Det er lige før, floden Turia i det østlige Spanien løber over sig igen, nu hvor Primera Division er sæsonklar i næste weekend med en ny portion storhedsvanvid og kuldslåede passioner. Efter sidste søndags 3-2-sejr over Real Madrid i Super Cup'ens første ben, hvor Valencia CF atter viste tænder i halen på en katastrofal sæson med aktiedyk og Ronald Koemans rystende ringe lederskab, er der håb at spore på Mestalla Stadion og i de mange 'Los Che'-hjerter verden over. I år skal det fandeme være. "Anem a Mestalla", "lad os ta' på Mestalla", synger Valencia-folket kækt, mens børnene svinger sig i den gigantiske Gulliver-statue af glasfiber i Turia-parkens østlige hjørne, og familiefædrene diskuterer på livet løs, om den nye unge manager, Unai Emery, kan få fødderne på David Silva, David Villa og Joaquín til at danse i samme retning. Gerne mod modstanderens mål, selvfølgelig. De gråhårede seniorer husker stadig den lynhurtige forward Guillermo Gorostiza Paredes, som plantede kimen til Valencias storhed med sejren i Copa del Generalísimo i 1941 og stribevis af ligamesterskaber. Generalens Cup, som var Francos pompøse hyldest til sig selv, har for længst fundet sit gamle kongenavn igen, og aktuelt er det Valencia, der har pokalen, efter at de som bekendt vandt 3-1 over Getafe. Men Copa de Su Majestad El Rey Don Juan Carlos I - det hedder den altså - er langt fra nok på de kanter. Nu gælder det en topplacering i La Liga. Turia syder og bobler.
Turias hævn
I 1957 gik floden over sine bredder, og Estadio Mestalla blev lagt i ruiner. Siden 20. maj 1923, hvor tribunerne blev indviet med en venskabskamp mod lokalrivalen Levante, havde Mestalla vekslet mellem tætpakket folkefest og sørgelig decimering til losseplads og koncentrationslejr som følge af borgerkrigen. Turia hævnede sig, bedst som 1940'ernes 'elektriske angreb' med Epi, Amadeo, Mundo og Gorostiza var bannerfører for en ny tid med projektører, ordentligt græs og komfortable siddepladser. Men flodbølgen genrejste byen, og i 1959, da Sankt Josef i den traditionelle Falles-festival skulle fejres med et gevaldigt knald, blev det kunstige lys tændt over Mestalla til stor jubel for de 45.500 fans på lægterne. Det var før helte som Mario Kempes, 'El Matador', der vandt guld med Argentina i 1978 og sørgede for sølvtøj til Valencia i 80'erne. Og der var længe til Fernando Morientes Sánchez, der godt nok sidder meget på bænken, men når han endelig kommer ind, påstår de i den 2.145 år gamle bastion grundlagt på den romerske hærfører Flavius Julius Valens' fikse idé, så scorer han på chancer, der ikke er der. Lige nu holder Valencia-supporterne vejret. Bare de ikke sælger Villa for at skæppe i den slunkne pengekasse, og gid Barcelona og Real Madrid må revne indefra af primadonnanykker og renæssanceagtige intriger. For når storebrødrene hviner og flæber, plejer Valencia Club de Fútbol nemlig at vinde det hele.
FIFA-præsidenten Sepp Blatter er god ven af Real Madrid-bossen Ramón Calderón. Og mens sommerens opulente Cristiano Ronaldo-saga flammede på sportsavisernes forsider, tordnede Blatter mod Manchester Uniteds stab og deres angivelige 'slaveri'. Så lad dog den arme knægt fra Madeira skifte til det spanske kongehold! En milliard kroner i transfersum var særdeles fristende, indrømmede den 23-årige hjerteknuser og Champions League-vinder, efter at han endelig besluttede sig for at blive i regnvåde Manchester. Alex Fergusons legendariske alfaderhypnose havde åbenbart virket på det transnationale ikon, der også gjorde sig bemærket ved på krykker at sige nej tak til Paris Hiltons flirt i Los Angeles og skuffe sin Real Madrid-forelskede mor, Maria Dolores, der allerede var i fuld gang med at dekorere sønnens luksushybel med behørige fladskærme, dobbeltcarporte og en fiks lille marmorhylde til trofæerne. No wonder, at Cristiano ta'r en tørn til på Old Trafford. Ellers er alt ved det gamle i den hollandske, undskyld, spanske hovedstadsklub. Van Nistelrooy skyder på alt, hvad der bevæger sig i 16 meters radius og fungerer som psykoterapeut for den orange Real-fraktion, der for nylig blev forstærket med midtbanestilisten Rafael van der Vaart. Gabriel Heinze ligner stadig et testosteronanfald iklædt den argentinske version af Bundesliga-hår (kig bare på Fernando Gago og OL-helten Messi). Kameraerne zoomer endnu engang ind på Raúl González, efter at han forsmået, men sympatisk klappende, må se til, at de spanske EM-helte bliver hyldet af Gud, konge og fædreland, mens Robinho, tydeligt duperet og forfjamsket over landsmanden Felipe Scolaris gyldne invitation til Chelsea, øver sig på rollen som Tigerdyret: Han tror, han er lavet af gummi, han hopper i øst og vest. I hvert fald på Mestalla i søndags. Til gengæld sprintede glasmanden Arjen Robben fra alt og alle på Valencias højre flanke og lagde suverænt op til 'Van Gols' udligning til 2-2. Synet af den flyvende hollænder gør dog ikke Madrid-vittigheden mindre presserende. Hvis Robben scorer, er det fedt, og fansene er ekstatiske. Hvis Robben scorer, er det noget lort, for så bliver han garanteret skadet og skal ligge med benskinne og sugerør i et halvt år på grund af holdkammeraternes spontane omfavnelser.
Ethvert hold har et omdrejningspunkt, som man ikke skal pille ved. I FC Barcelona er det Xavi og Iniesta. Af statur fylder de ikke meget, men i tjeklisten over pasningsspil, radarblik og kvikke driblinger er niveauet titanisk. I prestige er de langt fra sidste års ombejlede Fab Four - Ronaldinho, Thierry Henry, Samuel Eto'o og Messi - men symptomatisk for Los Blaugrana nåede de fabuløse fire stort set ikke at spille sammen, og trods skader var det kun Messi, der viste flotte takter for katalanerne. Men med nye indkøb som Christian Poulsens tidligere Sevilla-kollega Daniel Alves og hviderussiske Aliaksandr Hleb ligner Barca noget, vi kender. Hleb elsker at agere i hullet bag angriberen (selv om han mest spillede højre wing hos Arsenal), og Alves opholder sig mere i angrebet end på den højre backplads, der står på visitkortet. Så kan man bare håbe for Josep Guardiola, at Henry holder ryggen fri for prolapser.
Den værste præsident
I Valencia har man lært at omgås iltre floder og ekspansive romere. De bygger bare et forlystelsesområde, anlægger en flot park og gelejder de urbane stoltheder pænt uden om naturens ødelæggende luner. Men dønningerne efter klubbens værste præsident nogensinde, Juan Bautista Soler, slås de stadig med. Soler, der har en umiskendelig lighed med sydlandsk behårede Onkel Knud, som man helst ikke vil sidde ved siden af til familiemiddage, er nr. 717 på Forbes Magazines liste over klodens rigeste. Tænk Florentino Pérez, men tilføj nouveau riche og EU-opsving. Mellem 2004 og 2008, hvor Soler var præsident i Valencia, formåede han at smadre den tiltrængte restaurering af Mestalla, forpurre prospekterne for 'Nuevo Mestalla', som efter planen skal indvies i 2009, hæve gælden til tre milliarder kroner samt ansætte (og fyre) syv sportsdirektører og fem trænere. Soler overtog en klub, der netop havde vundet La Liga og UEFA Cup. Da han af helbredsmæssige grunde trak sig fra posten, lå Valencia i bunden af ligaen, mens klubben gjorde det klart for enhver fodboldfreak, at man fik historisk lidt ud af et historisk unikt spillermateriale. Efter Solers afgang kvitterede Valencia med at vinde Copa del Rey. Eller var det Turia, der rejste sig?
