Læsetid: 8 min.

Noget i hende er en mand

Interkøn. Når det biologiske køn stritter i forskellige retninger, opstår der problemer med kategorierne 'mand' og 'kvinde'. Omkring 10.000 danskere er interkønnede, og det er ofte en tilværelse omgærdet af hemmelighedskræmmeri og tabuer. For der er ikke plads til mellemting i en todelt opfattelse af kønnene
18. juli 2008

"Din datter skulle have været en dreng, men blev en pige."

Den besked fik Liselotte, da hendes nyfødte datter Thea var to uger gammel. En time tidligere så livet anderledes ud. Thea skulle opereres for lyskebrok, og Liselotte ventede på sygehuset. En læge kom og fortalte, at operationen var gået godt, men ...

"Jeg tænkte: Men? Men hvad? Jeg forestillede mig alt muligt. Men jeg kunne slet ikke forestille mig, hvad det var," fortæller Liselotte.

Det lille 'men' i lægens sætning fylder lige så lidt som den mutation på Theas ene kønskromosom, der gør hende til én af de cirka 10.000 danskere, som lever med en intersex-tilstand. Men ligesom lægens 'men', har Theas mutation stor betydning for hendes liv. For hvis Theas kromosomer lægges under lup, er hun en dreng.

På dansk oversættes intersex til interkøn, der er en paraplybetegnelse for de diagnoser, der betegner tvetydige køn.

"Intersex vil sige, at ydre eller indre kønsorganer, kønshormonsammensætning eller kønskromosomer ligger mellem eller uden for det, vi er vant til at tænke på som mandlig eller kvindelig," forklarer den norske socialantropolog Marit Vaula Rasmussen.

Groft sagt har vores køn fire biologiske udtryk: kønskromosomerne, kønshormonerne, de ydre kønsorganer og kønskirtlerne, dvs. testikler og æggestokke. Interkønnede mennesker har en anden sammensætning af disse karakteristika end flertallet, så det for eksempel er muligt at have det mandlige Y-kromosom og testikler, men kvindelige ydre kønsorganer eller at være et kvindeligt XX-individ med æggestokke, men med maskuliniserede ydre kønsorganer. Og intersex-diagnoserne er talrige. Den kønslige skala går fra den entydige mand og kvinde til den meget sjældne kombination af både testikler og æggestokke. Imellem de to yderpoler findes alle nuancer på paletten.

På Universitetet i Bergen forsker Marit Vaula Rasmussen i intersex-tilstande og tabuiseringen omkring dem.

"Specielle former for køn, som intersex, er generelt tabubelagte, og folk ved meget lidt om det. Det giver grundlag for skepsis - man er bange for det ukendte og særligt det, som har med køn at gøre," forklarer hun.

Intersex-tilstande er sjældne, og der findes endnu ingen danske undersøgelser af hyppigheden, men amerikanske undersøgelser skønner antallet til at være mellem en og to promille af verdens befolkning. Det svarer til cirka 10.000 mennesker i Danmark. Men tallet er usikkert, forklarer Marit Vaula Rasmussen, for det varierer efter, hvilke diagnoser der regnes med. Men intersex-tilstandene har det til fælles, at de forstyrrer den herskende kønslige orden. For hvis dit nyfødte barn hverken er entydigt dreng eller pige, hvilket køn er det så?

Om natten på hospitalet

Tilbage på hospitalet begyndte det langsomt at gå op for Liselotte, at hendes datter var en pige, men en speciel pige.

"Lægerne blev ved med at sige, at jeg ikke skulle være i tvivl om, at hun var en pige. De sagde, at hun ikke kunne være andet end en pige. Men jeg blev ved med at tænke, at det sagde de kun, fordi man kunne være i tvivl," husker Liselotte.

Liselottes lille datter Thea har CAIS, en intersex-tilstand der betyder, at hun har et Y-kromosom og derfor også anlæg til testikler, selv om hun udvendigt er en pige. Den sidste rest af tvivl blev bortopereret for snart tre år siden. For det, Liselotte og alle andre troede var brok, viste sig at være testikler, der var sunket ned fra bughulen.

Liselotte tumler også med tankerne om, hvad der sker, når hendes datter opdager, at hun ikke er helt ligesom andre piger. Bliver hun ked af det? Hvordan reagerer andre? Får hun en kæreste?

Men foreløbig render snart treårige Thea bare og leger som alle andre børn på den alder.

Forældre til interkønnede børn bliver tvunget til at forholde sig til et individ, der lever i kønnenes grænseland, når de hurtigt skal tage stilling til en eventuel behandling.

"De fleste behandles med kunstige kønshormoner. Det hænder også, at man opererer æggestokke eller testikler væk, især hvis de ligger inde i kroppen, da nogen mener, at det kan føre til kræft," forklarer Marit Vaula Rasmussen.

I langt de fleste tilfælde er et interkønnet barn dog sundt og raskt, men der er potentielle sundhedsmæssige problemer. Østrogenmangel kan for eksempel give knogleskørhed. Operationer af kønsdelene kan også blive nødvendige af hensyn til helbredet.

"Men ved operationerne skærer man i seksuelt sensitivt væv, og der er en risiko for at skære nervetråde over og forårsage seksuel ufølsomhed," forklarer Marit Vaula Rasmussen.

Uanset behandling vil det interkønnede barn aldrig selv kunne få biologiske børn, pointerer Marit Vaula Rasmussen og tilføjer:

"Jeg vil argumentere for, at en kortlægning af intersex er nødvendig fra et sundhedsperspektiv, mens dele af behandlingerne dækker mere kulturelle behov."

I omklædningsrummet

Efter idrætstimerne deles eleverne. Drengene går ind i drengenes omklædningsrum, og pigerne går ind i pigernes. Blandt de nøgne kroppe og fugtige håndklæder taler pigerne om pigeting. For eksempel menstruation. Lidt derfra står Anna. Hun får aldrig menstruation. For 14-årige Anna har også CAIS.

Anna fortæller om oplevelserne i omklædningsrummet, hvor hun bliver sin anderledeshed bevidst, når snakken falder på bind og tamponer:

"Det er mærkeligt. For det vil jeg aldrig kunne snakke med om på den måde. Så bliver jeg ked af det. Så er jeg måske alligevel ikke en normal pige," siger hun.

Umiddelbart er der ingen forskel på Anna og de andre piger. Bortset fra det gennemsigtige plaster på Annas lænd, som afgiver små doser østrogen til hendes krop, så hun kan vokse og udvikle bryster. For tre år siden fik hun bortopereret testikelvæv fra kroppen, og uden det producerer hun ingen kønshormoner selv. I snart tre år har familien vidst besked om Annas intersex-tilstand, og beskeden var svær at håndtere for en 12-årig pige.

"Dengang var jeg sur og vred over det hver dag, for jeg følte, det var uretfærdigt. Mit liv var lige begyndt! Og så fik jeg bare sådan noget lige i hovedet," fortæller Anna og fortsætter:

"Jeg er stadig ked af det en gang imellem, men der er jo ikke noget at gøre ved det nu. Det er sådan, jeg er."

Hver eneste celle i Annas krop indeholder et Y-kromosom, men det er et biologisk forhold, der dagligt bliver modsagt af Annas spinkle pigekrop og umiskendelige hvin. Og sådan tænker hun også selv:

"Jeg er en pige, og det har jeg altid været. Jeg er ikke en normal pige, men jeg er en pige," siger hun.

Intersex-tilstande har altid eksisteret. Det, der har ændret sig, er, hvordan vi forholder os til det.

"Tidligere var den mandlige krop målet, og intersex blev da opfattet som nærmere det mandlige og dermed bedre. Fra historien kender vi til, at intersex-personer har kunnet vælge, hvilket køn de ville have, og vælge om senere i livet," fortæller Marit Vaula Rasmussen.

I midten af det 19. århundred begyndte læger, filosoffer og teologer at forklare og formulere køn som to størrelser, der udelukker hinanden. En opfattelse som den vestlige verden stadig er gennemsyret af. Og netop derfor er intersex så provokerende.

"Den kønnede krop opleves af mange som den sidste skanse af indiskutabel todelt 'natur', og det er skræmmende at opleve, at dette ikke nødvendigvis stemmer," forklarer Marit Vaula Rasmussen.

Leder af Center for Kønsforskning på Københavns Universitet Bente Rosenbeck er enig. Intersex udfordrer tokøns-systemet som klassifikationsmetode.

"Pointen er, at klassifikationer er menneskeskabte, og det glemmer vi indimellem. Pludselig bliver menneskeskabte klassifikationer til natur, som det for eksempel er sket med kønnene," siger Bente Rosenbeck.

Hun foreslår at udvide kønnenes rammer, så færre ekskluderes:

"Lad os se, hvad forskellene reelt er i stedet for på forhånd at bestemme, hvad konsekvenserne af forskellene er," siger hun.

Hemmeligheden

Birgit Rosenhagen byder på te og hemmeligheder i sin kærestes grønne oase af en have. Hendes blik folder sig indad, mens hun langsomt og velovervejet vælger de ord, der beskriver den hemmelighed, som har præget hovedparten af hendes 52-årige liv: Noget i hende er en mand.

"Jeg synes, det har haft meget store konsekvenser at have hemmeligheder og passe på, at folk ikke fandt ud af det. Det har fyldt sindssygt meget i mit liv," fortæller Birgit Rosenhagen.

Som 15-årig fik hun at vide, at hun ikke havde æggestokke og livmoder, og at hun på en måde var en dreng. Lægen rådede hende til ikke at fortælle det til nogen. Derfor simulerede Birgit Rosenhagen blandt andet en menstruationscyklus, så hun kunne snakke med om Tampax. Først for fem år siden, da Birgit var midt i 40'erne, fandt hun ud af, at hun har CAIS. Indtil da vidste hun ikke, at der fandtes andre ligesom hende.

Lettelsen over ikke at være alene med sin intersex-tilstand var stor, men angsten for at fortælle det har været større. Da Birgit Rosenhagen var i 20'erne begyndte hun at fortælle om sin tilstand:

"Hele processen med at fortælle det til folk har været smertefuld. Jeg var så bange. Den første gang græd jeg meget, og sådan var det hver gang i mange år, fordi lægen havde sagt, at folk ville tage afstand fra mig, og jeg var bange for, at profetien skulle gå i opfyldelse. At folk ikke ville elske mig. At de ville sige: Adr! Hvor er du ulækker," husker Birgit Rosenhagen.

I dag administrerer Birgit Rosenhagen selv sin hemmelighed og bestemmer, hvem der får det at vide - og det er langt de fleste. Åbenhed har afløst angsten for at blive afsløret, og Birgit Rosenhagen ville ønske, det var sket noget tidligere.

"Livet havde været meget lettere for mig, hvis jeg ikke havde holdt det hemmeligt i så mange år. Hvis jeg tidligere i mit liv havde fundet modet til at stå ved, hvem jeg er. Så er det altså heller ikke mærkeligere. Sådan er jeg bare lavet. Så er der andre, der har mistet en finger, og jeg er for eksempel også farveblind," forklarer Birgit Rosenhagen og fortsætter:

"Jeg tror, det vigtigste er at finde modet til at være åben omkring det. For det er også ved at stå ved, hvem vi er, at vi får styrke og kraft."

Thea og Liselottes efternavn er ligesom Annas rigtige navn redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu