Læsetid: 6 min.

Er han ved at takke af?

Det har været smerteligt at følge Robert De Niros fald fra roller som Travis Bickle i 'Taxi Driver' til at optræde sammen med en animeret elg. Men nu skal der andre boller på suppen, fortæller skuespilleren, hvis seneste film gerne skulle være en ny begyndelse
Robert De Niro under filmfestivalen i den tjekkiske by Karlovy Vary, hvor den amerikanske skuespiller modtog en ærespris for sin lange karriere - måske i erkendelse af, at De Niros præstationer ikke længere når tidligere tiders højder.

Robert De Niro under filmfestivalen i den tjekkiske by Karlovy Vary, hvor den amerikanske skuespiller modtog en ærespris for sin lange karriere - måske i erkendelse af, at De Niros præstationer ikke længere når tidligere tiders højder.

David W. Cerny

Moderne Tider
1. august 2008

64-årige Robert De Niro er en af filmhistoriens mest feterede skuespillere, men han er vist selv godt klar over, at publikum er ved at være trætte af at se den tryllebindende stjerne fra film som Raging Bull og Taxi Driver køre den på rutinen i glansløse komedier.

Nu, da hans eftermæle er i fare, har han besluttet at vende tilbage til det mere seriøse arbejde. Hans seneste optræden i Barry Levinsons What Just Happened? virker nærmest selvbiografisk.

Filmens tema er bestræbelserne på at holde en karriere i toppen af så flygtig en branche som det store lærreds. De Niro spiller filmproducenten Ben, som trods sit ry som blockbuster er klar over, at hans karriere er på vej ned. Hans seneste produktion med Sean Penn som stjerne er dømt til at blive et flop, og det er ikke godt at vide, hvornår han tjener penge næste gang, eftersom Bruce Willis nægter at barbere sit skæg af. Ben er desperat optaget af, hvordan han skal kunne betale sine underholdsbidrag og bibeholde sin Hollywood-livsstil.

Filmens brod er i stort mål vendt mod den magt, skuespillerne udøver i filmindustrien. Det kan overraske, at De Niro er enig i denne bekymring.

"Stjerner har stor magt, fordi det afgørende spørgsmål i Hollywood er, hvem der spiller med i en film," forklarer han. "Det næste spørgsmål er, hvem der instruerer den, eller hvilket instruktør/producent-hold, der står bag. Hvis skuespillerne er virkelig berømte, kan deres beslutning om at spille med i en film afgøre, om filmen overhovedet bliver til noget."

Imod strejken

Denne magt, som Robert De Niro selv besidder, mener han nemt kan blive misbrugt. Og det er den betænkelighed, der har fået newyorkeren til at melde ud, at han ikke mener, skuespillerne bør gennemføre den annoncerede strejke:

"Jeg er ikke så sikker på, at det er det rigtige tidspunkt. Og de andre fagforeninger vil også blive berørt af strejken. Sådan som økonomien er for tiden, virker det ikke som nogen god idé. Der vil altid være ting, der kræver en løsning, og hvis ikke vi kan nå frem til en aftale lige nu, bør vi fortsætte forhandlingerne og lade det endelige resultat gælde med tilbagevirkende kraft."

De Niro ville ønske, at skuespillere var bedre problemknusere - sådan som instruktørerne er det i kraft af deres beskæftigelse. Deres fagforening fandt det derfor ikke nødvendigt at gå i strejke.

Det sjove er så, at What Just Happened? - med hele sin kritik af skuespillerstanden - formentlig ikke ville være blevet til noget, hvis ikke en superstjerne som Robert De Niro havde indvilget i at være med.

De Niros figur i filmen synes at trække kraftigt på hans eget liv - især på hans parforhold. Et 12 år langt ægteskab med Diahnne Abbott endte i 1988. De fik en søn sammen, og han fik siden tvillinger med Toukie Smith. Nu er han gift med Grace Hightower, som fødte ham en fjerde søn i 1998. Forholdet lod til at være på vej til skilsmissedomstolene i 2001, før en forsoning fandt sted.

I filmen er der kold luft mellem Ben og hans nuværende kone, der bliver spillet af Robin Wright Penn - de går til parterapeut for at få hjælp til at gå fra hinanden. Han betaler tillige underholdsbidrag til en tidligere kone. De Niro siger selv:

"Der er mange træk, der går igen fra mit eget liv. Men det er ikke mig, og hvis jeg har taget noget fra mit eget liv, er det fordi, jeg tror, det kan bruges i den rolle, jeg spiller. Men det gør jeg i alle de roller, jeg spiller."

Brando som forbillede

Skuespilleren er født i 1943 og beundrede under sin opvækst Marlon Brando, Montgomery Clift og James Dean. Selv dengang han jævnligt blev nomineret til Oscar-priser og to gange vandt dem, var der beskyldninger fremme om, at han var præcis som en af de personer, som hans nye film revser: en mand, der først optræder, når alt er perfekt. Adspurgt om han er svær at arbejde sammen med, ser De Niro vantro ud.

"Hvad mener du med det? Man kan godt have integritet uden at være svær at arbejde sammen med. Det er ikke det samme. Jeg bryder mig ikke om det, når en skuespiller - eller for den sags skyld en anden på holdet - tager deres eget vanvid med til optagelserne. Når man laver en film, bør alle efterlade deres personlige problemer derhjemme. Hvis folk begynder at tage dem med til optagelserne, kan det godt blive meget svært at filme. Det er svært at lave film, og der er ikke brug for yderligere drama. Dramaet skal lægges i historien og i rollerne."

I det forgangne årti har man set Robert De Niro lægge drama ind i mange roller. Han har virket tilfreds med at trække på fordums hæder og køre på frihjul i komedier, hvor hans smørrede gavtyvegrin er blevet erstattet af et tåbeligt ansigtsudtryk. Da jeg møder De Niro, har han lige modtaget en ærespris fra den tjekkiske filmfestival Karlovy Vary, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om priser som disse er udtryk for en erkendelse af, at De Niro har toppet som skuespiller.

Forfaldet satte ind kort efter afbrydelsen af samarbejdet med Scorsese i 1995. Det var året med Casino og Heat. Dernæst fulgte et par middelmådige indsatser, hvoraf den mest alarmerende var synet af bedre skuespil fra Sylvester Stallone end fra De Niro i CopLand. Men så i 1999 indbragte Analyze This mere end 100 mio. dollar alene i USA, og De Niro gav sig til at tro, at han var en stor komiker. Det blev til film som Showtime og Meet the Parents.

Robert De Niro fremfører, at det da er en god ting at kunne grine af sig selv, sådan som Bruce Willis også gør det i What Just Happened?:

"Han var i stand til at gøre grin med sig selv og med forestillingen om, hvem han er, og hans status som skuespiller."

Det kunne være sagt om De Niro selv.

Vil genvinde respekten

De Niro undrer sig over kritikken af, at han har taget sig tid til at stå for en filmfestival som New Yorks pendant til Sundance-festivalen, Tribeca, som markedsfører unge filmmagere og uafhængige film.

I april forlod skuespilleren sit agentur CAA. Skiftet er udtryk for De Niros forandrede fokus på sit arbejde. Det store spørgsmål er, om han kan genvinde respekten. Det lader han selv til at mene, men jeg er ikke så sikker. Ingen af hans helte gjorde fortsat for alvor karriere, da de var på hans alder. Marlon Brando droppede stort set skuespillet efter Apocalypse Now og indspillede kun film, når han havde brug for pengene. James Dean døde, før hans karriere overhovedetkom fra start, og Montgomery Clift var kun 45, da han døde af hjerteslag.

Det er op til De Niro at modbevise sine tvivlere. Om sine kriterier for at vælge roller, siger han:

"For en skuespiller er instruktøren og manuskriptet det vigtigste. Dernæst kommer, hvem der ellers er med i filmen. Det er alt sammen vigtigt. Man kan ikke have fuldstændig kontrol over alting; men man kan have en ide om, hvor det bærer hen."

Han har valgt at opnå dette ved at vende tilbage til de instruktører og medskuespillere, han kender bedst. Næste gang, vi ser ham på lærredet, fornyr han sit bekendtskab med Al Pacino i politithrilleren Righteous Kill. Sidste gang, man så de to sammen, var i en enkelt scene i Heat, der efterfølgende var på manges læber. Nu krydser publikum fingre for, at de to stjerner ikke gør fortiden til skamme.

Oversat af SaraHøyrup / texthouse.eu

© The Independent og Information

'What Just Happened?' er indkøbt til dansk biografdistribution. 'Righteous Kill' får dansk premiere 10. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her