Læsetid: 4 min.

Mennesker mellem magt og moral

Luc Boltanski, som introduceres i det nye nummer af Dansk Sociologi, er en af de nye sociologer, som skal overtage den intellektuelle arv fra de store generationer af franske tænkere
Den nye kapitalismekritik. Boltanski beskriver den forlegenhed, der rammer sociologen, når han selv møder de mennesker, han plejer at klassificere som -lavere middelklasse- eller -ungdom-. Hvis de andre mennesker i den sociale verden ses som automatiske funktioner af en ideologi eller en struktur, behøver man slet ikke interessere sig for, hvad de siger og tænker.

Den nye kapitalismekritik. Boltanski beskriver den forlegenhed, der rammer sociologen, når han selv møder de mennesker, han plejer at klassificere som -lavere middelklasse- eller -ungdom-. Hvis de andre mennesker i den sociale verden ses som automatiske funktioner af en ideologi eller en struktur, behøver man slet ikke interessere sig for, hvad de siger og tænker.

Morten Juhl

Moderne Tider
23. august 2008

Det passer på papiret, men det passer ikke på ansigterne. Store intellektuelle kritiske teorier om 'folket', 'arbejderklassen' og 'falsk bevidsthed' har som regel en vis skønhed som slogans. De ophidser til engagement og inspirerer til intellektuelt arbejde. Men teorierne er ofte belastet af det forhold, at de mennesker, som de handler om, ikke kan genkende sig selv i beskrivelserne.

Disse mennesker ser ikke sig selv i den teoretiske reduktion af deres tilværelse og tanker om sig selv. Og som den franske sociolog Luc Boltanski og økonom Laurent Thévenot skriver i forordet til deres opsigtvækkende bog Om retfærdigørelse (De la justification) fra 1991: "Når folk endelig får chancen for at kommentere eksperternes og forskernes bestemmelser af dem, protesterer de ofte imod forsøgene på at klassificere dem på en måde, der forbinder dem med andre personer gennem en enkelt kategori."

Boltanski og Thévenot beskriver den forlegenhed, der rammer sociologen, når han selv møder de mennesker, han plejer at klassificere som "lavere middelklasse" eller "ungdom". Intuitivt skammer han sig lidt over rubriceringen, og indimellem bliver de rubricerede decideret fornærmede.

Denne erkendelse af, at menneskenes handlinger og sociale verden ikke går op i de sociologiske kategorier, er udgangspunktet for Luc Boltanskis arbejde. Han er elev af den store franske sociolog Pierre Bourdieu, men vendte sig tidligt mod sin mesters kritiske sociologi, og det han så som en 'positivistisk' og overdrevent 'systematiserende' tendens. Man kan groft sagt sige, at det hos Bourdieu først er sociologen, der kommer med sandheden om den sociale verden, mens Boltanskis pointe er, at folk godt selv ved, hvem de er, hvad de vil, og hvordan de fungerer. Som han siger i en tekst i det nye nummer af tidsskriftet Dansk Sociologi, der er et temanummer om Luc Boltanski: "Mennesker er i stand til at skelne mellem dårlige grunde og acceptable retfærdiggørelser og gør det konstant i det sociale liv."

De bruger moralske argumenter, når de forklarer sig selv, og de anerkender andres moralske argumenter som gyldige. Med mindre den sociale verden er så gennemsyret af løgn, at ingen ville kunne holde ud at leve i den, findes der således en virksom moral, som viser sig i folks begrundelser for deres handlinger. Det er disse retfærdiggørelser og begrundelser, som Boltanski og Thévenor undersøger i Om retfærdiggørelse. De konkluderer, at der gives seks forskellige regimer af retfærdiggørelser, som henfører til seks forskellige måder at tænke og handle på. Denne sociologi søger ikke efter objektive lovmæssigheder og strukturer i den sociale verden, men fokuserer på handlinger og begrundelser. Selv kalder Boltanski således sin entreprise for en 'moralsociologi'.

Og kapitalismen

Boltanskis arbejde er i opposition til de populære magtanalyser. Han kritiserer Bourdieus begreb om 'symbolsk vold', fordi det udlægger enhver social forbindelse som en magtkamp, og han kritiserer de strukturalistiske læsninger, som vil afsløre en fundamental sandhed, der virker bag om ryggen på menneskene i den sociale verden: "Spørgsmål om handling og kritik er centrale," skriver Boltanski programmatisk i Dansk Sociologi:

"De positivistiske sociologier, der udelukkende søger efter bagvedliggende 'lovmæssigheder' og 'strukturer', som tænkes at kunne forklare individuel og kollektiv handling, har tendens til at negligere spørgsmålet om handling."

Hvis de andre mennesker i den sociale verden ses som automatiske funktioner af en ideologi eller en struktur, behøver man slet ikke interessere sig for, hvad de siger og tænker. Man sidder med sandheden på skrivebordet og kommer kun i forlegenhed, når man møder de andre mennesker ansigt til ansigt. Denne betragtning træffer også den kapitalismekritik, der ser kapitalismen som et suverænt og mægtigt subjekt i verdenshistorien. Den marxisme, som stiller sig tilfreds med at konstruere en kapitalistisk universallogik udstyret med ideologi og magisk fascinationskraft, overser det hele banale forhold, at det kræver argumenter og retfærdige grunde at få folk til at engagere sig i den fortsatte økonomiske vækst. Denne indsigt er udviklet i Kapitalismens nye ånd, som Boltanski har skrevet sammen med Eve Chiapello, og som er blevet et omdrejningspunkt for forsøg på at udvikle en aktualiseret og analytisk redelig kapitalismekritik. Og som Jens Erik Kristensen skriver i sin klare og skarpe artikel Kapitalismens nye ånd og økonomiske hamskifte: Det er lykkedes Boltanski og Chiapello at rehabilitere kategorien 'kapitalisme'. Fordi de har opgivet skrivebordskonstruktionen af den store kapitalisme, har de skabt forudsætninger for en fornyet analyse og kritik af kapitalisme. Det er Luc Boltanskis ikke uanselige præstation at have mindet om det banale faktum, at det ikke er kapitalismen, der er forsvundet. Det er de dårlige analyser af den, som har mistet appel. Og det er derfor, at der i dette nummer af Dansk Sociologi både er et fint rids af Luc Boltanskis arbejde og et indblik i forskellige danske forskeres forsøg på at begribe kapitalismen, kritikken og kapitalismekritiken.

Dansk Sociologi nr. 2 årgang 19. årgang. Juli 2008. - redaktion: Manni Crone mfl. Gæsteredaktører Carsten Bagge Laustsen og Mikkel Rask Madsen. 152 s., 100 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rune Lykkeberg:

"De konkluderer, at der gives seks forskellige regimer af retfærdiggørelser, som henfører til seks forskellige måder at tænke og handle på. Denne sociologi søger ikke efter objektive lovmæssigheder og strukturer i den sociale verden, men fokuserer på handlinger og begrundelser."

Er "de seks firskellige regimer" da ikke netop et forsøg på at opstille "objektive strukturer i den sociale verden"?

Luc Boltanski når ikke Pierre Bourdieu til sokkeholderne...

Søren Rehhoff

Det lyder som om det er den gamle struktur/aktør problematik som Boltanski og Thévenot er stødt ind i. Er det strukturerne der skaber menneskene eller er det menneskene der skaber strukturerne? Et af svarene har været, at folk reproducerer de strukturer de lever under, samtidig med at de også indgår i en dialog med dem og gradvist ændrer dem. Bortset fra det behøver folk vei ikke, at se en teori som altforklarende og læse den så slavisk og tro, at den siger alt om dem, man kan jo bare vælge, at se det som en forståelsesramme, der peger på nogle specielle forhold, der er med til at præge samfundsudviklingen.
Men jeg tror, at det er rigtigt, at spørgsmål om moral og skyld er med til, at præge folks opfattelse af sig selv og den måde de agerer på. Det er sådan helt Kierkegårdsk. Mange samfundsdiskussioner handler jo også om fordeling af skyld. Selve diskussionen af velfærdsstaten har jo ofte drejet sig om, at velfærdsstaten angiveligt skulle korrumpere folks moral, fordi den fratager folk fra ansvar og skyld. Hvem husker ikke Henrik Stangerup uforglemmelige klassiker "Manden der ville være skyldig". Den nuværende regering virker jo også nogen gange som en udgave af "Moralsk Oprustning" når de går ud og plæderer for, at folk selv skal påtage sig noget mere ansvar, selvom de mange har har svært ved at påpege helt nøjagtigt hvor det er, at folk opfører sig uansvarligt, men folk har bare godt af at blive holdt til ilden og føle sig lidt skyldige. Liberalisme er jo også funderet i en puritansk opfattelse af moral, bare se på USA, som er liberalismens højborg og et af de mest puritanske lande i verden. Måske er det en af forskellene på liberalisme og socialisme, at de er eksempler på to forskellige moralske regimer, hvor man fordeler skyld og ansvar forskelligt. Groft sagt peger liberalister peger på individets skyld og socialister peger på samfundets skyld. Det virker også som om, at en af grundene til modstanden mod socialisme er, at den gjorde op med det puritanske moralske regime, som markedssamfundet og liberalismen repræsenterede og som folk havde bygget deres identitet op på. Men det er selvfølgelig meget mere kompliceret og jeg kan bare tage ansvar og læse Boltanski og Thévenot's bog.

Søren Rehhoff

"Måske derfor har neoliberalismen så stort forfæste, fordi man heller ikke her har kunnet/villet svare, men har haft en anden løsning på dette dannelsesproblem i form af en økonomisk kontraktrelation med borgerne i form af hvis i socialiserer jer til mønsterkapitalister, så kan i få succes. Altså en 'positivt' motiveret socialisering, fremfor en 'negativt' motiveret do. Dette lader sig dog kun gøre gennem en økonomisk fundamentalistisk position, og ved ikke at forholde sig til moralske og etiske dannelsesproblematikker."

Omvendt kan man jo sige, at den økonomiske fundamentalisme og kontraktrelationen mellem borgere og stat jo netop også legitimeres gennem, at appellere til en speciel moral. Adam Smith legitimerede rent moralsk, at folk fulgte deres egeninteresse eller var grådige ved, at påpege de samfundsmæssige fordele, der fulgte af det og som Max Weber påpegede så bygger kapitalisme jo også på en protestantisk arbejdsetik, ligesom selve kontraktrelationen jo også udstikker en speciel moral, hvor ingen er ansvarlig for andet end de forpligtelser som er angivet i kontrakten. Neoliberalisme forudsætter accepten af en speciel moral, så neoliberalister og den nuværende regering, er jo udover den rent økonomiske argumentation også nødt til at argumentere rent moralsk for, at legitimere den samfundsorden de ønsker,
Det er jo sådan set også, hvad den nuværende regering har søgt at gøre med deres kulturkamp, hvor de prøver at ændre på opfattelsen af, hvordan ansvaret skal fordeles borgere imellem og mellem borger og stat. Et parti som Socialdemokratiet har så ikke været særligt gode til, at indgå i den kulturkamp men har mere satset på, at føre en slags velfærdsteknisk diskussion.
Men folks accept af en speciel samfundsorden hænger jo også sammen med om de kan en acceptere den moral, som den samfundsorden opstiller og hvordan de forholder sig til de moralske spørgsmål en sådan samfundsorden medfører
Det kan så også nogen gange føre til, at folk accepterer dårlige forhold for sig selv, fordi de rent moralsk har svært ved at tænke sig ud af det, ligesom folk kan overtales til at begå overgreb mod andre, hvis det kan legitimeres rent moralsk.
Moralske overvejelser påvirker åbenbart også sociologien. hvis man ser på Boltanski og Thévenot, som åbenbart har haft moralske kvababbelser over den fremmedgørende rubrificering af folk, der finder sted indenfor sociologien, hvorefter de så laver en teori, der definerer folk udfra deres moralske anskuelser.