Læsetid: 7 min.

Demokraterne famler efter en ny udenrigspolitik

Demokraternes kritik af Bushs udenrigspolitik er hård. Mellemøsten sejler, USA's internationale omdømme har aldrig været ringere, og alt for længe har USA eksporteret militær magt, frygt og besættelse. Diagnosen er klar, men selv demokraterne må erkende, at der ikke findes nemme løsninger
Ny kurs mod verden. Det bliver ikke det gamle hold af demokrater, der kommer til at udstikke Obamas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den gamle garde støttede Clinton. Nye navne er blevet knyttet til Obamas kampagne, og de har tænkt sig, at USA skal tænke stort.

Ny kurs mod verden. Det bliver ikke det gamle hold af demokrater, der kommer til at udstikke Obamas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den gamle garde støttede Clinton. Nye navne er blevet knyttet til Obamas kampagne, og de har tænkt sig, at USA skal tænke stort.

Emmanuel Dunand

23. august 2008

WASHINGTON DC - "USA's omdømme har ikke været ringere siden Vietnam-krigen," siger Bill Clintons tidligere udenrigsminister Madeleine Albright nedslået og opridser skrapt den virkelighed, landets næste præsident står over for i verdens uden sammenligning hedeste brændpunkt.

"Bush ville markant ændre politikken i Mellemøsten. Men efter syv år er resultatet skræmmende. Et stærkere Iran, et stærkere Hizbollah og et stærkere Hamas og ingen fremskridt i fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere."

Albright har netop talt på en sikkerhedskonference arrangeret af den kun et år gamle, men allerede indflydelsesrige, tænketank Center for New American Security (CNAS) i Washington. Lysekronerne lyser op over hovederne i konferencelokalet, der ligger i The Willard, et af byens dyreste hoteller. Her har CNAS indbudt 300 indflydelsesrige forskere, politikere, tænketanke og militærfolk til at diskutere USA's fremtidige sikkerhedspolitik, men mere end 1.200 er dukket op. På de blodrøde gulvtæpper defilerer tidligere ministre, kommende ministre, flådegeneraler i fuld uniform, politiske kommentatorer og redaktører. Alle giver de den samme begrundelse for at være der: Det er her USA's fremtid skabes.

Selv om CNAS - ligesom de fleste andre amerikanske tænketanke - officielt erklærer sig uafhængig af partipolitiske bånd, er centeret domineret af forskere og politiske strateger, som er erklærede demokrater. Væsentlige komponenter til Obamas nye udenrigspolitiske linje støbes her, og ikke overraskende er det Mellemøsten, der står øverst på dagsordenen. Hele verdens brændpunkt og USA's altoverskyggende problem for indeværende.

Sort og hvidt

Clintons tidligere flådeminister Richard Danzig er også blandt deltagerne. I dag er han Barack Obamas nærmeste udenrigs- og sikkerhedspolitiske rådgiver, særligt hvad angår Mellemøsten. Kilder i det demokratiske bagland fremhæver ham som favorit til posten som forsvarsminister, hvis Obama skulle vinde valget i november. For ham er den vigtigste erkendelse, at USA har haft en uheldig tendens til at se verden i sort og hvidt og sammenblande sikkerhed og udenrigspolitik.

"Vores militære styrke er et aktiv og en fordel. Men den risikerer også at blive vores svaghed," fortæller han og understeger, at han taler som forsker og ikke som Obamas sikkerhedsrådgiver.

"I kraft af vores militære styrke har vi haft en tendens til at blive forblændet af vores muligheder. Vi risikerer at blive selvtilstrækkelige, når vi undlader at efterprøve vores argumenter, før vi handler," siger han og henviser til USA's position i Irak. Derfor er der behov for nye analytikere med nye analyser.

"Jeg tror godt, vi kan finde på andre og nye doktriner, men først må vi erkende, at verden er kompleks."

".

Ifølge Danzig kræver den komplekse verden naturligvis også komplekse og langsigtede løsninger. Kravet for den nye amerikanske præsident i udenrigspolitiske sammenhænge er derfor at kunne holde flere bolde i luften. Han skal kunne implementere forskellige strategier samtidigt. Præsidenten har ganske enkelt ikke en sammenhængende strategi, hvis han som Danzig sarkastisk siger "can't walk and chew gum at the same time

Danzigs pointer er enslydende med de demokratiske talere på konferencen. USA har glemt diplomatiet og baseret sin sikkerhedspolitik alt for kraftigt på militær handling. Som Madeleine Albright siger det:

"Ikke alle fjender er Hitler, og husk at ikke alle uenigheder skal løses militært. Vi skal passe på med at presse 'Friheds Imperium' ned i halsen på andre folk."

Nye unge strateger

Det er næppe de gamle demokratiske strateger, der kommer til at udstikke den nye kurs for politikken over for Irak eller Iran. De fleste støttede Hilary Clintons kandidatur frem for Obamas, hvilket i dag har kørt dem ud på et sidespor. Hvis man derimod lytter til, hvad de nyere strateger som Richard Danzig siger og skriver, så danner der sig efterhånden et omrids af en ny demokratisk politik.

Nogle af dem, som er tilknyttet det demokratiske bagland og som i offentligheden bliver koblet sammen med Obama-kampagnen er professor ved Georgetown University Colin Kahl og tænketanksanalytikeren Brian Katulis. Katulis sidder til daglig på tænketanken Center for American Progress (CAP), hvor han sammen med andre forskere er fortaler for en hurtig tilbagetrækning fra Irak. Rapporterne herfra henviser Obama-kampagnen ofte til. Colin Kahl er leder af Obamas arbejdsgruppe omhandlende Irak og medforfatter til en ny rapport fra CNAS, der peger på fremtidige løsninger i Irak.

Katulis taler om behovet for "strategisk at nulstille" USA's Irak-politik. Kuren er simpel og markant anderledes end Bushs nuværende linje. Hurtig amerikansk tilbagetrækning opfulgt af øget diplomati. Ingen amerikansk træning eller finansiel støtte til irakiske styrker, hvis præsident Maliki og irakerne ikke formår at præsentere en national samlingsregering.

"Vores fremtidige politik skal være en tydelig forandring. Vejen frem går gennem militær tilbagetrækning," siges Katulis.

"Jo længere tid vi bliver i Irak, jo nemmere har Iran ved at fremstille os som imperialister og vinde indflydelse i Irak."

På mange måder ligger Katulis forslag i øjeblikket tæt på Obamas valgretorik, og den strategiske nulstilling af Irak kan meget vel blive officiel politik under præsident Obama. Men spørgsmålet er, om en umiddelbar tilbagetrækning virkelig kan lade sig gøre?

$SUBT_ON$No, we can't

"Vi må være realistiske og pragmatiske i vores tilgang til Irak," siger Colin Kahl. Han repræsenterer en mere moderat mellemposition i diskussionen om Irak.

"Vi skal på en og samme gang undgå, at Irak bliver en slyngelstat og samtidig ikke overforpligte os i Irak," siger han og henviser til en større rapport om USA's tilstedeværelse i Irak, som han har skrevet for CNAS:

"Vi må se sandheden i øjnene. Irak må ikke blive en marionet for Iran, men vi kan ikke holde Iran uden for indflydelse, for så skal vi blive der for altid. Derfor må USA kigge på realistiske løsninger. Vi skal bevæge os væk fra tanken om succes eller sejr mod et mere pragmatisk mål om 'bæredygtig stabilitet'."

Kahl gennemgår pointerne i rapporten lynhurtigt, og det tager ham ikke lang tid at nå frem til den pointe, der virker logisk, men som er svær at sælge til den demokratiske kampgane:

"Et bæredygtigt, stabilt Irak kræver et amerikansk engagement i Irak. Tropperne kan ikke uden videre trækkes hjem. En fremtidig amerikansk tilbagetrækning skal forhandles med irakerne, og den irakiske regering skal sikkert støttes af USA."

Kahls plan opridser et noget andet scenario end det, der normalt præger Obamas officielle retorik. Tilbagetrækningen kan trække ud og kun foretages meget gradvist. Selv om det stadig er svært at afgøre, hvilken plan Obama vil ende med at udføre, er en ting sikker. Både Kahl og Katylis er hver især udtryk for, at demokraterne både inden for og uden for kampagnen længe har haft store problemer med at finde alternativer i Irak.

En anden af de yngre strateger, der i øjeblikket positionerer sig i Washingtons tænketanke til mulige stillinger i den nye administration er Rachel Kleinfeld. Hun har oprettet tænketanken The Truman National Security Project, som ambitiøst vil forny den amerikanske venstrefløjs udenrigspolitik og ændre billedet af USA i verden.

Nye stærke demokrater

Efter en kort karriere i Washingtons uafhængige tænketanke dannede Kleinfeld Truman National Security Project som et demokratisk projekt. Og navnet er ikke tilfældigt. Det henviser til den demokratiske præsident Harry Trumans opbygning af NATO og udrulningen af Marshallhjælpen til store dele af verden. Ifølge Kleinfeld må de amerikanske demokrater samtænke sikkerhed med økonomisk hjælp og fremstrakt diplomati - præcis som Truman gjorde det.

"Siden 11. september 2001 har vi eksporteret militær magt og frygt. Det image må vi ændre," siger Rachel Kleinfeld, der dog ikke var taler til CNAS-konferencen.

Ifølge hende har de amerikanske demokrater haft det overordnede problem de senere år, at man ikke har været i stand til at formulere klare og forståelige løsningsmodeller på verdens problemer.

," siger Kleinfeld med en henvisning til Obamas måde at italesætte den udenrigspolitik, der fra flere sider er blevet beskyldt for at sende forvirrende signaler. På den ene side vil Obama ikke afvise at bombe dele af Pakistan i kampen mod Taleban. På den anden side vil han gerne mødes med den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad, påpeger Kleinfeld. Og den slags uklare signaler forvirrer amerikanerne.

"Alle vidste, hvad Reagan og republikanerne ville i 1980'erne, men helt tilbage til 1960'erne har demokraterne haft svært ved at formulere en klar udenrigspolitik. Vi har brug for straight talk

"Mange amerikanere har svært ved at placere Obama i udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Vi må tydeligere kommunikere, at truslerne i verden i dag er anderledes end under Den Kolde Krig. USA må bruge forskellige taktikker alt efter om der er tale om slyngelstater eller ikke-statslige kombattanter."

Det er her parallellen til Truman bliver vigtig. I dag - ligesom efter Anden Verdenskrig - har det globale billede ændret sig så markant, at der fundamentalt må tænkes nyt.

"Med Irak, Iran, klimaproblemer og kampen mod terrorisme må Obama gentænke verden, ligesom Truman måtte gentænke sin verden, da krigen mod nazismen var ovre og Den Kolde Krig begyndte," siger Kleinfeld og retter skarpsynet blikket ind mod partiet

"Mange demokrater har siden 60'erne haft en følelsesladet og på mange måder virkelighedsfjern måde at forholde sig til sikkerhedspolitik på. Det var særligt generationen, som oplevede Vietnam-krigen, og som afsværgede en aktiv amerikansk udenrigspolitik og brugen af magt og militær. Efter terrorangrebene den 11. september 2001 er der kommet en ny generation af demokrater, som heldigvis forholder sig mere realistisk til sikkerhedspolitik, og som også kan benytte både diplomati og militær magt, hvis det er nødvendigt."

Og det er disse nye strateger, som skal sætte deres fingeraftryk på Obamas udenrigspolitik. Den handler ikke kun om at afslutte krigen i Irak og om at opprioritere diplomatiet.

"Den helt unge generation, som er vokset op med moradset i Irak, skal ikke få os tilbage i den gamle kendte sang, som demokrater sang efter Vietnam. Både amerikanske vælgere og verden i det hele taget må overbevises om, at demokrater også tager sikkerhed alvorligt og kan føre en stærk udenrigspolitik," siger Rachel Kleinfeld.

Søren Hove er Mellemøstforsker ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian de Coninck Lucas

Problemet er faktisk langt større end Madeline Albright kan sige offentligt. Eller Barack Obama, eller BIden eller McCain eller nogen andre.

Seriøse efterforskere, som fx. Michael Ruppert (Crossing The Rubicon), der arbejdede med narkoefterforskning i LAPD eller Webster Tarpley ("The Unauthorized Biograophy of George Bush") har igen og igen fundet oplagte forbindelser mellem CIA, Brown & Root (en del af Halliburton og Dick Cheneys tidligere arbejkdsplads, hvor han også er største individuelle aktionær) og Afghanistans heroin "warlords" (flere af dem var oprindelig på CIA's liste, kaldet "Al Qaeda") samt Columbiansk kokain smugleri. Disse operationer går mere en hundrede år tibage da heroin handlen i USA virkelig kom i gang, og landets elite har været involveret fra starten. Så olie, drugs og terrorisme hænger sammen på en måde m ainstream pressen, så vidt jeg ved, kun sjældent går ind i og når det sker bliver det altid dysset ned .

Derfor MÅTTE Afghanistan invaderes. Det kriminelle syndikat havde intet valg, da den afghanske valmue høst blev reduceret med 94% af Taleban, og hele Wall Street manglede noget nær $500 milliarder af ulovlige penge at vaske vide. Det ser meget dårligt ud på bundlinjien. Alt fra Chase Manhatten til JP Morgan til Hewlett Packard (!!) er blevet anklaget for at tage pengelån fra hvidvaskende banker. Hvorfor? Renten er lavere (så pengene kan komme ind i systemet igen) og det er åbenbart vigtigere end etik.

Sidste gang "de" (kaldet siden Iran-Contra "The Enterprise") blev taget, var den velkendte Iran-Contra skandale, hvor Dick Cheney som bekendt var på høringskommiteen, men ikke så noget galt i hvad John Poindexter, Ollie North, Richard Sekord havde gjort. George HW Bush hævdede at være "out of the loop", men senere afklassifecerede dokumenter og officielle undersøgelser viste at han løj.

Så hvad har vi? En nærmest total sammensmeltning af CIA's Covert Operations division, international narkohandel i multi-milliard klassen, korrupte defense & energy contractors og reelt den "usynlige" mafia i Washington.

Det er et kæmpe område, som jeg forøvrigt gerne så Information dykkede ned i, for det er jo katastrofalt at Danmark og NATO er blevet trukket med ind i dette efter 11. september.

PS: Erik du har til dels ret i og med at mange store defense og olie selskaber har købt senatorer og repræsentanter løbende siden Anden Verdenskrigs afslutning. Et kig på demokraternes æsel maskot med stjernen i midten og republikanernes elefant med tre omvendte stjerner i midten siger langt mere end man skulle tro.
National Security Act fra 1947 og andre lignende love siden helt på til PATROT ACT er, ved nærlæsning, stort set en total militarisering af udenrigspolitikken. Kongressen er sekundær, hviket ikke er meningen med Forfatningen. Det skrves der stadg om af uafhængige journalister, men de store har for længst droppet at sætte spørgsmålstegn ved de ting.