Læsetid: 9 min.

Hip hop er for bøsser

Fuck dig! Ud af den ultra maskuline og til tider homofobiske hip hop er der de senere år vokset en stor undergrundsscene af homoseksuelle rappere og MC's. Men hip hop har altid været bøsset, mener en af miljøets stjerner. 'Se bare på alle smykkerne og de olierede pumpede overkroppe - det er da super bøsset'
Fuck dig! Ud af den ultra maskuline og til tider homofobiske hip hop er der de senere år vokset en stor undergrundsscene af homoseksuelle rappere og MC's. Men hip hop har altid været bøsset, mener en af miljøets stjerner. 'Se bare på alle smykkerne og de olierede pumpede overkroppe - det er da super bøsset'
25. juli 2008

NEW YORK - Det er omkring midnat lørdag aften i et fabrikskvarter et sted ved havnefronten i Brooklyn. Et gult gadelys har blandet sig med varmedisen og gjort luften underlig stoflig og grynet. Her virker øde, men ad en lille sidevej kan man svagt høre en bas pumpe en monoton rytme. Ude på gaden - foran en stor lagerbygning - står en flok mennesker i kø. Det er ikke et sted, man normalt ville forvente at finde en natklub, men et hurtigt kig på dem i køen gør det klart, at der ikke er ret meget, der er normalt her.

"Show me The Kingdom," råber en næsten to meter høj kvinde hysterisk med en dyb mandestemme. Hun har klasket en sort paryk lidt tilfældigt på hovedet og bærer en kort sort nederdel og en skriggul netundertrøje, der godt nok afslører en bh, men også afslører at bh'en er tom. Det er dørmanden, hun råber af; en lille sort fyr, der kommer til at se unaturlig naturlig ud i det hav af lysende briller, sære tøjstumper og mænd, der ligner kvinder, kvinder, der ligner mænd, og mænd der er kvinder.

"Jeg er fucking kommet for at gå amok til noget fucking hip hop, og så skal du ikke fucking ødelægge det, fordi jeg har glemt mit fucking pas," skriger kvinden ind i hovedet på dørmanden. Næsten upåvirket lader han kvinden stavre forbi ham på gule plateausko, mens hun i et hug sender bagsiden af sin hånd op foran ansigtet på ham for at skærme hans blik fra hendes. Dørmanden henvender sig til træt til mig.

"Er du også kommet for at høre noget fucking hip hop?"

Homo hop

Hip hop-industrien er domineret af en tons tung maskulinitetsdyrkelse. I store dele af kulturen bliver der solgt plader på en barsk fortid, store overarme, vold, våben og tykke guldkæder. Nå ja, og kællinger. Ikke kvinder, ikke piger, men kællinger - og gud forbyde det, ikke mænd. Ord som 'gay' og 'faggot' flyver ofte gennem luften, men kun som de værste lussinger, når der skal langes verbale øretæver ud. Derfor gik der også et ramaskrig gennem ghettoen og de hvide forstadskvarterer, da den tidligere prominente hip hop-producer Terrance Dean dette forår udkom med bogen Hiding in Hip Hop om miljøets skabsbøsser. Rygterne løb, nogle sprang ud, og nogle blev fyret fra deres pladeselskab af samme grund. Det har aldrig rigtigt været real at være homoseksuel i hip hop.

Men gennem de seneste 10 år er den opfattelse langsomt blevet mindre markant. En voksende subgenre, der blev navngivet homo hop omkring årtusindeskiftet, er efterhånden vokset ud af sit reservat og bliver i dag mest bare kaldt hip hop. Det er homoseksuelle hip hop'ere, rappere og MC's, der er helt åbne omkring deres seksualitet og bruger det mere eller mindre aktivt i deres musik. En af dem er The Kingdom, og det er ham den outrerede flok i Brooklyn er kommet for at høre. Fucking hip hop.

