Amerika, Amerika, meget har du budt os, men ikke noget, der slår billederne af John McCain og Dalai Lama hånd i hånd, to hjælpeløse oldinge som republikanernes svar på Barack Obamas tale foran krigsmonumentet i Berlin, hvor han alligevel - af historiske grunde - ikke kunne komme bare i nærheden af skuespillerpræsidenten Ronald Reagan og hans "tear down that wall, Mr. Gorbatjov", fordi den jo er torn down for længe siden. I det hele taget var du bedre i gamle dage, Amerika.
Jeg tror sgu, det var efter den Deadline, hvor værten mente, at Jørgen Leth under deres indgående ansættelsessamtale nogle timer tidligere havde talt om cykelsporten som den "mest etiske" af alle sportsgrene. Nej, mente Leth, det havde han i hvert fald ikke - og det ville heller ikke ligne ham - men han havde sikkert sagt den "mest episke", altså den længst fortællende, som Moby Dick eller Brødrene Karamasov, og nu med den lille, rene 'Carlito' i hovedrollen som ensom majestæt på toppen af bjerget, men touren var også bedre i gamle dage, husk bare Mercx, Anquetil, Geminiani, Bahamontes, Coppi, og hold da kæft, Amerika, det eneste ordentlige, du har givet os til dækning af vores behov for kunst og andet lyrisk eller episk chokstof, det eneste helt igennem solidt swingende og spjættende, melankolsk livsglade, du har givet os, og som ikke kunne være kommet andre steder fra, er jazzen.
Fra dens kreolske rødder i New Orleans, fra klaverløven Louis Moreau Gottschalk over Jelly Roll Morton, Baby Dodds, Scott Joplin, voodoo, blues, King Oliver, Louis Armstrong, Johnny St. Cyr, Kid Ory, Charlie Christian, Duke Ellington og you name 'em til Ornette Coleman i Det Kgl. Teater denne strålende sommer ... og jazz er, også nu, jazz har altid været musik at danse til. Det kan sagtens være "dancing in your head", som Coleman siger, men det kan fandeme også være på dansegulvet og på scenen.
Dronningerne
Og det var så altså, såfremt læseren er humpet med så langt som hertil, efter Deadline, en sen aften eller tidlig nat på efterlønnertid, vi mødte dem - The Silver Belles - Cleo, Elaine, Fay, Geri, Marion og Bertye, der havde lært dem trinene - alle sammen i det, der for de fleste er livets vinter, men i fuldt vigør, lidt langsommere måske, mere afslappede, uden de helt vilde snurreture, men sejt og hele tiden in the mood, når de "took the A-train" den hurtigste vej til Harlem og scenen i den sorte bydels gamle Apollo Theater, hvor de alle sammen havde danset som korpiger i de omrejsende bigbands storhedstid, 30'erne, danset til Duke Ellington, Jimmy Lunceford og Cab Calloway, og hvor en af dem havde foræret Ella Fitzgerald hendes første kjole at optræde i.
Arbejdsdagen var fra 10 om formiddagen til 11 om aftenen, hvorefter der var prøver på nyt materiale og senge på loftet.
Det var dengang, hvor Ben Webster og Lester Young kunne ramme byen med to forskellige orkestre og efter koncerterne mødes på Minton's, hvor de forsøgte at blæse hovederne af hinanden, hvorefter de, som forfatteren Ralph Ellison har fortalt det, fandt hver sin telefonboks og ringede hjem til deres respektive mødre, dybt ude i det amerikanske hjerteland, for at fortælle dem om det.
Way down yonder
Et par af pigerne fortalte, hvordan de selv var stukket af fra det dybe syden, hvor "strange fruit" dinglede fra træerne. En af dem var rejst hjemmefra som 11-årig til nærmeste større by, og et par år senere kom der så et af de omrejsende shows, der ligesom orkestrene - Ellington, Basie eller Henderson - kom alle vegne og spillede overalt - og tog hende med sig.
Til Chicago, the windy city, eller andre steder hen, men det var i Harlem, hun havnede, som alle de andre, og det var på Apollo Theater, det foregik, og nu mange år senere var de stadigvæk levende, og de dansede stadigvæk på Apollo Theater, indtil en af dem døde.
Det var Bertye. Hende der sad i en stol og dirigerede med sin stok. Bertye blev træt. Hendes familie solgte huset, hun havde købt for de sammendansede skillinger, og da hun kom ud fra plejehjemmet til sine kammerater, var hun ikke længere sit barske, skrappe, søde selv. Bertye døde, som en lille fugl der flyver mod en rude.
Og de dansede videre med hende - Cleo, Elaine, Faye, Gery og Marion - de dansede bare, for dansen er et sprog, og unge dansere kom og ville lære det af dem, fordi de kunne noget, der var vokset organisk ud af et liv, der var blevet sådan på grund af specielle livsbetingelser. Pigerne mødte det igen, når de fra New York rejste på turne til sydstaterne. Segregation, farvede her og hvide der, kun adgang til teatret ad bagindgangen. Alt det som flere af dem var rejst fra, de små piger, der nu var blevet gamle.
Den yngste af dem var 84, da tv-filmen blev lavet, den ældste 96. I deres dansende hjerter var de unge, og enhver af dem ville med garanti være en bedre præsident end Obama, McCain, Dalai Lama, hr. og fru Clinton eller Ronald Reagan tilsammen nogen sinde var eller ville kunne blive.
"Do not go gentle into that good night," sagde Dylan Thomas, "old age should burn and rave at close of day."
Eller old age skal gøre, som Cleo, Elaine, Faye, Gery, Marion og Bertye gjorde.
Den skal danse!
