En hyldest til Charlie Christian

Unge mennesker bør ikke nøjes med at være guitarister på amatørplan. Amatør kan man altid blive, når man for længst er blevet kommunalt ansat eller ejendomsmægler i Home
Moderne Tider
23. august 2008

Johnny Rotten, der var frontfigur i Sex Pistols, blev engang, muligvis lidt ondskabsfuldt, spurgt om han havde nogle musikalske 'principper'. Og jo, det havde han. "Jeg hader guitarsoloer," svarede han. Måske havde han aldrig hørt jazzguitaristen Charlie Christian. Når han spillede på sin guitar, spillede han slet ikke guitar inde i sit hoved, derinde spillede han, det har han selv fortalt, sådan som han syntes, en saxofon burde lyde. Ret sjovt at tænke på.

Oppe på Torvet kommer man derimod straks til at tænke på, om det er Handelsstandsforeningen, der bestemmer musikken. Et lille band står på en overdækket tribune og spiller tresserrock. Ikke én af musikerne ser ud til at være så meget som tyve år gammel. Er det virkelig deres store passion at spille Yellow River og Movie star? Mig generer det selvfølgelig ikke, jeg kan godt lide at høre på det. I min tid, engang i sidste halvdel af forrige århundrede, var der to slags guitarister. Guitarnørder og guitarguder, hhv. Hank B. Marvin og Jimi Hendrix f.eks. Suppe- steg og isguitarister fandtes kun på amatørplan, og unge mennesker bør ikke nøjes med at være guitarister på amatørplan, det er min mening. Amatør kan man altid blive, når man for længst er blevet kommunalt ansat eller ejendomsmægler i Home. Generaldirektør i Danmarks Radio eller boganmelder på Politiken. Så har man kun det sjov, man selv laver. Men Handelsstandsforeninger og den slags, de kan slet ikke lide, at folk drømmer om noget, der ikke kan fås for penge.

Lyden af ren sex

Første gang, jeg så og hørte en elektrisk guitar i virkeligheden, var i december måned år 1957 ved et julearrangement, som Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (DASF) holdt på Sulsted Kro. Mange andre end de fortrykte her på jord, de vendsysselske arbejdere og deres familier, havde adgang, således også kommuneingeniøren, der havde været USA og dér har købt en elektrisk guitar til sin søn. Sønnen havde endnu ikke lært at spille på den, og det foregav han heller ikke, men han viste den frem og lod os høre, hvordan den lød. Hold kæft, hvor var den flot! Den var stor, med f-nøgler og en hvid perlemorsplade, og dens lakering havde et grønligt skær. Og den lød som det, den seksårige Nielsen slet ikke var gammel nok til at vide, hvad var, nemlig som den rene, skære, skinbarlige sex.

Lad publikum blive

Henne på Teatercafeen læser vi avis. Vi er nok sådan en slags kommunegeni, og dertil en af de førende intellektuelle i Nykøbing Falster, men vi er trods alt også rundet af folket, derfor foretrækker vi Ekstrabladet frem for B.T., selv efter at avisen er begyndt at give Side 9-pigen tøj på. Vi må lige pudse brillen, før vi tror på, at det er rigtigt, det der står, men det er det: René Dif, ham den skaldede Ken fra Aqua, er blevet bortvist fra Langelandsfestivalen, fordi han har skældt ud på en kvindelig publikummer og bl.a. kaldt hende en 'møgfisse'. Han ville have, at hun skulle flytte sig fra området omkring scenen, så han slap for at se på hende. Det er så tæt på at være utilgiveligt, som noget næsten kan være. Den slags gør man bare ikke! Af Kunstudøveres Grundlov, paragraf 1: publikum har aldrig lovet én noget, de har ret til at blive væk, men hvis de kommer, har kunstneren under ingen omstændigheder ret til at jage dem væk! Hvorfor lærer de ikke sådan noget i popbranchen? Os i litteraturbranchen, hvor publikum især benytter sig af deres ret til at blive væk, har lært det for længe siden. Faktisk har vi det sådan, at hvis en sød gammel dame, som vi godt ved, i virkeligheden leder efter sine briller, skulle vise sig ved en forfatteraften på et øde beliggende bibliotek, så er vi parat til hvad som helst for at få hende til at blive - bare en halv time, tyve minutter, et kvarter, ti minutter, så, men så får du også en kage til kaffen.

Udviklede teknikken

Jeg kan huske en ældre dame ved et af mine således tumultarisk mediebestormede foredrag, der brægende og bedrevidende belærte den stakkels forfatter om, hvad et ægtepar, han beskriver i en af sine romaner, burde have gjort i stedet for det, de gør, nemlig gå i parterapi! Så ville der måske ikke have været så meget roman tilbage, men et enkelt af verdens ægtepar, om end kun et fiktivt, ville sikkert have været lykkeligere. Da tænkte forfatteren, med den indvendige side af hovedet, følgende: Luk røven, din gamle gimpe! Men ej et ord undslap hans læber. Naturligvis ikke, man er vel grundlovsmedholdelig.

Det var ikke, som mange tror, Charlie Christian, der opfandt den elektriske guitar, men han var den første, der udviklede spilleteknikken, så det blev et accepteret instrument på linje med alle andre. Senere, helt til og med i dag, er der jo nærmest tale om et guitarvælde. Så meget, at en nutidig dansk popkunstner har accepteret, at en oprindelig saxofonsolo, som han havde tænkt sig i en sang, der senere blev et hit, efter krav fra Danmarks Radio blev erstattet af en guitarsolo. Det kære velkendte, som Danmarks Radio jo efterhånden er hovedgaranten for. Ellers ville de ikke spille sangen, simpelthen. Popkunstneren accepterede, måske er det også svært at se, hvad han ellers skulle have gjort.

Men Charlie Christian, han lod sig ikke diktere af kulturens handelsstandsforeninger. Han spillede saxofon med den indvendige side af hovedet. Mens fingrene spillede elguitar. Længe før nørderne og guderne tog over.

Vinn & Skæv

Forfatter Bent Vinn Nielsen skriver sig igennem tingene.

Udkom sidste gang i september 2014.

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her