Prøver man at gemme indholdet i en sodavandsflaske, ville det hurtigt blive småkedeligt - en flad og fesen drik. Jeg har engang sammen med mine unger opvarmet en Cola i en gryde. Og jeg kan røbe, det i hvert fald for mig betød, at jeg ikke drikker dette brune fluidum mere. Bør nydes afkølet, anbefales det på flasken, og det er virkelig sandt. Men prøv den varme udgave, hverken du eller dine børn vil glemme det.
Plasticflasker, som lukkes af en kapsel med gevind, er måske en af de nyskabelser, der har haft størst negativ betydning for folkesundheden i nyere tid - på verdensplan. Hvordan ville en Coke eller Sprite ellers kunne markedsføres som del af ungdomskulturen og en trendy livsstil, man deler med vennerne, mens man kan surfe, cykle og kysse - flasken holdes i hånden, klar til næste tår? Hvis det stadig var en lille gnalling på 125 ml, som størrelsen var i 50'erne - og med en kapsel på, så ville trendspotterne nok have været nødt til at håndtere markedsføringen anderledes. Især ville det kvantum, man kunne sælge, være begrænset til en mængde, kunden kunne drikke i én seance.
Ord, der forfører
Så tænk engang, hvis ikke man havde puttet sodavand i en plastflaske og sat skruelåg på. Så ville salget af flasker med et indhold på mere end 250 ml, nok ikke være muligt. Nu kan man få sodavand, der kan rumme op til et par liter. Og vups - på med skruelåget. Parat til køleskabet og til senere brug og f.eks. deling i familiens skød. Eller måske med indhold på en halv liter - eller 600 ml og de sidste 100 oveni gratis som en ekstra præmie, og teenagesutteflasken er klar. Altid med på farten.
I årene omkring 2000 så et nyt ord dagens lys - fedmeepidemi. Epidemien truer folkesundheden og koster allerede - ifølge en rapport fra 2007 (Motions- og ernæringsrådet) - det danske samfund mere end én mia. kr. om året til behandling af fysiske følgesygdomme, som fedmen bringer med sig. Jeg synes, det er lidt løjerligt at bruge ordet epidemi om fedme. Almindelige mennesker tænker nok på en epidemi som en sygdom forårsaget af et smitstof, der angriber kroppen (f.eks. influenza eller forkølelse) og at mange mennesker bliver syge.
En sukkernellavirus?
Men i virkeligheden er det stigningstakten i antallet af tilfælde, som er definitionen på en epidemi. Ved at bruge betegnelsen epidemi om fedmebølgen, så tæller det for mange mennesker på linje med, at man f.eks. bliver smittet med influenza, og den slags sker jo. En epidemi har en naturens egen ufravigelig kraft indbygget, noget mennesket har svært ved selv at styre - men det kan man på ingen måde sige om fedme. Fedme er ikke en naturgiven epidemi - eller en sukker- eller fedtbakterie, man ikke kan stoppe udbredelsen af. Men ved at bruge ordet epidemi, får man associationer i retning af en infektionssygdom, og på den måde kommer man til at skyde de reelle problemer fra sig og måske også mulige løsninger. Men hvis nu der var en infektionssygdom bag fedmen - hvad ville der så ske? Myndighederne ville gøre meget for at fjerne smitstoffet, som man gør det med f.eks. salmonella i kyllinger og kød. Myndighederne ville nok ikke nøjes med at trække på skuldrene og sige til forbrugerne, at de må lade være med at købe kylling, passe på i deres eget køkken og så bagefter se rimelig afslappet på, at antallet af tilfælde havde en stigning af epidemiske dimensioner. På baggrund af faren for smitte via fødevarer blev der indført skrappe krav til køkkener og madlavning i blandt andet dagpleje og daginstitutioner. Der er også krav til producenterne og stikprøvekontrol af produkterne - selv om vi endnu ikke har garanteret salmonellafri æg og fjerkræ. Men det er gået den rigtige vej. Vi kunne uden tvivl lære noget af den måde at håndtere sundhedsproblemer på.
Tænk hvis vi ikke udelukkende skulle nøjes med kampagner og andre tiltag, som skal opdrage os alle til at tage bedre vare på os selv, så vi kan modstå de mange fristelser, der lokker? Selvfølgelig kan man gøre andet og mere for at dæmme op for salget af produkter, der er de dominerende årsager til fedmebølgen. Sodavand, slik, alkohol og produkter med højt fedtindhold. Forbyd reklamer for de største skurke, indret butikkerne, så de sunde varer er i de bedste købezoner, lav støtteordninger og giv kontante præmier til nyudvikling af produkter, der styrker sundheden. Ingen rabat på kilovis af slik i store pakninger, men kvantumsskat, forbyd slik- og sodavandssalg i de daglige rammer børn og unge er i (skoler og fritidsklubber). Indfør differentieret moms, så sunde produkter som frugt og grønt bliver betydelig billigere, søde, fede og alkoholfyldte varer tilsvarende dyrere.
Sukkervand ud, grønt ind
Tal fra Motions- og Ernæringsrådet (2007) viste, at børn og unge i gennemsnit drikker 33 cl. sodavand hver dag - året rundt. Det svarer til, at hvert barn får ca. ét kilo rent sukker opløst i vand pr. måned. Og her taler vi om et gennemsnit. Til gengæld får børn og unge kun 100 gram frugt og grønt om dagen i gennemsnit, og sundhedsmyndighederne anbefaler, at de spiser omkring et halvt kilo. I øvrigt er det overalt i den vestlige verden, at den såkaldte epidemi har fat. Og i den tredje verden bruges det sparsomme drikkevand til produktionen af det søde vand. Opfindelser kan normalt ikke gøres ugjorte, men prøv alligevel lige et tankeeksperiment - hvis plasticflasken til sodavand og kapslen med gevind ikke fandtes. Hvert barn i Danmark ville ikke få 33 cl. sukkervand hver dag, de ville blive sultne og spise mere af andre fødevarer som brød, frugt og grønt. Mange børn ville slippe for at blive drillet og mobbet på grund af de ekstra kilo, og en del ville slippe for at leve med en type 2 sukkersyge alt for tidligt i livet, dårlig kondition og tidlig åreforkalkning. Julemærkehjemmene måtte lukke og -
Else Guldager er sundhedsplejerske, ph.d. og medlem af Børnerådet