Det er først på den anden side af en fem meter lang støjsluse, bassen bliver rigtig massiv, og en elektronisk tindrende høj diskant brænder en meloditone. Rummet er stort og råt og psykedeliske mønstre bølger henover betonvæggene. Her er tæt af svedende mennesker, og ved endevæggen er der dannet en halvmåne omkring en mand og en kvinde, der rapper henover musikken. Ordene 'bitch', 'fucking', 'faggot', 'hater' og 'suck my dick' går igen - det råber de begge to. Publikum griner og råber. Bag dem - hævet tre-fire meter over gulvet på en lille balkon - står aftenens MC. Det er ham, der styrer beats'ene. Indimellem rapper han selv et par linjer og svinger den ene arm i vejret, og publikum går endnu mere amok. Om halsen sidder et par høretelefoner. Han holder den ene halvdel op til øret. Nikker i takt. Piller ved sit anlæg og kaster armen i vejret igen. Det er The Kingdom, der styrer festen.

The Kingdom hedder i virkeligheden Ezra Rubin. Han er en spinkel, lidt ranglet fyr med en diamantstift i hvert øre, truckerkasket og en lang t-shirt med grønne grinende dødningehoveder. For nyligt droppede han ud af designstudiet for at blive fuldtidsmusiker, og i øjeblikket har han jobs over hele verden. Han er en af New Yorks mest efterspurgte MC's og har lige udgivet sit andet 'mixtape', som det hedder i den genre.

Banjee Bass

Efter showet forklarer Ezra Rubin, at den homoseksuelle del af hip hop-scenen efterhånden er delt i to grupper. Den ene gør meget ud af sin seksualitet og rapper konstant om mænd og om at score i byen, mens den anden del ikke adskiller sig fra almindelig hip hop ud fra seksuel orientering, men måske nærmere ud fra en "-", han leder efter ordene.

"En følelse." Han bliver i tvivl.

"Nej, måske er det slet ikke en genre i sig selv. Jeg vil sige det på den her måde: Vi er en gruppe af mennesker, der laver den samme type musik, og vi er alle sammen homoseksuelle, men vi taler ikke så meget om det. Vi koncentrerer os om at lave noget nyt," siger Ezra Rubin. Vi er trukket væk fra dansegulvet, hvor en anden DJ har taget over, og sidder nu i en bar på den anden side af støjslusen. Rummet er lyst op af stearinlys, og der hænger groteske kunstinstallationer i loftet.

"Men det homoseksuelle præg er der altid. Uanset om jeg rapper om mænd eller ej. Det er også derfor mit musik ofte bliver kaldt 'Banjee Bass'. Banjee er en bøsse, der klæder sig som en straight og Bass betyder, ja, bas."

Mænd fylder ikke specielt meget i Ezra Rubins tekstunivers. Det handler mest om fest og fyldte dansegulve, men han lader ikke gangsterrappen alene om vulgariteter, når det kommer til sex og hede nætter. I det hele taget har han ikke noget imod rappens hårde tone - heller ikke overfor homoseksuelle.

"Det frustrerer mig da, at man altid bruger ord som 'faggot' og 'gay', når man skal slå på en mand, men generelt generer det mig ikke, at hip hoppen har haft en tendens til at dyrke det maskuline helt ekstremt. Sådan er det. Dancehall-genrens (hard core jamaicansk reggae-rap, red.) homofobiske tekster om at brænde homoseksuelle og den slags generer mig til gengæld enormt. Dancehall er så cool på alle andre måder, så det irriterer mig, at nogen af dem har det forhold til homoseksuelle."

Men i stedet for at vende sig mod kulturen vil Ezra Rubin hellere omfavne den. Flip and combine, som han siger.

"Fordi nogle hip hop- og dancehall-musikere er homofobiske, skal man ikke holde sig fra hele genren. Det ville være idioti. Det er sjovere at sætte det hele lidt på hovedet og bruge lidt fra alle genrer på sin egen måde. Det er det, jeg prøver," siger Ezra Rubin.

"Der er for mange rappere, der har travlt med at være sygeligt straight eller sygeligt bøssede."

Keepin' it real

Kunstnerne, Ezra Rubin hentyder til, er det homoseksuelle hip hop-miljøs mest kendte stjerner. Rappere som den aggressive DeadLee, der med store overarme og tatoveringer har indoptaget gangsterrappens koder, den mere glatte Snoop Dogg-inspirerede Johnny Dangerous eller den tidligere prostituerede ladyboy FoxxJazell, der udkommer med sin tredje plade i dag. De er alle sammen meget eksplicitte om deres seksualitet og har mærket hip hop-verdens fordømmelse på deres egen krop.

