Læsetid: 9 min.

Maraton-mennesket

I morgen slutter OL med mændenes maraton. Oplagte favoritter til at vinde i Kinas fugtige varme er Martin Lel og Samuel Kamau Wansuri fra Kenya med tider på 2:05.15 og 2:05:24. Atleterne løber i hælene på store stjerner som Abebe Bikila og Frank Shorter
OL i 1960. Den legendariske etiopiske maratonløber Abebe Bikilas hårdeste konkurrent ved OL i 1960 var marokanske Rhadi Ben Abdesselam. 500 meter før mål kom de løbende side om side, kun oplyst af projektører og fakler i Roms gamle bydel. Det var som en scene instrueret af Felini; to løbere i den mørke aften, Rhadi træt og tung i modsætning til Bikila, som ser ubesværet og nærmest svævende ud. Løbet er husket som et af de store øjeblikke i den olympiske historie. Bikila sprintede til sidst fra Rhadi og vandt det olympiske guld i ny verdensrekordtid 2 timer, 15 minutter og 16 sekunder - han blev den første olympiske guldvinder fra Afrika.

OL i 1960. Den legendariske etiopiske maratonløber Abebe Bikilas hårdeste konkurrent ved OL i 1960 var marokanske Rhadi Ben Abdesselam. 500 meter før mål kom de løbende side om side, kun oplyst af projektører og fakler i Roms gamle bydel. Det var som en scene instrueret af Felini; to løbere i den mørke aften, Rhadi træt og tung i modsætning til Bikila, som ser ubesværet og nærmest svævende ud. Løbet er husket som et af de store øjeblikke i den olympiske historie. Bikila sprintede til sidst fra Rhadi og vandt det olympiske guld i ny verdensrekordtid 2 timer, 15 minutter og 16 sekunder - han blev den første olympiske guldvinder fra Afrika.

23. august 2008

Traditionen tro slutter de Olympiske lege i Beijing i morgen med mændenes maraton. Maraton har udviklet sig fra et løb for de få til at være et de mest populære motionsløb i verden.

Forklaringen skyldes måske, at evolutionen har udviklet mennesket til at løbe lange distancer i jagten på mad og for at øge muligheden for reproduktion.

Den 7. August 1932 vandt Juan Carlos Zabala fra Argentina maraton ved de olympiske lege i Los Angeles. Samme dag fødtes en dreng i landsbyen Jato i Etiopien. Abebe Bikila blev hans navn. Da Bikila blev voksen og tog til Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, for at tjene penge til familien, blev hans løbeevner opdaget i hæren af den finske træner og major Onni Niskanen, som den etiopiske regering havde ansat til at spotte og udvikle talenter.

Bikila kom i sidste øjeblik med til OL i Rom 1960 - på et afbud - og skulle sammen med sin ven Mamo Wolde deltage i maratonløbet.

Sponsor for sko ved legene i Rom var Adidas. Da Bikila skulle finde et par i kassen, var der kun få størrelser tilbage, og ingen passede ham. Det er lidt anderledes i dag, hvor de store stjerner har deres navne trykt på skoene. Bikila valgte derfor at løbe barfodet. Sådan trænede han i øvrigt også.

Bikila vidste fra Niskanen, at han ved olympiaden skulle passe på løber nr. 26: Rhadi Ben Abdesselam fra Marokko. Af uforklarlige årsager løb Rhadi med nr. 185 på brystet. Så da Bikila 500 meter før mål kom løbende side om side med Rhadi, var han ikke klar over det. Billederne af de to løbere i den mørke aften - Rhadi træt og 'tung' i modsætning til Bikila, som ser ubesværet og nærmest svævende ud - kun oplyst af projektører og fakler holdt af soldater langs ruten i Roms gamle bydel, var som instrueret af Felini. Løbet er husket som et af de store øjeblikke i den olympiske historie. Bikila sprintede til sidst fra Rhadi og vandt det olympiske guld i ny verdensrekordtid, to timer, 15 minutter og 16 sekunder. Han blev den første olympiske guldvinder fra Afrika.

Da Tokyo fire år senere var værtsby for legene, gentog Bikila sejren i maratonløbet. Denne gang i et par flade Asics-sko og igen i ny verdensrekordtid: 2 timer, 12 minutter og 11 sekunder. På den måde blev han den første, der to gange i træk har vundet maraton ved OL.

Mexico City 1968

I 1963 var det blevet besluttet, at de OL i 1968 skulle afholdes i Mexico City. Valget afstedkom en voldsom kritik på grund af Mexico Citys høje beliggenhed 2.485 meter over havets overflade. Det olympiske stadion lå 2.440 meter over. Til maratonløbet var både Bikila og Wolde atter klar. Men Bikila valgte at udgå efter 17 kilometer med en skade, og Wolde blev denne gang olympisk mester. Wolde fortalte senere, at Bikila slet ikke var skadet og kunne havde vundet, men han ønskede i stedet at se sin ven vinde guld.

Da OL i Mexico var afviklet, fremgik det tydeligt af resultatlisterne for mellem- og langdistanceløb, at atleter - der var opvokset og trænede i områder med høj beliggenhed (dvs. over 2.000 meter over havet) - havde haft stor succes. Derimod havde atleter, der kom fra lavland, haft mindre succes end forventet ud fra deres tider opnået på havniveau. Især var den suveræne australske verdensrekordholder Ronald Clarkes nederlag til Naftali Temu (Kenya) på 10.000 meter opsigstvækkende. Akkurat som Kipchoge Keinos (Kenya) knusende sejr på 1.500 meter over verdensrekordholderen, Jim Ryun (USA), på distancen var et billede, der blev siddende på nethinden hos mange trænere.

Legene i Mexico City blev dermed det endelige gennembrud for løbere fra Østafrika.

Efterfølgende mente trænere, at højdetræning var nødvendig - ikke kun før konkurrencer i højden, men også før konkurrencer på havniveau. En myte som fortsat er meget udbredt, og der bruges stadig mange (unødvendige) penge på højdetræning. I dag ved vi, at højdetræning kan hjælpe før konkurrencer, som foregår i højden. Hvis konkurrencen derimod finder sted på havniveau, skal ophold i højden kombineres med træning på havniveau - 'live high train low'-konceptet - for at opnå tilstrækkelig med intensitet i træningen. For nogle få atleter kan det øge præstationen. Det skyldes, at der faktisk kun sker en beskeden - om nogen - øgning af røde blodceller ved ophold i moderat højde. Det kan have betydning for iltoptagelsen. I den sammenhæng har højdetræning ikke en 'chance' sammenlignet med dopingmetoder som epo-kur og bloddoping. De kan øge mængden af røde blodceller markant. Højdetræning kan derimod bruges med fordel i forhold til sprintdiscipliner på grund af den mindre luftmodstand.

I dag ved vi også, at det heller ikke er opvækst og træning i højden, som er forklaringen på de kenyanske løberes præstationer. Heller ikke gedemælk eller ugali - en grød af majs, der udgør en væsentlig del af kosten for mange af de kenyanske løbere. Det er derimod deres eminent lave energiforbrug under løb, som især skyldes deres tynde underben. Det kræver forholdsvis mindre energi at løfte dem ved hvert skridt. Det er en faktor man ikke kan træne sig til.

OL i München 1972

1969 kom Bikila ud for en bilulykke og blev lam i benene. Ved de Olympiske Lege 1972 i München ville Wolde forsøge at gentage Bikilas bedrift. Bikila var tvunget til at kigge på fra sin kørestol. Amerikaneren Frank Shorter vandt maratonløbet, og Bikila var den første, Shorter hilste på efter sin sejr, som blev direkte tv-transmitteret i USA. De levende billeder af Shorters sejr - og senere da han i Montreal i 1976 blev nummer to på distancen - satte for alvor gang i den 'joggingbølge', der først skyllede hen over Amerika, og siden nåede det europæiske kontinent. Shorter fik prædikatet 'the man who invented the maraton'. Et kuriosum ved Shorter var, at hans kondital (iltoptagelse i ml pr. kg. kropsvægt pr. minut) var forholdsvis ordinær - omkring 71 - i forhold til flere af hans konkurrenter, som havde tal over 80. Til gengæld havde Shorter en sublim løbeøkonomi og med 80 procent udholdende røde muskelfibre i sin lægmuskel en god udholdenhed.

Maraton blev nu et 'motionsløb' for næsten alle. Store løb som Boston, Chicago, og New York City-maraton etablerede sig nu for alvor og opnåede efterhånden større prestige og betydning - og flere tusind deltagere - end et OL-maraton. Det skyldtes især de meget store præmie-, og startpenge, der var til de bedste løbere i disse løb. Siden er der ikke den by i verden med respekt for sig selv, der ikke har fået sit eget maratonløb.

Kvinderne skulle dog kæmpe en del for at få lov til løbe så langt. Lige på det punkt havde de moderne Olympiske Leges grundlægger, Pierre de Coubertin, heller ikke beredt vejen for dem med udtalelser som: "En olympiade med kvinder ville være upraktisk, uinteressant, uæstetisk og upassende" og "Den eneste rigtige olympiske helt er, s0m jeg har sagt, den individuelle mand. Derfor ingen kvinder eller holdsport".

I 1980 udtalte the American College of Sports Medicine (ACSM): "Der eksisterer ikke videnskabelige eller medicinske beviser for, at langdistanceløb er skadeligt for den sunde, veltrænede idrætskvinde. ACSM anbefaler, at kvinder får adgang til at konkurrere på nationalt og internationalt niveau i samme distancer, som mændene tilsvarende dyster i."

I 1984 ved OL i Los Angeles kunne kvinder for første gang løbe maraton. Vinder blev amerikaneren Joan Benoit i tiden 2:24.52.

1970'erne og 1980'erne var Australiens, Amerikas og Europas epoke i maraton

Frank Shorter var én blandt mange gode løbere, som ikke kom fra Afrika i den periode. Af de bedste kan nævnes Derek Clayton, australsk verdensrekordholder flere gange, Steve Jones fra England og Robert de Castella også fra Australien. Det største amerikanske navn sammen med Shorter var Bill Rodgers, som vandt både Bostons og New York City Maraton fire gange i slutningen 70'erne. Det var også i denne periode, at Danmark havde en række gode maratonløbere med Henrik Jørgensen som den bedste. Han vandt i 1988 London-maraton i tiden 2:10:20, 37 sek. fra hans danske rekord. Den største danske løbepræstation nogensinde.

Hvorfor løber vi langt?

Fra 1988 og frem var det Afrika, som totalt dominerede maratonløbene.

Da Ibraham Hussein i 1987 vandt New York City Maraton (2:11:01) og året efter Boston Maraton - som er det ældste og det mest prestigefyldte maraton i verden (fra 1897) - i tiden 2:08:43, blev det begyndelsen på den dominans af øst- og til dels nordafrikanske løbere, som i dag ses ved alle de store maratonløb. Blandt de kendte er Moses Tanui, Belayneh Dinsamo, Paul Tergat og den nuværende verdensrekordholder fra Etiopien: Haile Gebrselassie (2:04:26). Eksempelvis er Boston Maraton siden Husseins sejr blevet vundet 16 gange ud af 20 løb af en kenyaner. Af de 100 bedste tider sat i år på distancen er 58 fra Kenya, 12 fra Etiopien og syv fra andre afrikanske løbere, og de sidste 23 er fordelt på resten af verden.

Bernd Heinrich, professor i biologi ved University of Vermont skriver i sin bog Why we run: "Ved de Olympiske Lege er vi vidne til den største jagt".

Heinrichs 'evolutionsteori' i en meget kort udgave er, at vores udholdenhed blev en nødvendighed for at jage den føde, som vores hjerne havde evnen til at forestille sig, og som gemte sig på den anden side af bjergene eller inde i skoven. I modsætning til andre rovdyr, som glemte byttet, når det var uden for deres synsfelt, så fortsatte vores forfædre jagten. Til gengæld er vores hurtighed kun beskeden i forhold til andre arter. Selv Usain Bolt ville kun 'se halen' på antilopen, hvis de løb om kap.

De bedste jægere - løbere - opnåede at få tilstrækkelig med føde, men også, når de kom tilbage til gruppen, hæder og ære, samt mulighed for at få flest børn sat i verden. Den type selektion er fortsat næsten op til vores tid i for eksempel det kenyanske højland. Alt tyder på, at det kunne skabe en unik population af fænomenalt gode løbere. Stammen, hvorfra de fleste kenyanske løbere kommer fra, er tidligere 'kvægtyve', og den, der kunne fange mest kvæg, havde også muligheden for at blive rig og reproducere sig mest, dvs. få flest koner. At kunne løbe godt i højden og i høje temperaturer ville favorisere små lette og 'løbeøkonomiske' løbere. Nutidens statistik på løb og fysiologiske undersøgelser kan i hvert fald godt delvis underbygge den teori.

Shawn Found, amerikansk mester på 25 kilometer i år 2000, har nærmest rammet Heinrichs teori ind i citatet: "Når du oplever løbet, så genoplever du jagten. Løb handler om 45 kilometers jagt på et bytte, som kan løbe fra dig i en spurt, indhente det og bringe føde tilbage til din landsby. Det er en fantastisk ting."

Hvem vinder?

Oplagte favoritter fra startlisten til at vinde i den fugtige varme i Kina er Martin Lel og Samuel Kamau Wansuri fra Kenya med tider på 2:05.15 og 2:05:24, men der ligger en stribe løbere med næsten lige så hurtige tider. Blandt ikke-afrikanere er der to bud på outsiderrollen, amerikaneren Ryan Hall med en bedste tid på 2:06:17 og schweizeren Viktor Rothlin (2:07:23). Men der kan nemt dukke en på dagen hurtig spanier eller italiener, måske en kineser op. Et åbent spørgsmål er om de bedste fra Østafrika kommer til start, eller om de gemmer deres præstationer til maratonløbene i Boston, Chicago og New York?

Der skal ikke forventes rekordtider, varme og høj luftfugtighed er ikke optimalt maratonklima. Indtil da kan der passende varmes op med 5.000 meter i dag. Etiopieren Kenenisa Bekele, som vandt 10.000 meter for nogle dage siden, er også favorit på den halve distance, hvor han også har verdensrekorden i tiden 12.37.35 minutter. Han er flere gange blevet spået at blive den første til at løbe under to timer på en maraton. Det er mere sandsynligt, at han bliver den første lige under 2:04, hvis han en dag vælger den distance. Bekeles forbillede er, ja, rigtigt gættet, Abebe Bikila. Den første løber der bragte OL-guld til Afrika.

Nyd løbet, både dit eget og det i morgen tidlig (eftermiddag dansk tid). For som Noel Carroll har sagt: "There is a time to run and there is a time to rest. It is the true test of the runner to get them both right."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu