Læsetid: 3 min.

De islamiske lande og kulturproduktion

Online tidsskriftet 'Nafas' vidner om, at der er godt gang i kulturproduktionen i de islamiske lande
9. august 2008

Det er ikke mange dage siden, at Tour de France karavanen passerede Nimes. Byen var på den anden ende. Sprinterfænomernet Mark 'Cannonball' Cavendish blev suveræn og elegant vinder i spurten. I Nimes har man denne sommer haft mulighed for at se mere end blot sport. Flere af Mellemøstens fremmeste og hotteste kunstnere udstiller på Carré d'Art, som er museet for moderne kunst i byen. Frem til 21. september vises udstillingen Scènes du Sud II: Méditerranée Orientale, hvor kunstnere som Tareq Al-Ghossein. Yael Bartana, Emily Jacir, Walid Raed og Akram Zaatari udstiller deres værker. Informationer om denne og mange andre kunstudstillinger, kunstnere, kunstinstitutioner, kulturinitiativer og projekter i de islamiske lande kan man med fornøjelse læse om i det omfangsrige internetmagasin Nafas.

Tidsskriftet udgives af Institut für Auslandsbeziehungen i samarbejde med Universes in Universe - Worlds of Art med de kompetente redaktører dr. Gerhard Haupt og Pat Binder i spidsen. Indtil sidste år hed tidsskriftet Contemporary Art from the Islamic World, men som resultat af, at størstedelen af regionens moderne kunstnere ikke bryder sig om at blive knyttet til religion, lige så lidt som til region, blev det omdøbt til Nafas. Ifølge Haupt og Binder forholder det sig således: "Hvis man spørger en, der taler arabisk, urdu, persisk, malaysisk eller indonesisk, hvad de forstår ved ordet Nafas, får man næsten identiske svar: at trække vejret... Nafas kan også benyttes i betydningen 'en anden vind'. Målet med Nafas er at bidrage til dialog mellem individer fra forskellige kulturelle sfærer, og magasinet præsenterer artikler og visuelt materiale fra den samtidige kunstscene, der har sit udgangspunkt eller reference i den islamiske verden.

Gallerie Le Pont

Blandt de nyeste artikler på sitet er en spændende omtale af den energiske syriske ener Issa Touma, som står i spidsen for Gallerie Le Pont i den osmannisk inspirerede nordsyriske perle; Aleppo. Issa Touma har gentagne gange i løbet af de mere end 10 år, han har ledet Le Pont, løbet panden mod en mur i det syriske bureaukrati og har igen og igen udfordret mere konservative elementer i sin hjemby, som i øvrigt også ofte er fokus for Issas egne kunstneriske produktioner. Måske netop på grund af sin kamp mod systemet har galleriet ingen hjemmeside, da dette ifølge Issa ville føre til flere kampe med styret. Trods kampene har Issa formået at sætte Le Pont på det internationale kulturelle landkort. Dette er sket gennem afholdelsen af især International Photographic Gathering og International Women's Art festival, hvor flere danske kunstnere som Vibe Bredahl, Sophie Hjerl, Marika Seidler og Carina Randløv har udstillet.

Udfordrende

Selv om institutioner som Le Pont i Syrien har haft en række udenlandske kunstnere på programmet, er fokus for stort set alle artiklerne på sitet rettet mod kunstnere med rødder i den islamiske kulturkreds. Det er kunstnere med kant. Kunstnere der udfordrer stereotyper. Kunstnere der kritisk responderer på dagligdagslivet; på de sociale relationer i deres levede virkelighed. Kunstnere der konstant søger og udvikler nye virkemidler. Med andre ord med fokus på kunstnere der ikke alene udfordrer egne samfund, men også den gængse vestlige opfattelse af verden udenfor. Artiklerne er ikke lange, og bærer generelt mere præg af omtale og introduktioner til kunstnere eller events. Men til at danne sig et overblik for yderligere fordybelse er Nafas en sjælden velkommen gave på nettet, som viser de islamiske landes - og måske især det moderne Mellemøstens - multifacetterede identiteter.

God opdatering

Nafas er konceptuelt en integreret del af Haupt og Binders imponerende hovedsite Universes in Universe, som har fokus på kunst og kulturproduktion i Afrika, Asien og Latinamerika. Sitet har eksisteret siden 1997, og er stedet hvor kuratorer, kunstnere og kunstelskere verden over kan læse om de nyeste trends og tendenser på den eksperimenterende visuelle kunstscene uden for Vesten. Sitet er endvidere en guldgrubbe i forhold til indbydelser til biennaler (som for eksempel Sharjah og Dak'art), kunstnerophold samt udstillinger. Herudover rummer Universes in Universe et omfattende kunstnerindex fra de tre regioner. Ved løbende at følge Nafas - og ikke mindst Universes in Universe - er man godt opdateret i forhold til tiltag på kunstscenen i ikke alene de islamiske lande, men også i forhold til Asien, Afrika og Latinamerika.

Nafas. Art Magazine. Tidsskriftet er gratis og kan læses på http://universes-in-universe.org/eng/nafas. Fås på engelsk, tysk og arabisk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu