Læsetid: 7 min.

Ligheden med Napoleon handler ikke kun om den ringe højde

Politik. Den franske præsident er en lille Napoleon, mest kendt for sit privatliv, men også for en særegen blanding af populisme og politisk snuhed
Kometkarriere. Sarkozys politiske karriere er imponerende: byrådsmedlem som 20-årig, borgmester som 28-årig, vice-præsident for Hauts-de-Seine regionen som 30-årig og medlem af Nationalforsamlingen da han var 33. Han blev minister første gang, da han var 38. Som 52-årig blev han Frankrigs præsident.

Kometkarriere. Sarkozys politiske karriere er imponerende: byrådsmedlem som 20-årig, borgmester som 28-årig, vice-præsident for Hauts-de-Seine regionen som 30-årig og medlem af Nationalforsamlingen da han var 33. Han blev minister første gang, da han var 38. Som 52-årig blev han Frankrigs præsident.

Philippe Wojazer

Moderne Tider
9. august 2008

'The King of Bling' - Glimmerkongen kalder de ham på Sciences Po, den franske eliteskole for vordende politikere og embedsmænd. Normalt taler de ikke engelsk på Les grandes écoles. Tysk til nøds, men aldrig engelsk, det er for lavkulturelt. Så at Republikkens overhoved omtales med en vending, der normalt bruges om amerikanske rapstjerner, er ikke ment som en kompliment. I salonerne på den berømte venstre bred af Seinen i den franske hovedstad fnyser de hånligt af den lille mand i embedsboligen på Rue du Faubourg Saint-Honoré.

Og med traditionelle alen er monsieur Sarkozy noget af et særtilfælde i Fransk politik. Han priser Amerika, og hans kone er tidligere topløs model. Også er Sarko ikke en del af den klike af franske elitepolitikere der er udgået fra École Nationale d'Administration (ÉNA), men søn af en ungarsk indvandrer der voksede op med en enlig mor.

Jeg kan ikke sige, at jeg kender præsident Sarkozy. Men vore veje har krydset hinanden mere end én gang; første gang i det britiske indenrigsministerium og anden gang i en elevator i Bruxelles.

I

Luften var tung i det britiske indenrigsministeriums hovedkvarter på adressen 50 Queen Anne's Gate et stenkast fra parlamentet. Den store betonbygning så ud som et rumskib, og luften var tung.

Labours indenrigsminister, den ofte brovtende David Blunkett, havde ikke forventet sig det helt store af sin franske kollega, men den lille franskmand (han er omkring de 1,60 m) havde taget den blinde og meget klassebevidste Labourpolitiker med storm. I efteråret 2002 arbejdede jeg med flygtningeområdet for ministeren - og så var jeg den eneste, der talte fransk på brugerniveau.

Emnet var den franske flygtningelejr ved Sangatte, som Blunkett ville have lukket. Normalt var franske ministre lidt tilknappede og småarrogante.

Men monsieur Sarkozy var alt andet end den normale minister. Han skænkede selv sin kaffe, slog sin kollega på skulderen og grinte uhæmmet af mere tvivlsomme vittigheder. Nok talte han ikke voldsomt meget engelsk, men hele hans facon og hele hans væremåde var på en måde ufransk, ja nærmest folkelig på en Giro 413-agtig måde.

Hans overdimensionerede guldur og solbrillerne i brystlommen - og det var amerikanske Ray Bans, ikke fransk-designede Christian Dior - fik ham til at ligne en sælger mere end en statsmand.

Det var, som om der var en slags forbrødring mellem David Blunkett fra Sheffields ludfattige arbejderklassekvarter og franskmanden fra den alt andet end herskabelige pariserforstad i Neuilly.

Common dire? 'Hvordan siger man-,' lød et ofte stillet spørgsmål, når han spurgte om den engelske betegnelse for et ord. Det var næsten, som om den franske gæst følte en næsten sygelig trang til at være del af den engelsktalende verden. Lidt på samme måde som hans far, der - efter en tid i Frankrig - drog til Amerika, "det eneste sted hvor jeg føler mig hjemme," som Sarkozy junior har kaldt det.

Nicolas Paul Stéphane Sarközy de Nagy-Bocsa - som han blev døbt i 1955 i den katolske kirke - var meget mindre adelig end det navn, han aldrig har brugt. Mens Jacques Chirac blev latterliggjort for sin overdrevne værdighed, er Sarkozy blevet udstillet som en hofnar.

II

Hans far indvandrede fra Ungarn, da kommunisterne overtog magten, og hans mor var datter af en jødisk læge. Da forældrene blev skilt, rejste hans far, Pal Sarkozy, til Amerika, mens den lille Nicolas voksede op med sin mor Andrée Mallah i små kår. Nicolas har stadig et tæt forhold til sin mor. Den nu 82-årige 'Første Mor' ledsager ofte sin søn på udenlandsrejser.

Han var en middelmådig student både på gymnasiet og som jurastuderende. Han havde ikke nogen jordisk chance for at studere videre på ENA og valgte at blive advokat.

Men det var det politiske liv, der interesserede den unge Sarkozy. Mens andre af hans generation meldte sig ind i kommunistpartiet, var Sarko gaullist og borgerlig - om end på den nationalistiske franske facon.

Hans karriere som politiker var imponerende; byrådsmedlem som 20 årig; borgmester, da han var 28; vice-præsident for Hauts-de-Seine regionen som 30 årig - og medlem af National Forsamlingen da han var 33. Han blev minister første gang, da han var 38.

Denne opstigning i det politiske system er ikke uden fortilfælde, men måden, hvorpå Sarkozy kom frem i verden, blev bemærket. Som medlem af det ny-gaulistiske RPR-parti var Sarkozy god ven af den lokale borgmester, Achille Peretti. Da denne døde, bad den kendte landspolitiker Charles Pasqua sin unge partifælle om at organisere sin kampagne for borgmesterposten. Det gjorde den unge gaullist, men det stod hurtigt klart, at han selv var mere populær end Pasqua. Sarkozy lod sin ældre kollega i stikken og udnyttede sine kontakter til selv at blive valgt til borgmester.

Senere i sin karriere svigtede han sin ungdoms læremester, Jacques Chirac, til fordel for premierminister Edouard Balladur. Chirac forsøgte forgæves at blokere Sarkozys karriere. Men for sent. Chiracs egen upopularitet kombineret med Sarkozys populistiske sans førte til, at sidstnævnte blev valgt til formand for regeringspartiet Union pour un Mouvement Populaire med 85 procent af medlemmernes stemmer i 2004.

Men det var som borgmester, Sarkozy først blev berømt. Det er almindeligt, at franske landspolitikere udover deres pladser i parlamentet har en lokal base. Disse såkaldt 'akkumulerede mandater', betyder i praksis, at den lokale borgmester bruger sin tid i Paris frem for i sin hjemby. Men for Sarkozy var det omvendt. Hans magtbase var lokal.

Som borgmester blev han landskendt, da han forhandlede med en gidseltager, der havde tvunget sig adgang til en lokal børnehave. Sarkozy skabte et tillidsforhold til gidseltageren. Dette brugte politiet til at snige sig ind i børnehaven. De viste ingen nåde. Gidseltageren blev skudt af politiet, og den unge borgmester tog æren. Denne ofte kyniske facon blev yderligere cementeret, da Sarkozy - i to omgange - var indenrigsminister i begyndelsen af det nye årtusinde. Han blev populær i brede kredse for at kræve hårdere straffe og for at kalde unge kriminelle for racaille - et ord, der diplomatisk kan oversættes som 'skrald'.

"Vil du snakke med min kone". Gordon Brown - der ikke taler fremmedsprog - kiggede forvirret rundt, da Sarkozy rakte ham mobiltelefonen. Han fremstammede et par ord - på engelsk - og rakte telefonen tilbage til sin storsmilende franske kollega. Stedet var EU-topmødet i Bruxelles. Det var anden gang, jeg så Sarkozy i levende live. Han lignede sig selv, men så højere ud end tidligere.

III

Voulez-vous parler à ma femme?

"Det er fordi han har indlæg i de højhælede sko," forklarede min franske kollega og tilføjede - sådan næstmest rituelt: il est ridicule - "han er latterlig". Der er mange grunde til at grine af manden fra Neuilly. Intet portræt af Den Femte Republiks sjette præsident er komplet uden historien om, hvordan han optrådte beruset på en pressekonference efter et topmøde med sin daværende russiske kollega Vladimir Putin. Og så var der audiensen med Pave Benedikt XVI. Den Hellige Fader havde svært ved at finde en grimasse, da den fnisende Sarkozy - som en anden teenager - midt under samtalerne sendte og modtog sms'er fra kæresten Carla Bruni.

Det er sådanne seancer, der giver den franske præsident den tvivlsomme ære at overgå USA's George Bush som verdenspolitikkens klovn.

Men bag overfladen af skandaler og pinligheder har Sarkozy fået vedtaget og gennemført markante reformer. Det er også ved at gå op for den internationale presse. "I løbet af 72 timer har den franske præsident fået vedtaget flere reformer end begge sine forgængere i det mest bagstræberiske land i Europa," skrev Financial Times sidste fredag.

IV

I forrige uge vedtog parlamentet en revision af Grundloven - om end kun med én stemmes flertal. Loven giver blandt andet borgerne ret til selv at kræve folkeafstemninger om nye love, hvilket vil mindske den politiske elites jerngreb om fransk politik. Den nye forfatning indfører også nye beføjelser for præsidenten - men også den tilføjelse, at præsidentens embedsperiode begrænses til to valgperioder. Nogle har sammenlignet den nye grundlov med den amerikanske forfatning.

I samme uge vedtog parlamentet en lov der giver skattefrihed for det, man tjener, hvis man arbejder mere end 35 timer. På denne måde har man omgået fagforeningernes modvilje mod afskaffelsen af 35-timers reglen indført af socialisterne i 1997.

Det er let at grine ad Sarkozy, men den franske præsident minder måske mere end nogen om Napoléon. De to har andet end den ringe højde til fælles. Ligesom Sarkozy havde Napoléon Bonaparte et kaotisk privatliv, men ligesom Sarkozy havde kejseren også imponerende strategiske evner og politisk tæft. Plusçachangeplus c'est la même chose: "Alt forandrer sig, men endnu mere forbliver det samme," som et fransk ordsprog lyder.

V

,

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Faktisk var Napoleon slet ikke så lille. I hvert fald ikke i forhold til andre mænd på hans tid.

Hvis man skal tro den svenske populærhistoriker Herman Lindqvist , som har skrevet en bog om Napoleon, var franskmanden ligeså høj som en gennemsnitlig svensk soldat.

Den britiske propaganda fremstillede Napoleon som lille, og det klarede den jo ganske godt kan man sige.

Men de to minder da sikkert om hinanden på nogle punkter, Sarkozy ville vel også synes om tanken med at fyre kanonerne af når det kommer til optøjer i gaderne.

"Den franske præsident er en lille Napoleon, mest kendt for sit privatliv, men også for en særegen blanding af populisme og politisk snuhed"

Så må han være det franske modstykke til Villy Søvndal...

Det er vist ikke helt retvisende at skrive: "den alt andet end herskabelige pariserforstad i Neuilly".
Neuilly-sur-Seine er faktisk en overordentlig herskabelig kommune, liggende op til såvel Paris som Boulogneskoven og tæt befolket med rige mennesker.
Det er også derfor, at der altid har været en borgerlig borgmester.
Auteuil-Neuilly-Passy er ligefrem et symbol på de rige kvarterer og i nyere tid på beboernes luksusproblemer.
Neuilly er således nærmest et fransk/parisisk Gentofte (eller 2900 Happiness).

Bente Simonsen

Hvordan regerer han, når man modsiger ham?

Psykopater har ofte en evne til at få gennemført ting, fordi de bliver så ubehagelige, når man ikke er enige med dem.

Det kan du spørge Siné om, da han vovede at lave en karikatur-tegning af Sarkozy's søn og dennes forlovede.

Bente Simonsen

Sorry, det skulle selvsfølgelig være 'reagerer'.

Heinrich R. Jørgensen

Utroligt at finde ud af, at Siné stadig er blandt de levende.

Siné's udfald, særligt i 1950'erne og 1960'erne, var hårde og skarpe, men ledte vist ikke til, at Siné blev dømt (selv om han blev sagsøgt en del gange).

Men som 79 årig skal han åbenbart ned med nakken, pga. en vittighedstegning... Utroligt...

Jakob Schmidt-Rasmussen

Jeg mener også at det er langt ude, at Siné blev fyret med den begrundelse at han havde lavet antisemitisk satire.

Men det er lidt besynderligt se nogle af de debattører, der påstår, at en anden gammel satiretegner, Kurt Westergaard mere eller mindre selv er ude om, at han er blevet dødsdømt, fordi han påstås at være "islamofobisk", forsvare en satiretegner, der beskyldes for antisemitisme ...

I har ingen etisk integritet ...

Nu laver Siné også anti-islamistisk satire. Som f.eks her http://rjjago.files.wordpress.com/2008/08/charliehebdo.jpg?w=490&h=258

Problemet var nok mere at han vovede at kritiserev præsidentens søn, så Sarkozy lavede hans sædvanlige og fik ham fyret. Og det er ikke første gang det sker.

Og det er interessant at se jer ikke forsvare yttringsfriheden. Så det der med ingen etisk integritet... right back at you.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvad mener du med at jeg ikke forsvarer ytringsfriheden, Holm? Du kan åbenbart ikke læse indead.

Jeg kritiserer jo NETOP, at Siné blev fyret og ironiserer over, at nogle af de debattører, der forsvarer Siné var kritiske overfor Westergaard, der ikke bare blev fyret, men ligefrem udsat for mordtrulser.

Min etiske integritet er der intet i vejen med i den sammenhæng.