Læsetid: 7 min.

I Danmark er frisindet på retur

Hjem. Hellmuth Stuven flygtede fra Augusto Pinochets militærkup i Chile og kom som politisk flygtning til Danmark i 1974. I 1987 fulgte hans datter Karen Stuven. Deres møde med Danmark har på afgørende punkter været forskelligt
8. august 2008

Hellmuth forsikrer politimanden om, at han har et sygesikringsbevis, og de følges over til Hellmuths opgang på Christianshavn. Men de er knap nok kommet ind i opgangen, før politimanden trækker sin knippel og begynder at banke løs på Hellmuth. Han flygter forvirret, mens han forsøger at finde en telefon, så han kan ringe til sin advokat.

Det er ikke første gang, Hellmuth oplever vold fra ordensmagten, sidste gang var i Chile 15 år tidligere. Hellmuth havde en lovende karriere som ingeniør med speciale i lysteknik, men i september 1973 var det slut. Pinochet væltede regeringen ved et militærkup, og Hellmuth blev, på trods af at han ikke var aktiv politisk, men blot arbejdede for staten, en jaget mand. Han skulle ifølge militæret tilhøre en ekstremt venstreorienteret chilensk organisation samt have dræbt en politimand.

Han ender i forsvarsministeriet, hvor man uden et eneste spørgsmål går i gang med at banke ham sønder og sammen.

Han får de fleste af sine tænder smadret. De bliver enten slået ud med en geværkolbe eller trukket ud med en tang. Han mister i alt 16 tænder og er overbevist om, at han vil blive slået ihjel, da han til sidst bliver kørt mod Chiles nationalstadion, hvor man i tiden efter Allende henrettede en lang række chilenere. Politiet bliver dog, inden de når så langt, overbevist om hans uskyld og sætter ham til sidst fri.

Det lykkes ham at komme ind på den italienske ambassade, hvorefter han godt 10 måneder senere, den 22. august 1974,, kan komme til Danmark som politisk flygtning sammen med otte andre chilenere. Et halvt år i forvejen er han begyndt at forberede sig på mødet med Danmark bevæbnet med en dansk-spansk ordbog fra 1948 og bøger som Peter møder Mette og Mette tager toget. Han har ligeledes fra ambassaden sørget for, at han har et job på Danmarks Tekniske Højskole, hvor han starter med at arbejde med det samme, han kommer til Danmark. Samtidig går han på sprogskolen KISS om aftenen tre gange om ugen. Da hans job på Danmarks Tekniske Højskole udløber, står han som arbejdsløs og søger inden for de næste tre måneder alverdens job fra chauffør til programmør, i alt 275 ansøgninger bliver det til. Efter et par forskellige jobs etablerer han sit eget IT-firma, Dansoft, som han har de næste 15 år.

I slutningen af 1987 kommer Hellmuths 19-årige datter Karen til Danmark fra Chile. Hun har diverse teenageproblemer og konflikter med moren, som hun bor hos, og søger derfor tilflugt hos sin far, som hun efter et stykke tid i Danmark vælger at blive hos. Efter familiesammenføringen falder hun hurtigt til, lærer dansk og får job som pædagogmedhjælper. Hun begynder hurtigt at uddanne sig og er i dag anæstesi-sygeplejerske.

Hvor Hellmuths møde med Danmark ikke har været problemfrit, har Karen det lettere.

"Jeg har aldrig rigtigt mærket nogen modstand, og der har heller ikke været de store kulturelle forskelle, der gjorde det svært. Jeg giver selvfølgelig kys på kinden, som man gør i Chile, hvilket godt kan gøre folk lidt perplekse, men det er vist det," siger Karen Stuven.

Hellmuths liv i Danmark har i større grad været præget af modvilje fra dansk side. Den nævnte episode med politiet skete efter, at Hellmuth havde været involveret i et trafikuheld uden for sin lejlighed på Christianshavn. En bil har kørt døren af den taxi, som Hellmuth var på vej ud af, og Hellmuth har ringet til politiet. Politimanden har dog mere travlt med at betvivle Hellmuths tilhørsforhold til Danmark end at tage sig af trafikuheldet.

"Du kan da umuligt være dansk, sådan som du ser ud," lyder det fra politimanden, der forlanger at se Hellmuths pas. Hellmuth nægter - hvorfor skal han vise sit pas, han er jo dansker? Politimanden truer nu med at anholde Hellmuth, og han får derfor politimanden til at gå med til hans bopæl for at fremvise pas og sygesikringskort. Men politimanden ikke interesseret i dokumentation.

Xenofob til Padborg

"Jeg bruger et år på at køre sag mod ham og vinder da også til sidst. Men hvad ender det med? Han får ingen anden 'straf' end at blive sendt til Padborg som grænsevagt...så kan han jo passe på flygtninge dernede," siger Hellmuth. Og fortæller videre om, hvordan nazister kastede flasker efter ham og hans søn, så de måtte tage på hospitalet for at fjerne glasskår fra sønnens øjne. Og hvordan han, engang han skulle med bussen, oplevede, at buschaufføren kastede alle hans penge ned på bussens gulv.

"Tror du, jeg gider tælle dine åndssvage penge. Den her bus kører ingen steder med dig i den," lød det fra chaufføren.

Og nævnte oplevelser samt en mængde andre har sat sig spor i Hellmuth. Hvor det før var uvidende spørgsmål som 'hvilken stjerne er Chile i det amerikanske flag?' bliver interessen i midten af 80'erne blevet afløst af en direkte modvilje.

"Det var paradoksalt nok, da jeg efter 10 år begyndte at drømme på dansk, at jeg for alvor mærkede en ændring i danskernes syn på 'de fremmede'. Hvor man før blev mødt medfen nysgerrig uvidenhed, blev man nu mødt at en forudindtaget afstand," siger Hellmuth Stuven.

"Jeg er også dansk og har igennem mange år bidraget til det danske samfund, men danskerne har mistet den åbenhed, de engang havde sammen med deres forståelse og accept af mangfoldighed," siger Hellmuth Stuven.

Og selvom Karen aldrig selv har været udsat for nogen form for forskelsbehandling, har hun alligevel mærket, hvordan tiden har ændret sig. Og hun har svært ved ikke at reagere på den generalisering, der hersker.

"Jeg kan ikke lade være med at blande mig, når folk insisterer på at generalisere og tale på et så løst grundlag, som de gør. Udgangspunktet er en lille gruppe, som bliver gjort til repræsentanter for alle indvandrere og flygtninge," siger Karen Stuven.

Et eksempel oplevede hun i sit arbejde som sygeplejerske. Karen havde en muslimsk mand til behandling. Og selvom hun kun måtte lukke én gæst ind, havde hun lukket to besøgende ind for at se til ham, eftersom han lå alene på en seksmands stue. Der kom en anden ansat fra hospitalet ind og skældte hende højlydt ud foran de besøgende og den syge mand.

"Du ved jo, hvordan de er, hvis man først giver dem lov, så komme de jo stormene, først er det to, men næste gang er det 10," lød det fra den anden kvinde.

Karen tog den anden kvinde med uden for og prøvede at forklare hende om almen menneskelig respekt.

"Jeg sagde til hende, at sådan kan man ikke opføre sig, og at jeg syntes, at hun skyldte familien at give dem en undskyldning," siger Karen Stuven. Hun irriteres gentagende gange af, at man tager afsæt i abstrakte ideer i stedet for konkrete problemer.

Retur til Chile

Hellmuth Stuven er efter tæt på 29 år i Danmark taget tilbage til Chile. Et valg truffet af kærlighed til en chilensk kvinde. Og han kan - på trods af sine mange år i Danmark - ikke slippe fornemmelsen af at være kommet hjem.

"Men samtidig føler jeg mig 100 procent dansk, jeg læser de danske aviser, følger med i dansk politik. Det er en del af mig og en del af min familie, som jeg har efterladt, hvilket selvfølgelig er svært," siger Hellmuth Stuven.

Alligevel har han fundet noget i Chile, som han har savnet.

"Det kan godt være, at danskerne bliver kåret som det lykkeligste folkefærd, men jeg har svært ved at få øje på glæden. Den manifesterer sig vist mere indadtil end udadtil," siger Hellmuth Stuven og fortsætter: "Der mangler sammenhold og lighedsfølelse i Danmark, åbenhed over for, hvem ham, der sidder ved siden af dig, er, og hvad kan han bidrage med," siger Hellmuth Stuven.

Karen kunne dog aldrig på samme måde vende tilbage til Chile.

"Jeg vil altid være chilener. Men jeg flytter aldrig hjem. Jeg har en søn her, en eksmand, min kæreste, mine søskende, mine venner og mit arbejde. Det er mit hjem," siger hun.

Alligevel er hendes chilenske baggrund et tema, der også forplanter sig videre til hendes 12-årige søn. Det skete blandt andet, da de skulle på ferie, og politiet pludselig ikke ville forny hans pas.

"På politistationen tager de pludselig passet fra ham, og politimanden siger, at han ikke er dansker, men chilener. Det forstår jeg jo ikke meget af, eftersom hans far er dansk, og han er født i Danmark," siger Karen Stuven.

"Jeg kan huske, hvordan han så på mig og sagde, 'mor, jeg ér dansk, er jeg ikke?' Og selvfølgelig var han det, han føler sig jo 100 procent dansk og er opvokset her med en dansk far. Men det optog ham selvfølgelig meget," siger Karen Stuven og fortsætter:

"Han var jo retsligt set ingenting - og man kan jo ikke være ingenting i denne her verden, men må høre til et eller andet sted," siger Karen Stuven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hør, hvad er nu det? Vi ved da ellers fra folk som "Nybæk" og konsorter, at det KUN er muslimske indvandrere, der bliver generet, ikke?

Heinrich R. Jørgensen

Tværtimod, Per, det vi er blevet tudet ørerne fulde med, er, at det kun er muslimske indvandrere der volder problemer.

Dette er også aldeles i tråd med artiklen, hvor det fremgår tydeligt, at de på ingen måde har forårsaget besvær eller problemer.

Derimod er mobning dansk folkesports ypperste disciplin - alle der er det mindste anderledes mobbes på den ene eller anden måde, muslimer eller ej.

Den store rorgænger Villy Søvndal har for længst konstateret at folk der kommer fra de varme lande har en yderst problematisk, kja rent ud sagt mærkelig kultur med i bagagen. Og den store rorgænger kan naturligvis ikke tage fejl.

Synd at Karen Stuven og hendes far ikke kan indse dette, og i stedet fremturer med en plat og primitiv kritik af det danske samfund, der som bekendt er verdens bedste…

Ja, det vil jeg. Lad os tale om de enkelte der har/er/gør problemer istedet for at bare adskille dem fra os in en stor uoverskuelig pærevælling. Sæt navn og ansigt på som vi skal forholde os til, istedet for bare et anonymt 'indvandrer'.

Det bliver velikke mere nuanceret af, at man sætter bindestregs-nationalitet på, hvis man stadig omtaler og behandler de pågældende nationaliteter som en homogen gruppe. Nuanceret bliver det først, når man taler om enkeltpersoner.

Jens Thorning

I Danmark er FRISINDET på retur?

Nej da - for er det ikke i morgen, at den store Gay Pride Parade indtager Copenhagen og Tivoli Gardens med deltagelse af Fogh, der flasher en Mohammed-tegning til ære for Verdenspressen?

Er du nødt til at søge helt til Sverige for at finde et eksempel "Oluf Larsen". Sølle.
Iøvrigt er frisindet på retur, ganske rigtigt. Den normalisering, homoseksuelle frivilligt har underlagt sig, har ikke meget med accept at gøre. Diskretion er en æressag rammer det bedre.

Jens Thorning

Reklamebranchen og politikerne elsker dem - jeg ved ikke, hvor accepteret, de er i befolkningen, men ingen tør vel sige det, hvis de ikke er det, og så kan indvandrerne, muslimer og dem, folk synes ligner dem, få skylden for alverdens ondskab. Det er det klassiske: Underklassen og afvigerne slås om overførselsydelser og opmærksomhed fra Eliten, og her er muslimer og grønlænderes image helt i bund, mens de homoseksuelle har deres Magic Moment, som det hedder på dansk Disneyland sprog.

Peter Jespersen

@ Per Thomsen

Øeh nej - hvis man kigger lidt dybere end bare EBs overskrift så har Villy konstateret at kultur og religion KAN være et problem i forbindelse med integration.

Ligeledes er der på begge sider både religiøse og politiske kræfter der gør sit bedste for at spænde ben for integrationsprocessen.

Hans Jørgen Lassen

Hvad kan man selv gøre? Det må vel være spørgsmålet?

Jeg færdes sjældent i metropoler (bortset lige fra Århus), men var for ikke så længe siden i København, og skulle finde frem til et plejehjem på Østerbro, hvor min 90-årige svigermor (nr. 2 i rækken af ærværdige svigermødre) har indlogeret sig.

Da fik jeg så en tanke. Jeg spørger sgu de der indvandrerdrenge, en større flok, der sad på en trappe, om hvor plejehjemmet ligger. Dermed anerkender jeg dem som personer. De var meget hjælpsomme.

Til P.Lauritzen: Jeg kender personligt en buschauffør, der ynder at prale med, hvordan han smækker dørene i i sidste øjeblik for indvandrere, der løber efter bussen. Men han har også været folketingskandidat for DF.