Læsetid: 9 min.

Hr. og fru Hakkebøf kan da sagtens lytte til opera

Danskerne har fået en bredere smag, når det gælder kultur. Men der findes stadig en elite, som skiller sig ud - med længere uddannelser, bedre økonomi og et forbrug af sværere tilgængelige kulturformer. Selv om opera i dag er blevet til pop, eksisterer finkulturen stadig. Den er bare blevet til noget andet
Ned med et brag. Det var De Tre Tenorer, José Carreras, Placido Domingo og Luciano Pavarotti, der med et brag fik operaen til at falde ned fra den finkluturelle hylde. I dag er opera en folkeforlystelse. Her er det publikum ved Den Kongelige Operas koncert sidste weekend i Fælledparken i Købenahavn.

Ned med et brag. Det var De Tre Tenorer, José Carreras, Placido Domingo og Luciano Pavarotti, der med et brag fik operaen til at falde ned fra den finkluturelle hylde. I dag er opera en folkeforlystelse. Her er det publikum ved Den Kongelige Operas koncert sidste weekend i Fælledparken i Købenahavn.

Lars Hensinghof

23. august 2008

I disse dage turnerer Den Kongelige Opera rundt i det ganske danske land. Fra Randers over Horsens til Bornholm kan man udenfor i det grønne høre et lettilgængeligt uddrag af operahistoriens mest berømte værker, mens man drikker en flaske vin og spiser indholdet af sin medbragte madkurv. Blandt publikum sidder byens spidser. Lægen og advokaten er her, men det er sygeplejersken og politibetjenten også.

"Publikummet til koncerterne er folk, der er vant til at komme på spillestederne til open-air arrangementer. De kommer til det, der nu er, om det så er Bruce Springsteen, eller det er den Kongelige Opera. Det vigtigste for dem er at være sammen med nogle venner og at hygge sig," siger operadramaturg på Det Kongelige Teater Henrik Engelbrecht, som har været med til at arrangere sommerkoncerterne, og som selv står på scenen i det grønne og præsenterer dem.

At opera også kan være eftermiddagshygge for hele familien Danmark strider med de flestes opfattelse af genren som noget finkulturelt, svært tilgængeligt og eksklusivt.

"Sommerkoncerterne er langt mere folkelige, end mange forestiller sig opera, men opera er ikke finkultur mere. Opera er pop," siger Henrik Engelbrecht.

Ifølge ham er opera i løbet af de sidste 17-18 år blevet folkeligt. Genren faldt med et brag ned fra den finkulturelle piedestal den 7. juni 1990, da De Tre Tenorer - José Carreras, Placido Domingo og Luciano Pavarotti - holdt åbningskoncert ved VM i Rom. Opera blev pludselig noget, man kunne finde på hitlisterne over alt i verden.

Siden da har en række biograffilm fra Carmen over Don Juan ført en ny og bredere publikumsskare til operaen. Hvor Det Kongelige Teaters opera i 40'erne og 50'erne var stedet, hvor kvinderne fik lejlighed til at lufte deres nyindkøbte rober og pelskåber, er sæderækkerne i Operaen på Holmen i dag spækket med mænd i åbentstående skjorter og kvinder i cowboybukser.

"I dag er badeshorts det eneste, man ikke kan gå i operaen i," siger Henrik Engelbrecht. Han mener, at der er en meget mindre klassedelt måde at forbruge kultur på i dag, end der har været tidligere.

"Det gælder ikke kun for operaen, men over hele linjen. De fleste kulturforbrugere hiver ned fra alle hylder. De går til en fodboldkamp om lørdagen, til rockkoncert om søndagen og i operaen om mandagen," siger han.

Ingen klassiske snobber

En ny undersøgelse med titlen The Rise of the Cultural Omnivore 1964 -2004 fra Det Nationale Forskningscenter for velfærd (SFI), tyder på, at han har ret. Undersøgelsen er baseret på et enormt empirisk materiale, der afdækker danskernes kulturelle vaner tilbage fra 1960'erne. Den viser, at der i løbet af de sidste 40 år er sket en udvikling, hvor en langt større og bredere gruppe af danskerne deltager i det, man traditionelt har opfattet som finkulturelle aktiviteter. Men også at den gruppe, der traditionelt er blevet opfattet som den kulturelle elite, forbruger et langt bredere spekter af kulturelle tilbud end bare de finkulturelle - de er blevet altædende kulturforbrugere, som sluger høj- og lavkultur i en pærevælling.

I traditionel sociologi er der en opfattelse af, at overklassen forbruger finkultur, og underklassen forbruger lavkultur, men i 90'erne fandt nogle amerikanske sociologer ud af, at en stor del af den amerikanske overklasse havde en uforventelig bred smag. De kunne gå til klassisk koncert den ene dag og gå ud og bowle den næste, og de fik derfor den idé, at samfundet havde ændret sig, og at der var opstået en ny type kulturforbruger: Altæderen, som fortærer alle mulige forskellige former for kulturelle tilbud, forklarer seniorforsker ved SFI Mads Meier Jæger, som står bag undersøgelsen af danskernes kulturforbrug. Ifølge ham findes der ikke i Danmark en kulturel elite, som kun gider at gå til klassisk koncert og opera.

"I vores data kan vi ikke isolere en gruppe af klassiske snobber. Hverken tilbage i 60'erne eller i dag," siger han. Til gengæld viser undersøgelsen, at gruppen af kulturelle altædere, der den ene dag går i operaen og lytter til klassisk musik og den næste dag går i biografen, er steget fra blot én procent i 1960'erne til cirka 20 procent op igennem 90'erne, fortæller Mads Meier Jæger.

"Der er sket en demokratisering af kulturlivet. Gruppen af kulturelle altædere er vokset kraftigt i løbet af de sidste 40 år, og samtidig er den blevet en mere broget skare. I gamle dage var det kun eliten og det fine borgerskab, der var altædere. I dag er den brede middelklasse og hr. og fru skolelærer fra Ringsted blevet føjet til gruppen," siger Mads Meier Jæger.

Udjævningen skyldes på den ene side, at danskerne generelt er blevet rigere og har fået længere uddannelser, og på den anden side at man i Danmark siden 1960'erne har ført en kulturpolitik, hvor man med støtteordninger har sørget for, at også de mindre bemidlede havde råd til at forbruge finkulturelle tilbud, ud fra devisen, at velfærdsstaten ikke kun skal sørge for, at borgerne har økonomisk sikkerhed, men at velfærd også handler om på et kulturelt og åndeligt plan at kunne deltage i samfundet.

"Danskerne er blevet lidt mere gryderet," siger Mads Meier Jæger og fortæller, at danskerne i dag er langt mere ens, når det gæler socioøkonomiske forhold, som f.eks. hvor lang uddannelse, man har, hvor mange børn, man får, og hvor meget man tjener i forhold til, hvad der var tilfældet for 40 år siden, og ifølge ham er det også årsagen til, at de kulturelle skel har udjævnet sig i befolkningen.

"Fordi de sociale skel er mindre synlige, er en direktørs behov for at differentiere sig kulturelt fra underklassen også blevet mindre i dag. Der findes ikke længere en elite, som adskiller sig markant fra resten af det danske samfund, og derfor er der også sket et opbrud i forbruget af kulturformer, og hvad der bliver opfattet som fint," siger Mads Meier Jæger.

Stadig snobberi

Selv om forskellene mellem de danske samfundsgrupper er blevet mere udviskede, eksisterer de dog stadig. Ifølge SFI's undersøgelse havde hele 65 procent af befolkningen i 2004 et kulturelt forbrug, der begrænsede sig til kun af og til at åbne en avis og gå en tur i biografen - mens de svarede, at de ikke én eneste gang i løbet af det forudgående år havde været i teateret, på kunstmuseum, til en koncert med klassisk musik eller i operaen.

Jakob Skjøtt-Larsen har netop forsvaret sin ph.d. afhandling i sociologi. Det er en undersøgelse af kulturforbrug i forhold til sociale skel i Aalborg. Hans undersøgelse viser, at der stadig eksisterer markante skel imellem den kultur, under-Danmark forbruger, og den de højere samfundslag foretrækker, og han mener derfor, at teorien om, at eliten er altædende, når det gælder kultur, skal modereres, hvis den skal have hold i virkeligheden:

"Vores forskning afviser tesen om den altædende elite. Eliten forbruger måske nok kultur på tværs af de enkelte genrer, men der er en klar grænse for, hvor langt man går i sammensætningen af ens kulturvalg. Grænsen for, hvad eliten vil æde, går ved det, der er karakteristisk for de underpriviligeredes smag," siger Jakob Skjøtt-Larsen.

Ifølge ham er de underprivilegerede kendetegnede ved at have kortere uddannelser og mindre økonomisk råderum.

"De har gerne en kortere erhvervsuddannelse eller slet ikke nogen uddannelse ud over folkeskolens afgangseksamen. De er typisk håndværkere eller folk, der arbejder inden for industrien eller service- og omsorgsfagene," siger Jakob Skjøtt-Larsen.

Når det gælder kulturforbrug, så foretrækker de underprivilegerede det lokale og det lettilgængelige. De læser aviser i den lettere ende som f.eks. Ekstra Bladet og B.T. og ser underholdningsprogrammer, som for eksempel Hvem vil være millionær?

"De underprivilegerede gør sjældent brug af byens kulturudbud og går f.eks. ikke i teateret. De bruger internettet i langt mindre grad end de privilegerede, og så svarer de nej til at have bøger derhjemme," siger Jakob Skjøtt-Larsen.

Jakob Skjøtt-Larsen mener ikke, man i Danmark kan tale om, at der eksisterer en stor og decideret finkulturelt orienteret elite. Men han mener alligevel, at der findes en kulturel elite, som adskiller sig markant fra de underpriviligerede. Eliten har længere uddannelser og flere penge til rådighed, og i modsætning til de underprivilegerede forbruger de privilegerede sværere tilgængelige kulturformer og er mere internationalt orienterede, når det gælder valg af kunst, litteratur og aviser.

"Inden for kunst orienterer de sig mod det nyeste som f.eks. installationskunst, og de foretrækker internationale nyheder frem for lokalt stof, og så har de arkitekttegnede møbler i modsætning til de underprivilegerede, som har flere pyntegenstande," siger Jakob Skjøtt-Larsen.

I undersøgelsen bliver eliten delt op i de, der er kulturelt privilegerede og de, der er økonomisk privilegerede. De kulturelt priviligerede er typisk skolelærere og gymnasielærere og har gerne en videregående uddannelse inden for humanistiske fag, og så er det overvejende kvinder. Mens den del af de privilegerede, der er kendetegnede ved økonomiske ressourcer typisk er mænd, som sidder i lederjob og har en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelse. Selv om Jakob Skjøtt-Larsen gerne vil medgive, at de priviligerede er altædende i den forstand, at de ikke kun går til opera og hører klassisk musik, men også går til fodboldkampe og hører pop, så understreger han samtidig, at eliten tager klart afstand fra den smag, der kendetegner dem, der er lavest i det sociale hierarki.

"Det at læse Danielle Steele er for eksempel karakteristisk for de underprivilegerede grupper, og hvis man spørger de privilegerede grupper, hvad de absolut ikke bryder sig om, så svarer de Danielle Steele. Det samme gør sig gældende inden for musik, hvor de priviligerede typisk hører Miles Davis og svarer, at de tager afstand fra dansktopbandet Kandis og country-westernsangerinden Tamara Rosanes, som er to musikvalg, der er typiske for de underprivilegerede," siger Jakob Skjøtt-Larsen.

Han mener derfor, at eliten i det danske samfund i dag stadig signalerer, at den tilhører en kulturel eller økonomisk overklasse gennem smag og brug af kulturelle tilbud.

"Kulturforbrug handler for de priviligerede stadig om at distancere sig fra det folkelige og de underprivilegerede grupper," siger han

Finkultur i dag

I 40'erne og 50'erne kunne man iklæde sig perlekæder, silkekjoler og smokings og tage i Det Kongelige Teater for at se en Wagner-opera, hvis man ville signalere, at man tilhørte eliten. Men når opera i dag er blevet til popkultur for folket, og de priviligerede skal sidde blandt familien Danmark i t-shirts og kondisko, når de ser opera på Holmen, hvor går de så hen, når de vil distancere sig kulturelt fra de lavere sociale lag?

Ifølge SFI's undersøgelse er det især de økonomiske skel, der er skrumpet ind, når det gælder forskellen på de priviligerede og de mindre priviligeredes kulturforbrug. Til gengæld er uddannelseslængde stadig en markant markør, som skiller den sociale elites kulturforbrug fra massernes, og ifølge ph.d i litteratur og ekspert i den franske sociolog Pierre Bordieu, Carsten Sestoft er det netop kendetegnende for de kunstformer, som vi opfatter som finkultur i dag, at de kræver viden og uddannelse at afkode.

"Jo længere historie en kunstart har, jo flere former, arter og genrer har den udviklet sig til. Tit opstår der nogle mere raffinerede former med tiden, som ikke er for alle og enhver, men som skal igennem en fortolkningsproces for at kunne forstås," siger Carsten Sestoft. Ifølge ham gør det sig f.eks. gældende for moderne kunst.

"For overhovedet at forstå, hvad moderne billedkunst, installationskunst og action art går ud på, bliver man nødt til at kunne afkode, hvad det sætter af fra og altså kende den tradition, der går forud. Det kræver en vis viden at forstå disse finkulturelle genrer, og det er en viden, man typisk kun har, hvis man har et vist uddannelsesniveau," siger Carsten Sestoft.

På samme måde er der ifølge Carsten Sestoft i dag også stadig kunstformer, der kun henvender sig til eliten, fordi de kræver en vis økonomisk kapital. Det gælder for eksempel dyre designmøbler og antikviteter.

"I den forstand er der bestemt ikke tale om noget demokratrisk kulturforbrug i Danmark i dag, for bestemte grupper i samfundet har ikke råd til de her ting," siger Carsten Sestoft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Mathiasen

"I vores data kan vi ikke isolere en gruppe af klassiske snobber", hedder det i artiklen. I betragtning af den vægt journalisten og sociologen lægger på signalværdien - som sikkert spiller en rolle - var det interessant, hvis sociologien kunne dokumentere denne faktors betydning.
Hvis jeg bliver bedt om det, kan jeg nedskrive akkordprogressionen til en tysk schlager, mens jeg hører stykket for første gang. Det skyldes bl.a., at den er ganske simpel og afprøvet ca. 3.456.324.958 gange. Det er også en af grundene til, at jeg ikke kan holde ud at høre på det.

Hvad er en kortere erhvervsuddannelse ? I dag tager stort set alle moderne erhvervsuddannelser 3 eller 4 år eller mere. Og en dygtig håndværker tjener altså omkring 400.000-600.000 kr. om året ---- det er de højtuddannede som f.eks. gymnasielærere som er økonomisk underprivilegerede, men sikkert ikke kulturelt underpriviligerede.

Jeg har en universitetsuddannelse og jeg mener bestemt ikke at alt er kunst...

Tysk schlager eller pop, det er ganske rigtigt den samme vælling .

Jeg foretrækker også musik der kræver ekstra af hjernen,- f.eks nyder jeg moderne Jazz., der virkelig får ens sanser til at skærpes, der er ikke mange melodier der kan fløjtes uden at tungen i klemme ;-)

Jazz i alle varianter- der stort set er et ukendt begreb i medie-Danmark- trives heldigvis i bedste velgående på Nettet , hvor der er tusinder af radiostationer som sender alle former for jazz døgnet rundt, ovenikøbet opdelt efter genre.

Så hvis du ikke er til opera, så gå istedet forsigtigt ombord i jazzen, det er måske det bedste du nogensinde kommer til at gøre for din hjerne!

Thomas Jensen

Strengt taget findes der jo ikke høj- og lavkultur, der findes derimod god og dårlig kunst indenfor en hvilken som helst genre, og det som skiller eliten fra resten, er evnen til at skelne.
Der findes god pop-musik og dårlig pop-musik, god punk og dårlig punk, god opera og dårlig opera (hej Luciano).
Det som kendetegner eliten er at den har et bevidst, opsøgende kulturforbrug, og at den ser ned på kulturprodukter som er overfladiske, uden historisk bevidsthed, klichéprægede eller forbruges uden forudsætninger.

Der er ingen grund til at nedgøre en af de ægte dramatiske talenter i den italienske opera-tradition, Clara / Oscar! :-( Pavarotti var en af de første, der faktisk med et ganske betydeligt skuespiltalent tilførte især Verdis tenorroller et scenisk liv, de ikke havde kendt i næsten siden komponistens død, pga. en alt for stor vægt på musikken og for ringe forståelse for dramatikken. Problemstillingen er den diamentralt modsatte af Wagner, der jo opererer med abstraktioner i et ikke fysisk-defineret rum og derfor kan udsættes for hvadsomhelst.
Med Pavarotti genvandt det italienske mainstream-opera repertoire sit grundlæggende udgangspunkt i mennesket som individuel skæbne med et perspektiv mod det universelle. Se f.eks. Ponnelles filmatisering af "Rigoletto" eller lyt til en hvilkensomhelst indspildning frem til ca. 1987.

Peter Jespersen

Hmmm det må så betyde at al statsstøtte til opera og opera-relaterede projekter må bortfalde - siden at det ikke længere er at betragte som elitært.

Tværtimod, Peter Jespersen, er det jo udtryk for, at projektet er lykkedes: udbredelsen af den væsentlige kunst og litteratur har vundet frem, og det er nu kun de sidste 80% af befolkningen, der skal lokkes med på vognen.
Det skal de nok komme, folk er jo ikke dumme. ;-)

Jørgen Mathiasen

Hvorfor har journalisten og sociologen så travlt med at bruge nedsættende betegnelser? ”Hr og Fru Hakkebøf” / klassiske snobber! Hvis folk ikke kan høre noget, bliver deres synspunkter om musik en lille smule uinteressante, og hvad i alverden skal vi bruge sådan noget reklamebureau-sociologi til? Det behøver man ingen afhandling til det. Konklusioner kan hentes gennem en iagttagelse af B&Os reklamemateriale.
Sociologer har sjældent forstand på musik. Når de så alligevel kaster sig ud i at lave undersøgelser af musikere, anvender de sådanne modeller, som de også anvender på alle mulige andre mennesker, altså især empiriske modeller.
Det musiksociologiske alternativ, hvor trykket ligger på musik, er at lave en social dechiffrering af musikken, dvs. en tolkning. Mens det for nogle udelukkende fører til en accept af avantgardekunsten, kan det for andre føre til forståelse af en hel palet af udtryk. Bemærk: Forståelse er noget andet end billigelse. Men så er vi vist ude over reklamebureau-sociologien.

Thomas Jensen

PeterH:
"Der er ingen grund til at nedgøre en af de ægte dramatiske talenter i den italienske opera-tradition, Clara / Oscar! :-( Pavarotti var en af de første, der faktisk med et ganske betydeligt skuespiltalent tilførte især Verdis tenorroller et scenisk liv, de ikke havde kendt i næsten siden komponistens død, pga. en alt for stor vægt på musikken og for ringe forståelse for dramatikken."

- det er sandt, men ligesom med Elvis er der grund til at skelne mellem den tynde og den fede udgave. Den tynde Pavarotti var med til at forny operaen, den fede solgte ud og var med til at udvande og ødelægge operaen. Når man stiller op til et opera-show i et stadium med elendig akustik under åben himmel, med kæmpe storskærme, forstærkere og bitte små, elendige showmikrofoner, så er det ikke kunsten man fremmer. I sådan nogle shows er arierne løsrevet fra librettoen, og så er det dramatiske talent jo underordnet. Forskellen mellem opera og opera-shows svarer nogenlunde til forskellen mellem forførelse & forspil og prostitution & porno.
Det er ikke den ægte vare, og det er ikke kunst.

og Louis: Kvalitetsbevidsthed er ikke snobberi.

Mads Meier Jæger

Kære Jørgen Mathiasen

Som forskeren bag SFIs undersøgelse kan jeg knytte et par kommentarer.

Vi finder ikke i vores data en selvstændig gruppe af kulturforbrugere, som udlukkende benytter det, som vi i undersøgelsen definerer som finkulturelle kulturprodukter (opera og klassiske koncerter). Vores definition af finkultur beror på to elementer hentet fra den internationale, videnskabelige litteratur: 1) at kulturproduktet kræver uddannelse eller viden for at kunne "afkode" og 2) at kulturproduktet er forholdsvist kostbart at forbruge. Undersøgelser fra andre lande, herunder USA, Tyskland, Frankrig, Spanien, Israel og England når lignende konklusioner: Der findes heller ikke i disse lande en distinkt "snobbet" kulturforbruger.

Jeg synes bestemt ikke, at vores undersøgelse hører i kategorien "reklamebureau-sociologi". Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig klog på andre sociologers undersøgelser af musik og musikere. Jeg kan i anbefale dig at læse vores undersøgelse, som kan downloades kvit og frit på: http://www.sfi.dk/sw60573.asp. Betegnelsen "Hr og Fru Hakkebøf" er et indrømmet poppet forsøg på at formidle forskningsresultater. Det ser ud til at have virket.

Kære Clara / Oscar - vi kunne ikke være mere enige! Det er som med alt i en markedsdrevet økonomi: når de mange kommer til, er der ikke råd til den ægte vare, så udvandes gymnasiet, universitetet - ja selv levnedsmidlerne.
Der er dog et håb om, at den nærhed, som internettet kan give til den ægte vare, om lidt vil løfte det hele lidt op (håber jeg, men jeg har også lige siddet og glædet mig over festival-klip fra Rossini-festivalen i år på youtube.com)

Thomas Jensen

Mads Meier Jæger:
"Vi finder ikke i vores data en selvstændig gruppe af kulturforbrugere, som udlukkende benytter det, som vi i undersøgelsen definerer som finkulturelle kulturprodukter (opera og klassiske koncerter)."
- Men finder I ikke bare det I måler? Hvis I klassificerer egentlige operaforestillinger og operashows under åben himmel i samme kategori "opera/klassisk", og hvis i kategoriserer en koncert med Big Fat Snake på Train i århus i samme kategori som en eksperimenterende punk-koncert på Spanien 19C i århus i samme "rytmisk musik"-kategori, så er jeres undersøgelse jo næppe det papir værd den er skrevet på, for så fanger den ikke, at eliten IKKE er altædende, men derimod bevidst kritisk forbrugende.
Pointen er, at inden for enhver genre findes der produkter der appellerer til det finkulturelle og det lavkulturelle segment, men det er jeres undersøgelse så vidt jeg kan se totalt blind for.

Vibeke Nielsen

@Clara/Oscar

Helt uvidenskabeligt: Har du nogensinde mødt en person, der havde en rendyrket "finkulturel" smag? For det har jeg aldrig og jeg har da ellers selv været indskrevet på en af de uddannelser, hvor det finkulturelle i den grad dyrkes, kender adskillige, der har taget uddannelser lignende steder og har oven i købet, for at nævne den ældre generation, været hjemmehjælper i en længere periode i et område spækket med gamle professorer og stenrige.

Der er naturligvis ingen, der er altædende - det er det brede folkelige lag såmænd heller ikke, men hvis du vil finde en gruppe, der rendyrker avantgarde og aldrig hygger sig med en tegneserie, lidt pop eller folkemusik, så kommer du til at lede forgæves.

Vibeke Nielsen

Kort sagt, jeg sætter spørgsmålstegn ved din afsluttende pointe - at der indenfor enhver genre findes "produkter" der appellerer til det finkulturelle og det lavkulturelle segment i og med det finkulturelle netop er defineret ved at kræve af sit publikum, at det har tilegnet sig en uddannelseskrævende kode for at blive begrebet. Findes der popmusik, der ikke kan tilegnes af hvemsomhelst uanset uddannelse?

Thomas Jensen

"Der er naturligvis ingen, der er altædende - det er det brede folkelige lag såmænd heller ikke, men hvis du vil finde en gruppe, der rendyrker avantgarde og aldrig hygger sig med en tegneserie, lidt pop eller folkemusik, så kommer du til at lede forgæves."
hej, læs hvad der står - min pointe er den modsatte. Nemlig at der er forskel på pop, og der er forskel på tegneserier.
Hvis man laver en undersøgelse, som viser at alle hører pop, så dækker det over, at pop både kan være virkeligt dårligt, som for eksempel Infernal og være virkeligt godt for eksempel Santogold, Saint Etienne, Goldfrapp, M.I.A.
Tilsvarende, hvis man laver en undersøgelse som viser at alle læser tegneserier, dækker det over at nogle læser basserne og anders and, og andre læser Neil Gaiman og Persepolis. der er forskel. I kvalitet.
Hvis man laver sådan en undersøgelse, bør man betale sin løn tilbage.
Nogle tager stilling og forbruger bevidst - indenfor en bred række genrer og produkter - og andre lader være.

Vibeke Nielsen

Clara/Oscar

Du roder begreberne sammen. Definitionen på finkultur er ikke den samme som definition på kvalitet. Finkulturelle er de kunstneriske udtryk, der enten kræver store økonomiske midler eller kræver en kodet viden. Kvalitet er noget andet. Finkultur er ikke nødvendigvis det samme som høj kvalitet, ligesom folkelig kultur ikke nødvendigvis er underlødig. Her vil jeg fortsat hævde, at der ikke findes nogen grupper, der kun dyrker kunstneriske udtryk, der er svært tilgængelige - altså finkulturelle. Pop er pr definition ikke finkulturel. Selvet begrebet pop, som forkortelse for det populære, er netop det modsatte af begrebet finkultur, der dækker det svært tilgængelige. Det øjeblik noget bliver let tilgængeligt holder det op med at være finkulturelt. Det betyder dog ikke at det mister kvalitet. Kan du se forskellen?

Thomas Jensen

"Definitionen på finkultur er ikke den samme som definition på kvalitet. Finkulturelle er de kunstneriske udtryk, der enten kræver store økonomiske midler eller kræver en kodet viden."

-Ja, men jeg mener fortsat at problemet med undersøgelsen er at DEN blander kategorierne sammen. Hvis undersøgelsen sætter opera-shows (som er lavkultur) sammen med operaforestillinger (som er højkultur), og kalder det hele højkultur, så bliver undersøgelsens resultat misvisende.
Tilsvarende, Hvis Big Fat Snake (som sigter efter laveste fællesnævner) sættes i kategori med Boards of Canada (som kræver kodet viden), så blivcer resultatet meningsløst.
Iøvrigt er det noget vås at popmusik per definition ikke er finkulturel og din definition af pop=populær hører til i 1950'erne. Det er en genre der er lige så specialiseret og har lige så dedikerede dyrkere som jazz eller opera og det er bestemt ikke alle former for popmusik der har bred appel.

Vibeke Nielsen

Man kan da godt ugyldiggøre forskningsresultater ved at opfinde sine egne begrebsdefinitioner, som for øvrigt ikke er spor almene, og derpå hævde at undersøgelsens begreber er falske. Men så skal man godt nok være rimelig god til selv at argumentere for sine begreber. Jeg håber ikke at du i ramme alvor vil påstå at Saint Etienne og Goldfrapp kræver en videregående uddannelse eller at du vil hævde at deres musik er lige så svært tilgængelig som klassisk avantgardemusik eller konceptkunst?

Hvad mine begrebers alder angår, så har du ret i at inddelingen af kulturlivet i massekultur og finkultur er gammel. Men det er jo netop en af undersøgelsen hovedpointer, at den gamle opdeling og begrebsdefinition ikke længere er holdbar, idet det for den oprindelige kategori "finkultur" i dag gælder, at der ikke længere som for et halvt århundrede siden, findes noget "rent" publikum, der kun dyrker det finkulturelle, ligesom denne kategori har oplevet en masseindvandring fra det folkelige lag.

Igen - du blander begreberne sammen, fordi du ikke skelner mellem kunstnerisk høj kvalitet på den ene side og finkultur på den anden side. Du mixer to begreber. Måske skyldes det, at du ikke rigtigt kender den kulturteoretiske kontekst, som begreberne finkultur og massekultur er opstået i.

Thomas Jensen

"Jeg håber ikke at du i ramme alvor vil påstå at Saint Etienne og Goldfrapp kræver en videregående uddannelse eller at du vil hævde at deres musik er lige så svært tilgængelig som klassisk avantgardemusik eller konceptkunst?"

- næ, pointen er snarere, at dem, som hører opera eller klassisk avantgardemusik også har en høj sandsynlighed for at høre specialiserede kulturprodukter indenfor allemulige andre genrer (herunder Goldfrapp og Saint Etienne, som iøvrigt også har deres specielle koder og kræver en hel del dedikation), hvorimod folk som går til operashows vil ha' lige så svært ved at sætte sig ind i rigtig opera som i specialiseret popmusik eller Arvo Pärt.
Igen: Indenfor næsten alle typer af kulturprodukter findes der brede produkter, som appellerer til masserne og smalle produkter som appellerer til eliten, og derfor er undersøgelsens kategorier misvisende, hvis den kategoriserer de smalle og de brede sammen. Hvis man tager alle som går til operashows og til RIGTIG opera i én kategori, så kan man sikkert vise, at brugen af opera er demografisk udjævnet, men hvis man kun ser på dem som faktisk forbruger RIGTIG opera, så bliver resultatet et andet.

Det er alligevel lidt mere speget, Clara / Oscar, fordi de folk, der går til forestillinger ofte også vil gå til operakoncerterne, mens folk, der fortrinsvis går til operakoncerterne, næppe vil gå til de komplette opførelser (og dog: der var en bevislig stigning i operaens popularitet som sådan, efter at tenorkoncerterne lagde bunden i slut-80erne).
Men iøvrigt er opera og opera også forskellige ting, f.eks. deler det jo kraftigt mellem tysk og italiensk opera, hvor folk, der holder af musik, hævder den tyske traditions primaritet, mens folk, der som jeg, er mere teaterinklinerede, foretrækker den italienske opera med større vægt på mennskeligt drama fremfor filosofiske forestillinger.

Thomas Jensen

... og tilsvarende: hvis man i sine data bare kan se at nogle mennesker både går til klassisk minimalisme og til rockmusik, så kan man drage den konklusion at de er "altædende", men så går man sandsynligvis glip af den pointe, at disse mennesker hellere ville dø end udsætte sig for et operashow eller Big Fat Snake. Og så er undersøgelsen misvisende.

Thomas Jensen

Peter: du har sikkert ret, ikke meget er komplet sort-hvidt, med mindre man diskuterer med DF-droner.

Anyway - Nu laver jeg mig en playliste med Philip Glass, Ornette Coleman, Dälek, X-Ray Spex, Raymond och Maria og Autechre. Gør det mig lavkulturel?

Vibeke Nielsen

Nej Clara/Oscar. Inkarnerede lyttere af klassisk avantgardemusik hører generelt ikke Goldfrapp. Og hvis de hører Goldfrapp, så er det i hvert fald ikke fordi Goldfrapp er smalt, for Goldfrapp er ikke smalt. Det er hitlistemusik. Men måske gør de som dig og bilder sig ind, at Goldfrapp er elitemusik, for at bekræfte sig selv i deres selvbilleder som særligt kræsne eliteforbrugere. Det er i høj grad tænkeligt. Ligesom en del af dem sikkert bilder sig ind, at det bare er for sjov skyld og ikke noget, der skal tælles med i deres kulturforbrug, når de sætter noget Britney på til festen.

Det ændrer dog ikke på den vigtige pointe i artiklen - at overklassen har en meget bredere og mere poppet smag end man engang troede og at det folkelige lag er åbent for at tilegne sig musik, der engang blev kategoriseret som finkulturel (Arvo Pärt er sgu osse poppet og iørefaldende) lige som det ikke ændrer ved, at den klassiske musik traditionelt tilhører den finkulturelle kategori, men at kategorierne er i forandring.

Problemet er måske endnu en kategorifejl: hvem er overklassen? Den danske overklasse er først og fremmest rig, men ikke nødvendigvis specielt godt uddannet rent kulturelt (i modsætning til engelsk, tysk, fransk, italiensk overklasse) - skellet går på uddannelsesbaggrund, og her er de bedst uddannede jo ihvertfald ikke nødvendigvis økonomisk overklasse.
Hvis overklasse medregner folk med højere handelsuddannelser f.eks., vil de typisk - og ofte af rent ideologiske grunde - være til den værste kommercielle tapetmusik.
Det eneste sted, hvor alskens musik kan finde udbredelse, er faktisk på teatret, hvor den i samklang med det dramatisk udfoldede tilsættes nye kontekstuelle koder. Det gælder selvfølgelig også for film.

Thomas Jensen

"Nej Clara/Oscar. Inkarnerede lyttere af klassisk avantgardemusik hører generelt ikke Goldfrapp."

og

"Det ændrer dog ikke på den vigtige pointe i artiklen - at overklassen har en meget bredere og mere poppet smag end man engang troede"

Det er jo mageløst - hvem blander nu kategorier sammen?! Selvfølgelig hører dedikerede dyrkere af en bestemt musikstil primært den musikstil, men nu handler artiklen jo om noget helt andet - nemlig at folk med dannelse har en bred smag. Og det er vi jo enige i - så vidt jeg kan se er den eneste forskel på vores positioner, at jeg mener, at de "dannede klasser" også forbruger smalle eliteprægede "kvalitetsprodukter" indenfor det som undersøgelsen kategoriserer som lavkultur, og at det er en mangel ved undersøgelsesdesignet, at man ikke er i stand til at skelne mellem smalle og brede kulturtilbud indenfor undersøgelsens kategorier.

Vibeke Nielsen

Personligt tror jeg ikke, at det er kategorifejl, der er problemet. Min erfaring med uddannede i alt fra de rent teoretiske uddannelser i for eksempel kunsthistorie og litteraturvidenskab til de mere praktiske uddannelser på eksempelvis akademiet og det klassiske musikkonservatorium er, at de i høj grad også har en bred og folkelig smag. Clara/Oscar faktisk er meget sigende for lige netop det hold. Som nævnt - man bilder sig ind, at det ikke er ens eget kulturforbrug, at det ikke tæller med, når man lige smækker lidt Justin Timberlake og Britney Spears på for at fyre op under dansegulvet, lige som man bilder sig ind, at særlige popbands, glittede magasiner og mønstermalerier i poppede farver kræver en helt særlig insiderviden at tilegne sig. Det handler om selvbekræftelse.

Det er jo et komplekst felt, fordi det jo også rammer ind i det, der konfigurerer individet. Folk, der var unge i 80erne, hører gennemgående 80er-pop, når de er til det lettere, ligeså med ældre generationer, og yngre - nåh, ja, de lytter til 90er eller 00er-pop (hvis de ikke går retro, men så er der faktisk en anden grad af kompleksitet involveret).
Jeg tror, at vi må over i noget med reflekteret og ureflekteret kulturforbrug, simpelthen.

Vibeke Nielsen

Jamen, jamen.

De højtuddannede bruger også masser af kultur helt ureflekteret eller bortforklarer dele af deres kulturforbrug med et - "nå, ja, men vi har jo fest i aften, men jeg kunne da ikke drømme om at sætte det der på for at nærlytte" eller et "nå ja, men dette hit har en helt særlig kvalitet for sangerinden var oprindeligt billedkunstner og bandet optræder ofte til ferniseringer". Det er altså ikke sådan at bare fordi der står phd på cv'et er man pludselig blevet ethundrede procent reflekteret i alt hvad man foretager sig. Desuden er det alt andet lige svært at lave sociologiske undersøgelser, hvis man helt dropper de generelle kategorier.

Thomas Jensen

"De højtuddannede bruger også masser af kultur helt ureflekteret"

- uden tvivl, men du går nok galt i byen, hvis du tror at det er hovedparten af deres kulturforbrug. De fleste af dem jeg kender med 1000+ plader har også en mappe på deres computer med "guilty pleasures" (popmusik osv.), som de aldrig kunne finde på at betale for, men det betyder ikke at det udgør en stor del af deres kulturforbrug. Det er netop det der skiller de dedikerede fra de almindelige forbrugere - at de er kvalitetsbevidste.

Vibeke Nielsen

Jeg må indrømme Clara/Oscar at selv om jeg ved grød ikke er DF'er forstår jeg faktisk godt Richard L. Det er sgu snobberi det der. Intet andet.

Siden hvornår er X Ray Spex blevet kvalitet, der kræver en videregående uddannelse? Oh Bondage Up Yours er altså ikke skrevet og fremført af kulturfeinsmeckere for kulturfeinsmeckere. Hvorfor skal man for øvrigt føle sig skyldig over at lytte til folkelig musik? Siden hvornår er det blevet venstreorienteret at distancere sig fra det folkelige?

Min mor, så længe jeg husker, er blevet kaldt for fru. ingeniør direktør ***. Hun har altid været husmor med 11 år skolegang, dog gift med hr. ingeniør direktør ***. Hun gik, klædt i pels og perler, til opera og kom hjem med hovedpine i 3 døgn. Hendes favorit var ballet. Anyway, da jeg kom til Danmark, var min største begejstring det, at folk hedder Jens, Lars og Lone og ikke læge, direktør og smed. At alle kunne sidde på engen og nyde opera eller film. At ingen blev målt efter sin formue eller titlen.
Jeg vil ikke nægte den sociale arvs, uddannelses eller genetiske faktorer på vores valg af en film, en bog, et stykke musik, vores bolig, møbler eller ægtefælle, men hvor Danmark har dog ændrede sig i løbet af de sidste 23 år. Jeg elsker musik, klassisk, opera, pop, Jazz (ikke Miles Davis). Jeg hader Anders And og læser Persepolis. Men jeg vil hellere danse med Kandis til en firmafest.
I øvrig var jeg hjemme hos en ven i aftes. Der var 8 andre (stort set alle universitet professorer eller tæt på). Vi fik hakkebøf, øl/ vin, TV2 og Frank Sinatra serveret.

Jørgen Mathiasen

Kære Mads Meier Jæger;
Jeg har vist sagt nok allerede om artiklen. Den musiksociologiske interesse har jeg under alle omstændigheder, og mens redaktionssekretærer godt kan lide overskrifter som artiklens, synes jeg ikke, at den fremmer noget.
Linken til SFI-undersøgelsen skal jeg gerne benytte mig af. Det ville bl.a. interessere mig at vide om denne nye undersøgelse bekræfter eller afkræfter andre tidligere empiriske undersøgelser af danskeres musiksmag.
Henvendt til alle interesserede kan jeg nævne:
Der er i 2007 udsendt et bind med titlen "Musiksoziologie" i serien Handbuch der systematischen Musikwissenschaft, Laaber-Verlag, 573 sider. Ud over håndbogens egne artikler, der starter med en oversigtsartikel over relationen mellem musikvidenskab og musiksociologi og derefter tager en vifte af problemer op, kan interesserede også finde en længere bibliografi med referencer på tysk og engelsk til forskningen i musiksociologiens mange forskellige temaer.

Mads Meier Jæger

Tak til Vibeke Nielsen for at fastholde en række central pointer:

- Der ligger ikke i vores undersøgelse noget normativt eller værdiladet i definitionerne af begreberne "altæder" eller "snob".
- Jeg insinuerer ingen sammenhæng mellem "finkultur" og "kvalitet". Finkulturelt kulturforbrug er i undersøgelsen defineret ud fra relativt entydige kriterier men "kvalitet" i sagens natur altid er subjektivt. Derfor er det ikke, i hvert fald fra et videnskabeligt synspunkt, særligt meningsfuldt at diskutere hvad kvalitet er eller at fremsætte normative domme om hvad der er "godt" eller "skidt".
- Vores undersøgelse er, som al samfundsvidenskabelig forskning, begrænset af datatilgængelighed. Det betyder, at vi ikke kan (og ikke gør) udtale os om en række forhold. Vores data kan ikke belyse, om folk går til "folkelig" opera i en park eller i det kongelige teater. Førstnævnte er dog, så vidt jeg ved, en relativt ny opfindelse. Vi ved heller ikke om folk hører Goldfrapp eller TV2. Det betyder ikke, at vores undersøgelse ikke kan bruges til at udtale sig om historiske ændringer i kulturforbruget i Danmark. Det er fuldstændigt entydigt, at der over den 40-årige periode vi studerer (1964-2004), og med de indikatorer for kulturforbrug vi bruger, er sket et skred i retning af, at flere og flere danskere har fået et "altædende" kulturforbrug, eller på jævnt dansk, har fået en "bred" smag. Hvis man vil betvivle den konklusion må man læse undersøgelsen og kritisere den på sine egne betingelser. Undersøgelsen benytter sammen videnskabelige kriterier for lødighed som alle andre undersøgelser. Undersøgelsens resultater bekræfter resultater fra andre lande men har en meget længere tidshorisont end tidligere undersøgelser. That's it.

Og tak til Jørgen Mathiasen for den tyske reference.

Jørgen Mathiasen

Egentlig troede jeg, at jeg var ude af diskussionen, men jeg må lige gøre opmærksom på en enkelt ting:
Musiksociologien, der adskiller sig fra den generelle sociologi ved at have indsigt i lyd og menneskers omgang med den, vil ikke nøjes med kritisere undersøgelser af typen fra SFI på deres egne betingelser. Vi vil insistere på undersøgelser af en helt anden type, nemlig den som prof. Ekkehard Jost i en af sine artikler kalder den socialhistorisk hermeneutiske til forskel fra den socialpsykologisk-empiriske.
Så må vi leve med, at disse to indfaldsvinkler til en musiksociologi, som betoner anonymitet og subjektivitet nærmest diametralt, i reglen står hinanden temmeligt fjernt.