Læsetid: 9 min.

De svigtede sektbørn

Børns Vilkår har modtaget henvendelser om, at 44 børn bliver udsat for vold og vanrøgt i den kristne frikirke Faderhuset. I et uddrag af den svenske journalist Charlotte Esséns nye bog fortæller Sandra, der voksede op i Hare Krishna om ikke at måtte leve sammen med sine forældre, omsorgssvigt, vold og elendig skoleundervisning. Hun undrer sig i dag: Hvorfor greb samfundet ikke ind
Overgreb. Sandra flygtede som teenager fra Hare Krishna-sekten i Sverige, hvor hun blev udsat for vold, overgreb og omsorgssvigt. Model

Overgreb. Sandra flygtede som teenager fra Hare Krishna-sekten i Sverige, hvor hun blev udsat for vold, overgreb og omsorgssvigt. Model

Henrik Vering

4. juli 2008

Frem til en alder af ni år, havde Sandra ingen anelse om, at mennesker kunne leve på andre måder end den, hun selv var blevet vant til under sin opvækst i Hare Krishna-bevægelsen. Hun boede dengang isoleret i et landbrugskollektiv på Almviks gård uden for Järna i Södertälje kommune. Først da hun kom med på missionsture til Sergels Torv i Stockholm og så lidt mere af det omgivende samfund, forstod hun, at der også fandtes andre livsformer, selv om disse ikke blev set som noget positivt og efterstræbelsesværdigt.

Et stærkt barndomsminde stammer netop fra Sergels Torv. Et ungt par stillede sig pludselig op foran Hare Krishna-gruppen og begyndte glade og ugenerede at kysse og kramme. Muligvis var det et forsøg på at provokere munkene, men parrets adfærd bekræftede kun alt det, som Sandras lærere og voksne hele tiden havde indterpet over for hende og de øvrige børn - at mennesker uden for Hare Krishna var modbydelige og sexfikserede, at de dyrkede sex på gader og pladser og var helt igennem fordærvede og onde.

"Hare Krishna byggede en mur omkring os ved at sige, at alle uden for muren var dæmoner og ækle, kødædende mennesker," fortæller Sara, "Det lykkedes dem vældig godt."

ISKCON er det officielle navn på Hare Krishna - International Society for Krishna Consciousness. Sandras far var stødt på Hare Krishna på en musikfestival i England og var en stor beundrer af The Beatles. George Harrison var med i Hare Krishna, og det fascinerede Sandras far. I 1971, omtrent samtidig med at Harrisons My Sweet Lord blev en stor succes verden over, sluttede Sandras forældre sig til Hare Krishna.

(...)

Allerede fra begyndelsen af havde børnene hver dag Bhagavadgita-lektioner for, skønt de kun var ganske små. De skulle lære bogens vers udenad. Samtidig opmuntrede eller beordrede bevægelsen forældre til at overlade deres børn i Hare Krishnas varetægt. En kvindelig lærer skulle herefter påtage sig ansvaret for, at børnene fik de kundskaber, som var væsentlige for at udvikle en Hare Krishna-bevidsthed, således at forældrene kunne hellige sig salg af bevægelsens produkter eller tage på missionsture rundt omkring i Sverige.

Først boede børnene og deres lærere i et uhyre primitivt hus på Korsnäs gård. Det blev kaldt for Mos-huset, da der voksede en hel del mos på gulvet. Senere blev der bygget endnu et hus, hvis eneste rum blev indrettet som skolelokale. Det lignede en gildestue, og det var her, at børnene blev undervist og sov på bænke langs væggene. Et toilet ofrede man ikke tid på at installere.

"Vi måtte ofte gå ud i sneen for at tisse og besørge - det var så primitivt, man kan tænke sig", siger Sandra. "Og da vi noget senere fik et toilet, var der aldrig noget toiletpapir at tørre sig med. I stedet skulle man tørre afføring af med hånden og vand, som man gør det i landsbyer i Indien." Muligvis var det her, at grunden blev lagt til de Saras stadige urinvejsinfektioner, som senere skulle udvikle sig til en alvorlig underlivsbetændelse, der krævede akut hospitalsophold.

(...)

Efter nogle år på Korsnäs flyttede skolen til Almviks gård, hvortil også alle børnefamilier flyttede. I begyndelsen af Almvikstiden sov guru-kula-børnene i køjesenge i tre etager i meget trange og dårligt udluftede rum. Sandras forældre dukkede af og til op på gården, men de fik ikke lov til at bo sammen med deres døtre, som på det tidspunkt var fire og seks år gamle.

"For min søster og jeg, som var så små, var det fuldstændig ubegribeligt og rædselsfuldt, at vi ikke længere måtte bo hos eller være sammen med vores forældre," fortæller Sandra. Det har brændt sig ind i hendes erindring, hvordan hun og hendes søster grædende og skrigende sprang efter faren, da han kørte væk i sin bil og efterlod dem ensomme på Almviks gård.

Både på Korsnäs og Almvik blev Sandra og hendes klassekammerater jævnligt mishandlet og sparket af deres lærer. En anledning til at uddele tæv var, når børnene ikke sad stille. Læreren brugte ofte den traditionelle pegepind til at slå børnene over fingrene.

"Læreren løftede mig flere gange op i ørene, så huden bag øret begyndte at bløde".

Kl. 4 om morgenen blev børnene vækket. Stod de ikke op med det samme, blev de rusket vågne eller fik smidt koldt vand i ansigtet. Der var det samme skema for voksne som for børn, men børnene fik besked på at gå til ro allerede kl. 4 om eftermiddagen for at kunne stå så tidligt op.

(...)

En almindelig trussel var, at kødæderne ville komme og tage børnene, hvis de kom bagefter i noget fag. Derfor var lærerne nødsagede til at slå dem. Børnene skulle lære sig Bhagavadgita-vers og kunne dem udenad. Versene blev indøvet på bekostning af rigtigt skolearbejde, som ikke blev anset for lige så vigtig og derfor kom i anden række.

Den tykke bog Bhagavadgita var et af hovedfagene, og børnene skulle kunne læse og recitere den på sanskrit. De skulle også kunne oversætte den til engelsk, og det blev nøje kontrolleret stenhårdt, at børnene kunne deres tekster. Også andre vediske (old- sanskrit, red.) skrifter på sanskrit skulle børnene kunne udenad.

(...)

På Almviks skole blev der gennemført årskurser, som skulle forhindre, at skoletilsynet kunne komme med kritik. Alligevel blev undervisningen i matematik, samfundskundskab og andre obligatoriske emner ikke anset for vigtig.

"Når vi f.eks. havde samfundskundskab, sagde læreren, at 'dette her skal I lære, for ellers må skolen lukke og så bliver I sat i en skole med kødædere i stedet. I er nødt til at lære dette her, men egentlig er det ikke sandt.'"

(-)

I Hare Krishna fik børn ikke lov til at være børn, siger Sandra i dag. "Vi fik ikke lov til at have legetøj - allerhøjest var der Krishna-dukker at lege med. Bortset fra det havde vi intet, selv om jeg ved, at min farfar og farmor sendte legetøj til både mig og min søster. Men alt det blev låst inde. En dag sneg vi os inde og legede og fik siden en ordentlig omgang skældud. Mærkeligt nok fik tempelformandens børn lov til at bo hos deres forældre, og ledelsens børn blev hele tiden behandlet anderledes og bedre. F.eks. havde tempelformandens datter sit værelse fyldt med legetøj, og nogle gange fik vi lov til at komme op og lege med hende, en efter en."

Sandra husker også, at den samme pige holdt de mest utrolige fødselsdagsfester, hvor der blev budt på kæmpekager, som kunne have en hel modeltogbane rundt om hele kagen. Men når de andre børn havde fødselsdag, skete der intet. Sandra blev aldrig fejret eller fik fødselsdagsgaver eller julepakker i den tid, hun boede på Almvik.

(...)

Sandra og børnene på Almviks gård forsøgte flere gange at stikke af - i årenes løb blev det til en seks-otte gange.

"Selv når vi legede, legede vi en leg, som handlede om at stikke af," fortæller Sandra. "Når vi så stak af, nåede vi i reglen ikke længere til Almviks kartoffelmark, der strakte sig vidt rundt om gården, og som var ganske afskrækkende for små børn. Men andre gange nåede vi helt ud i skoven, og forsøgte at finde en vej, som førte væk. (-) Ved et tilfælde kom børnene til nogle naboer i skoven, som bød dem indenfor og gav dem slik. De sultne børn tog imod slikket, selv om det var maya - dvs. at både slikket og naboen tilhørte den onde verden og var syndigt.

(-)

Guru Harikesa blev dyrket som en gud sammen med den afdøde grundlægger Prabhupada. Han boede i en luksuriøst indrettet længe af gården på Almvik - Sandra fik bl.a. den ære at gøre rent på hans toilet - og på Korsnäs, som var hans foretrukne sted, når han ikke rejste rundt mellem diverse Krishna-templer i verden. Hver dag skulle hans disciple bede en bøn til ham.

Hver gang Harikesa kom til Sverige, skulle alle være fixed up, som det blev kaldt. Man skulle være velklædt og optræde som en sand hengiven Hare Krishna-tilhænger, og det var vigtigt at signalere, at man dyrkede bevægelsen. Også Harikesa selv blev dyrket, f.eks. skulle hans mad tilberedes på en særlig måde. Det foregik bl.a. på den måde, at druerne fik fjernet skal og sten, før han kunne spise dem. Sandra husker, at han ikke engang behøvede at binde sine egne sko selv.

"Vi børn fik nogle gange hans rester at spise," fortæller Sandra. "Der var slik med guldpapir om, husker jeg. Men det største bevis på hans guddommelighed, var det vand, som hans fødder blev vasket med - det blev anset for helligt og skulle drikkes.

(-)

Blev man syg, havde man begået en synd. Og blev guru Harikesa syg, da havde hans disciple syndet. I så fald begyndte Harikesas medhjælpere straks at undersøge, hvem der kunne være den skyldige.

"Det var den sikre opskrift på tvangstanker og forfølgelsesvanvid," mener Sandra.

Når hun tænker tilbage på sin barndom i dag, indser hun, at hun sjældent var rask. Sammenligner hun med sine egne fem børn, forstår hun, at alle børnene hos Hare Krishna var usædvanligt ofte syge. Igennem hele sin opvækst fik hun kun ayurvedisk medicin, dvs. indisk folkemedicin.

"Det kan overraske mig, at ingen af børnene døde med tanke på alle de sygdomme, vi fik, og at vi ikke måtte lade os behandle med penicillin. Besøg af en sundhedsplejerske eller skolelæge fik vi heller ikke."

Når det gælder børnenes helbredstilstand, vender Sandra flere gange tilbage til det spørgsmål, hvorfor ingen reagerede - hverken fra myndigheder eller kommune. Der var flere muligheder for at finde ud af børnenes situation, f.eks. da nogle børn var indlagt til udpumpning på Huddinge Sjukhus. De spiste alt for mange æbler, fordi de var ekstremt sultne efter en fasteperiode.

(-)

På Korsnäs og Almvik blev der altid kun serveret to måltider om dagen, medmindre man medregner den varme mælk, de fik serveret umiddelbart før de skulle sove.

"To måltider mad om dagen er jo helt utilstrækkeligt for børn i voksealderen, især når man tager med, at vi også skulle faste op til visse højtider," siger Sandra.

"Flere gange blev jeg svimmel under fasten. Jeg husker, at jeg engang åd græs og svampe ude i skoven, fordi jeg var så sulten. Under fasten fik børnene kun små kager af smørstegt sukret mannagryn, som var blevet ofret til guderne i dagens løb. Selv havde jeg en så kaldt Afrika-mave, da jeg var barn, og det havde andre børn på Almvik også."

At livet på Almvik fik konkrete medicinske følger for Sandra, viser det faktum, at menstruationen forsvandt i to år - mellem 14 og 16-årsalderen - skønt hun første gang fik menses, da hun var 12.

(-)

Da jeg spørger Sara, om hun slet ikke fik noget positivt ud af sin opvækst i Hare Krishna, er hun længe tavs.

"De stærkeste minder fra min opvækst er desværre sult og smerte, og slet ikke noget positivt," siger hun til sidst.

Siden fortæller hun om de unge muslimske kvinder med slør, som hun har mødt under sin praktik i ældreforsorgen.

"Det er positivt, at jeg på grund af min opvækst har ret let ved at komme godt ud af det med mennesker fra andre kulturer. Man plejer jo at sige, at den ene misbruger genkender den anden misbruger, selv om det i dette tilfælde drejer sig om kvindekultur."

Hun tror, at der måske kan være visse fordele ved at have været udsat for det, hun har været igennem, selv om det havde været bedre at få disse erfaringer på en anden måde. At kunne overskride kulturelle grænser er positivt, men hun bryder sig ikke om, at se muslimske kvinder, som ikke må gå hjem til sig selv alene, men skal hentes med bil af deres far eller en anden mandlig slægtning. De er så lykkelige over, at de i det hele taget får lov til at arbejde, og arbejde er omtrent det eneste de gør for deres forældre. Når de taler med hinanden, siger de, at Sandra er som en søster for dem, og hun virkelig forstår, hvordan de har det.

© Oversat af Niels Ivar Larsen for Information

Uddrag fra bogen: Charlotte Essén, Sektbarn - ett reportage om de utvalda för paradiset, Albert Bonniers Förlag 2008.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Leif Asmark Jensen

Siden Hare Krishna står for skud i ’De svigtede sektbørn’ og ’Sektbørn ignoreres af samfundet’ (Information 4.7.08), har jeg som mangeårigt medlem af Hare Krishna et par ord til artiklerne. For så vidt står der intet nyt. Alle i Hare Krishna ved, at vi har haft problemer med skoler forskellige steder i verden, og at misforståede, om end velmente, ideer om børneopdragelse et langt stykke ad vejen var årsag til en række katastrofer.

Ikke desto mindre er det problematisk at skulle diskutere dette med udgangspunkt i svenske Charlotte Essén og hendes bog Sektbarn. Nu har alle selvfølgelig lov til at hoppe på den fortærskede antisektkampagnevogn, som Charlotte Essén (og Information?) har gjort det, men den stod seriøse religionsforskere af for flere årtier siden. Dette har givet Sektbarn nogle drøje hug med på vejen, hvilket Information desværre ikke fik med.

Professor i religionsvidenskab Liselotte Frisk bemærkede i Kyrkans Tidning den 29.5.2008:

”Forfatteren har en meget tydelig agenda, som falder under kategorien ’pas på de farlige sekter’. Måden, bogen er bygget op på med et minimum antal interviewede personer, som får lov til at konstruere et skrækindjagende billede af minoritetsgrupper, den meget bevidste association til selvmordsreligioner og religiøs terrorisme og kulminationen med den påståede hjælp fra antisektbevægelsen, er dygtigt konstrueret og nem at antage.”1

Men, skriver Liselotte Frisk videre, så enkelt er alt ikke:

”Virkeligheden er dog mere nuanceret og kompleks. I et pluralistisk og demokratisk samfund findes mange minoriteter og mange oplevelser af at tilhøre minoritetsgrupper. Der findes mindst fem forskellige kategorier af børn, som er vokset op i sluttede religiøse samfund: de, som bliver i bevægelsen og helt tilslutter sig gruppens ideer; de, som bliver i bevægelsen, men iværksætter forandringer; de, som forlader bevægelsen, men synes, at tiden der var ganske positiv; de, som forlader bevægelsen og er meget negative; samt de, som har blandede følelser og engang imellem bevæger sig i bevægelsens periferi. Af disse er det kun én gruppe – de meget negative – der kommer til orde i Esséns bog.”

”Kun at lade disse beskrive bevægelserne er naturligvis misvisende,” konstaterer Liselotte Frisk. Herefter giver hun som modvægt sin egen forskning:

”Jeg har selv forsket en del blandt andengenerationen i sluttede religiøse samfund, og de allerfleste berettede om en opvækst, som var anderledes, men både havde positive og negative sider…De to bevægelser, jeg selv kender godt, og som optræder i Esséns bog – Hare Krishna-bevægelsen og Familien/Guds Børn – har begge en delvis problematisk fortid med hensyn til behandlingen af børn. Det, som derimod ikke fremgår tydeligt i Esséns bog, er, at begge bevægelser har taget afstand fra disse hændelser og i over tyve år truffet stærke forholdsregler for at hindre gentagelser. Esséns interviews er i mange tilfælde gamle. Rent historisk er disse tilfælde naturligvis vigtige, men det er misvisende at give indtryk af, at den slags stadig foregår i disse bevægelser i dag.”

Ifølge Liselotte Frisk er dette Sektbarns farvede antisektisme. Der fokuseres bevidst på personer med negative oplevelser og alt andet ignoreres, negative hændelser generaliseres til den totale virkelighed, der gøres ikke opmærksom på nyere udviklinger, og alle religiøse grupper slås over én kam, uanset hvor forskellige de er.

Virkeligheden er som sagt anderledes. Eksempelvis ligger problemerne i Hare Krishna, som Liselotte Frisk påpeger det, over tyve år tilbage i tiden, og omfattende tiltag, både internt og i samarbejde med offentlige myndigheder, er blevet gjort for at råde bod på skete skader og hindre gentagelser i fremtiden. Intet af dette nævner Essén.

Derfor konkluderer Liselotte Frisk også, at ”bogen, som den nu fremstår, mere forstærker fordommene imod minoriteter end skaber en konstruktiv diskussion og dialog om de problemer, som trods alt findes. For naturligvis må vi diskutere, hvilke konsekvenser forskellige religiøse læresætninger kan få i forskellige sammenhænge. Det er en meget vigtig diskussion. Desværre udgør Esséns bog ikke det bedste diskussionsgrundlag.”

Ikke kun er Sektbarn tendentiøs, men Essén har i flere tilfælde ikke engang de faktuelle kendsgerninger på plads. Jeg kender selv til historien om ’Sandra’ og de involverede personer. Historien er langt mere nuanceret end Esséns sort-hvide fremstilling. På hvad måde er ligegyldigt, for det ændrer ikke ved, at situationen i Hare Krishna unødvendigt forværrede hendes tilfælde, og at der var mange andre lignende historier. Jeg nævner det blot som en yderligere grund til, at Sektbarn ikke er en neutral kilde til forståelse af, hvad der rører sig i religiøse samfund.

Så hvorfor har Information ukritisk kastet sig over en sådan kilde uden at kontakte andre religionsforskere eller eksempelvis os i Hare Krishna for en uddybende kommentar? Var det en søvnig agurketidseftermiddag, eller er det udtryk for en bevidst redaktionel linie? Jeg vil gerne tro det første, men får mine tvivl, når jeg læser en ’faktaboks’ med tilsyneladende citater fra Hare Krishnas grundlægger Srila Prabhupada.

Ud af de tre har det ene en reference, jeg kan tjekke.2 Igen håber jeg, at det kun er Informations oversætter, der skulle have sine skolepenge tilbage, men det ligner til forveksling overlagte tendentiøse fejloversættelser. Således skulle Prabhupada angiveligt have sagt: ”Børnene skal hærdes, så de sætter pris på strenghed.” Dette viser sig at være oversat fra ”…the children should be so trained that they will enjoy performing austerities.” Men hovsa, ’train’ betyder da ’oplære’, og ’austerity’ betyder mere noget i retning af ’enkelhed’ eller ’spartanskhed’. Er en mere korrekt oversættelse ikke, at børnene skal oplæres til at kunne lide at leve enkelt og beskedent?

Prabhupada skulle også have sagt: ’Hvis de er ulydige, skal de disciplineres.” Gudhjælpemig om det ikke er oversat fra ”If there is obedience then there will be discipline.” Jeg troede, at ’obedience’ betød ’lydighed’ og ikke ’ulydighed’. Den rigtige oversættelse skulle vist have været, ”Hvis der er lydighed, vil der være disciplin.” Hvilken skolelærer vil betvivle det?

En kostelig en er ”I kan altid straffe eller tvinge dem.” Den viser sig at være oversat fra ”…that is not always by punishing or by force.” En sætning, der siger, at man ikke altid når ind til børn ved at straffe eller tvinge dem, får en stik modsat betydning. Var oversætteren så forhippet på at få bekræftet sine forudfattede opfattelser, at han som en anden freudiansk smutter læste noget andet, end hvad der stod? Men selv om oversætteren ser ud til at ville høre det modsatte, var Srila Prabhupadas klare indstilling, at fysisk afstraffelse er uacceptabel: ”[W]e may show the stick but we should never use it.”3

Det er uheldigt, hvis Information har sat sig for at hoppe på en antisektkampagne. Det gavner intet. Som sagt er der ingen i Hare Krishna, der benægter det, som blev mange af vores børn til del, især i 1970’erne og 1980’erne. I den forbindelse har vi og specielt de børn, det gik ud over, selvfølgelig også brug for hjælp fra det større samfund. Men der er ingen hjælp i en hysterisk, hadsk antisektkampagne, hvis underliggende agenda mest af alt er ”Lad os udslette al religion og alle anderledes tænkende fra jordens overflade.” Det, der er brug for, er moden forståelse og gensidig trækken på hinandens erfaringer af, hvor det kunne gå galt, og hvad der skal gøres for at undgå noget sådant sker igen. Mon ikke det stadig er Informations virkelige ånd?

Fodnoter:

1. Onyanserat om sekter, Liselotte Frisk, Kyrkand Tidning den 29.5.2008. Tilgængelig på Internettet på http://kyrkanstidning.se/recensioner/facklitteratur/onyanserat_om_sekter...
2. Srila Prabhupada i et brev til Stokakrsna Dasa den 20. juni 1972.
3. Fra et brev den 10. december 1972.