Læsetid: 3 min.

We are queer!

But I'm not here. I just went shopping ...
Moderne Tider
1. august 2008

De fleste har et ømt punkt. Jeg har et betændt væskende sår af dårlig samvittighed. Det hedder den yderste venstrefløj. Især den homoerotiske del af den. Eller queer-miljøet som det så populært bliver kaldt.

Og der var queerfestival i den forløbne uge. Med workshops og fester og firkanter og besøgende fra det meste af Europa. Nogle gamle venner i arrangørgruppen havde bedt mig om at skrive lidt om det hele. Jeg bliver spurgt om ret meget i den retning. Og jeg er ikke så god til at hverken svare eller levere. Lidt for stenet og lidt selektiv. Men det ramte lige ned i akilleshælen. Vi var før organiserede sammen - en for alle, alle for en. Nu er jeg alene og slemt selvprofilerende. Et enmandsband. Jeg skylder gruppen noget. Selvfølgelig ville jeg da det. Så jeg tog min kæreste og hendes latex-stiletter og en parmiddag med ud til gøglerskolens perfekt trashede lokaler - lige dele Ungeren og institution. Der var workshops hvor man f.eks. kunne lave sin egen dildo eller diskutere, hvorfor miljøet så entydigt siger "nej!" til hårde stoffer. Og selv om jeg har hårdt brug for en strap-on, der faktisk passer, og til at få diskuteret min amoralske hedonistiske deroute - så kunne jeg kun få taget mig sammen til at deltage i noget så hverdagsagtigt som en fest.

Der var noget galt

Det var en tirsdag, og der var ret godt gang i den. Alt var sådan set fint. Sej nok blanding af folk. Kolde øko-øl. Nogenlunde løssluppen stemning. Sammenhold uden at være tillukket. Electro-agtige dj's og performere, der egentlig burde tiltale mig.

Men der var et eller andet galt. Jeg tror, det var min egen skyld. Jeg mistænker mig selv for at være lidt fornærmet. Jeg tilbragte hele 90'erne på en venstrefløj, der dengang var håbløs småborgerlig og super heterofil. Jeg kunne slet ikke forene aktivisme med liderlighed - for jeg var den eneste afviger - udover et par gamle bz'ere i skabet. Jeg kunne ikke engang finde en anden lebbe med en næsering som penneven. Men efter at grupperinger omkring Kvindehuset begyndte at lege med dem fra Ungdomhuset, skete der noget - og der er siden blevet blandet godt med spyt og blod og sved og SM-træf og alternative maskuliniteter og fester jeg - "fnys" - aldrig er blevet inviteret til.

Og fandme om ikke alle mine gamle 'kammerater' og 'søstre' nu glade står der og er korthårede og har kvindelige elskere fra Hamburg og viser mig rundt i det fælles bollerum og bliver gravide og får kønsskifteoperationer i samme åndedrag. Alt det, jeg dengang drømte om, er lige her: En buffet af do-it-yourself og kom-som-du-er og vil-du-med-i-seng?

Og så sidder jeg mopset dér og tænker at det hele er lidt outdatet. Altså, gruppesexen toppede i '69 og electroclashen i '01 og har hele androgynitets-tingen ikke sejret som ind i helvede? Jeg ved ikke, om det bare er mig, der gerne bare ville have haft en billet til paradis for 10 år siden, eller om man rent faktisk godt kan kræve noget mere, selv om man føler, at man skylder.

Stagneret queer-formel

Jeg synes, at det var et skidefint arrangement, men jeg savnede noget, der ikke var stagneret i den der queer-formel som - garanteret til alles skræk - er ved at komme på dåse. De headlinende Scream Club fra Toronto sagde det uvidende så fint, da de entrerede scenen:

"Hey, det føles som om, vi kender jer alle sammen. Venner fra queer-miljøet i Berlin, fra festivalerne i Stockholm, og min eks-kæreste sidder derovre."

Altså man tager noget skrabet amatøristisk attitude-musik, tilsætter nogle trashede åbne parforhold, noget frivillig arbejdskraft og nogle strukturalistiske intellektuelle kønsbriller og vupti! Altså ååhh, jeg føler mig så fucking skyldig og bitter-fisset nu, og jeg er jo heller ikke særlig queer, men egentlig bare en håbløst romantisk lebbe. Monogam og konsumerisk og turistet. Men jeg er jo kommet mig over mine gamle håbløse venstrefløjs-crushes og har været aktiv i dunst og hængt ud med Peaches. Så hvad kan jeg tilbyde jer - et hovent indlæg til festivalens opslagstavle - der vil have mere? Hvad kan I så til gengæld tilbyde mig? Hardcore bøssemetal? Lesbisk børnekor? Tranny silence retreat? Ja, ja - næste gang ikke?

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo! had og dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her