Læsetid: 6 min.

Til te hos talebanerne i AA

Det er en blandet flok, der mødes foran Simeonskirken på Nørrebro denne sommeraften. Og en del af dem er kun i 20'erne. En af kvinderne ligner hende nede fra banken. Ham dér er helt sikkert håndværker, der er en hippie og én, der nok arbejder i Mærsk. Og hende dér, hun ligner mig
25. juli 2008

"Jeg hedder Charlotte, og jeg er alkoholiker," lyder det, da AA-mødet er gået i gang. Forinden har de fremmødte drukket en kop kaffe, hilst på nye ansigter og spurgt til gamle venner. Charlotte er valgt som aftenens speaker og skal i løbet af den næste halve time præsentere sin historie for de andre fremmødte. Hun sidder derfor med front mod de fremmødte, som har dannet halvcirkel omkring hende.

"Jeg blev voldelig, når jeg drak, og det endte med, at min veninde forlod mig på en rejse i Thailand, og jeg sad helt alene på en strand."

Mødelokalet ved siden af kirken er kun halvfuldt. Det er sommerferie, men lidt flere end 40 mennesker har alligevel fundet vej til det ugentlige Vision For You-møde.

Charlotte fortæller om en rejse, hun engang var på med en veninde. Iført praktisk, kort hår, løstsiddende sommertøj i glade farver og en bidende selvironi fortæller hun sig gennem sit livs kriser, så tilhørerne til aftenens AA-møde ofte må grine højlydt. De kender det godt, alt det Charlotte fortæller.

Hele Charlottes fornægtelse varede fra hun som 13-årig drak sin første øl, til hun mange år senere i livet mødte en fremmed canadier på en strand i Thailand. Han forklarede hende, hvordan han havde haft det, hvordan han havde fundet AA, og hvordan han havde det nu. Charlotte genkendte sig selv i hans historie. Tidligere i tilværelsen havde hendes venner antydet, at hun havde et alkoholproblem.

"Det løste jeg ved at finde nogle andre venner," fortæller hun og overdøves af de fremmødtes indforståede latter.

Pludselig dér på stranden i Thailand oplevede Charlotte, at der fandtes et menneske i verden, som havde det ligesom hende. Den identifikation er afgørende for en alkoholikers vej til ædruelighed, hvis man spørger et medlem af AA.

"Man skal møde en, der har haft det på samme måde som en selv, for at det virker," fortæller aftenens mødeleder, Jan, som selv blev kontaktet af et fjernt familiemedlem, da han var aktiv alkoholiker. "Jeg anede ikke, at hun havde problemer med alkohol, men jeg kunne genkende hendes historie fra mig selv. Det var ligesom at komme hjem til sin egen planet," fortæller han.

Gud er en stol

Selv om Gud er nævnt flere gange på de skilte med AA-slogans, som pryder væggen bag Charlotte, så er kristen tro ikke et adgangskrav.

"Alle uanset tro er velkomne. Hvad Gud angår, så vælger du selv, hvem han er. Det kan være denne stol," siger Jan og banker på en af de polstrede stole, som er sat frem til dagens fremmødte.

"Quit playing God," står der således på et lamineret A4-ark, som er opsat bag aftenens taler.

Men Gud er ikke emnet, da ordet bliver frit efter Charlottes fortælling. Det er taknemmelighed. Alle de, der rækker hånden op, giver udtryk for deres taknemmelighed over for Charlotte, som har delt med dem, og over for fællesskabet, som de synes giver dem så meget.

Det eneste, som gives synligt igen, er da små kurve går på omgang, og alle tømmer lommerne for mønter. Donationerne sørger for kaffe, kage og husly til AA-møder i en organisation uden ledelse, medlemsregistrering og andet formål end at få folk til at hjælpe hinanden ud af alkoholmisbrug.

"Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og mod til at ændre de ting, jeg kan, samt visdom til at se forskellen," messer de 40 mennesker hånd i hånd, inden de forlader kirken. Mødet er slut.

Talebanerne og de 12 trin

Pladsen foran kirken er samlingssted efter mødet. Nogle skal direkte hjem til børn og kærester, mens andre værner om traditionen om at afslutte aftenen på en nærliggende café. Hvis gruppen havde været gennemsnitsdanskere, havde der nu stået fadøl over hele bordet, men det gør der ikke. I stedet flyder det med hjælp, selvhjælp, gode råd, skulderklap og lister med trin.

"Der er masser af alkoholikere, der ikke laver trin. Men de er ikke lykkelige. Man kan kende dem til møderne, hvor de sidder og ser ulykkelige ud," siger en af aftenens deltagere. Han er en af 'talebanerne' eller 'trinnazisterne', som de kaldes, fordi de læser Den Store Bog og laver deres trin med fundamentalistisk tilgang. Et af trinnene er f.eks. at opsøge mennesker, som man tidligere i sit liv har gjort ondt, og bede om forladelse. Ligesom at turde miste kontrol over sit liv er noget, som talebanerne gå meget op i.

Trinnene er afgørende for deltagernes livskvalitet, hvis man spørger dem. Ingen kan sætte tal på, hvor lang tid det tager at nå igennem alle 12 trin, men når man er igennem, er det ofte nødvendigt at starte forfra. Det afgørende er, at man laver sine lektier - altså træder sine trin - hjemmefra, for man holder sig ikke ædru af at sidde passiv til et møde en aften om ugen.

"Jeg var ligesom alle andre skidebange, første gang jeg gik til AA-møde. Jeg sad der bare og gjorde ikke noget. Efter et halvt år som ædru fik jeg det dårligere, og så gik jeg i gang med at lave trin. Jeg blev talebaner," fortæller Jan.

Talen falder på en anekdote, som Charlotte fortalte i aftenens oplæg.

"Der var engang en mand, som tabte en nøgle på en mørk gade. Han ledte og ledte og gik til sidst hen under en lygtepæl for at lede. Hans ven kom forbi og spurgte, hvad han lavede. 'Jeg leder efter en nøgle', svarede han. Vennen spurgte, om det var dér, han havde tabt nøglen. 'Nej, men det er lettere at lede i lyset'," sagde manden".

Sådan er det også med trinnene, forklarer flere af deltagerne. Det er lettest at sidde passivt til møderne, men det er ikke dér, nøglen er. Man skal ud og lede i mørket, selv om det er svært. Det er trinnene, som er nøglen.

"En alkoholiker, der har været ædru i mere end 15 år, han laver trin. Ellers er han måske slet ikke alkoholiker," forklarer talebanerne. De fleste af dem sværger til denne type AA-møder frem for fællesterapeutiske rundesnak, som man finder til AA-møder rundt omkring i landet.

Selvhjælp til egoer

Jans historie ligner mange andres. Han var ofte fuld, kunne ikke styre indtaget, konen truede med at skride med børnene, hun kom tilbage, skred igen, og først da Jan havde været ædru ved AA's hjælp igennem længere tid, blev han skilt.

"Det sker ofte, at folk holder sammen på trods af alkohol, men når det problem er løst, bliver de skilt," forklarer han.

Jan er ikke bare aftenens mødeleder. Han er også sponsor for over 30 mennesker, som alle deler hans problem med alkohol.

"At være sponsor betyder, at de ringer til mig for vejledning. I starten er det dagligt, men efterhånden mindre og mindre," fortæller Jan. "Alle alkoholikere er egoister. Men med AA opdager man, at hvis man helt uselvisk hjælper et andet menneske, så kommer det tilbage til en selv. Når jeg taler med en ny AA'er, så fjerner jeg opmærksomheden fra mig selv, og på forunderlig vis løser det mine egne problemer," siger han.

En kvinde ved siden af ham forklarer, at hun nogle gange får et enormt behov for at finde "en ny" til møderne.

"Hvis jeg begynder at få det dårligt, kan jeg bare mærke, at jeg skal ud og have fat i en ny," siger hun og indrømmer, at der ofte kan være rift om de mennesker, som dukker op krybende langs væggene til deres første AA-møde.

Andre går til møde med en anden bagage. En enkelt af aftenens deltagere har således lige haft et sammenstød med en flaske vodka for blot halvanden måned siden. Det var fem års ædruelighed, som blev skyllet ned på et tysk hotelværelse en sen aften. Hvordan han havnede på sit værelse med flasken, husker han ikke. Men da han sad der, var han ikke i tvivl om, at han ville drikke den.

"Nu er det bare op på hesten igen," siger han smilende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulrich Drechsler

heldigvis er det ikke alle AA grupper der er ligesom " tyskerne" eller taliban
som i kalder det...Der er nok at vælge imellem...Som ikke dømmer..men lader Gud om det, som hver især opfatter ham....Men de findes disse "Tyskere" ligesom man i USA har en betegnelse for dem der tordner imod medicin, de hedder såmend " The killing people"