Det måtte jo komme. Og nu da kollisionen har fundet sted, kan man undre sig over, at det ikke kom før. For der er to temaer, som for alvor deler danske vælgere. Det er spørgsmålet om danskernes forhold til indvandrere og flygtninge, og det er spørgsmålet om danskernes forhold til den Europæiske Union. Begge områder har været præget af et markant misforhold mellem vælgernes opfattelse og den politiske konsensus. Det er ikke så længe siden, at politisk kritik af indvandrere og flygtninge kunne afvises som 'racisme'. Det betyder ikke, at flygtninge og indvandrere i Danmark ikke i deres personlige, sociale og professionelle hverdag mødte mistillid og mistænksomhed. Det gjorde de. Men det betyder, at denne mistillid og mistænksomhed var politisk tabuiseret. Den var ikke stueren.
Moderne og reaktionær
Den dominerende opfattelse på dette politiske område skelnede mellem 'de anstændige humanister' og 'de uanstændige populister'. Som bekendt faldt denne modsætning definitivt ved valget i 2001. Nu er der i stedet de håbløst elitære politisk korrekte på den ene side og på den anden side de realistiske og beslutsomme politikere, der tør se de barske realiteter i øjnene og sige tingene ligeud. Det er slået fast, at udlændingepolitikken skal være 'fast' og 'fair', 'hård' og 'retfærdig'. Dette tema har afgjort tre valg i træk, og det regnes nu for en præmis i dansk politik, at man ikke kan vinde indflydelse, hvis man ikke anerkender den 'barske', men 'retfærdige' politiske linie. 'Barsk' er det vigtigste - og 'retfærdig' er mest en tilføjelse.
Spørgsmålet om EU har til gengæld ikke afgjort nogen Folketingsvalg. Det toneangivende flertal på Christiansborg er enige med hinanden, men de er ikke enige med vælgerne: Omkring halvdelen af befolkningen er skeptisk over udvidelser af det europæiske samarbejde, mens kun omtrent en femtedel af de folkevalgte på Christiansborg deler denne skepsis. Det regnes for en indlysende sandhed, at man skal være positiv over for EU, hvis man vil være ansvarlig og moderne. Det er reaktionært og nærmest nationalistisk at være EU-kritiker. Det er ikke stuerent. Den modsætning mellem de moderne internationalister og de reaktionære nationalister, som er faldet på det udlændingepolitiske felt, gør sig således stadig gældende på EU-området. Ligesom indvandringsskeptikere tidligere blev regnet for laverestående mennesker, regnes EU-skeptikere i dag for tilbagestående undermålere.
Når det handler om flygtninge og indvandrere, er der ikke noget mere forkert end at være 'elitær'. Så må man endelig ikke stille sig op og fortælle folk, hvad de skal mene, og slet ikke undertrykke den sunde og friske debat. Men når det handler om EU, hedder det omvendt, at befolkningen er for dum til folkeafstemninger. Det siges, at folkeafstemninger altid kommer til at handle om 'noget andet', og at et 'nej' er så diffust et signal. Det gælder for det politiske flertal om overhovedet ikke at tale om EU. Den fortløbende integration skal forløbe så skjult som muligt. Nu taler ikke engang Europa-entusiaster om 'det demokratiske underskud'. Det synes anerkendt som en præmis for EU, at befolkningerne ikke er så begejstrede som lederne, og derfor skal borgerne ikke involveres.
Det sjove er, at der er et signifikant sammenfald mellem de vælgere, der er skeptiske over for flygtninge og indvandrere, og de vælgere, der er skeptiske over for yderligere integration i det europæiske samarbejde. Det er altså langt hen ad vejen de samme borgere, som til enhver tid har ret imod den onde, undertrykkende elite i udlændingedebatten, men som regnes for umodne, umoderne og uansvarlige i EU-debatten. De anses for sandhedsvidner i flygtninge- og indvandrerpolitik, og de regnes for idioter over for det europæiske samarbejde.
Den undertrykte stemme
Den såkaldte kulturkamp har handlet om, at de i hvert fald ikke skulle finde sig i, at andre med længere uddannelse og større offentlig anseelse skulle fortælle dem, hvad de skulle finde sig i. Gang på gang har statsministeren & co. understreget, at der ikke findes noget værre end humanistisk formynderi. Det er blevet antaget, at enhver undertrykt stemme i offentligheden måtte have ret, hvis den bare var undertrykt af moralister, jurister eller humanister. De kommissærer fra FN og Europarådet, som har kritiseret den danske udlændingepolitik, er blevet nedgjort til illegitime eksperter, og menneskerettighedsjurister og repræsentanter fra racismeovervågningsinstitutioner er blevet regnet for virkelighedsfjerne smagsdiktatorer.
Denne optik har domineret den politiske offentlighed totalt siden 2001. Socialdemokraterne har bøjet sig for den, og nu har også SF assimileret den. Og det er præcis denne optik, som nu bliver rettet mod EF-Domstolen. For alt det, som Anders Fogh Rasmussen har sagt imod de andre autoriteter, kan nu rettes imod den demokratisk meget lidt funderede EF-Domstol, som er spundet ind i en hel semantik af nysprog. Domstolen er ikke en almindelig domstol, men fungerer dynamisk og ekspansivt som en forfatningsdomstol. Det såkaldte parlament er ikke et parlament, fordi det ikke har lovgivende kompetencer. Det forekommer således i bedste fald misinformeret og i værste fald manipulerende at tale om 'magtens tredeling' i forhold til EU. Det er de folkevalgte politikere imod juristerne, det er de kendte ansigter imod de anonyme dommere, det er det nationale demokrati imod det overnationale samarbejde, som kolliderer i konflikten mellem den danske udlændingepolitik og EU. Konsensus har indtil nu været, at man ikke talte om EU og til gengæld talte en masse om indvandrere og flygtninge. Man var imod eliten, når man talte, og når man ikke var imod eliten, tiede man stille. Nu tvinges man til at tale om EU og endda i konflikt med udlændingepolitik. Det er den konflikt mellem Dansk Folkeparti og midten i dansk politik, mellem den interne kulturkamp og det noble ansigt udadtil, som har været ignoreret siden 2001, men som nu er markeret og pointeret. Og som ikke længere kan forties og fortrænges. Det er rigtig nok både fast og barsk, men det er hverken retfærdigt eller fair, at danske borgere ved danske myndigheder er blevet vildledt om deres egne muligheder i så afgørende et anliggende som bopæl og ægteskab.
Interessant analyse. Og så kan man jo vælge, om man vil lade pøbelinstinkterne udbrede sig til også at bestemme EU-politikken, eller man både i EU- og fremmedpolitik i højere grad skal gøre plads for dem med indsigt i emnerne.
Rune Lykkeberg:
”Denne optik har domineret den politiske offentlighed totalt siden 2001. Socialdemokraterne har bøjet sig for den, og nu har også SF assimileret den.”
Det er nemlig lige hvad SF har. Partitoppen består simpelthen af en bande principløse karriereliderlige opportunister alle til hobe.
Tak til Rune Lykkeberg for en usædvanlig interessant og veloplagt analyse.
Det, der er sket, er vel dybest set, at man har droppet idealerne på begge fronter.
Hvad flygtninge og indvandrere angår, har idealerne holdt forestillingerne om flygtninge lidt på afstand, man har forskelle i kultur, adfærd og symbolsk kapital til trods antaget betragtninger, der skulle sætte deres situation i perspektiv - nutildags er de ganske tæt inde på som alle andre og må indrette sig direkte til de krav der stilles (objektive eller ej) - uanset deres situation. Og som det passer os (regeringen).
Før prøvede man i idealistisk forstand at holde forestillingerne om dem lidt på afstand for den almindelige dansker ved at sætte deres situation i et særligt perspektiv, der skulle forklare den.
Omvendt med EU - der absolut ikke er tæt på i nogen forstand for nogen (undtagen Miljøagenturet), uagtet de påvirker os konstant.
Skulle det idealiseres, måtte man forklare det nærmere for folket, til hvilket man har ment, at det at gøre det folkeligt (nogle af forklaringerne var højst søgte...) åbenbart har været det naturlige, fremfor det indlysende elitære præg.
Nu accepterer de fleste EU som det er - og er dybest set nok ligeglade med, hvad det typisk indebærer, så længe det ikke vedrører dem direkte. (al respekt til dem der har det anderledes)
Og EU's idealisme er så i lige denne sag højst ubelejligt tæt på: Den frie ret til at flytte rundt overtrumfer dansk lovgivning.
Vi er igen blevet tvunget til at forholde os til, at der er andre mennesker end os selv. Der er mennesker i EU, der er anderledes. Og påvirker os.
Og der er mennesker, der vil ind, som vi ikke blot kan afvise, hvis vi betragter dem som uønskede (her efter grønthøstermetoden)
Og trods alt - EU er befolket af mennesker, men der ingen der ER EU. Det er til enhver tid en abstraktion, omend en ret håndgribelig en. At lave en kobling til danske værdier er ret meningsløst, det er ikke os der har skabt EU - og debatten har ofte tydeliggjort at de fleste EU-lande ikke deler vore forfatningsmæssige og kulturelle værdier andet end ganske overfladisk.
Flygtninge og indvandrere er som mennesker ganske konkrete, de ER sig selv, man behøver egentlig ikke forestillinger, der retfærdiggør dem, det vil ikke ændre noget principielt for dem. De har alle deres egen historie og den kan vi ikke ændre på. Der er en grund til, at de er her - om vi så kan lide den er en anden sag. (og det kan det officielle Danmark så ikke mere, høre om den gider man i hvert fald ikke).
Så med Metock-dommen er der kommet en debat. Men næppe ændringer, for hvem er interesserede i at ændre noget...?
Men spørgsmålet er vel, om det ikke i lige så høj grad er undertrykkende manipulation at forsøge at bilde vælgerne ind, at stærkt komplicerede spørgsmål er ganske enkle og kan besvares med ja eller nej?
Det gjaldt jordlovene i 1963, og det gælder såvel indvandrer- som EU-politik.
Mon vi for tiden er vidne til at de borgerlige bukser sprækker? Fogh har hidtil haft succes med at få DF til at sluge en EU-positiv regering med en relativt liberal økonomisk politik, så længe ingen har sagt højt, at det faktisk er sådan regeringen er (eksemplerne er legio: skattelettelser for boligejere, udsultning af det offentlige, glidende privatisering af sundhedssektoren, afvikling af miljøbeskyttelse osv.).
Til gengæld for sin støtte til en politik, som direkte skader partiets kernevælgere har DF fået en reaktionær og anti-muslimsk indvandringspolitik (på papiret, i virkeligheden har stramningerne i høj grad været kosmetiske, men det må man heller ikke sige højt).
Spørgsmålet er imidlertid at sagen om løgne og fortielser i udlændingeservice og DF's deraf afledte hysteriske angreb på EU tvinger regeringen til at sige fra - Regeringen vil næppe for alvor forfølge nogen EU-kritisk linje, men det er lige præcis det, DF kræver som betingelse for fortsat støtte.
Hvis vi ser en fortsættelse af den eksisterende symbol-politik, hvor regeringen siger ét og gør det modsatte, vil DF få sværere og sværere ved at forsvare sin støtte, for med en fortsat EU-positiv regering, er det DF-kernesager der kommer under direkte pres.
Artiklen falder i forlængelse af den almindelige performance, man finder inden for medieverdenen, det politiske systems selvbeskrivelse.
Når Rune Lykkeberg skriver, ”Det sjove er, at der er et signifikant sammenfald mellem de vælgere, der er skeptiske over for flygtninge og indvandrere, og de vælgere, der er skeptiske over for yderligere integration i det europæiske samarbejde” så er det opinionsmanipulering, mediepolitisk performance, autistisk nonsens.
Ínformation bringer ikke venstrefløjens argumenter mod EU, men vil identificere modstanden mod EU med højrefløjens velbegrundede angst for de kaskader af fattigrøve, EU har skabt i den tredje verden sammen med resten af de velstillede i den vestlige verden.
Men Rune Lykkeberg taler ikke om fort Europa, han tale om Pia Kjærsgaard, som om hun var et lokalt ubegrundet fænomen, et levn fra de mere obsolete sider af det folk, Grundtvig elskede sammen med Ejvind Larsen, som kun Gud på sin egen forunderlig vis har forhindret i at falde fra hinanden.
Man fokuserer ikke ret meget på det indre markeds funktion i forhold til arbejdstidsbestemmelser, arbejdsmiljø, løndannelsen, sammenhængen mellem dansk landbrugspolitik og dennes indflydelse på vandmiljø, dyrevelfærd, biodiversitet i Eusammenhæng (dansk landbrugspolitik defineres af EU). Man gider ikke se på Anders Foghs politik som det den er, en lang forlængelse af Europastatens neoliberale form for institutionaliseret monetarisme. Man kan ikke og vil ikke gå imod strømmen, i stedet performer man, gentager den etablerede overmagts bekvemme og falske selvbeskrivelse.
Ínformation forsøger kun at sælge højrefløjens argumenter imod Europastaten, fordi de sælger så forbandet dårligt i det segment, man er gået over til at omtale i dets nærvær, frem for at kommunikere med. Der er tale om en adfærd, der afslører at man har opgivet samtalen, som til enhver tid bygger på at man tager hinandens informationsniveau alvorligt, og ikke bare taler mod bedre vidende! Der er kaskader af argumenter imod Europamonsteret, man skal bare ikke lede efter dem i Ínformation. Vi ved det, Rune ved det og taler som om vi ikke vidste det.
Jeg tilhørte for en ti års tid siden den gruppe folk som ikke er indvandrer fjendtlige men alligevel skeptiske over for EU. Ikke som projekt eller idé betragtet, men på baggrund af udførelse. Som Per Vadmand nævner - er det ikke lige lovlig forenklet politisk debat at man bare skal sige 'ja' eller 'nej' (og helst skal sige ja?). Hvis man vil skabe en ny, større demokratisk proces, kan man så indlede den på så, tja, udemokratisk vis?
Siden 2001 har jeg så oplevet det mærkværdige, at den danske demokratiske debat er blevet så udhulet at jeg nu finder mig selv som tilhænger af EU, så klodset og sløvsindet en elefant den også er.
Hvadsomhelst for at slippe af med de båtnakker der for øjeblikket sidder inde på Borgen!
I Lykkeberg's analyse af EU domstolen peger han nemlig på noget meget rigtigt, nemlig at en domstols legitimitet og et EU som lovgivende og forenende forsamling egentlig ikke kan gennemtvinges.
Den er noget der opstår gennem en proces, hvori folk begynder at tage det den siger alvorligt. Der er ikke nogen præcedenser at forholde sig til hvad angår EU og EU domstole.
EU er noget der kun kan opstå ved at involvere befolkningen i EU projektet, ikke bare på en JA-eller-NEJ basis, men lige så indviklet og dødkomplekst som det er. Den demokratiske proces, som skal til for at skabe en demokratisk institution ER pinefuldt og frustrerende langsom. Men man kan ikke skabe demokrati på andre måder end ved at udøve demokrati (selvom jeg godt ved at USA tror noget andet i Irak...).
Nu har vi så en konkret sag, hvor folk ikke længere kan holdes ude af debatten - og dermed af beslutningsprocessen. Da min EU skepsis ikke har været funderet på nationalisme, men på spørgsmålet om 'det demokratiske underskud', hilser jeg personligt med glæde den lejlighed velkommen, og vælger efter min samvittighed, hvilket for mig personligt betyder at jeg tilkender EU domstolen autoriteten i denne sag.
Kære Marie Spliid Clausen, lad mig i forlængelse af dit superindlæg tilføje, at den politiske udvikling i Danmark må have lært mange af jer, der var skeptiske, hvorfor tiltroen og opslutningen om EU i lande med ganske rådne politiske systemer (Italien var og er igen et godt eksempel) er så massiv: der er tale om befolkningens selvforsvar mod nationalt valgte politikere! Kun ved en overnational domstol har mange oplevet, at retfærdigheden har kunnet ske fyldest, når man nationalt har sat fællesskabet over den enkeltes rettigheder.
Læg paranoiaen til side, Troels Siegthorwyn, og se på udviklingen, som den faktisk foregår.