"Jeg var på et lille pladeselskab i Detroit," fortæller den homoseksuelle rapper Aggracyst i filmen Pick up The Mic, der portrætterer 'Homo hoppen'. "Jeg var skabsbøsse, og ingen af de gutter, jeg lavede musik med, kendte til det. Men så blev jeg taget i at gå på en bøssebar. Rygtet løb, og jeg mistede min pladekontrakt, jeg mistede mine venner og min producer. Og jeg mistede mit publikum."

Sådan har det været i mange år, men de homoseksuelle hip hoppere har vendt hadet tilbage mod branchen. Beholdt koderne - kept it real - og battlet tilbage.

"Fuck you. I don't want bitches around me, so he can suck my gun," rapper DeadLee på et tidspunkt henvendt mod 50 Cent, der i et interview har sagt, at han ikke brød sig om at have homoseksuelle omkring sig. Og New Yorker-rapperen Soce, der har tre grundlæggende forhold imod sig for at slå igennem som hip hopper - han er jøde, hvid og homoseksuel - har nærmest skabt sig en karriere på at være beskidt i kæften:

"I am the gayest MC on the planet. I get

more men than Janet,

And I know you can't stand this.

I suck your dick so hard, I'll pull your urine out,

Yet I'm so straight-acting that I'm putting her in doubt.

Your girl wants to sleep with me, and I could fuck her easily,

But I would rather wander to the fridge to grab a piece of cheese

And eat a cold cut. I never hold sluts."

"Hip hoppen har altid været bøsset," siger Soce, da jeg fanger ham i New York.

"Se bare på alle smykkerne og de olierede pumpede overkroppe - det er da super bøsset. Som taget ud af en homoerotisk novelle. Hvis 50 Cent vidste, hvor mange unge knægte, der spiller pik til hans albumcovers, ville han sikkert få en lidt mærkelig smag i munden. Det er altså ikke Elton John, der hænger hjemme på væggen, kan jeg godt fortælle ham."

Soce mener, at bøsse-hip-hoppen er blevet langt mere seriøs og accepteret i løbet af de sidste par år. Scenen har vokset sig stærk, og i dag er det ikke kun homoseksuelle, der kommer til koncerterne, og miljøerne er begyndt at smelte sammen

"Talentet har altid været der, men det er først nu det store gennembrud er kommet for nogle rappere og MC's. De er på tour over hele kloden, spiller på festivaler og universiteter og optræder på nationalt tv og i magasinerne. Det så du ikke for bare to år siden."

I starten var det svært for Soce at blive taget seriøst, fortæller han. Derfor startede han egentlig som professionel komiker, og derfra udviklede rappen sig.

"Da jeg for alvor sprang ud som rapper, var jeg virkelig nervøs for, hvordan den etablerede branche ville tage i mod mig, men da de så kærligheden og oprigtigheden bag mine beats og tekster, oplevede jeg egentlig kun accept. Nu producerer jeg og indspiller numre med alle mulige MC's - både straight og bøsser."

At de homoseksuelle i højere grad er blevet accepteret har også gjort miljøets rappere mindre hysteriske, mener Soce. Han synes stadig, det er sjovt at tviste det homoseksuelle med den grove gangsterrap, og han oplever stadig, at det er de tekster, folk reagerer stærkest på.

"Men i dag er det ikke utænkeligt at udgive en plade som homoseksuel rapper, der ikke handler om at være bøsse. Og det er vel i virkeligheden den største sejr."

Nogen vil slå

Ezra Rubin er vendt tilbage til sin balkon og er igen blevet The Kingdom, da jeg skærer igennem bas, svedende overkroppe og flouriserende plastiksmykker for at komme ud af natklubben. På gulvet ligger en mand - eller en kvinde - i noget der kunne minde om et epileptisk anfald, mens en cirkel af folk klapper og jubler. Ezra Rubin har et par timer foran sig i det gear, og så vil det igen været blevet dag i Brooklyn.

Ude på gaden har den lille dørmand fået selskab af en hel del flere og en hel del større vagter.

"Der var et lille problem med nogen, der ikke var her for at feste," sukker han - mere træt, end da han lukkede mig ind. "Den slags problemer er der desværre stadigvæk til de her fester."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu