Læsetid: 3 min.

Fra kritik til meneri

I 70'erne havde vi Marx og Lyotard, i 90'erne Chiapello og Boltkanski. I dag er viden blevet til et spørgsmål om kompetence og præstation og er ikke længere et kritisk potentiale
Moderne Tider
23. august 2008

Fra min barndom og skolegang i Vestjylland erindrer jeg, at en hel del mennesker brændte for at ændre snart sagt hvad som helst i en mere retfærdig, frigørende retning; ofte begrundet i historiens gang og nu og da udtrykt salvelsesfuldt, men frem for alt levet aktivistisk omend side om side med lørdagskylling, Kvickly lørdag formiddag og Dallas i fjerneren.

Mange forhåbninger og handlinger hvilede på et ofte gennemført teoretisk grundlag. I 1970'erne var det navnlig filosofisk og samfundsvidenskabeligt, og der blev lavet ideologikritiske analyser i lange baner. Marx blev læst på filologiske studier, klasse- ogstatsteorier fornyet i samfundsvidenskaben, Frankfurterskolen annammet all over, fag og metoder i grundskolen fortolket i et kritisk perspektiv, der trods alt er overdrevet at skamfere som indoktrinering. Der var en tro på den store kritik, der kunne omfatte det hele, og forlene sig med en stor fortælling om fremskridt, frigørelse og retfærdighed. Den store kritik og den store fortælling.

Hvor er krisen?

Den kritik findes ikke længere. Den forekommer de fleste lidt naragtig, videnskabeligt er den afløst af nye fortællinger, der kortlægger megatrends (her er globalisering stadig hittet). Med de store fortællingers død, som JeanFrançois Lyotard deklamerede i 1979, blev der samtidig kondoleret på den store kritiks vegne. 1970'ernes ideologikritik blev afløst af kulturstudier, der i 1990'erne blev til diskursanalyser. I dag vil vi ikke grundlæggende forandre tilstandene, men få tingene til at fungere bedre, optimere dem, som det hedder på almindeligt professionelt nydansk. Marx kunne få øje på kapitalismens krise og dermed lancere en radikal kritik. Vi kan ikke definere krisen (efter en historisk lang højkonjunktur) - og kan dermed ikke formulere kritikken, selv om miljøproblemerne trænger sig på. Men det angår jo naturen og ikke os selv.

Men kritikken døde ikke. Der skete mindst to ting med den. De franske forskere Eve Chiapello og Luc Boltanski udgav i 1999 bogen Kapitalismens nye ånd, hvor de beskrev den ene transformation. Kritikken blev indrulleret i det etablerede samfunds selvkorrektion. Det gjaldt den sociale kritik og navnlig den æstetiske kritik. Den humanistiske psykologi, som i 1960'erne havde modkulturel status med sine fordringer om personlig selv-aktualisering, driver ned af væggene i ethvert managementlokale, hvor vi også er helt vilde med coaching. Den engelske manufakturindustri oplevede nyt eksplosivt marked med ungdomsoprørets afvisning af konform herrebeklædning til fordel for nyt frisættende sortiment, som Heath & Potter beskriver i bogen Rebel. På årets VL-døgn i Falkonercenteret kunne man nu og da opleve erhvervsledere kaste sig i gruset for det hele menneske, dets dybe værdier og trang til det liv, der tidligere var udgrænset af arbejdsdelingens logik, af ansættelseskontraktens formalisme og arbejdskraftsbestemmelsens fremmedgørelse etc. Kreativitet var systemfjenden nr. 1 ('fantasien til magten', 'vær realist - kræv det umulige'), i dag et systemkrav ofte affattet i konkurrencestatslig fitnessretorik. Udsagn, protester og kritik af kulturel, intellektuel og ideologisk art allierer sig med genstanden for sin kritik.

Ikke sexet men brugbart

Det andet, som skete var, at enheden bestående af viden og kritik faldt fra hinanden. Kritiske positioner blev værdibaserede, ofte til blot og bart meneri og tavs bekendelseslogik. Kritik blev til afvisning - f.eks af alt, hvad der måtte komme fra Dansk Folkeparti eller magthaverne - og aversioner mere gangbare end argumenter.

Og viden blev til et spørgsmål om kompetence og præstation og ikke et kritisk potentiale i den bedste betydning af ordet. Det finurlige er nu, at kritiske positioner opstår i discipliner og på områder, der for 15-20 år siden ville være blevet slået tilbage til start. Medens professor dr. phil fra Institut for ledelse, politik og filosofi Ole Fogh Kirkeby fejrer triumfer i sine fortællinger om æstetisk ledelse i dansk erhvervsliv, skrives der flere og flere styrings- og økonomikritiske artikler inden for finansiering, regnskabsvæsen, revision etc. Ikke sexet, ikke musisk og frigørende, men dog oplysende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her