familie for nylig ville sælge deres hus, krævede vejens beboere, at Faderhuset ikke blev køberen, fortæller en tidligere beboer. Men Anne Elmer er træt af al den snak om de nyreligiøse.

"De fylder så lidt i vores hverdag," siger hun og laver et par millimeters luft mellem tommel- og pegefingeren. Hun vil hellere tale om, hvad byen skal være i fremtiden. Lykkes det ikke at holde på de sidste unge, bør Bandholm tage konsekvensen.

"Så må vi satse på at blive en god by for dem på over 40 år. En såkaldt 40+ by. Vi har nogle lækre Bandholm Hills-boliger nede ved vandet - vi kunne sagtens blive Lollands guldkyst," siger Anne Elmer. Dropper man de unge, vil man kunne målrette butikker, idræt og kultur til 40+ folket.

Elmer mener, at kommunalreformen og centraliseringen har ført én god ting med sig: Landdistrikterne er vågnet op til kamp, fordi de frygter at blive glemt. Knap 200 mennesker mødte op, da Bandholms fremtid blev sat til debat, og næsten hver fjerde borger er involveret i frivilligt arbejde.

"Vi er ikke lalleglade, for vi ved godt, at vi bare er et lille sted på landkortet. Men vi er glade. For Bandholm. Når man andre steder bruger 100.000 kr. på at renovere sit badeværelse, så bruger vi 100.000 timer på at renovere vores by. Min adresse går ikke kun til det næste matrikelskilt, og sådan har de fleste det her," siger hun.

Næste matrikel er i øvrigt Faderhusets. Ved siden af Anne Elmer bor hoteldirektør Carl Ankers datter med sin mand.

Hjemme hos Ruth

Jeg vil opsøge Ruth for at høre mere om Faderhusets planer. Er de ude på at lede bandholmerne ind i sekten? Vil Ruth æde sig vej langs kysten til Kragenæs og tage by for by? Eller vil de nyreligiøse være med til at udvikle Bandholm?

Ruth kigger på mig gennem de matterede ruder i det gule murstenshus med BMW'en i garagen. Endelig åbner hun døren.

"Puha, det er et dårligt tidspunkt. Jeg sidder med en meget stor sag, kunne du ikke have sendt en mail?" spørger Ruth.

Jeg tilbyder at spørge Carl Anker, om jeg kan sende en mail fra hans computer. Til sidst siger Ruth, at jeg kan smide spørgsmålene ind gennem brevsprækken.

"Vi ses til grillfesten i morgen," siger jeg og går.

Det er så heldigt, at der bor et byrådsmedlem fra socialdemokraterne i nærheden af Ruth. Jeg vil spørge Per Jensen, hvorfor hans parti sikrede et flertal bag skolelukningen, som har sendt børnene ud af byen.

Socialdemokraten siger han er ked af det, men at Bandholm allerede har tabt kampen om de unge.

"Mine byrådskolleger griner af mig og siger: Nu bliver det virkelig en livlig by med Faderhuset og hospice," fortæller Per Jensen.

Men beboersammensætningen er stadig helt afgørende for Bandholms fremtid, siger han. Hvis der kommer for mange socialt belastede til byen, vil husene forfalde og byen gå ned. Det sker allerede mange steder på Lolland, at spekulanter køber ubeboelige huse og lejer dem billigt ud til bistandsklienter eller polske arbejdere. Men nu er kommunen gået i gang med at købe husene op og rive dem ned. Per Jensen mener, at 40+ konceptet er en god idé, men tilføjer at pensionisterne, der kommer fartende fra Nordsjælland, nok vil være 60+.

Humoren bliver sat på hold, da jeg fortæller om Faderhusets tanker om at åbne hotellet for de unge.

"Hvis de prøver at få fat på de få unge, der er tilbage, så vender bøtten. Så er det slut," siger han.

Har du savnet mig?

Det er blevet mandag aften, og Faderhuset har lagt tykke frankfurtere på grillen.

En ret stor mand kommer hen mod mig.

"Er det dig, der er Thomas?"

Det er Ruths mand Knut.

Knut har et sammenfoldet stykke papir med meget korte svar fra Ruth.

Ruth skriver, at bandholmerne skal være velkommen i Faderhuset, hvis de vil være med, og at Faderhuset da sikkert vil deltage i det frivillige arbejde. Til gengæld mener Ruth, at en 40+ by er en dårlig idé. Det om børneopdragelse har hun slet ikke svaret på.

Jeg finder Ruth i receptionen. Den anden dag så hun træt ud, i aften er hun anderledes kæk. Hendes hår bruser ud over panden som et vandfald.

"Har du savnet mig?" spørger Ruth nærmest flirtende.

Hun har travlt med at trække vin op til festen og afviser at give et interview.

"Jeg tror der bliver fuldt hus i aften!"

Da Tina med band går på scenen, er der vel omkring 100 mennesker i forhaven. Mange kommer fra kristne grupper, men gravmester Jens Østen og flere andre borgere fra Bandholm er her også.

Jeg går ned langs stranden ved Bandholm Hills. Luksus-kysten er noget mudret, eller fyldt med plåtte, som man siger på Lolland. Da jeg når hovedvejen, har solen lagt sig som en stort rødt stopsignal mod vest. Jeg passerer Blockmanns kirke og finder døde dyr i grøften. En måge, et pindsvin, et rådyr. "Mon Faderhuset har købt alle de døde med?" spurgte præsten. Jeg mærker efter i lommen, korset fra nonnen i Maribo er der endnu. Senere kommer de faldefærdige huse, Per Jensen talte om. Vinduerne er sømmet til, tagsten hænger løst. Nogle gange kan man alligevel se et tv flimre et sted derinde. Det er næsten det mest uhyggelige.