Læsetid: 3 min.

Dekalog om benspænd

Kritik. Første nummer af ambitiøs Dekalog-bogserie med akademisk filmkritik sparkes godt i gang af tværfagligt temanummer om 'De fem benspænd'
Kritik. Første nummer af ambitiøs Dekalog-bogserie med akademisk filmkritik sparkes godt i gang af tværfagligt temanummer om 'De fem benspænd'
Moderne Tider
8. august 2008

I april kunne man i branchebladet Variety læse, at i hvert fald 28 amerikanske filmkritikere i større dagblade er blevet fyret eller tvunget på pension inden for de sidste to år. Aviserne sparer, og i et år med præsidentvalg står filmstof ikke højest på dagsordenen.

Fyringerne har ført til mange diskussioner om tilstanden for filmanmeldelser i dagblade og seriøs filmkritik. Hvad er anmelderi, og hvad er kritik? Gør det en forskel, om det skrevne publiceres i en avis eller på nettet?

Hvorfor kan ingen amerikanske unge i dag nævne navnet på en filmkritiker - som Variety-skribenten Anne Thompson konstaterer - når der tidligere var stjerner som Pauline Kael eller den stadig skrivende Roger Ebert?

Seriøs filmkritik

Også herhjemme har diskussioner om kvaliteten af avisers filmanmeldelser, behovet for et filmprogram på tv eller værdien af filmkritik af eksperter frem for blogs af filmfans været sat på dagsordenen af bl.a. filmtidsskriftet EKKO. Internettet udses tit som redningsplanken for alt det, som ingen ellers gider trykke længere, og ikke mindst derfor er det en fornøjelse at sidde med det første nummer af en ny Dekalog-bogserie fra Wallflower Press i hånden.

Tværfaglige analyser

På forsiden formidles det klart, at intentionen her er at skabe 'det nye hjem for seriøs filmkritik', og det lækre lille bogformat signalerer i sig selv, at man mener det alvorligt på det respekterede forlag for filmlitteratur. Filmkritik er en ordentlig udgivelse værd.

Set med danske øjne er det selvfølgelig særligt interessant, at Dekalog-debuten (redigeret af Mette Hjort) er et temanummer om De fem benspænd, som undervejs behandles fra både psykologiske, æstetiske og etiske vinkler.

Med filmkritik menes der i Dekalog akademisk filmkritik, men den behøver ikke komme fra en filmvidenskabelig tradition. Skribenterne kommer fra mange forskellige fag og forskningstraditioner og får plads til at folde sig ud og introducere teorier fra diverse discipliner, inden de konkret forholder sig til Lars von Trier og Jørgen Leths fælles værk.

Mange af artiklerne kredser om aspekter af kreativitet og kunstneriske processer som spil eller leg i forhold til filmens ramme med én kunstners udfordring af en anden. Det kan som i Mette Hjorts artikel være en diskussion af det svære begreb stil ud fra bl.a. den norske filosof Jon Elsters tanker om betydningen af forskellige typer af begrænsninger eller en analyse af forholdet mellem arbejde og leg i Trevor Ponechs artikel med udgangspunkt i den franske sociolog Roger Caillois' teorier om spil og leg, som også står centralt i Hector Rodriguez' artikel om filmens regelsæt og samtaler.

Eneste danske bidragyder er Peter Schepelern, som i et kapitel om Jørgen Leths liv som kunst introducerer Leths værk for en international læserskare med fokus på den stormfulde modtagelse af Leths selvbiografi i 2005.

Mere end auteuranalyse

Murray Smith indleder sin artikel Funny Games med at spørge What's eating Lars von Trier?, men ellers er artiklerne ikke optaget af på klassisk auteur-vis at placere De fem benspænd i Lars von Triers samlede værk.

Tværtimod fremhæver flere af artiklerne filmens fokus på kunstneriske processer som kollektive og understreger, at man med god ret kan spørge, hvem der egentlig er ophavsmand til filmen. Trier eller Leth? Især Paisley Livingston diskuterer interessant forholdet mellem authorship og samarbejde i sin artikel om artistic nesting, forstået som ét kunstnerisk værks inddragelse af et andet.

Første nummer af Dekalog demonstrerer på både intellektuelt stimulerende og læseværdig vis, at komplekse værker som De fem bespænd fortjener grundige, gennemarbejdede analyser og ikke kun nogle vurderende vendinger ved premieren. Det demonstrerer også på spændende vis, at mens filmkritik selvfølgelig kan have fødderne solidt plantet i filmvidenskaben, kan der komme noget nyt og spændende ud af at lade forskere fra andre fag og traditioner tænke videre over filmiske værker.

Dekalog 01: On the Five Obstructions. Gæsteredaktør Mette Hjort. 160 sider. Wallflower Press.

Dekalog-serien vil i fremtiden udkomme to gange årligt. Temaerne for de næste tre udgivelser ligger allerede fast: Manuel de Oliveira, film festivaler og øst-asiatiske filmskabere. For mere om dekalog: www.wallflowerpress.co.uk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her