Læsetid: 5 min.

Store drenge græder ikke

Eller gør de? En del politikere er i hvert fald begyndt at bruge deres personlige mobningshistorier som politiske argumenter
Mobbet. Det har ikke altid været sjovt at gå i skole. Ifølge dagens skribent har fortielsen af mobning været prisen for at gøre folkeskolen til en skole for hele folket. I dag står mobning dog meget højere på dagsordenen end tidligere - måske fordi der er kommet øget fokus på omsorgen for den enkelte elev.

Mobbet. Det har ikke altid været sjovt at gå i skole. Ifølge dagens skribent har fortielsen af mobning været prisen for at gøre folkeskolen til en skole for hele folket. I dag står mobning dog meget højere på dagsordenen end tidligere - måske fordi der er kommet øget fokus på omsorgen for den enkelte elev.

Viggo Rivad

25. juli 2008

Et nyt fænomen er dukket op i dansk politik i de senere år: Politikere, som i fuld offentlighed bekender, at de er blevet mobbet i skolen, og at de nu har tænkt sig at tage til genmæle.

Først var der kulturminister Brian Mikkelsen, der ikke kunne få lov til at skrive i skolebladet, og som derfor fandt et opgør med det angivelige venstreorienterede og kulturradikale hegemoni fornødent, den dag han fik magt, som han havde agt. Så var det statsminister Anders Fogh Rasmussen, som i et interview i Berlingske Tidende i forsommeren forklarede, at gruppeeksamens afskaffelse skulle ses i lyset af, at han selv i sin tid på Viborg katedralskole alt for ofte havde stået med sine talenter og set sine såkaldt habituskongruente kammerater klare skærene uden større indsats. Det skal fremtiden unge ikke opleve, enhver skal måles på det, han eller hun kan og ikke på, om familiebaggrunden er i orden. Derfor skal gruppeeksamen væk.

Nogle vil sikkert mene, at dette er et forsøg på at give det politiske et menneskeligt ansigt, og at gruppeeksamens afskaffelse ikke ændrer radikalt ved skolens sorteringsfunktion. Det vil jeg lade ligge her. Derimod vil jeg tage de to herrer på ordet og spørge, hvordan, hvornår og hvorfor er det kommet dertil, at mobning er på alles læber i en grad, så det er helt legitimt at bruge personlige mobningsoplevelser som politiske argumenter?

For det er jo ikke fordi, mobningen ikke har været italesat førhen i skolehistorien. Tag en hvilken som helst samling af skoleerindringer, og der vil dukke historier op om det angstfyldte møde med første skoledag, om pryglende og ondsindede lærere, om kammerater, som nok vidste, hvordan de slog huen af klassens nye dreng for senere at give ham buksevand efter en tur på toiletterne for at se nærmere på kalorius. Hjerteskærende er Thorkild Bjørnvigs fortælling om at være den, som ingen ville sidde ved side af, som altid blev valgt sidst, når der skulle spilles fodbold, og som i frikvartererne fik "maveklap". Det var en særlig ydmygelse, der bestod i at drengene knappede hans bukser ned, trak skjorten op og slog på den blottede mave med flade hænder og knytnæver. Resultatet var ikke til at tage fejl af, det svedte og brændte og endte med opkastning.

Vi ved så lidt

Hvorfor fik det lov til at foregå? Var det, fordi de fleste voksne tænkte som Bjørnvigs forældre: Giv igen eller lad være, så går det over af sig selv? Eller ligger forklaringen i, at man helt seriøst mente, at raske (drenge)børn ikke græder, og at (lidt) modgang skal der til for at kunne klare sig i livets øvrige kampe? Med det, vi ved fra erindringer, klagesager og andet skolehistorisk materiale, kan man sagtens forestille sig, at den holdning har været udbredt i den danske folkeskole.

Det er ellers ikke fordi, det vrimler med bidrag til den mobbehistoriske forskning, faktisk ved vi ikke meget mere end det, jeg har skitseret ovenfor. Vi ved ikke, om det er en myte, at den pædagogiske verden så stort på problemet. Vi ved heller ikke, hvordan de kommende lærere blev forberedt på den praktiske skolegerning. Hvad fik de at vide på seminariet, og hvad fortalte kollegerne dem, når de trådte ind på lærerværelset?

Vi ved kort sagt mere om den enkeltes møde med skolen, end om skolens møde med den enkelte. Her må vi indtil videre nøjes med hypoteserne. Selv har jeg tænkt, at mobningens fortielse måske er den pris, folkeskolen måtte betale, da den blev til folkets skole. Jeg skal forsøge at underbygge argumentationen lidt nærmere.

Det svære møde

1800-tallets skolevæsen var stands- og kønsdelt; rige og fattige børn, drenge og piger gik hver for sig. I lyset af den almene demokratisering af samfundet opstod tanken om en fælles folkeskole, hvor der, som socialstatistikeren Harald Westergaard engang formulerede det, både var plads til de børn, som løb til skole på bare ben og til de, som kom med "Omnibus".

Men ingen spekulerede dengang over, hvordan det gik med mødet. Ikke alle var lige begejstrede, og vi ved, at skolerne måtte indføre en lusetanteordning, så de lusede børn ikke sad ved siden af de vandkæmmede; vi ved, at kommunerne opførte nye prægtige skolebygninger for at lokke forældrene til, og i 1903 satte man trumf på ved at gøre folkets skole til en eksamensskole. Det hjalp: Forældrene fra den brede middelklasse valgte den kommunale skole frem for et privat alternativ.

Reformerne ved forrige århundredskifte fik kun betydning i byerne. På landet gik det som det altid havde gjort. Husmanden og bondens børn mødtes hver anden dag i den stråtækte landsbyskole og sagde farvel den dag, de blev konfirmerede. Husmandsbørnene skulle ud at arbejde, bønderbørnene videre med livet, måske på realskolen inde i byen. Men i 1950'erne skulle det være slut. Nu skulle alle børn tilbydes samme eksamensmuligheder efter syvende klasse. Heller ikke denne gang spekuleredes der over, hvordan mødet skulle gå. Derimod kunne alle enes om det fortræffelige i, at intelligensreserverne blev mobiliserede, og at også børn på landet fik tilbud om specialundervisning.

Men stadig skulle eleverne deles i de boglige og ikke-boglige. Det ophørte først i løbet af 1970'erne, hvor enhedsskolen, som man havde drømt om ved århundredskiftet, blev en realitet.

Siden er det gået så som så med enheden, elevdifferentiering har afløst undervisningsdifferentiering, og specialundervisningen er kommet for at blive. Skolens enhed opløser sig selv indefra, som uddannelsessociologen Jens Rasmussen har sagt. I årtierne førhen prioriteredes det fælles, de fælles muligheder, den fælles skolevej, den fælles demokratiske fremtid, også selv om skolens hverdag var fyldt med møder mellem børn og lærere med forskellig social og kulturel baggrund. I dag er det de individuelle læringsstile og omsorgen for den enkelte elev, som er i kurs. Det forklarer måske, hvorfor mobning endelig er kommet på den (skole)politiske dagsorden efter de mange år med tilsyneladende tavshed.

For yderligere læsning kan anbefales 'Husker du vor skoletid? Nordiske forfatteres skoleerindringer', redigeret af Bo Elbrønd-Bek og Hans Vejleskov, Hans Reitzels forlag, 1988.

Ning de Coninck-Smith er historiker ved Danmarks Pædagogiske Universitet med speciale i skolens og barndommens historie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu