Læsetid: 3 min.

Lurere på film

Biografgængere, gå til bekendelse! Der er noget iboende voyeuristisk ved at se film. Og voyeur-film er tilmed i dyb pagt med mediets natur
1. august 2008

Menneskeheden kan opdeles i to kategorier: de formastelige, der ikke kan lade være med at kigge ind af vinduerne hos beboere i bagejendommen, hvis muligheden opstår - og så ordentlige mennesker, som holder sig fra sådanne indiskretioner og straks vender blikket væk.

Jeg vil vove at påstå, at der blandt filmfans procentvis er flere formastelige end i befolkningen som helhed (jeg er selv en af dem). For det er ikke til at komme udenom: Der er noget iboende voyeuristisk ved at se film, når man lænket til sit biografsæde tvinges ind i en betragterrolle i forhold til alt, hvad der sker på lærredet. Og det er som bekendt ikke småting, man udsættes for dér!

Det giver næsten sig selv, at film som medie er perfekt til at dramatisere den særlige tilskuerrolle, der nok heller ikke er instruktører ubekendt.

En person betragter noget ske (gerne noget spændende, men ikke nødvendigvis); vi ser personen, men også i næste klip hvad han betragter, og tvinges dermed ind i en form for identifikation med betragteren. Man drages ind, ikke mindst fordi det rent visuelle fortæller historien. Show it, don't tell it, som det hedder.

Hitchcocks voyeur

Det er gysermesteren Alfred Hitchcock, der har skabt den klassiske billedfortælling om tilskuermentalitetens moralske tvetydighed. Om en hæmningsløs lurer, der ganske vist har den undskyldning, at han er lænket til sin kigger-position, men ikke undser sig for at bringe sin kæreste i livsfare for at leve sin besættelse ud.

I Skjulte øjne (1954) sidder fotografen James Stewart i kørestol med et brækket ben og udspionerer sine genboer i det boligkompleks, han befinder sig i. Da han tror, han opdager en morder i en af genbolejlighederne, besættes han af udspioneringen af den mistænkte. Mistanken skal helst beskræftes, og nysgerrigheden tilfredsstilles. Da det på et tidspunkt ser ud til, at han har taget fejl, er han skuffet - mordet provokeres næsten frem gennem den umættelige nysgerrighed, og kæresten (Grace Kelly) sendes over i lejligheden, da mistanken tilspidses. Med risiko for endnu et mord!

Historiens synsvinkel er stort set identisk med Stewarts, og på den måde spilles der djævelsk på tilskuerens egen voyeur-mentalitet. Man bliver selvfølgelig hurtigt selv lige så nysgerrig. Samtidig synes Hitchcock til en vis grad at identificere sig med Stewart, for instruktøren følte sig utvivlsomt selv som en voyeur, der kun kunne finde en mening med tilværelsen ved at anskue den gennem kameralinsen.

Her fornemmes antydningen af et selvopgør. For voyeuren er jo uden menneskelige forpligtelser, en karikatur på 'naboskab' og medmenneskelighed.

Kieslowskis yngling

Udgangspunktet for polakken Krzysztof Kieslowskis En kærlighedshistorie (1988) - i kortere udgave nummer seks af Dekalog-serien - virker direkte inspireret af Hitchcocks film. Igen har vi en rendyrket belurer-situation. Ved hjælp af en stærk kikkert udspionerer en ung fyr, Tomek, en smuk, yngre kvinde. Og det mærkelige er, at filmkameraet med største lethed skaber identifikation med den misliebige yngling. Simpelthen ved at overtage hans synsvinkel.

Kieslowski er dog ude i en mere åbenlyst moralsk ærinde end Hitchcock.

Tomek er ensom og indesluttet; en 'fortabt' eksistens, en stilfærdigt ulmende desperado, rede til at stjæle, lyve og terrorisere for at tilfredsstille sin besættelse. Den kvinde, han længe har udspioneret, synes på alle måder hans modsætning - Maria er en glamourøs kunstnerinde med mange mandebekendtskaber. I begyndelsen har Tomek været motiveret af seksuel nyfigenhed - "et godt skår, flittigt brugt," som Maria kaldes. Men efterhånden er han blevet så forelsket i Maria, at han ikke kan holde ud at se hende i andres arme.

Kontakten etableres, og det viser sig, at Maria - trods mange elskere - er ensom som Tomek. Hun kender seksualiteten - han den erotiske betagelse. Til sidst føres Maria op på kiggerens plads og belurer sig selv, får et afslørende blik ind i sin egen tilværelse. Muligheden for en forandring, en reel indsigt, antydes.

Den mest radikale film om voyeuristisk besættelse er dog klart nok Michael Powells thriller Peeping Tom (1960) som det vil føre for vidt at komme ind på her. Her er filmmageren ikke blot voyeur, men også morder, i selvsamme orgastiske øjeblik!

En sleazy klassiker af legendariske dimensioner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu