Læsetid 10 min.

Det polske comeback

Integrationshistorie. Efter Første Verdenskrig satte Danmark en stopper for indvandringen af polske roepiger. I dag har Lolland igen sendt bud efter hjælp, og i Nakskov er det polske læger, der holder liv i drømmen om de små sygehuse
Lægerne. Marek Karon og hans kone Magdalene Dobija-Karon var nervøse for modtagelsen, da de flyttede til Danmark for at arbejde. Marek kender udenlandske læger i København, der føler sig fremmede og ensomme. Sådan er det ikke på Lolland, fortæller han.

Lægerne. Marek Karon og hans kone Magdalene Dobija-Karon var nervøse for modtagelsen, da de flyttede til Danmark for at arbejde. Marek kender udenlandske læger i København, der føler sig fremmede og ensomme. Sådan er det ikke på Lolland, fortæller han.

Thomas Aue Sobol
25. juli 2008

En glad familie vinker fra vejplakaten. Far, mor og tre børn på brosten og med gule bondehuse i baggrunden. De er lyshårede, tænderne er hvide, og tøjet rent og sommerligt. Det kunne være en reklame for Colgate eller Ariel, men det er byskiltet til Vestlollands 'hovedstad' Nakskov. Ingen skal være i tvivl om, at det er kernedansk idyl, man træder ind i.

Men Lolland har i flere perioder oplevet stor indvandring. Flere lollændere, jeg har mødt på min vandring gennem landsdelen, praler da også med det, de kalder 'Danmarkshistoriens bedste integrationshistorie'. Det er roepigerne fra starten af 1900-tallet, de taler om. De roepiger, der gør, at der i dag også står Popowitz og Poskovic og ikke bare Poulsen på postkasserne i Nakskov.

Sæsonarbejderne kom i tusindtal for at høste roer. En stor del af dem blev i landet, og i dag ejer tredje og fjerde generation af polske indvandrere selv gårde og er faldet så meget i ét med det flade syddanske terræn, som man nu kan. De seneste år er der kommet nye indvandrere til fra øst, og omkring 42.000 østeuropæere arbejder i Danmark i dag.

Den største gruppe er polakker, som dem jeg har sovet side om side med på vandrerhjemmene, hvor alle regler nu står på polsk, og jeg har lært, at opróznienie koszanasmieci betyder, at man skal huske at tømme skraldespanden. Men det er ikke bare jordbærplukkere og håndværkerne, der står for det polske comeback. På Nakskov Sygehus er fem ud af otte speciallæger fra Polen.

"Der er næsten ikke nogen, der taler dansk mere på sygehuset," sagde en nakskovit, jeg mødte på et tilsodet cafeteria.

Men kommentaren var ikke rigtig ment som en klage. For hvis det ikke var for polakkerne, så ville der næppe være noget sygehus, fortsatte manden.

I kirke på bare fødder

Engang stod der 'Syehuset' på skiltet, som viste hen til den aflange treetagers gule bygning, men den lollandske dialekt er nu erstattet med retstavning. Jeg ringer på hos naboen - den hospitalsgule villa med de røde roser foran, hvor der står 'Karon' på døren. Jeg vil høre, om det er rigtigt, at lollænderne er så gode til integration. Men først skal vi møde Helene Laursen, som jeg finder på Mejerivej seks kilometer længere fremme på ruten. En roepige.

93-årige Helene er datter af polske roearbejdere og arbejdede i en periode som kokkepige på mine oldeforældres gård Gammeleje. Allerede i skolealderen blev Helene sendt i marken. Ploven rev roerne op, og Helene huggede toppen af og stablede dem i hokke. At træde ind i hendes hjem er som at åbne et gammelt fotoalbum.

"Det gik tjept," siger Helene om sin kunnen på markerne. Hun diskuterer med den hjemmeboende søn om, hvor mange roerækker, hun kunne tage op på en dag.

"Polakkerne gik i marken til længe efter det blev mørkt. De ville spare så mange penge op som muligt, inden sæsonen sluttede," husker Helene.

Så sparsommelige var roepigerne, at de gik på bare fødder til den katolske kirke for ikke at slide på skoene.

"Dengang var der penge i roerne, det er der knap så meget i dag," afbryder sønnen.

Det hvide guld blev sukkeret kaldt. Helt så ophøjet taler man ikke længere om afgrøden i Nakskov, der har måtte lære også at leve af andre ting. Korn og græsfrø er nu mere lukrative forretninger for bønderne, og for et par uger siden blev byens fabrik og resten af Danisco-Sugar købt af tyske Nordzucker for 5,6 mia. kr. Paradoksalt nok ser det dog ud til igen at højne prisen på guldet.

Helene og hendes forældre blev behandlet godt på de lollandske gårde, siger hun. Efter nogle år fik de råd til at købe en lille ejendom. Helene holder billedet med det indrammede røde hus, køkkenhaven og det hvide hegn frem for sig. Med tiden købte flere polakker gårde og fik et langt bedre liv, end det de kom fra i det daværende Galicien.

Helene insisterede på at gå i dansk skole, selv om forældrene ville sende hende i den polske.

"Vi boede jo i Danmark, så hvorfor skulle jeg dog tale polsk?" spørger hun.

Helene har kun få negative minder fra forholdet mellem danskerne og polakkerne. "Din sorte polak!" råbte bønderne efter hende.

Løntrykkere

Da indvandringen toppede, kom der årligt over 10.000 polske sæsonarbejdere til Lolland, og de udgjorde mere end en fjerdedel af arbejdsstyrken. Tidligere museumsinspektør ved Nationalmuseet, George Nellemann, har interviewet hundreder af de polakker, der blev i Danmark, og har skrevet bogen Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere, som er et studie af polakkernes integration i Danmark i to generationer.

Da jeg efter lollandsvandringen kontakter Nellemann, fortæller han, at der også er en anden side af polakeventyret: Mange af førstegenerationspolakkerne var dårligt integreret - især dem, der giftede sig med deres egne, og det var flertallet. Polakkerne holdt fast i deres sprog, de dannede polske foreninger og gik i den katolske kirke om søndagen. Der var mistro over for polakkerne, og de blev generelt set ned på af danskerne.

"Når karlene mødtes og skulle prale af deres erotiske erobringer, så var det ikke så fint, hvis det handlede om en polak, som hvis det var en dansk pige," fortæller Nellemann.

Nogle roepolakker boede under usle vilkår og blev behandlet så dårligt, at århundredets første udlændingelov i 1908 blev indført for at sikre humane vilkår. Når roepigerne alligevel giftede sig med danske mænd, blev ægteskaberne ofte komplicerede, for katolikkerne så også ned på danskerne, som de kaldte for "nogle lutherske hunde".

Under Første Verdenskrig fik polakkerne lov at blive i Danmark, og via de katolske kirker hvervede gårdejerne endda flere polakker i de tjekkoslovakiske flygtningelejre. Om vinteren fik flygtningene en 'overlevelsesløn', der netop kun lige rakte til at overleve, indtil det blev forår, og roerne igen kaldte fra under jorden.

"Mange blev i Danmark af nød mere end af lyst," mener Nellemann.

Fagbevægelsen anklagede samtidig indvandrerne for at være løntrykkere, og da arbejdsløsheden ramte Danmark i 30'erne, blev der lukket af for polakkerne, som blev afløst af jyske bønder. Helene fandt sin mand blandt jyderne

Jeg tager den 93-årige kvinde tilbage til mine oldeforældres gård, som i dag ejes af en anden familie. Helene bor blot et par kilometer fra Gammeleje, men for første gang siden dengang i 1930'erne, går hun nu ind i middagsstuen, hvor fruen nikkede, og Helene bar kødfyldte fade ind ved min mormors og morfars bryllupsfest. Ingenting ser rigtig ud som dengang, og som andengenerationsindvandrer har Helene heller ikke meget tilbage af den polske arv, synes hun.

"Man skal knæle så meget i den katolske kirke, og jeg har fået dårligt knæ," siger den 93-årige kvinde, der er holdt op med at gå i kirke, men stadig beder sin aftenbøn.

Mindre ensomme på Lolland

For nylig advarede SF's integrationsordfører Astrid Krag om, at vi - på grund af østeuropæerne - om 30 år står med endnu større integrationsproblemer end dem, de muslimske tyrkiske gæstearbejdere førte med sig i 1970'erne. For inden for den katolske kirke er der også kræfter med 'ekstreme' holdninger, lyder argumentet. Kræfter som for eksempel kæmper mod fri abort, prævention og homoseksualitet.

Selv om George Nellemann peger på integrationsproblemer med den tidligere bølge af indvandring fra Polen, trækker han langt fra de religiøse fronter så skarpt op. Det faktum, at begge parter kom fra en kristen bondekultur, gjorde, at man allerede i anden generation slap af med mange af integrationsproblemerne, understreger han, og i dag er der ingen store spændinger tilbage mellem katolikker og protestanter på Lolland. Spørger man de mest veluddannede af Lollands nye polakker, så er religion først og fremmest en privat sag - en måde for den enkelte at orientere sig i livet på.

Jeg er kommet indenfor i den hospitalsgule villa hos den polske speciallæge Marek Karon og hans familie.

Nakskov Sygehus sendte første gang bud efter polske læger for fire år siden. Usikkerheden om hospitalets overlevelse og følelsen af udkant fik danske læger til at søge andre steder hen, siges det. Da Marek og hans kone Magdalene Dobija-Karon, der også er læge, rejste fra Polen med deres to døtre, var de nervøse for modtagelsen i Danmark. I Polen fik nye indvandrere en blandet modtagelse, og de hørte fra polske læger i Sverige, at svenskerne var svære at komme ind på livet af.

Parret begyndte med et tre måneders intensivt sprogkursus, og i dag taler Marek godt dansk. Magdalena arbejder deltid hos en øjenlæge i Nakskov.

"Vi er positivt overraskede over modtagelsen i Danmark. I er meget mere åbne, end vi troede, og det virker, som om I har god tid til at mødes med andre mennesker," siger Marek. Han fortæller om det ældre ægtepar, de ofte ser. Om datteren Zuzannas tidligere dansklærer, som forærede familien et klaver, og nu kommer hver anden uge og læser med børnene. Om andre nakskovitter, der for eksempel har lånt familien et fjernsyn.

Marek mener, det godt kan være et lollandsk fænomen, det med at folk har tid til hinanden. Eller i hvert fald noget med provinsen. Han kender udenlandske læger i København, der har det modsat. De føler sig mere fremmede, mere ensomme. Sådan har familien Karon fra Nakskov det ikke.

"Vi har næsten den samme mentalitet," siger Marek om polakkerne og lollænderne.

I sit hjemland arbejdede Marek typisk 80 timer om ugen, og det var meget normalt for en læge.

"Polakkerne har nu råd til at købe fine lejligheder, men de har ikke tid til at være i dem, for de arbejder fra 8 til 22," siger lægen om sine landsmænd.

En af hans venner i Polen er det, man kunne kalde fyraftenpsykolog - han lever af kunder, der kommer deprimeret hjem fra arbejde efter kl. 22 og har brug for nogen at tale med.

Pia kæmper ikke mod os

Først lukkede Nakskovs kirurgiske afdeling og skadestue, og ved sygehusforliget i fjor lagde et embedsmandsudspil op til, at Nakskov Sygehus skulle degraderes til skadesklinik eller lukke helt. Vestlollænderne slap med skrækken, men ved et nyt forlig i år, blev der skåret endnu en luns af trygheden - akutmodtagelsen blev lukket om natten på grund af lægemangel. Beboerne frygter, at de i fremtiden skal helt til Nykøbing, når den er gal.

"Hver gang, der er en socialdemokratisk borgmester, er vores sygehus i fare," sagde manden i det tilsodede cafeteria. I Nakskov har politik længe været en kamp mellem SF og S.

Efter Marek har bosat sig i det sydlige Danmark, er han blevet forkæmper for de små sygehuse.

"Vil du gerne behandles på en fabrik, hvor du bare er et nummer?" spørger han retorisk og rykker frem i stolen. "I Danmark lægger man vægt på, at der er en vis produktion. Det er godt, når vi har behandlet 100 patienter med lungebetændelse og 50 med blodprop i hjertet. Men det eneste, patienten ønsker, er at blive behandlet som et individuelt menneske," fortsætter speciallægen, der mest behandler folkesygdomme som vejrtrækningsproblemer, sukkersyge, gigt og mindre hjertetilfælde.

Over 10 procent af lægerne er udvandret, siden østlandet kom med i EU, og selv om Marek gerne vil være patriotisk, bliver han i Nakskov, fordi han også tænker på sin families fremtid, siger han.

Nellemanns interviews viser, at de fleste roepolakker søgte til Danmark af socioøkonomiske grunde og af eventyrlyst. Det er det samme med familien Karon.

I Danmark tjener Marek næsten 10 gange så meget som i Polen, og selv om familien er blev chokeret over priserne, så er købekraften stadig tæt på tre gange bedre i Danmark. Men der er også ting, der bekymrer Marek og Magdalena. Som tonen i indvandrerdebatten.

"Da vi flyttede fra Polen, var vi måske ikke klar over, at det at immigrere var så komplekst," siger Marek og er stille et øjeblik. Vi taler om Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard. "Jeg tror ikke, hun kæmper i mod os, der arbejder og betaler skat," konkluderer polakken.

På barrikaderne for sygehuset

Næste morgen er jeg med Marek på arbejde. Navnene på hospitalets dueslag afslører den polske forbindelse: Plisz, Matrusiak-Krynicka, Dziuda-Gorzkowska. Marek taler med en patient om, hvorvidt han er klar til at tage hjem eller ej. Patienten, der er blevet opereret for en stor udposning på aorta, bor alene og er bange for at falde om igen. Han får lov at blive.

Da de polske læger lige var kommet til Danmark, fungerede sygeplejerskerne nærmest som tolke. Enkelte gange gik det nær galt alligevel. Som da en af polakkerne spurgte en patient, om det var ok at lave en undersøgelse gennem endetarmen, og patienten afviste på en indirekte måde, men lægen troede, at det betød 'ja'.

Efter Marek er gået ud af rummet, roser patienten de polske læger.

"De undersøger tingene til bunds. Med danskerne er det mere bang, bang, bang og så ud af skuffen," siger Leif Bentø på 61, mens han slår ud i luften. Han har været indlagt otte gange på et halvt år, og han siger, der vil blive ballade, hvis sygehuset lukker helt.

"Vi står på barrikaderne, hver gang de begynder på noget."

På vej ud leder jeg efter en skraldespand, for at se, om der står opróznienié koszanasmieci som på vandrehjemmet, men jeg finder aldrig en spand og slår i stedet kursen stik nord, forbi Gammeleje og Helenes minder, forbi sukkerroerne, hvis grønne hoveder, hun huggede af, og forbi de gamle lave huse mellem træerne, hvor der engang boede roepolakker. I dag er husene forladt, og man kan gå lige ind i stuerne. Væggene er drysset ned på gulvet, og støvet forsøger at skjule nogle falmede polske pornoblade.

Vandring på kanten af Danmark

Seneste artikler

  • De gode, de onde og dem fra Bandholm

    18. juli 2008
    Faderhuset charmer sig ind med stegt flæsk og grillfester i Bandholm. Og byen kan godt favne sekten, siger beboerne. Værre er det, at de legende børn er forsvundet fra gaderne. Men måske er det ikke så dårligt at blive en by for dem på over 40 år
  • 'Og så hører man, hun er gravid igen...'

    11. juli 2008
    Lollands førstegangsfødende er Danmarks yngste. Men bare fordi man er ung, kan man godt være en god mor, siger Tine. I Rødby er førstegangsfødende i gennemsnit 24 år
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu