Læsetid: 3 min.

Hurra, verden går under

Det er sommer, også på filmsiderne, og vi benytter lejligheden til at anbefale nogle filmoplevelser ud over det sædvanlige. I dag drejer det sig om fem dommedagsfilm, der er værd at nyde, fordi det store udbud af dommedagsfilm er et sundhedstegn
4. juli 2008

Der er ikke noget så opløftende som at se verden gå under på film. Man sidder i biografmørket, knuget og desillusioneret - og så går man ud i lyset og bliver mindet om, at det hele bare var en ond fantasi.

Den fornemmelse af at være ved at drukne og komme op til overfladen, er ofte berusende. Det er én god grund til at holde af film, hvor verden er ved at gå under. Men der er bedre grunde. Kreative filmmennesker finder på apokalyptiske fantasier fordi de har en årsag til det. Det ligger i tiden, simpelthen. Det kan umuligt være helt tilfældigt, at vi lige pludselig lever i dommedagsfilmenes guldalder med film som Children of Men, I Am Legend, The Mist, Doomsday, The Happening og Blindness.

Civilisationskollaps

Det er alle sammen film, der på en eller anden måde beskæftiger sig med en katastrofe, der får vores højtelskede civilisation til at kollapse. I I Am Legend skaber en fejlslagen kræftkur en race af zombier, der æder de resterende mennesker. I Doomsday lægger en dødelig virus Skotland øde (næsten). I The Happening føler naturen sig truet på livet af menneskeheden og slår derfor tilbage. Og i Blindness mister menneskeheden sit syn.

I Am Legend og The Happening indeholder meget stærke og uforglemmelige billeder, men de bedste i flokken af nye dommedagsfilm er Alfonso Cuaróns Children of Men og Frank Darabonts The Mist.

Førstnævnte beskriver en snarlig fremtid, hvor mennesket har mistet evnen til at få børn. Det bliver serveret i en jordnær, næsten dokumentaristisk stil med ultralange kamerabevægelser følger han en tidligere politisk aktivist, der skal hjælpe en gravid (!) kvinde i sikkerhed.

Og The Mist er en grum allegori om en mystisk tåge, der indeholder de grusomste fantasivæsner. Én efter en bliver en flok mennesker, der har søgt tilflugt i et supermarked, aflivet, men pointen med den forbavsende filosofiske Hollywood-gyser er at beskrive den urangst, der altid lever i mennesket, og som til enhver tid er vores største fjende.

Vrede fugle

Children of Men og The Mist hører til de bedste, mest foruroligende og tankevækkende dommedagsfilm - i selskab med eksempelvis Alfred Hitchcocks Fuglene, Franklin J. Schaffners Abernes Planet (1968) og Francis Ford Coppolas Dommedag nu (1979). Den korte, knappe og tørre Fuglene fra 1963 handler ganske enkelt om en lille amerikansk kystby, der bliver overfaldet af vrede fugle. Hvorfor? Det forklarer Hitchcock aldrig, og filmen står tilbage som et stort spørgsmålstegn ved den pagt med naturen, vi mennesker mener at have.

Fem år senere, i hippieåret 1968, serverede Abernes Planet en af de grummeste og mest chokerende slutninger i filmhistorien, da filmens helt opdager, at den planet, han er landet på, ikke er en fjern klode hvor aberne hersker over mennesket, men hans egen Jord, spoleret og ødelagt af en atomkrig.

Hvis verden var truet

Children of Men, The Mist, Fuglene, Abernes Planet og Dommedag nu er alle grumme og ubehagelige film. Men de er kommet til verden fordi filmfolk har følt sig kaldet til at filosofere over en potentiel trussel. Filmene er vidnesbyrd om at nogen ved, at noget er galt. Når biograferne i øjeblikket er ved at flyde over med katastrofer, skyldes det at flere kunstnere forsøger at behandle vores angst over en tid med trusler som verdensomspændende religionskrig, klimaforandringer, uforklarlige livsstilssygdomme, epidemier og en stigende utilfredshed med at vi veluddannede, civiliserede mennesker skal udsættes for noget så absurd som Døden.

Hvis verden for alvor var truet, ville biograferne vrimle med Hollywood-film om hvor fantastisk det er, at amerikanske soldater myldrer rundt i andre lande. Vi ville se danske film om glæden ved at dø for sit land. Vi ville se læssevis af satiriske film, der gør grin med miljøforkæmpere og deres angst for den globale opvarmning. Vi ville se blinde film uden tanke for truslerne omkring os.

Derfor er der god grund til at glædes over dommedagsfilmen. De bør nydes afkølet i solen.

Per Juul Carlsen er vært på P1's Filmland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu