Læsetid: 8 min.

'Irans ledelse er ikke mere skør eller uberegnelig end Nordkoreas ...'

Atomvåben. Irans forsøg på at anskaffe sig atomvåben er fuldstændig rationelt, dets religiøse ledere kan forventes at opføre sig mere fornuftigt med deres våben end eksisterende a-magter, og a-våben i Iran kan ligefrem virke stabiliserende. Lyder det vanvitigt? - ikke ifølge en af USA's mest velrenomerede eksperter i international politik, Kenneth A. Waltz, der heller ikke tror, at Vesten for alvor vil gøre noget, hvis Iran skulle anskaffe sig bomben
9. august 2008

"Der er intet problem i, at 12-15 lande får atomvåben over de næste 20 år, og et Iran med a-våben er ikke farligere end nogen af de andre lande, der allerede har fået a-våben."

Det er en provokerende udtalelse og ord, man måske ville forvente fra stemmer på en mere ekstrem fløj, men faktisk kommer de fra en af de mest respekterede og mindst ideologiske teoretikere inden for international politik, og modsiger den generelle opfattelse af et atombevæbnet Iran som en fundamental trussel mod verdensfreden.

Kenneth A. Waltz, der er professor i international politik ved Columbia University, er en mand, der før har provokeret med sit syn på spredningen af a-våben, men hvis tanker samtidig i vidt omfang danner grundlag for den måde, forskere og teoretikere i dag tolker international politik.

Kun til afskrækkelse

Waltz er en af de mest dominerende figurer i international politisk teori, hvor han anses som grundlæggeren af den strukturelle realisme og har præget måden, forskere og teoretikere tolker samspillet mellem stater - og balancen mellem krig og fred - de sidste 50 år. Og han mener ikke, at et atombevæbnet Iran udgør en trussel mod dets omverden:

"Der er intet i Irans historie under præstestyret, der indikerer, at Iran ikke vil opføre sig fuldstændig rationelt, når og hvis det får atomvåben. Iran har endnu ikke angrebet en anden nation, men er indtil videre kun blevet angrebet af Irak - uagtet man så ellers kan mene om Irans ageren på et mere uformelt plan i forhold til at støtte terror," siger Waltz, der heller ikke lægger stor vægt på Ahmadinejads udtalelser, men fremhæver, at der sidder andre, mere magtfulde kræfter bag ham, som ikke er styret af religiøse motiver, når vitale beslutninger skal træffes i forholdet til andre lande.

"Der bliver ikke en krig om Irans a-våben, for hvis Iran får bomben, vil de ligesom alle andre kun kunne bruge den til én ting: Afskrækkelse," konstaterer han.

Rasler med sablerne

Om verden nogensinde skal forholde sig til et Iran med a-våben er ikke sikkert, men i denne uge viste Iran endnu en gang, at det ikke er så ligetil at få dem til at opgive deres atomprogram. Det var da de overskred endnu en deadline for at svare på et europæisk tilbud om ikke at udvide sanktionerne mod landet, til gengæld for at Iran fastfrøs deres atomprogram. Iran valgte istedet at aflevere et tvetydigt svar, der sandsynligvis vil skubbe landet ud i et nyt skolegårdssslagsmål af den slags, verden har været vidne til adskillige gange i de seneste år.

Israelske politikere har udtalt, at et Iran med atomvåben er uacceptabelt, og har med bl.a. simulerede flyøvelser antydet et muligt angreb på Iran. USA's præsident Bush har i flere tilfælde indikeret, at en decideret militær konfrontation med præstestyret var meget tæt på og en meget reel mulighed - en linje, hans mulige arvtager John McCain også følger.

Selv den mere pragmatiske Barack Obama har markeret en klar grænse for sin fremtidige dialog med Iran ved at sige, at et atombevæbnet Iran udgør en voldsom trussel mod verdensfreden, og at ingen muligheder på forhånd er udelukket, når det handler om at hindre, at Iran får a-våben.

Rationalet er, at et Iran med a-våben udgør en helt ny trussel i den eksklusive klub, der i dag menes at have ni medlemmer, efter at Pakistan og Indien har fået a-våben. Den religiøse karakter af Irans ledelse, dets uforsonlige forhold til Vesten - og ikke mindst til Israel og præsident Ahmadinejads ord om at slette Israel fra landkortet - har givet grundlag for en formodning om, at Iran vil opføre sig anderledes irrationelt og aggressivt med a-våben, end de andre atomvåbennationer har gjort hidtil.

A-våben kan stabilisere regionen

Men ifølge Kenneth Waltz er det en hel misforstået tankegang.

"Præstestyret agerer præcist så rationelt i sit forhold til andre nationer som andre, mere sekulære nationer, og om noget kan man sige, at selve forsøget på at anskaffe sig atomvåben er fuldstændig rationelt, fordi det er den eneste måde, de med rimelig sikkerhed kan sikre sig mod et angreb udefra og sikre egen eksistens som nation. Præsident Bush har ved at udnævne Iran til en del af ondskabens akse selv skabt det logiske rationale for Irans atomvåben-program. Iran har magtfulde modstandere i både USA og den arabiske verden, og konventionelle våben vil aldrig kunne beskytte Iran mod et angreb. Det kan a-våben, og på den måde er Irans forsøg på at anskaffe sig a-våben et rationelt defensivt træk, " konstaterer Kenneth Waltz,

Waltz har gennem mange år udfordret den generelle konsensus om ikke-spredning af a-våben ud fra tankegangen om, at a-våben i sig selv er et defensivt våben, der vil betyde selvdestruktion, hvis det bruges aggressivt mod en anden stat. På den måde kan spredningen af a-våben ligefrem virke pacificerende i nogle konflikter, når to lande, der traditionelt ligger i konflikt, begge får a-våben.

Kina var mere idelogisk forskruet

Truslen om atomkrig og dens forfærdelige konsekvenser afholder nationer fra at bevæge sig ind i konflikter, og hvis de gør, er muligheden for at eskalere konflikten med a-våben stadig udelukket, fordi konsekvenserne er så fatale for alle parter. På den måde ville et israelsk angreb på Iran eller et iransk angreb på Israel blive langt mere usandsynligt, når indsatsen lige pludselig blev så utrolig høj for begge nationer.

Waltz, der med sin såkaldt 'realistiske' tolkning af interaktionen mellem stater argumenterer for et internationalt system, hvor ideologi spiller en langt mindre rolle for nationers handlinger, henter blandt andet sin argumentation fra de historiske erfaringer, når andre nationer har anskaffet sig a-våben:

"Man kan sige, at Kina udgjorde et langt mere radikalt sociologisk og ideologisk eksperiment, da de anskaffede sig a-våben, end Iran udgør i dag. Det var midt under Kulturrevolutionen, hvor normerne og almindelig rationalitet virkelig blev sat til side. Alligevel viste de sig at agere fuldstændig rationelt, da de fik a-våben. Og det samme har gjort sig gældende i de andre lande, der har fået a-våben. Det er den sikreste måde at sikre sig, at nationer agerer logisk og ansvarligt. Jeg ser ingen grunde til, at Iran skulle agere anderledes. Alle erfaringer viser det modsatte," siger Columbia-professoren.

Oversete farer

Waltz synspunkter står ikke uimodsagte, og hans tidligere tolkninger af atomvåben-spredning og rationalitetens herredømme mellem nationer er blevet kritiseret for at være for unuanceret og for netop ikke at tage faktorer som ideologi og religion ind i billedet. Og måske for at undervurdere de fatale konsekvenser, hvis det nu skulle vise sig, at han tog fejl.

David Goldfisher, der forsker i international politik ved universitetet i Denver, har beskrevet Waltz' teorier som 'nuklear teologi'. I Boston Globe har han bl.a. angrebet Waltz for at "være fuldstændig overbevist om, at der er en rationel kerne i alle andres hjerner, som svarer til hans egen, og som vil slå til i det kritiske øjeblik, og at ingen vil kunne nå til en seriøs lederpost i noget samfund, hvis vedkommende vil træffe en selvmorderisk beslutning om at starte et angreb, når en massiv gengældelse er et faktum".

Shannon Kile fra det anerkendte Stockholm International Peace Research Institute, SIPRI, mener, at Waltz overser faren for et mellemøstligt kapløb på a-våben: "Et Iran med kernevåben ville være meget destabiliserende for regionen, det ville få Irans arabiske modstandere til at genoptage deres a-våbenprogrammer, og det ville gøre Iran overmodig. Men jeg tror ikke på, at Iran ville angribe Israel med a-våben, ganske enkelt fordi, det ville betyde, at Irans islamiske republik ville ophøre med at eksistere. Og vice versa," siger Kile.

Bertel Heurlin, der er professor i international politik ved Københavns Universitet, medgiver til dels Waltz, at a-våben kan være stabiliserende:

"Grundlæggende er jeg enig med Waltz i hans teori om, at kernevåben kan være medvirkende til at skabe fred. Det, som Waltz bare ikke forholder sig til, er, at USA's forhold til kernevåben har ændret sig. Det stræber efter en ny slags overlegenhed og er på den måde blevet en fanatisk anti-kernevåbenmagt, der ikke tolerer, at andre nationer udvikler a-våben, fordi det truer dets status. Samtidig har den generelle verdensopinion også vendt sig mod a-våben, og Iran har en klar interesse i at slippe for prædikatet 'slyngelstat' på samme måde som en række nationer har gjort det ved at opgive deres kernevåbensprogram," argumenterer Bertel Heurlin. Også han frygter et mellemøstligt våbenkapløb mere end en egentlig atomkonfrontation:

"Det vil virke destabiliserende, og det vil givetvis få andre lande i regionen til at forsøge at få deres egne a-våben. Men dem ville man også kunne håndtere og afvikle, hvis det blev nødvendigt. Det ville ikke være verdens ende, men det ville ikke være godt," siger han.

Tror ikke på atomprogram

På den anden side skræmmer et atomvåbenbevæbnet Iran ikke ligefrem Bertel Heurlin: "Jeg tror afgjort, at Iran vil agere rationelt, hvis det får a-våben. Det er helt usandsynligt, at de vil bruge dem som andet end et defensivt afskækkelsesvåben. Ideen om Iran, der angriber Israel med atomvåben er meget, meget farfetched," siger han.

Kenneth Waltz erkender, at spredningen af kernevåben kan gå for hurtigt, og at der er en grænse for hvor mange lande, der kan tåle at få a-våben, men han mener ikke, at der er et problem i det nuværende tempo.

Samtidig tror han heller ikke, at truslen om handling fra Vestens side er så overhængende, som det ofte markeres - og at den røde linie er så definitiv.

"Man sagde også, at det var fuldstændig uacceptabelt, at Nordkorea fik a-våben. Men da landet fik en slags a-våben accepterede man det, man forhandler med dem om at afskaffe dem. Men man accepterer det. Man bombede ikke Nordkorea eller startede en krig," siger han.

"Uanset hvordan mans vender og drejer det, så er Nordkoreas ledelse mere skør end Irans og mere uberegnelig. Og den ledelse har ageret temmmelig fornuftigt med de våben, de har. Hvorfor skulle Iran opføre sig mere irrationelt," spørger han.

"Når man taler atomvåben, er der en tendens til at tro, at fordi det ikke er sket før, vil det ske en dag, men der er intet, der taler for det, og tværtimod har nationer som Argentina og Brasilien opgivet a-våbenprogrammer, da de ikke længere mente, der eksisterede en trussel mod dem, mens Sydafrika faktisk besad atomvåbensprænghoveder, men valgte at opgive dem," konstaterer Waltz og sukker:

"Folk er bange for mange ting, de ikke burde være bange for. Jeg forstår ikke, hvorfor de er så bange for en atomkrig"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Bolding Hansen

Naturligvis vil Iran kende sin besøgstid og næppe officielt foretage noget angreb.

Men de kunne skabe et A - Våben som har fingeraftryk i Rusland, få terrorister til at bruge det mod Israel, terrorister som ikke kan knyttes med bestemthed til noget land.

Jeg ved godt at man væver omkring "wipe israel of the map" retorikken. Men at udslette styret kan ikke ske uden krig og det er hvad fundamentalistiske muslimer over en ende mere end drømmer om.

Retorikken er for så vidt klar nok i sin helhed, hvad laver martyrer ellers i en tale om islams erobring af hele verden, en profeti fundet i hadith samlingerne:

Is there art that is more beautiful, more divine, and more eternal than the art of martyrdom? A nation with martyrdom knows no captivity. Those who wish to undermine this principle undermine the foundations of our independence and national security. They undermine the foundation of our eternity.
"The message of the [Islamic] Revolution is global, and is not restricted to a specific place or time. It is a human message, and it will move forward.
"Have no doubt... Allah willing, Islam will conquer what? It will conquer all the mountain tops of the world."

Ahmadinejad

Ahmadinejad er knyttet til en kult som regner med dommedag som nært forestående.

Det mener de fleste fundamentalister - mange kristne inklusive som ser banen kridtet til armageddon og henviser til besættelsen af Israel.

De fundamentalistiske muslimer henviser tit til denne hadith:

Bukhari Volume 4, Book 52, Number 177:
Narrated Abu Huraira:
Allah's Apostle said, "The Hour will not be established until you fight with the Jews, and the stone behind which a Jew will be hiding will say. "O Muslim! There is a Jew hiding behind me, so kill him."

Den er jo også klar nok.

Vi regnede Rafsanjari som moderat, men her er hvad han har sagt i 2001:

: "If a day comes when the world of Islam is duly equipped with the arms Israel has in possession, the strategy of colonialism would face a stalemate because application of an atomic bomb would not leave anything in Israel but the same thing would just produce minor damages in the Muslim world."

Hitler var mere diskret i sin førtidsretorik, end de muslimske fundamentalister er.

Selvfølgelig er de rationelle i den grad at de vurderer deres chancer og muligheder i tiden. Men deres mål vil altid være at udslette Israel eller erobre landet.
Vi taler altså ikke om en rationel ideologi i sin essens, men om religiøst vanvid som ikke i sidste instans drejer sig om denne verden og derfor bestemt heller ikke kan forventes at agere i respekt for denne verden, men har en anden målsætning.
Iran er bestemt ikke mere rationel end Nord Korea, sidste bestemt ikke noget fyrtårn i rationalitetens verden i øvrigt.

Jeg mindes en amerikansk marineinfanterist, der havde været med i 1. golfkrig og nu stod foran Bagdad i 2. golfkrig: ”Sidst jeg var her, var det myggene der var de værste modstandere.”

Jakob Schmidt-Rasmussen

Kenneth A. Waltz, der er professor i international politik ved Columbia University, mener, at ”Der er intet i Irans historie under præstestyret, der indikerer, at Iran ikke vil opføre sig fuldstændig rationelt, når og hvis det får atomvåben. Iran har endnu ikke angrebet en anden nation, men er indtil videre kun blevet angrebet af Irak - uagtet man så ellers kan mene om Irans ageren på et mere uformelt plan i forhold til at støtte terror …"

Mange tror, at islam kun tillader vold, når det handler om at forsvare muslimer mod overgreb.

Der er enten tale om taquiya eller mangel på viden om, hvordan begrebet jihad defineres:

Om jihad og angrebskrige:

“In the classical manuals of Islamic jurisprudence, the rules associated with armed warfare are covered at great length. (…)

More recently, modern Muslims have tried to re-interpret the Islamic sources, stressing that Jihad is essentially defensive warfare aimed at protecting Muslims and Islam …”

(But)“Jihad has also been applied to offensive, aggressive warfare, as exemplified by Muhammad's own policies and the entire subsequent history of the spread of Islam. From the first generation of Islam, jihad ideology inspired the conquest of non-Muslim populations, forcing them to submit to Muslim rule or accept outright conversion”.

Irans reelle leder, Ayatollah Ali Khamenei har udstedt en fatwa, der erklærer, at “production, stockpiling and use of nuclear weapons was forbidden under Islam. The fatwa was cited in an official statement by the Iranian government at an August 2005 meeting of the International Atomic Energy Agency (IAEA) in Vienna.[57]”

Men hvis det var taquiya med det formål at narre verdenssamfundet og det ledende præsteskab alligevel tillader, at Iran får atomvåben på trods af fatwaen, kan vi nok heller ikke stole på dette løfte fra Khamenei:

”In 2005 Khamenei responded to President Ahmadinejad's alleged remark that Israel should be "wiped off the map" by saying that "the Islamic Republic has never threatened and will never threaten any country."[55]”

Men det er jihad for muslimer, at generobre kontrollen over områder, der tidligere har været under muslimsk kontrol og det omfatter i den grad også atommagten Israel.

Irans præsident Ahmedinejad tænker mildest talt ikke rationelt og realpolitisk. Ham er f.eks. overbevist om, at krigen I Irak ikke handler om realpolitiske spørgsmål, men er et forsøg på, at få verden til at overse, at ”den skjulte mahdi” er dukket frem fra sin okkultation og at vi derfor lever i de sidste tider, lige før Apokalypsen:

“ … in a speech to theology students broadcast by state television on Monday, Ahmadinejad went further than ever before in emphasizing his belief that the Mahdi is playing a critical role in Iran’s day-to-day politics.
“The Imam Mahdi is in charge of the world and we see his hand directing all the affairs of the country,” he said in the speech.”

Selv landets tidligere topforhandler I atomspørgsmål, Hassan Rowhani, er dybt bekymret over landets stadig mere irrationnelle, politiske ledelse:

“ Since becoming president in 2005, Ahmadinejad has repeatedly stated that his government is paving the way for the return of the Mahdi and chided his foes for not believing that his return is imminent.
Shiites believe that the Mahdi vanished in the 10th century and will return at an apocalyptic moment that will mark the end of time.”

Earlier this year, Iran’s former top nuclear negotiator Hassan Rowhani complained that superstition was growing in the country and that people were even putting out food for the Mahdi in case he returned that very night.
Ahmadinejad also raised eyebrows when he said he felt surrounded by a mystical aura when he gave his first speech to the UN General Assembly in New York in 2005.”

Fra: http://djkonservo.wordpress.com/2008/05/07/shia-scholars-ahmadinejad-nee...

Bente Simonsen

Det irrationelle element er Israel, det har flere gange angrebet mål i sine nabolande under div. påskud og vil helt sikkert gøre det igen. Iran, som det også nævnes i artiklen, har aldrig angrebet noget andet land.

Et angreb på Israel, ville måske udslette Israel, men samtidig også udslette Irans venner og skade Iranske liv.
- Man skal vist være israel eller amerikansk jøde for at se realiteten i det tankeeksperiment.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Selvfølge, Simon og KPJ.

ENHVER kritik af islamister er "fucked up"; det er islamofobi at kritisere antidemokratiske, terroristiske, ultramandschauvenistiske antisemitter, hvis de er muslimer: Det var racisme, at Villy Søvndal kritisrede Hizb-ut-Tahrir fordi foreningens talsmand brugte et korancitat til at opfordre til mord på jøder, hvilket han blev dømt for efter racismeparagraffen.

Khomeni, der tillader pædofili i sit værk Tahrirolvasyleh, var også i sin gode ret til at dødsdømme forfatteren Salamn Rushdie; det er der intet fucked up over ...

Eller også ER Irans islamofscistiske regime et internationalt problem, der også truer Danmark:

"Iran støtter international terror
23. jul 2002 00:00 En tidligere iransk diplomat taler ud om det fundamentalistiske præstestyre, han selv var en del af indtil for seks år siden. Her flygtede han til Danmark med sin familie og 172 tophemmelige dokumenter

Historien om Irans tidligere konsul i Indien, Pakistan og Afghanistan, 55-årige Ali Akbar Omid Mehr, ser først lyset seks år efter hans ankomst til Danmark.

Irans stadige støtte til terrororganisationer med netværk i Danmark og Europa får ham nu til at tale.

Terrorangrebene den 11. september sidste år har fået ham til at føle sig forpligtet til at advare mod de »farlige kræfter«, han selv arbejdede for, indtil han pakkede kufferten og rejste til Danmark, hvor han fik politisk asyl sammen med sin familie i oktober 1996.

Oplysninger, han indtil for nylig har holdt hemmelige, fortæller han nu åbenlyst til Kristeligt Dagblad. Han fortæller om, hvordan han var med til at indkøbe beriget uran til Iran hos afghanske krigsherrer. Hvordan han to gange mødte Osama bin Laden. Og hvordan Iran finansierer og støtter et bredt netværk af terrororganisationer og andre ekstreme fundamentalistiske islamiske grupper i Europa, inklusive Danmark.

Omid Mehr siger også, at han stadig har adgang til velinformerede kilder i Iran.

- Iran har agenter i Danmark og arbejder tæt sammen med muslimske organisationer her i landet. Blandt dem Hizb-ut-Tahrir-organisationen, siger Ali Akbar Omid Mehr, der selv havde meget nære forbindelser til Hizb-ut-Tahrirs hovedkontor i Pakistan som iransk konsul på stedet i første halvdel af 1990' erne.

Han betegner ikke gruppen som en terrororganisation, men i Pakistan oplevede Omid Mehr Hizb-ut-Tahrir som en organisation, der uddanner og hjernevasker unge til at hade ikke-islamiske værdier og til at opfatte sig selv som værende i konflikt med personer eller hele folkeslag, der ikke er muslimer.

Det var også i i starten af 1990' erne, at Omid Mehr fik ordre fra udenrigsministeriet i Teheran til at tage kontakt til Osama bin Laden for første gang. Iran havde to tjenester at bede bin Laden om.

Første ønske til den karismatiske Osama bin Laden var at få ham til at opgive sin støtte til de anti-shiamuslimske og anti-iranske kredse i Afghanistan og Pakistan.

Det andet ønske var af en militant karakter. Iran ønskede at hævne sig på Saudi-Arabien for drabet på iranske pilgrimme under pilgrimsfærden til Mekka i slutningen af 1980'erne. Styret i Iran var, ifølge Omid Mehr, overbevist om, at de saudiarabiske sikkerhedstjenester havde snigmyrdet iranerne, og derfor henvendte man sig nu til bin Laden for at bede om hjælp til at »give saudierne en lærestreg«. Ligesom i dag var bin Laden i opposition til det saudi-arabiske kongedømme, men han afslog med den begrundelse, at han ikke var stærk nok til at udføre angreb på Saudi-Arabien.

Det var dengang.

Omid Mehrs rolle som iransk diplomat bestod i denne årrække i at pleje forbindelserne til de afghanske stammeledere. Mange af dem smuglede og handlede med plutonium og beriget uran, som de skaffede fra Ukraine. Omid Mehr og det iranske præstestyre var blandt kunderne.

- I 1993 forhandlede jeg med en af de afghanske stammeledere om beriget uran. Han forlangte først 25 millioner dollar. Jeg forhandlede prisen ned til fem millioner dollar, hvorefter jeg fik besked på at købe fra udenrigsministeriet i Teheran.

Grunden til, at Omid Mehr overhovedet har valgt at dele sin viden med pressen, er først og fremmest terrorangrebene den 11. september i USA i fjor. Ligesom hos så mange andre fik denne dato en ganske særlig betydning. Den ændrede hans liv. Og siden har han opfattet det som en pligt at informere om det shiamuslimske iranske styres støtte til og samarbejde med internationale terrororganisationer, deres europæiske netværk og Irans tilknytning til Osama bin Ladens al-Qaeda.

Eller, som han selv siger: »Det er mit ansvar at fortælle, hvad jeg ved, og oplyse om, hvad der foregår i de fundamentalistiske kredse, der også holder til i Danmark.«

Iran har, ifølge Omid Mehr, et hemmeligt budget til organisationer, der bruger terror som middel.

- Hamas, Hizbollah og Islamisk Jihad modtager årligt pengegaver fra Irans åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei, siger Omid Mehr.

- Det er Irans måde at gøre eksporten af den islamiske revolution til andre dele af verden lettere. Mens jeg var diplomat, så jeg dokumenter, der viser, at Hamas fik 120 millioner kroner om året fra Iran. Men på det seneste viser nye rapporter, at Iran giver en milliard kroner om året til Hamas.

Fra sit nære kendskab til Hizb-ut-Tahrir i Pakistan ved han, at præstestyret også plejer kontakt med gruppen i Danmark og i Storbritannien. Hizbollah, som i virkeligheden er en iransk organisation, og som senere opstod i det shiamuslimske Sydlibanon, har en række agenter i Danmark, siger Omid Mehr.

Hizbollah er et af de bedste eksempler på Irans eksport af sin egen styreform til et andet land ved hjælp af massiv åndelig og økonomisk støtte.

I Danmark og andre europæiske lander bruger Hizbollah ofte grøntforretningerne som et dække for deres egentlige agentvirksomhed, siger han.

Han taler åbent om de mørke sider ved det iranske styre. Han anser det for at være et »farligt styre« - et moderne islamisk diktatur. Og han kritiserer den iranske regering, selv om det i øjeblikket ikke falder i god jord hos de danske myndigheder. EU og hermed også Danmark forhandler i øjeblikket om en handelsaftale med Iran. Et skridt, der kan gøre EU til eneste handlende på det iranske marked. USA handler nemlig ikke med Iran, der også stadig står på listen over lande, der støtter terror.

EU's skridt er samtidig også designet til at give den såkaldte reformvenlige præsident, Sayed Mohammed Khatami, en håndsrækning i den politiske kamp mod de mere konservative præster i Iran. Og derfor har de danske myndigheder opfordret Omid Mehr til at holde en lavere profil, da hans udtalelser ikke just kommer hverken præstestyret, inklusive præsident Khatami, eller EU's interesser til gode.

Men Ali Akbar Omid Mehr er uimponeret over EU's hensigter med at handle med Iran og bakke op omkring Khatami. Han synes nemlig, det er langt vigtigere at fortælle om Irans fortsatte støtte til fundamentalistiske kredse og terrorgrupper end at forsøge at holde Khatami oven vande for enhver pris.

- De internationale terrorister og yderligtgående muslimske organisationer holder lav profil i øjeblikket på grund af den opmærksomhed, 11. september skabte omkring dem. Men hvordan kan vi være sikre på, at de også holder sig tavse om fem-ti-tyve år, spørger Omid Mehr, der har på fornemmelsen, at noget stort er under opsejling igen.

Hans råd til den danske og de andre europæiske regeringer er: Hold bedre øje med, hvad der foregår i de fundamentalistiske kredse.

Indtil den 11. september var de, der vidste om hans tilstedeværelse i Danmark, en lille indviet gruppe (Politiets Efterretningstjeneste), der blandt andet stadig har til opgave at sørge for nogle af sikkerhedsforanstaltningerne omkring Omid Mehr.

Politiets Efterretningstjeneste har også for længst hørt alle detaljer fra Omid Mehrs erfaringer med det iranske præstestyre.

Som afhopper fra det iranske præstestyre står Omid Mehrs navn på den iranske regerings sorte liste, hvilket er grunden til, at han kun benytter sit tidligere iranske navn her i artiklen, der heller ikke kan røbe, hvor i landet Omid Mehr bor med sin kone.

Men huset er hyggeligt, og et af havens kirsebærtræer giver nogle store, søde sommerfrugter for tiden.

Hans to voksne døtre er fløjet fra reden og har giftet sig med danske mænd. De er godt på vej til at være 100 procent integrerede i Danmark.

Omid Mehr er glad for at være i Danmark. Han nyder naturen, sin familie, de to danske svigerfamilier og er i det hele taget en meget rolig og velovervejet mand.

Når han fortæller om detaljerne i sin diplomatkarriere, sidder han i skrædderstilling med lukkede øjne. Det er ikke umiddelbart let at forestille sig Omid Mehr som en af bin Ladens rygklappere og som en del af det samme farlige islamiske diktatur, han selv tager så stor afstand fra.

Han var dog heller aldrig den typiske iranske diplomat. Omid Mehr var altid glatbarberet og gik med slips, hvilket opfattes som vestlig og ikke-islamisk stil i Iran.

- Mit glatte ansigt fik Osama bin Laden til at holde en vis afstand under vores første møde i 1990, siger han med et smil.

Omid Mehrs ældste datter gik i kristen skole i Bombay de første år efter revolutionen. Det kunne kun lade sig gøre, fordi ayatollah-styret på det tidspunkt endnu ikke havde introduceret flere af de strenge islamiske tøjkrav og de andre forbud, der stadig gælder i Iran i dag.

Om sin egen overbevisning siger Omid Mehr:

- Min far lærte mig, at jeg ikke skal adlyde blindt, men at jeg altid bør udvise respekt for påbud, samtidig med at jeg sørger for at danne min egen mening om det.

16 år er lang tid at tjene et styre, hvis man er grundlæggende uenig i dets gerninger. Men Omid Mehr havde ikke mulighed for at flygte med sin familie på et tidligere tidspunkt, selv om han godt var klar over, at præstestyret ikke var noget for ham. De diplomater, der var uddannet i tiden før revolutionen, havde pligt til at overlade deres diplomatpas til immigrationsmyndighederne i de lande, de tjente i. Først ved hjemrejse kunne de få passet igen.

I oktober 1996 arrangerede Omid Mehr at få sit pas udleveret gennem en kontakt i immigrationsstyrelsen og lidt bestikkelse. Derfor kom han først til Danmark i 1996 og ikke tidligere.

Ironisk nok var det Omid Mehrs uvilje til at adlyde blindt, der bragte ham på sporet af det første spæde atom-samarbejde mellem Iran og Pakistan i 1995. Tre år før den første pakistanske atomprøvesprængning.

Under den shiamuslimske ashura- ferie, hvor shiamuslimer mindes mordet på profeten Muhammads fætter, Hussain, er det en pligt at sørge. Omid Mehr var ikke i sørgehumør og tog familien med på tur til deres foretrukne feriested, Hotel Greens i Natia-Ghaly, Pakistan.

Men hotellet var lukket for offentligheden og endda også for Omid Mehr, der var en vellidt kunde. Omid Mehr noterede sig, at hans egen diplomatbil blev tjekket af Pakistans øverste politichef, general Javid. Senere fandt Omid Mehr ud af, at Pakistans præsident, premierminister og generalstabschef samt repræsentanter fra Irans sikkerhedstjeneste var på hotellet samme dag.

- Den dag blev atomsamarbejdet mellem Iran og Pakistan født, siger Omid Mehr.

Et af de store fremtidige sikkerhedsspørgsmål i Mellemøsten er Irans formodede atomprojekt ved havnebyen Bushehr. Ifølge vestlige sikkerhedsrapporter vil præstestyret i Iran være i stand til at fremstille atomvåben i løbet af tre år. Den udvikling får Omid Mehr til at trodse de danske myndigheders opfordring til at holde lav profil.

- Jeg vil gøre alt for, at de samme kræfter ikke vil overtage magten i Danmark og resten af Europa. (KD)

Blå bogAli Akbar Omid Mehr er cand.scient.pol. fra universitetet i Teheran. Hans karriere som iransk diplomat begyndte med en ansættelse i det iranske udenrigsministerium i 1979, hvor ayatollah-styret samme år blev en realitet. Gennem 1980'erne og 1990'erne var han præstestyrets diplomat på en række forskellige kontorer i Asien, Australien og Mellemøsten. De vigtigste år af sin karriere tilbragte Ali Akbar Omid Mehr i Bombay i Indien fra 1980-83, i Kabul i Afghanistan fra 1987-89 og i Peshawar i Pakistan fra 1991-1995.

Han flygtede til Danmark i oktober 1996 med sin kone og to døtre.

Omid Mehr har udgivet sine erindringer som iransk diplomat i bogform på farsi. Bogen hedder Gozarash be Mardom (Rapport til Folket)"

Fra: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/178422:Liv---Sjael--Iran-stoett...